Sjette kapitel: Rocky Balboa (2006)

TREDIVE ÅR EFTER
Sjette film om den evige underdog

Af BO GREEN JENSEN

DET var med Rocky (1976), at karrieren tog fart for Sylvester Stallone. John C. Avildsen instruerede filmen, men Stallone skrev selv historien om den lille, beslutsomme bokser, der kunne tage så mange slag, det skulle være, når blot hans Adrian (Talia Shire) ventede ved ringsiden.

   Rocky Balboa fik intet foræret, men havde en drøm om gøre en forskel i kvarteret og undgå at ende på gaden i samme. »Once in one’s life, for one mortal moment, one must make a grab for immortality; if not, one has not lived.« Det er ikke et citat fra manuskriptet, men noget som Stallone har sagt i virkeligheden.

   I fortællingens undertippede ånd blev Rocky ud af det blå nomineret til ti Academy Awards. Stallone kom i selskab med Orson Welles og Charlie Chaplin, da han blev nomineret for bedste manuskript og som bedste skuespiller. Da det kom til stykket, vandt Rocky tre Oscars i kategorierne Bedste Film, Bedste Instruktør og Bedste Klip.

   Der stod altså ikke Sly på nogle af trofæerne. Til gengæld fik Rockys hjemstavn en ny turistattraktion overnight. Trappen ved Philadelphia Museum of Art har i 45 år været kendt som »The Rocky Steps« og konstant foreviget, når besøgende kopierede bokserens gestus fra den ikoniske montagesekvens, som følger hans træning. 

DE fleste kunne egentlig godt lide Rocky, som havde en ubestikkelig stil og skrev sig rent ind i den rørstrømske ende af boksefilmstraditionen, skønt den hverken var The Harder They Fall (1956) eller Fat City (1972). Mest af alt virkede figuren som en biografversion af Tom Jordache, Nick Noltes rolle i tv-miniserien Rich Man, Poor Man (1976, da. To brødre). Karakteren kom fra hjertet, og hvis ikke Stallone samtidig havde gjort sig uheldigt bemærket som macho-pinup i en slipstrøm af primitive actionfilm, kulminerende i 80ernes skrækkelige Rambo-sekvens, ville han have oparbejdet mere goodwill.

SYTTEN år efter Rocky V (1990) spiller Stallone atter outsiderkortet og beviser, 60 år gammel, at han ikke skal på græs foreløbig. Rocky Balboa er ingen filmhistorisk milepæl, men den er heller ikke det forfængelige selvbedrag, man kunne frygte.*

   Efter Adrians død prøver Rocky at affinde sig med en hverdag som pensioneret berømthed. Han trisser rundt og prøver at blive gammel, besøger ofte Adrians grav og bruger uforholdsmæssig megen tid på at opsøge saneringsmodne steder fra sin ungdom. Rocky driver restauranten »Adrian’s«, og skønt ingen siger det højt, kan man se på gæsternes ansigter, at værten keder dem med sine gamle historier.

FORDI hans egen søn er afvisende, begynder Rocky at tage sig af servitricen Marie (Geraldine Hughes), som var barn i velmagtsdagene, og hendes teenagesøn.

   Samtidig er der krise i den professionelle bokseverden, hvor den ubesejrede Mason »The Line« Dixon (Antonio Tarver) har vundet 30 kampe på knockout og er blevet så upopulær, at publikum bombarderer ham med isterninger.

   En sportskanal arrangerer en fantasikamp mellem Rocky og Mason: Hvem ville vinde, hvis kæmperne mødtes i dag? Mesterens grådige promoter arrangerer en opvisningskamp i Las Vegas, for Mason kan måske vinde tilskuernes hjerter, hvis han lader den gamle mand få et enkelt slag ind, før han tværer ham ud.

EFTER en times sentimental træden vande bliver tredje akt af filmen en forbavsende effektiv oplevelse, der giver begge de kæmpende så meget, at der er spænding om udfaldet, uden at realismen sættes helt over styr.

   Stallone spiller sin karakter, som han plejer, ludende, fåmælt og kejtet, men også med selvironi og inderlig patos. Filmen sælger sig selv på et slogan som hævder, at »it ain’t over till it’s over«. »Er det noget fra 80erne?« spørger den unge mester hånligt. »Snarere 70erne,« mumler Stallone, som filmen igennem modstår alle forsøg på at gøre sig hurtig og trendy.

OGSÅ æstetisk dyrker Rocky Balboa en række anakronistiske stilgreb. Her er slowmotion, musikalske montageoptagelser og signaturskud, hvor Stallone fryser filmen i triumferende stemningsbilleder, der ikke er set så rene siden titelsekvensen til The Mary Tyler Moore Show. Fysisk overbeviser den aldrende stjerne, og hvis filmen ikke vælter én, træder han i hvert fald ikke forkert med Rocky Balboa.

Se også Juho Kuosmanen: Den bedste dag i Olli Mäkis liv (2016); David O. Russell: The Fighter (2010); Martin Scorsese: Raging Bull (1980).

*) Stallone (f. 1946) trådte klædeligt i baggrunden, da han sammen med Ryan Coogler brugte figuren igen i Creed (2015) og Creed II (2018). Her vender Rocky Balboa tilbage for at træne Adonis »Donnie« Creed (Michael B. Jordan), som er søn af Apollo Creed (Carl Weathers), der var Rockys hovedmodstander i den første og en skæbnefælle i de næste tre film.

   Creed-filmene er en slags sequels by proxy og bliver somme tider nummereret som Rocky VII og Rocky VIII. Ligesom Rocky var Creed en overraskelse, fordi præmissen faktisk fungerer. Creed var Cooglers første film efter Fruitvale Station. Uagtet sine sportslige kvaliteter kan den som en identitetspolitisk gestus fra den afrikansk-amerikanske filmskaber.

   Forfængelighedsfaktoren indhentede Stallone, da han i 2010 skrev og instruerede The Expendables, hvor han i Dirty Dozen-traditionen samler et hold af aldrende/ afskrevne actionstjerner, der spiller lejesoldater: Jason Statham, Jet Li, Dolph Lundgren, Randy Couture, Terry Crews, Mickey Rourke. Også Bruce Willis og Arnold Schwarzenegger medvirker. I Cannes blev filmen promoveret ved, at De Undværlige køre i kampvogn hen ad La Croisette. Serien fortsatte i The Expendables 2 (2012) og The Expendables 3 (2014). En fjerde film er i post-production og får premiere i 2022.

Rocky Balboa. Instr. og manus: Sylvester Stallone. Foto: J. Clark Mathis. 103 min. USA 2006. Dansk premiere: 05.01.2007.

Fotos: MGM/ CineMaterial/ Filmaffinity/ MovieStillsDB.

Filmen streames på Blockbuster, Google Play, iTunes og YouTube Movies.

Teksten stod i Weekendavisen Kultur 05.01.2007.