Greta Gerwig | Louisa May Alcott: Little Women (1868/2019)

FIRE UNGE KVINDER

En pigebog til alle tider 

Af BO GREEN JENSEN

LOUISA May Alcotts Little Women (1868-69) er – i neutral betydning og bedste forstand – den ærketypiske pigebog. Generationer af amerikanske kvinder har læst den som noget af det første, der var skrevet til og om dem selv. Den har aldrig været »bare« for børn. Før i tiden sagde man »ungdomsbog«. I dag hedder genren YA for »young adult«.

   Romanen fortæller om fire søstre og deres mor, som holder sammen på hjemmet, mens manden i huset kæmper på Unionshærens side i Den Amerikanske Borgerkrig. Familien March lejer et hus på den ejendom i Concord, Massachusetts, hvor enkemanden Laurence er alene med sit barnebarn, drengen Laurie, der har pigernes alder, og huslæreren John Brooke. Ejendommen er, hvad man i Europa ville kalde et gods, og pigernes tante så gerne en fornuftig alliance mellem husene komme i stand.

   Der er fokus på økonomien i Little Women, som er det modsatte af et banalt melodrama. Forfatteren voksede op i Concord på de store fritænkeres tid. Skolen Alcott House blev drevet i Ralph Waldo Emersons hjem. Søstrenes far, Bronson Alcott, hjalp Henry David Thoreau med at bygge hytten ved Walden Pond, og familien solgte sit hus til Nathaniel Hawthorne, da den flyttede videre til modellen for hjemmet i Little Women. Vi er i hjertet af den amerikanske »transcendentalisme«. Det er en moderne og praktisk forankret romantik.

   

SØSTRENE Meg (for Margaret), Jo (for Josephine), Beth (for Elizabeth) og Amy er henholdsvis 16, 15, 13 og 12 år, da historien begynder. Bogen følger dem over ni år. Det er Jo, der fortæller, og fordi det er hendes erklærede mål at blive en berømt forfatter, får romanen et præg af metafiktion, der gør læsningen evigt moderne og tidløs.

   Pigebørn – som Little Women hedder på dansk – var en stor succes fra begyndelsen. Den udkom i to dele over to år. I England fik andet bind titlen Good Wives. I Danmark blev bogen altid bearbejdet og forkortet. Først i 1995 udkom den uforkortede udgave i Ida Elisabeth Hammerichs oversættelse. I 1997 fulgte Unge kvinder i Camilla Christensens version.

   Jo gifter sig med den tyske professor Friedrich Bhaer. De får to sønner og adopterer Friedrichs to nevøer. Jo arver sin tantes hus, og parret indretter det som en drengeskole. Herom handler Little Men, Life at Plumfield with Jo’s Boys (1871) og Jo’s Boys, and How They Turned Out (1886). Da sagaen lukker – på side 1064 i Library of America-udgaven fra 2005 – sker det med følgende suk:

And now, having endeavored to suit every one by many weddings, few deaths, and as much prosperity as the eternal fitness of things will permit, let the music stop, the lights die out, and the curtain fall forever on the March family.*

LOUISA May Alcott giftede sig aldrig selv. Hun hjalp sin far med at drive skolen Alcott House og døde tre dage efter ham, i 1888. Louisa blev kun 55 år. Der er masser af litteratur om dynamikken i familien. Friedrich Bhaer skal efter sigende inkarnere alle de gode egenskaber – såsom varme og modtagelighed – som Bronson Alcott notorisk ikke besad.

DET er oplagt at filmatisere Little Women mindst én gang i hver generation. Familiefølelsen er tidløs, og der er seks store kvinderoller – pigerne, deres mor, »Marmee«, og den pragmatisk indstillede tante. Filmen er et veritabelt udstillingsvindue for unge skuespillerinder, og både Laurie og huslæreren mr. Brooke – som Meg gifter sig med – er gode roller for unge mænd. Mr. Laurence og Robert March, den fortabte far, er solide sekundære karakter.

DER var allerede produceret to stumme versioner, da Katharine Hepburn spillede Jo i George Cukors klassiske filmatisering fra 1933. Hepburn var 25 år, da hun spillede rollen. Det passer til slutningen på historien, men ikke til begyndelsen.

   Mervin LeRoy brugte det samme manuskript (af Victor Heerman og Sarah Mason), da han instruerede en musicaludgave med June Allyson, Janet Leigh, Margaret O'Brien og Elizabeth Taylor i 1949. Mary Astor spiller Marmee, og Peter Lawford har som Laurie den rigtige lyriske friskhed og frækhed. Desværre er filmen fast besluttet på at introducere tenoren Rossano Brazzi i rollen som Friedrich Bhaer – det gør det svært at tage den alvorligt.

   Der er en lang række tv-versioner. En miniserie fra 1978 forsøgte at være begyndelsen på en serie, hvor både Jessica Harper og William Shatner medvirkede, men resultatet var banalt og generisk. Senest har BBC dramatiseret romanen i en tre timers udgave fra 2017 med bl.a. Maya Hawke, Emily Watson og Michael Gambon. Som de fleste tv-føljetoner har den en illustrerende, snarere end fortolkende tilgang til materialet.

FOR Greta Gerwigs generation må Gillian Armstrongs 1994-version være standardudgaven. Winona Ryder spillede Jo, Claire Danes var Beth, og rollen som Amy blev delt mellem Kirsten Dunst og Samantha Mathis. Susan Sarandon var Marmee, og manderollerne var fordelt på Gabriel Byrne, Christian Bale og Eric Stolz.

