onsdag den 16. februar 2022

Baz Luhrmann: William Shakespeare's Romeo + Juliet (1996)


DE ELSKENDE FRA VERONA BEACH
Moderniseringen lykkes som gestus og drama

Af BO GREEN JENSEN

WILLIAM Shakespeares evige tragedie om de to unge elskende fra Verona har været udsat for lidt af hvert gennem tiden. Af klassiske filmatiseringer nævner man i regelen to, George Cukors amerikanske fra 1936 og Franco Zeffirellis britisk-italienske fra 1968. Endvidere findes en sjældnere set engelsk udgave med Laurence Harvey og Susan Shentall, instrueret af Renato Castellani i 1954.
   De har alle det problem, at teksten dør i filmsammenhæng, mens hovedaktørerne enten er for gamle eller savner erfaring at fylde i ordene. Når Zeffirellis version lykkes bedst, skyldes det afgjort, at hans elskende har den rigtige alder. Leonard Whiting og Olivia Hussey var henholdsvis 17 og 15 år, da de spillede det ikoniske teenagepar. Norma Shearer og Leslie Howard var 34 og 43. 




MAN har altid haft øje for det store i historien, der er et af Shakespeares enkleste stykker, både i sproglig og tematisk henseende. To familier har hadet hinanden så længe, at ingen husker hvorfor. Sønnen fra det ene hus forelsker sig i datteren fra det andet, men det bestående modarbejder deres kærlighed på alle niveauer.
   En hjælpsom præst fostrer en plan som giver bagslag. Alle dør på tragisk vis, først den ene, så den anden, og Fyrsten kan sluttelig konkludere, at »en større sorg i verden ingen ved/ end Romeo og Julies kærlighed.« De efterladte fædre har dog.lært af børnenes eksempel. Montague og Capulet forlader scenen sammen, da Fyrsten til slut har belært dem.*


DER må være en stor film et sted i den historie. Baz Luhrmanns radikale versionering er derfor langt fra det første forsøg på at de- eller rekonstruere teksten. Herhjemme gjorde Erik Clausen det for eksempel i Rami og Julie fra 1988, men den til dato mest totale bestræbelse har været musicalen West Side Story fra 1961, som Robert Wise instruerede med Jerome Robbins som koreograf og Leonard Bernstein og Stephen Sondheim som sangskrivere.
   Skønt Luhrmanns Romeo + Juliet umiddelbart ligner Ian McKellens Richard III (1995), for så vidt som begge film skaber en helt ny verden til teksten, som de til gengæld behandler respektfuldt, er det i virkeligheden West Side Story, den ligger tættest på.


DER er flere blændende indfald. For eksempel er Korets prolog og Fyrstens slutord lagt i munden på en tv-speaker, der rapporterer om familieopgøret, og alene den stilfulde uniformering af de unge riddere fra husene Capulet og Montague gør meget for filmens totale præg. Scenografien skyldes atter Catherine Martin, som designede Luhrmanns gennembrudsfilm Strictly Ballroom (1992). Hun arbejder også her med romantiske ekstremer, men for det første er formatet et andet, for det andet savner Romeo + Julie to ting, som Strictly Ballroom næsten løb over af: humor og selvironi.

   
TRODS sin erklærede hensigt om at sætte teksten i centrum, drukner filmen ofte ordene i visuel overdådighed. Det, som lykkes bedst i klassisk forstand, er balkonscenen og dødsscenen, hvor man sætter alle produktionsmæssige sejl til.
   Da Julie dør ved siden af sin Romeo, falder skæret fra to tusind kærter på deres ansigter. Maskeradescenen først i filmen giver Julie englevinger og gør Romeo til brynjeklædt halvgud. Disse billedorgier løfter effektivt filmen op til de romantiske højder, som den gerne vil tangere, men de skubber samtidig teksten ud på et sidespor.


ANDRE har oplevet det anderledes, men jeg vil vove at påstå, at ikke én scene i filmen for alvor bæres af Shakespeares tekst. De bæres af sangene, som kører under og kommenterer det hele; af det konstante drive og den tætte klipning; af det kaotiske bylandskab, som Luhrmann og Pearce til lejligheden kalder Verona Beach, men selve ordene forbliver fremmedlegemer, der næsten distraherer og i bedste fald virker som en effekt.
   At lade teksten stå er en nobel gestus, bestemt en Romeo værdig, men Luhrmann kunne have komponeret filmen rent i billeder og musik og stå med et lige så effektivt resultat.
   For effektiv er filmen. Man er svimmel af billeder, når man forlader biografen, og man bærer lidt af passionen med sig bagefter. Flere afsnit er usammenhængende, andre er imponerende sætstykker. Bandeopgørene, som koster Mercutio og Tybalt livet, lykkes på fremragende vis, også selv om det tangerer det fortænkte at gøre Mercutio til en mexicansk drag queen.


DER skrives tekst på filmen, der citeres ivrigt fra nær og fjern; her er virkelig et værk, hvor den nervøse postmoderne form kommer til sin fulde ret. Men i midten af det hele bærer Leonardo DiCaprio og Claire Danes filmen i kraft af deres enkle spil, som er holdt helt nede på legendernes jord.
   Brian Dennehy og Paul Sorvino får aldrig liv som mafiafædrene i Verona Beach. Pete Postlethwaite bærer distraherende associationer til andre film med sig, men leverer en dækkende Lorenzo, her Father Laurence, og Fyrsten Vondie Curtis-Hall er polichef 
i traditionen fra NYPD Blue.


DER er kors, tro og våben alle vegne i Verona Beach, men de stærkeste skud bliver trods alt de centrale, besværgende billeder af Romeos og Julies lykke, mens deres kærlighed endnu er mulig. Det er dét, man bærer med sig fra en film, der drukner teksten i billeder, men alligevel lykkes som gestus og drama.

*) Jeg citerer fra Edvard Lembckes oversættelse. I Niels Brunses kurante og mere mundrette version (2012 ) står der: »ingen ofred mer for større tro/ end Julie og hendes Romeo.«




Fotos: Bazmark Films/ Twentieth Century Fox/ CineMaterial/ Filmgrab
Filmen streames på Blockbuster, DISNEY+, Google Play, iTunes, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy, YouTube Movies
Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 07.03.1997
kl.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar