Richard Linklater: Last Flag Flying (2017) [Sequels nr. 5)

TREDIVE ÅR EFTER
En fortsættelse i forklædning

Af BO GREEN JENSEN

NORFOLK, Virginia, december 2003. Der er fake christmas trees i vinterlandskabet, da Larry »Doc« Sheperd (Steve Carell) træder ind i baren, hvor Sal Nealon (Bryan Cranston) beværter en enkelt stamkunde.

   Sal må være i tresserne nu. Han er begyndt at kunne mærke sin alder, men sover stadig med støvlerne på og sætter pris på at drikke igennem. Doc er en stille, lidt yngre mand, som har haft et meget dårligt år. Først døde hans hustru. Nu skal han begrave sin søn, der er faldet i Irak.

   Sal skal nødes, men så genkender han Doc. De var sammen i Vietnam 30 år før, og Doc gjorde dengang noget særligt for Sal og kammeraten Mueller. Nu har han brug for en gentjeneste. De kører sammen ud til kirken, hvor Mueller (Laurence Fishburne) er blevet en dydsiret pastor.

DOCS søn skal begraves på Arlington Cemetery. Militæret har iværksat den store ceremoni. Så hører Sal fra en ung sergent, hvor vilkårligt den faldne søn døde. Doc vil ikke have heltebegravelsen og insisterer på at rejse hjem til New Hampshire med kisten.

   En lang tur med svinkeærinder følger. Der er megen god snak og kølige sideblikke på landet, som stadig er på hælene to år efter 9/11. Da Sal og Mueller lejer en U-Haul, bliver de taget for terrorister. Mobiltelefoner er noget nyt. Det er meget et USA af sin tid.

FILMEN ligner en lidt rusten blanding af William Faulkners As I Lie Dying og Husbands ifølge John Cassavetes. Og har som elegisk afsked mange af de samme sobre kvaliteter som Francis Ford Coppolas oversete Gardens of Stone (1987, da. Bag krigen) og Spike Lees Da 5 Bloods (2020). Isoleret set er Last Flag Flying en tilbagelænet road movie om tre pensionister. Der er ikke den bedste balance mellem patos og situationskomedie.

   Det er svært at se et oplagt formål med vennernes genforening. Alt giver mere mening, hvis man ved, at der er tale om en toer. For Last Flag Flying er på sæt og vis en fortsættelse til The Last Detail, som Hal Ashby instruerede i 1973, da studiesystemet tog tælling, og New Hollywood var i zenit.

   Jack Nicholson havde en af sine signaturroller som »Bad-Ass« Buddusky, der sammen med »Mule« Mullhall fik til opgave at aflevere den 18-årige Larry Meadows ved Portsmouth Naval Prison. Matroserne havde ondt af drengen og besluttede at give ham en sidste tur på vulkaner.

DEN hårde straf, som Hal Ashbys nyklassiker hedder på dansk, var baseret på en roman af Darryl Ponicsan, som stadig er utilfreds, fordi Robert Towne fik al æren for manuskriptet. Buddusky, Mulhall og Meadows var hans kreationer.

   Ponicsan er imens blevet 84 år. I 2005 skrev han Last Flag Flying, som genforener trioen. I bogen har karaktererne deres »rigtige« navne. Det er Billy Bad-Ass, Mule Mulhall og Larry Meadows, som mødes igen efter tredive år for at begrave sidstnævntes søn.

   Det var oplagt at se på en filmatisering. Flere store studier håbede, at Jack Nicholson ville gentage sin rolle som Buddusky. Morgan Freeman var castet som Mule, og Randy Quaid var ivrig efter at spille Meadows.

   Alt så meget lovende ud. Så valgte Nicholson i stedet at lave The Bucket List (2007, da. Nu eller aldrig) sammen med Freeman. Kun Amazon Studios ville producere en sequel uden Nicholson. Ponicsan husker ikke, om det var ham selv eller instruktøren Richard Linklater, der fandt på at give de tre mænd andre navne og ændre nogle detaljer i baggrunden.

DET spiller heller ingen rolle. Jeg har stor sympati for projektet, som tydeligvis er et kærlighedsarbejde, men det kan ikke nægtes, at historien virker søgt og konstrueret. Skønt Cranston bander og brovter i Nicholsons stil, er der en gennemgribende pænhed. Der er intet af den autentiske profanitet fra Den hårde straf.

   Det betyder ikke, at der ikke er momenter. I de bedste scener finder Carell, Cranston og Fishburne et fælles fodslag, en ubesværet tone, som overbeviser om kammeratskab. Det sker typisk, når forklaringsarbejdet er sat på standby, og når den unge sergent Washington (J. Quentin Johnson) fungerer som veteranernes straight man.

LINKLATER kan noget særligt med tale og tiden. I Before-trilogien (1995-2013) med Ethan Hawke og Julie Delpy er der gået ti år, hver gang parterne taler ud. Boyhood (2014) fulgte en barndom i virkelig tid. Det er altid i dialogen, at han sporer en forandring, som karaktererne næppe selv ser til hverdag.

   Det rokker bare ikke ved, at Last Flag Flying er svagere end The Last Detail. På en god dag kunne Jack Nicholson have gjort den afgørende forskel. Han valgte så i stedet at medvirke i den forglemmelige Nu eller aldrig. Bad-Ass Buddusky ville korse sig og spytte efter spejlet.

Se også Efter kærligheden: 2046 [Sequels nr. 1]; Chinatown Revisited: The Two Jakes (1991) [Sequels nr. 2]; Tårer i regnen: Blade Runner 2049 [Sequels nr. 3]; Praktisk magi: Mary Poppins Returns (2018) [Sequels nr. 4].

Se også Richard Linklater: Before Sunrise (1995); Richard Linklater: Before Sunset (2004); Richard Linklater: Me and Orson Welles (2008); Richard Linklater: Before Midnight (2013); Richard Linklater: Boyhood (2014). 

Last Flag Flying. Instr.: Richard Linklater. Manus: Richard Linklater, Darryl Ponicsan. Foto: Shane F. Kelly. 125 min. USA 2017. Dansk premiere: 16.08.2018 (Cinemateket).

Fotos: Amazon Studios/ Big Indie Pictures/ Cinetic Media/ Detour Filmproduction/ Lionsgate [Last Flag Flying]; Columbia Pictures [The Last Detail]/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ Filmgrab.com

Last Flag Flying streames ikke i DK - udgivet på Blu-ray + Digital HD 30.01.2018

The Last Detail streames på iTunes og udkommer på 4K Ultra HD Blu-ray 25.10.2022

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 17.08.2018