   Man forstår, hvad jeg mener med »udstillingsvindue«. Armstrong, som er australier og ansvarlig for den fremragende dannelsesskildring i My Brilliant Career (1979, da. Min brillante karriere) blev formentlig bedt om at være forsigtig med det amerikanske arvesølv. I hvert fald er 90er-udgaven af Little Women en solid og gammeldags film, som glider af på de kønspolitiske vinkler, der er fremhævet i Alcotts tekst.

FEMINISMEN får omsider fuld stemme i Greta Gerwigs nye filmatisering. Hos Alcott er det et tema, at forfatteren Jo først må opgive de sentimentale og sensationsjagende genrestykker, som hun har prøvet at få udgivet. Hun skal lære at se kvaliteten i de familiebaserede autofiktioner, hun har skrevet til ære for søsteren Beth.

   Beth dør af skarlagensfeber, og Jo kommer over sorgen ved at skrive Beth’s Story. Imens Jo udvikler sit forhold til Friedrich Bhaer, har Laurie ventet så længe, at det alligevel bliver ham og Amy, som gifter sig. Amy har altid følt, at hun stod i skyggen af Jo. Der er en udredning af kosmiske regnskaber, som Alcott selv sammenligner med en guddommelig fortællers indgriben.

   Alt dette er med hos Gerwig, som gør tonen moderne, men holder fast i en historisk realisme i sin skildring af, hvordan tingene ser ud. Man kan som regel se på en periodefilm, hvornår den er lavet: i 1970erne har alle langt hår. I 80erne får de lakerede krøller. Der er intet af dette hos Gerwig: tomboys er tomboys til hverdag, og stadstøj ser ud som i 1860erne.

GERWIG lægger en ramme mere om Jo’s fortælling. Filmen viser, hvordan Jo navigerer og forhandler som forfatter, da hun overtaler forlæggeren Mr. Dashwood (Tracy Letts) til at trykke historien. De romantiske forhold udredes, men filmens forløsning ligger i scenen, hvor bogen bliver trykt og indbundet. Vi ser, hvordan bladguldet børstes af det prægede bind. Dashwood prøver at få Jo til at sælge sin ophavsret. Men Jo March beholder den. Det samme gjorde Alcott, skønt i en mere venlig proces med forlæggeren Thomas Niles.

   Saoirse Ronan, Emma Watson, Eliza Scanlen og Florence Pugh (fra Lady Macbeth) spiller søstrene March. Laura Dern er moden og viis som Marmee, og Meryl Streep gør næsten Tante March til en blanding af Lady Bracknell (i Oscar Wildes The Importance of Being Earnest/ Bunbury) og Violet Crawley (Maggie Smiths karakter i Downton Abbey).

FRIEDRICH Bhaer kommer her fra Frankrig i skikkelse af Louis Garrel, men det er Timothée Chalamets fremstilling af Laurie, som løfter mændenes side af sagen. Han og Saoirse Ronan har alderen til de voksne scener – de er begge midt i tyverne – men overbeviser som teenagers. Der er autentisk ung følelse i en balscene, hvor de sværmer og klovner på terrassen, men anstændigheden udspiller sig indenfor. Det er den første Little Women, som balancerer barn- og ungdom optimalt.

   Både Marmee og Tante March får lejlighed til at tale med ærlig og myndig erfaring om kvinders vilkår og kompromisser. Søstrene diskuterer kønspolitikken i plenum og implementerer aspekter af sagen i ental. Amy brænder Jos manuskript, da hun er jaloux over Laurie. Han bliver æresmedlem af deres dramaklub og er næsten en femte March-søster. De taler om skævheden og uretfærdigheden i kønnenes forhold.

JO og Laurie kan kun nævne søstrene Brontë, da de skal huske kvindelige forfattere, som det er lykkedes for. »I can’t be a C.B., but I may do a little something yet,« skrev Alcott i 1857, da hun havde læst en biografi om Charlotte Brontë.

   Greta Gerwig bruger mere tid i ungdommen, som bliver filmens nutid, end i barndommen. Ved at springe frem og tilbage i kronologien, gør hun filmen til forfatteren Jos udviklingshistorie. Og der bliver næsten sat et fuldt lighedstegn mellem Josephine March og Louisa May Alcott.

   Det er en fremragende filmatisering. Varm, vred, romantisk, solidarisk og aldrig tilfreds med stilfærdig accept eller resignation. Det er Little Women for det 21. århundrede. Louisa May Alcott ville nyde fortællingens sødme og smile.

Se også Noah Baumbach | Greta Gerwig: Frances Ha (2013); Greta Gerwig: Lady Bird (2017); Bogen og filmen | Don DeLillo: White Noise (1985/2022).

*) »Og nu, efter bestræbelsen på at tilgodese alle med mange bryllupper, enkelte dødsfald, og netop så megen lykke og fremgang, som tingenes evige tilstand tillader, lad da musikken stoppe, lad lyset gå ned, og lad tæppet falde for altid over familien March.« Titlen på sidste kapitel drager næsten et lettelsens suk: »Positively Last Appearance«. Library of America har udgivet Louisa May Alcotts vigtigste værker i to bind. Elaine Showalter redigerede Little Women, Little Man, Jo's Boys (2005); Susan Cheever redigerede Work, Eight Cousins, Rose in Bloom, Stories & Other Writings (2014). Begge bind indeholder den samme nyttige »Chronology«. Den bedste enkeltstående udgave er The Annotated Little Women med forord og fyldige noter af John Matteson (Norton, 2016).

Little Women. Instr. og manus: Greta Gerwig. Foto: Yorick le Saux. 135 min. USA 2019. Dansk premiere: 04.06.2020.

Fotos: CineMaterial/ MovieStillsDB/ Library of America/ Warner Bros./ MGM/ SF Studios

Filmen streames på Blockbuster, Google Play, iTunes, Rakuten TV, SF Anytime og Viaplay

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 05.06.2020