Alice Winocour: Maryland/Disorder (2015) [Future is Female]

EN PÆNT BESKIDT FORTÆLLING
Manden set med kvindens blik

Af BO GREEN JENSEN

DET er altid interessant at se, hvordan kvinder og mænd laver film i de genrer, som traditionelt er henvendt til det andet køn. Disorder – som i Frankrig hedder Maryland – er produceret af to kvinder og instrueret af Alice Winocour, som debuterede i lang form med Augustine (2012) og var medforfatter på Mustang (2015), der blev Oscar-nomineret.

   Soldaten Vincent (Matthias Schoenaerts) er aldrig kommet helt hjem fra Afghanistan. Han bor hos sin mor, er i PTSD-behandling og tjener løse penge som sikkerhedsvagt. Det er åbenbart sådan, man gør efter krigen. Kollegerne taler stadig om jobbet på Malta, hvor hyren var 800 euro pr. dag.

   På den måde kommer Vincent til »Maryland«, en fantasiluksuøs landejendom i Sydfrankrig, hvor forretningsmanden Whalid (Percy Kemp) bor med sin søn og trofæhustruen Jessie (Diane Kruger). Et selskab for samfundets eminencer, de samme embedsmænd og erhvervsfolk, som sendte Vincent og hans fæller i krig, eksponerer den uhellige alliance mellem finans, politik og demokrati.

FESTEN giver – på ret ubehændig og firkantet vis – en fornemmelse af miljøet gennem tilfældige møder og overhørte samtaler. Midt i støjen står Vincent og prøver at holde kroppen i ro, mens han får ordrer i sin øresnegl. For eliten er han gennemsigtig. Gæsterne tager ham for en tjener og beder om isterninger til deres drinks.

   Arbejdet er en kæde af ydmygelser, som Vincent suger til sig, men han er nysgerrig nok på den luftige livsstil, han får indblik i gennem Marylands overvågningskameraer. Han er fortabt i samme øjeblik, han får øje på Jessie, der taler i telefon og tager sig af sin søn, mens hun klæder om før festen.

   Det bliver aldrig klart, hvor meget Jessie ved om sin mands aktiviteter. Han synes at fungere som en mellemmand mellem den franske regering og diverse interesser i Libanon og Quatar. Der er derimod ingen tvivl om, at tiden er ved at indhente manden. Efter festen bliver Vincent på Maryland, hvor han skal beskytte Jessie og drengen Ali.

PORTRÆTTET af den forblændede livvagt er næsten en genre for sig. Han bærer ofte på et traume, for eksempel fordi han har svigtet engang – som Clint Eastwood-karakteren i Wolfgang Petersens In the Line of Fire (1993, da. Lige på kornet), der føler skyld, fordi han fejlbedømte situationen i Dallas i 1963.

   Han er som regel en neutral iagttager, der gradvis drages ind i miljøet. Måske bliver han forelsket – som Kevin Costner, der falder for Whitney Huston i Mick Jacksons The Bodyguard (1992) – og leger med tanken om at blive en anden. I hvert fald er der altid et regnskab, som skal gøres op.

   Somme tider betragter han bare, imens han bliver overset, og foretager en rejse fra benovelse til ufortyndet indignation og foragt. I Rodrigo Morenos El Custodio, en argentinsk nyklassiker fra 2006, bliver livvagten endelig så led ved ministeren, han varter op, at han dræber ham for at få fred i sit hoved.

ALICE Winocours bidrag til genren låner træk fra alle tre grundmodeller. Vincent flytter ind og begynder at se sig selv som en surrogatfar. Han tager med Jessie og Ali til stranden, retter på drengen og gebærder sig som en kæreste.

   Først tager Jessie ikke truslerne alvorligt og behandler muskelbundtet som en mindreværdig, paranoid belastning. Tonen skifter, da han får ret. Han får lov at udleve sin drøm i fem minutter, men det forbliver uklart, om hun holder af ham eller udnytter ham. Der er ingen stor, romantisk forløsning.

   Finalen er en mekanisk affære med anonyme angribere, skudkampe i huset og en masse væltede møbler. Det er scenerne, hvor manden, kvinden og drengen prøver grænser af og lærer hinanden at kende, der gør filmen gedigent seværdig. De bedste af dem er fine treklange.

   

MATTHIAS Schoenaerts kan som få koncentrere en fysisk ubalance og gøre psykologien konkret. Han er udmærket, når han taler engelsk (som i Thomas Vinterbergs version af Far from the Madding Crowd), men det er i belgiske og franske roller, at han kommer fuldt til sin ret. Vincent er ikke helt så anspændt som den kastrerede mand, der tog steroider i Bullhead, Schoenaerts gennembrudsrolle fra 2011, men karakteren kommer fra samme register.

   Tyske Diane Kruger gemmer en hård kvalitet i den generiske skønhed. Hun er derfor aldrig helt troværdig i romantiske roller, men kan bevare sit mysterium, når karakteren er mere pragmatisk og mindre uskyldig, end den maskuline betragter opfatter. Her er hendes figur i familie med den fængslede hustru, som Vincent Lindon satte livet på spil for i Pour Elle (2008, da. Alt for hende).

DET er manden, der raser og snøfter, mens kvinden ser klart og gør det nødvendige for at beskytte sig selv og sin søn. Det er sådan set en instruktiv og pænt beskidt fortælling, men fordi Vincent er en god mand, og filmen bliver i hans perspektiv, får den også en ironisk og tragisk dimension. Nogle riddere er for gode til denne verden. Narren bliver betalt som fortjent.

Se også Alice Winocour: Proxima (2019) [Future is Female].

Maryland (Disorder). Instr.: Alice Winocour. Manus: Jean-Stéphane Bron og Alice Winocour. Foto: Georges Lechaptois. 98 min. Belgien-Frankrig 2015. Dansk premiere: 04.08.2016.

Fotos: Dharamsala/ Darius Films/ Mars Films/ France 3 Cinéma/ Scope Pictures/ Indie Sales/ Indie Invest/ Canal+/ Ciné+/ France Télévisions/ CNC/ Procirep/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ 41Shadows

Filmen streames på Amazon Prime, Blockbuster, FILMSTRIBEN, Google Play, iTunes, YouTube Movies

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 05.08.2016.