tirsdag den 15. februar 2022

To versioner: West Side Story (1961/2021) [Oscars 2022]


ET STED ER DER ET STED FOR OS
Et romantisk og kritisk kærlighedsdigt

Af BO GREEN JENSEN

FØRSTEUDGAVEN af West Side Story var, hvad vi kalder en gamechanger nu. Efter fire år på Broadway, hvor musikforestillingen havde premiere på Winter Garden Theatre den 26. september 1957, kom en filmatisering i stand. Sceneversionen var længe om at løfte sig. Filmen blev en succes med det samme.
   West Side Story er – hvis nogen skulle være i tvivl – en moderne fortolkning af Romeo og Julie. Maria (Natalie Wood) og Tony (Richard Beymer) er de elskende, som ofres i bandekonflikten mellem latinoer og polakker, der svarer til slægterne Montague og Capulet. »There’s a place for us/ Somewhere a place for us,« bliver der sunget besværgende i finalen.
   Det var og er banebrydende musikteater. En musical med social relevans; en sammensmeltning af klassisk og moderne; et kritisk kærlighedsdigt til immigranternes multietniske Amerika. På 60 år er West Side Story blevet næsten lige så klassisk som William Shakespeares skuespil fra 1597.
   I 1961 blev filmen et stilskabende kulturfænomen, der gjorde meget for at udbrede et nyt sæt unge, amerikanske værdier. Hollywoods døende studiesystem havde en af sine sidste store triumfer. West Side Story var i Technicolor og fuld Panavision. Den lille tv-skærm kunne ikke konkurrere.


ROBERT Wise (1914-2005) instruerede i samarbejde med koreografen Jerome Robbins (1918-1998). Mange husker sikkert en gademusical med hård realisme. Dét er en erindringsforskydning. Prologen, som præsenterer banderne The Jets og The Sharks, blev optaget på en parkeringsplads i New York. Alle de øvrige lokaliteter blev bygget i studiet af scenografen Boris Leven (1908-1986).
   Der var 11 Oscar-nomineringer, og ti af dem udløste priser. Stephen Sondheim (1930-2021), efterkrgstidens store amerikanske teaterkomponist og musicalforfatter, fik sit gennembrud med sangteksterne. Skønt Leonard Bernstein (1918-1990) skrev musikken, var det teksterne til »America«, og »Gee, Officer Krupke«, der havde kant og gjorde indtryk. Forfatteren Arthur Laurents (1917-2011) havde grundideen. Jerome Robbins var kun interesseret i dans.


JEG skylder nok at sige, at jeg er lidt for ung til West Side Story. Jeg var seks år i 1961, og filmen var mere et hit blandt forældre. Musikken lød som operette. Det var i den forbindelse et gennembrud, at Keith Emerson og The Nice i 1968 arrangerede »America« som progressiv rock. Der blev brændt flag af til musikken, når man demonstrerede mod Vietnamkrigen.
   Men der var mange spor af filmen i den billedfattige forstadshverdag. Ældre fætre og kusiner fik blanke øjne alene ved titlen. Hele springknivsromantikken fra min barndom kommer ikke mindst fra West Side Story – og fra læsning af Willard Motleys Knock on Any Door (1947, da. Lev stærkt, dø ung) suppleret med hvisken om Rebel without a Cause (1955, da. Vildt blod), Nicholas Rays ikoniske generationsfilm med James Dean og netop Natalie Wood.


JEG genså den gamle West Side Story, før Steven Spielbergs nye version blev vist for pressen. Man kan både se og høre, at der er gået 60 år, men de stærkeste steder i filmen lever og ånder. Det humanistiske budskab står klokkerent.
   Jeg genså også dokumentaren West Side Memories, som blev produceret til 40-året i 2001. Da levede mange af hovedpersonerne stadig. Flere er kritiske over for filmen. Især taler Arthur Laurents om den forlorne accent og det friserede billede af virkeligheden. Stephen Sondheim siger, at alle så West Side Story som en film, der skildrede gaderne i New York. Det var det ikke, tilføjer han. Det var teatret, der blev til forstørret til film og fik liv.


DER knytter sig store forventninger til Spielbergs version – og det er sikkert derfor, at den ender med at skuffe. Der er mere film end teater i værket. Men Tony Kushner har kun foretaget små revisioner, og sangene står, som de stod. Intet er moderniseret. Filmen føles mere som et museumsstykke, en kurateret genopsætning, end som samtidskunst med aktuel relevans.
   Især bliver det klart, hvor vigtig Natalie Wood (1938-1981) var for den første films succes. Hun sang ikke selv. Stort set alle stemmer i filmen blev dubbet – Wood synger med Marni Nixons stemme, og det kan derfor ikke undre, at hun lyder som Audrey Hepburn i My Fair Lady og Deborah Kerr i The King and I.


DET var kontroversielt, at Hollywoodstjernen blev hentet ind. Carol Lawrence havde spillet Maria på scenen. Men Wood fungerer og bevæger. Man lever med, at Tony er et ciffer, som siger »Jeg elsker dig« hele tiden. Det slipper Ansel Elgort forbavsende godt fra i Spielbergs version. I øvrigt blev Elvis Presley tilbudt rollen som Tony. Tænk, hvad dét kunne have gjort for det hele.
   Den 20-årige Rachel Zegler har bare ikke nærvær nok. Niveauforskellen bliver klar i de scener, som reproducerer den gamle film meget trofast. Før ballet, hvor Jets og Sharks konkurrerer på dans, giver Anita (Ariana DeBose) sin svigerinde et rødt bælte om livet, så den hvide særk forvandles til en prinsesseskjole. Wood bar den scene. Zegler har en klar, generisk stemme og spiller rollen dækkende. Men hun kunne erstattes af en dubleant.


HER er en smuk, stille scene fra kirken i Spanish Harlem, som Janusz Kaminski filmer oppefra. Prologens indflyvningsbilleder af Manhattan er erstattet af kranbilleder, som panorerer hen over byggetomten ved Lincoln Towers. Vi ser the wrecking ball – murbrækkeren – i nær og reklamerne for de nye lejligheder, der ikke er bygget til indvandrerne. Det lykkes fra begyndelsen at bryde præget af teater.
   Der bliver danset mere ude på gaden, og koreografien er mindre akrobatisk. Dét er en forbedring. Karaktererne står skarpere hos Spielberg – ikke i de romantiske hovedroller, men i bandemedlemmernes rækker. Især er Mike Faist god som Riff, der føler sig svigtet af Tony – og Kushners manuskript er bedre til at antyde LGBTQ-tematikken. Opskrivningen af karakteren Anybodys (Iris Menas) fra tomboy til transgender forekommer derimod opportunistisk.


FILMEN har én stor forsonende faktor. Det er 89-årige Rita Moreno i rollen som købmanden Valentina, der har taget sig af den prøveløsladte Tony. I den gamle film var karakteren en mand, den alfaderlige Doc, som blev spillet af Ned Glass. I Spielbergs version tror man først, at Moreno medvirker som en blanding af nips og maskot, der er castet, fordi hun er en af de få endnu aktive og overlevende skuespillere fra den gamle film.
   Sådan er det ikke. Moreno var 30 år, da hun spillede Anita i Wise/Robbins-versionen. Hun gav rollen troværdighed, fordi hun faktisk er født i Humacao i Puerto Rico og kom til USA som immigrant. Hun var livsstykket, mange husker fra filmen, og hun brugte rollen til at skabe en hæderkronet karriere – som dog aldrig har budt på en lige så stærk karakter.
   Her får hun lejlighed til at skinne. Det er Valentina, som synger finalens besværgende »Somewhere«. Og omsider kan hun synge selv – i den gamle film blev hun dubbet af Betty Wand og har altid beklaget, at stemmen ikke passede til karakteren. Moreno har en spinkel graciøsitet. Hun gør scenen, hvor The Jets er ved at voldtage Anita, til noget særligt. Endvidere taler hun spansk. Hun er den store garant for kontinuiteten i projektet.


SPIELBERGS film bærer dedikationen »Til Far«. Han har i interviews fortalt, hvordan West Side Story var en familiefavorit og et af de første stykker popkultur, som kom ind i hjemmet med hans fars velsignelse. Det er veteranens første musical. »Jeg har altid haft lyst til at lave en musical. Dog ikke én som Moulin Rouge – men en gammeldags, konservativ musical, hvor alle taler med hinanden, for så at bryde ud i sang, for så at tale videre.«
   Der er meget godt i West Side Story, og det er godt at se fagets mestre arbejde sammen. Men filmen har ikke, hvad for eksempel Damien Chazelle (La La Land) eller Lin-Manuel Miranda (In the Heights) kunne have tilført af friskhed. Det er som at se en jubilæumsforestilling. Men stoffet råber på en nyfortolkning, der kan gribe tiden i hjertet igen.

Steven Spielbergs West Side Story er Oscar-nomineret i 7 kategorier: Best Picture (Spielberg, Kristie Krieger); Best Director (Spielberg); Best Cinematography (Janusz Kaminski); Best Supporting Actress (Ariana DeBose); Best Sound (Tod Maitland etc.); Best Production Design (Adam Stockhausen – set decoration: Rena DeAngelo); Best Costume Design (Paul Tazewell).





West Side Story. Instr.: Robert Wise. Manus: Ernest Lehman. Foto: Daniel L. Fapp. 153 min. USA 1961. Dansk premiere: 08.10.1962

West Side Story. Instr.: Steven Spielberg. Manus: Tony Kushner. Foto: Janusz Kaminski. 160 min. USA 2021. Dansk premiere: 08.12.2021.

Fotos: Walt Disney Pictures/ 20th Century Studios/ The Mirisch Cporporation/ United Artists/ MGM/ Warner Bros. Home Entertainment/ The Criterion Collection/ Sony Music Entertainment/ CineMaterial/ Filmaffinity/ MovieStillsDB


 
West Side Story (1961) srreames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, Google Play, iTunes, YouTube Movies
West Side Story (2021) er stadig i biografdistribution
Teksten stod i Weekendavisen Kultur 09.12.2021
kl.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar