lørdag den 19. februar 2022

Much Ado About Nothing/Stor ståhej for ingenting (1993)


SANG FOR ALLE VINDE
En guldrandet metakomedie for par 

Af BO GREEN JENSEN

DET britiske filmmagasin Empire lavede i 1992 en punkt-for-punkt og film-for-film sammenligning af Laurence Oliviers og Kenneth Branaghs karrierer. Kometen fra Belfast var netop fyldt 30, og på listen over værker og bedrifter var der så mange sammenfald, at man skulle tro Branagh led af et Olivier-kompleks. De fleste ville frabede sig at blive målt i forhold til Olivier for hvert lille skridt i karrieren. Det er dog, hvad Branagh insisterer på igen og igen.
   Efter den respektfulde filmatisering af Henrik V fra 1989, lavede Branagh meget hurtigt to meget forskellige og overvejende vellykkede genrefilm. Dead Again (1991) var en melodramatisk krimi i traditionen fra 40'ernes film noir, mens snakkestykket Peter's Friends (1992) var en underholdende krydsning af The Big Chill og sædeskildrende samtidskomik à la Alan Ayckbourn. Her vender Branagh tilbage til Shakespeare. Dog ikke til den Hamlet eller Macbeth, man kunne forvente, men til den første af de såkaldt »gyldne« komedier, Much Ado About Nothing, som Shakespeare skrev 1598-99.*
   Nu er Branagh ikke typen, der hviler på sine laurbær eller slår sig til ro i en genre. Efter Stor ståhej har han kastet sig over en filmatisering af Mary Shelleys Frankenstein, med sig selv i titelrollen og Robert De Niro som »Skabelsen«. Man kan næsten kun beundre Branagh for hans energi og kunstneriske dødsforagt. Det gør dog ikke automatisk Stor ståhej til et mesterværk.


DET er ikke ud fra nogen vurdering et af Shakespeares store stykker. Snarere er det en lykkelig bagatel. Intrigen er gedigent rodet, og som den første af de gyldne komedier ligner Much Ado mest af alt skitsen til tre-fire senere og bedre forsøg.
   Branagh, der selv har produceret og skrevet filmens manuskript, realiserer komedien som et dynamisk spil for ensemble og stjerner. Tonen er upbeat fra begyndelsen, hvor Emma Thompson i rollen som Leonatos datter, rappenskralden Beatrice, reciterer teksten fra stykkets gennemgående sang, der i Lembckes gamle oversættelse bød os alle, både damer og herrer: »Vær frisk og glad i sinde,/ o lad kun sorg og klage gå/ med sang for alle vinde.«
   Dette sidste, svært fordanskelige hey nonny nonny-vers bliver i Ib Lindbergs undertekster til en lille trille. Branagh og kompagni har ikke pyntet på eller moderniseret den 400 år gamle dialog, og for en gangs er også den danske oversætter en stjerne. For Lindbergs mundrette kondensat består prøven med bravour.


HELE Leonatos hus ligger i græsset og lytter, da budbringeren bekendtgør, at Don Pedro med følge er på vej til Messina. I rammescenens sommeridyl indgår moderne effekter og periodegods i en skøn sammenblanding, som i det store hele fungerer godt. Roger Lansers kamera er forståeligt forelsket i det tuscanske landskab ved Chianti, hvor filmen er optaget.
   Hele kompagniet springer op som forårskaniner og træder for alvor ind i deres roller. Og det er vel det svære i filmen: at tage den forceret skælmske tone alvorligt og tro på disse brave figurer, der tumler, traller, gantes og slår gækken løs så demonstrativt, at det halve kunne være mere end nok.
   Branagh og Thompson slipper bedst fra det. Derimod kan man ikke abstrahere fra de tusind tv-roller, man har set fnisepeteren Richard Briers og bulderbassen Brian Blessed i. De skal her gribe os som Leonato og hans bror Antonio. Det hverken kan eller gør de.
   Langt bedre går det i de fremmedes lejr. Don Pedro med følge ankommer i en fejende flot westernpastiche, iklædt tjekket anakronistiske uniformer og, med undtagelse af skurken Don Juan, alle kække og struttende fulde af livsglæde, selvsikkerhed og potens.


DET er godt tænkt at lade husstanden i Messina fremstille af britiske teaterskuespillere, mens Don Pedros følge primært består af amerikanske filmstjerner.
   Denzel Washington er en flot Don Pedro, Keanu Reeves er hans hadefulde halvbror, og som flødeskægget Claudio har Robert Sean Leonard den fornødne ungdom og naivitet. Han og Kate Beckinsales Hero fortjener til fulde hinanden. De er som nyfødte hittebørn efter stormen, mens Branagh og Thompson mod alle odds puster liv og varme ind i den stadige krig på ironi, som Benedikt og Beatrice fører med hinanden.


DA filmen når til at være alvorlig, tvivler man aldrig alvor på udfaldet. Branagh kunne for min skyld have givet godheden mere kvalificeret modspil ved at udbygge Keanu Reeves' karakter.
   Som comic relief og absurd show-i-showet er Michael Keaton anbragt i partiet som den naragtige vægter Dogberry eller Slåen, der så gerne vil bruge høje og fint svungne ord, men til stadighed farer vild i deres mening, mens han lægger en brutalitet for dagen, der næsten må være møntet på ordensmagten til alle tider. »Despekterer du ikke mit embede?« spørger han. Alene at udtænke et svar lige så kringlet, ville kræve betydeligt arbejde.
   Det er for meget af et nummer, når Keaton og kumpaner rider bort på usynlige heste, men det er et forfriskende forsøg på at trænge igennem den aura af tør, hvid pænhed, som hviler tungt over filmen.


GÅR man ind til Stor ståhej for ingenting med en forventning om at blive løftet og forført af filmens gyldne drømmemaskine, har man en anstrengt aften foran sig.
   Det lykkes aldrig nogen i salen at glemme, at det vi ser ikke er Benedikt og Beatrice, som gantes, men Branagh og Thompson, der leger – og til og med leger på skrømt – at de er karakterer i et klassisk skuespil. Mens man ser dem, tænker man mest af alt på Leigh og Olivier, Taylor og Burton, på Howard Keel og Kathryn Grayson og på, om Branagh og Thompson næste gang vil løbe linen helt ud i en genindspilning af Kiss Me Kate.**
   De to stjerner skygger for resten af filmen, der primært fungerer i afsnit og sætstykker, hvor man fornemmer noget af varmen bag masken. Stor ståhej er en tapper komedie, der skiftevis charmerer og irriterer. Sit præg af noget anstrengt forvinder den aldrig. Men den prøver.


*) Kenneth Branagh nåede først til at lave sin filmudgave af Hamlet i 1996. Den benytter til gengæld den uforkortede tekst og har en spilletid på fire timer. Han spiller Macbeth i National Theatre-opførelsen, som blev optaget og streamet i 2013. Instruktører var Rob Ashford og Tim Van Someren. Rosalie Craig havde rollen som Lady Macbeth.

**) Branagh og Thompson var stadig gift med hinanden, da de indspillede Much Ado About Nothing. De blev skilt i 1995. Der er tradition for, at roller i Stor ståhej bliver spillet af par i et anstrengt forhold. Musicalen Kiss Me Kate (1953), som George Sidney instruerede med Howard Keel og Kathryn Grayson i hovedrollerne, handler om et fraskilt skuespillerpar, der udlever konflikter og finder hinanden igen under opsætningen af en musical baseret på The Taming of the Shrew (da. Trold kan tæmmes). Filmen, som er optaget i 3D og Technicolor, var en stor succes for MGM-studiet. Den er fuld af fremragende Cole Porter-sange. Det er her, at to gangstere (Keenan Wynn og James Whitmore) synger »Brush Up Your Shakespeare«. Det er i Kiss Kate Kate, at Ann Miller får brillerne til at dugge, da hun stepper og synger »Too Darn Hot«.  


Much Ado About Nothing (Stor ståhej for ingenting). Instr. & manus: Kenneth Branagh. Foto: Roger Lanser. UK-USA 1993. Dansk premiere: 08.10.1993.


Fotos: Renaissance Films/ American Playhouse Theatrical Films/ BBC Films/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ MGM
Filmen streames på Google Play, iTunes og YouTube Movies.
Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 08.10.1993.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar