Translate

Viser opslag med etiketten 9. april. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten 9. april. Vis alle opslag

søndag den 12. april 2020

Erik Poppe: Kongens valg (2016) [Danmark & Norges Besættelse 80 år]


ALT FOR NORGE
»Forstå det, husk det og fortæl det videre«

Af BO GREEN JENSEN

DANMARKS Prins Carl blev Norges Kong Haakon i 1905, da Stortinget valgte Christian X’s lillebror som monark. Haakon var 67 år, da Tyskland angreb Norge den 9. april 1940. Hans motto var »Alt for Norge«. Han havde næppe tænkt på sig selv som andet end norsk siden indsættelsen.
   Samme dag besatte Tyskland Danmark, hvor Haakons bror havde ringe mulighed for at gøre en forskel. I Norge gik tyskerne hårdt til værks og blev også mødt med mere modstand. Et tysk ultimatum krævede nazisten Vidkun Quisling indsat som statsleder. Da Norge sagde nej, var der afregning ved kasse ét. Elverum og Nybergsund blev bombet den 11. april.
    Afslaget var et resultat af Kongens eget ultimatum. Monarkens funktion var konstitutionel. Haakon kunne ikke bestemme, men han kunne true med at abdicere, så han undgik at lægge navn til knæfaldet. Det var, hvad han gjorde, værdigt og velovervejet, ved et Statsråd i Trysil den 10. april. Papiret findes endnu og oplyser, at »Kongen bifalt Statsrådets tilråding.«



KONGENS valg er en rigt orkestreret rekonstruktion af de nationale skæbnedøgn. Forløbet anskues fra kongens synsvinkel, men Erik Poppes film klipper ofte til den tyske sendemann Curt Bräuer, der skammer sig over krigshandlingen. Bräuer prøver desperat at få et møde med kongen i stand, mens han forsøger at pacificere den tyske oberstløjtnant Pohlmann.
   Bräuer er overbevist om, at han kan tale Haakon til fornuft og accept ved at fjerne Quislings navn fra papiret. Kongen ved, at tvang er tvang. Hans svar til »fredsduen«, som bliver afvist overraskende stærkt, er et af de store steder i filmen, som i Norge hedder Kongens nei. Det er nok en bedre titel, for reelt er der intet valg for nationen – kun mellem pest og kolera.



FILMEN følger Haakon i tre fortumlede døgn. Familien flygter nordøstpå, og regeringen overvejer sin situation. Oberst Eriksen fra den norske flåde giver ordre til at sænke krigsskibet Blücher med 1000 tyske soldater ombord. Statsminister Nygaardsvold og udenrigsminister Koht er stemt for at nå en fredelig løsning. Kronprins Olav er utålmodig og vil sætte hårdt mod hårdt.
   Alle taler omkring kongen, som længe ser til og er stille. Der er en vis historisk diskretion. De mest belastede fabelfigurer er holdt ude af billedet. Quisling bliver omtalt, men optræder ikke. Hitlers stemme høres i telefonen, da han giver sin ambassadør klar besked. Hartwig Pohlmann er stand-in for brutaliteten, som senere karakteriserer rigskommissær Josef Terboven.




JESPER Christensen spiller kong Haakon med al den indlevelse og autoritet, som rollen både fordrer og forløser. Den gamle mand gør alt for at samle familien. Han leger skjul med sine børnebørn og taler til dem som mennesker. Han trøster arveprins Harald, da kronprinsesse Märtha må rejse. Han døjer med kroniske smerter i ryggen. Sønnen vil føre krig. Haakon beder Olav lytte og iagttage. De taler også om dronning Maud, som aldrig fik Norge ind under huden og rejste hjem til sine engelske heste.
   Det er en film om at »tage ansvar« – som det hedder i hul, holistisk jargon – om at gøre sin pligt, holde stand og sige fra. Den er meget patriotisk, men ikke på populistisk facon. Kongen står fast, da parlamentariske kræfter er villige til at give slip. Han ved, at valget koster liv. Filmskaberne billiger konsekvensen. Til slut står der: »Til våre barn – og dere unge som styrer det hele om få år. Forstå det, husk det og fortell det videre.«



FILMEN skal være varmt anbefalet. Vi kender vore egne legender om besættelsen. Måske kendte vores forældre også nuancerne i den norske version, men de fortoner sig nu, og det er reelt interessant at høre historien.
   Hertil kommer en psykologisk dybdeskarphed, der gør karaktererne tidssvarende. Det er en anden slags film end Under sandet, 9. april og Fuglene over sundet. Den er ikke nødvendigvis bedre, men Kongens valg formår at være gammeldags på en moderne måde. Særligt smuk og stemningsskabende er Johan Söderqvists store musik.
   Kong Haakon og regeringen gik i britisk eksil. Norge kapitulerede den 10. juni 1940. Fantasten Quisling fik sin tid (og blev henrettet straks efter krigen), men de to måneder, hvor Norge holdt stand som et Sparta, gjorde en betydelig forskel, både i krigen og den nationale selvforståelse. Kongen sagde nej med en stemme så klar, at ekkoet stadig kan høres.



Kongens valg (Kongens nei). Instr.: Erik Poppe. Manus: Jan Trygve Røyneland, Harald Rosenløw Eeg. Foto: John Christian Rosenlund. 133 min. Norge-Sverige-Danmark-Irland 2016. Dansk premiere: 02.02.2017


Foto: Paradox/ Copenhagen Film Fund/ Film i Väst/ Newgrange Pictures/ Zentropa International Sweden/ Nordisk Film/ Camera Film/ CineMaterial/ MoviestillsDB
Filmen streames på Apple TV, Blockbuster, Grand Hjemmebio, Rakuten TV, SF Anytime, SKYSHOWTIME, Viaplay Store, YouTube Film
2K Blu-ray fra Nordisk Film 09.01.2017
Anmeldelsen trykt i Weekendavisen Kultur 03.02.2017

lørdag den 11. april 2020

Roni Ezra: 9. april (2015) [Danmarks Besættelse 80 år]


DANSKE VETERANER
En timelig film til de glemte soldater

Af BO GREEN JENSEN

FOR 80 år siden blev Danmark besat, og det er ved at være sidste udkald, hvis man vil høre vidnerne selv. Roni Ezra og Tobias Lindholms 9. april kom derfor diskret og belejligt. Vi har ofte nok set heltehistorier om modstandsbevægelsen, fra De røde enge (1945) og Den usynlige hær (1945) til Flammen & Citronen (2008) og Hvidsten gruppen (2012). Ingen har interesseret sig for de tropper, som blev sat ind ved grænsen den 9. april 1940.
   Selv er jeg født ti år efter krigen og voksede op med en sværm af legender om besættelsen. Det var forhistorien, som blev fortalt alle vegne, i skolen, i familien og i forgreninger af fælleskulturen, indtil man egentlig havde nok. De danske soldaters indsats blev for det meste omtalt som noget halvkomisk og herostratisk. Den fyldte ikke mange sider i Eilstrup og Lindbergs De så det ske under besættelsen.*



DEN tyske hær stod klar ved grænsen kl. 3.30. Tre danske vagter blev skudt kl. 4, og tropperne overskred grænsen kl. 4.15. Søgårdlejren og Haderslevgarnisonen blev alarmeret. Kl. 4.50 var der kampe ved Lundtoftebjerg. Det lykkedes cykeltropperne at ødelægge to panservogne. Stillingen ved Hokkerup standsede tre, før den overgav sig. Kl. 6 besluttede konge og regering, at Danmark skulle kapitulere. Besættelsen var gennemført på syv kvarter.
   Nyheden nåede dog ikke til Jylland. I Haderslev blev der kæmpet til kl. 8.15. Da tabene blev udredt samme aften, havde 16 danskere mistet livet: 11 soldater, tre grænsevagter og to piloter. Den tyske kommandant roste modstanden i Haderslev. Han sagde, at danskerne kæmpede godt. Det var man lidt stolt af. Tænk engang. 
   De danske soldater var knægte på 18-19 år, der i hast fik inddraget deres orlov og mødte i Søgårdlejren, hvor de blev mobiliseret af tilrejsende officerer. I 9. april er det sekondløjtnant Sand (Pilou Asbæk), som gør mændene klar. Et andet sted står oberstløjtnant Hintz (Lars Mikkelsen) og prøver at begribe de fatalistiske meldinger fra København. Det er Sand og menig Andersen, Gram, Lassen, Nørreskov, Justesen, Kolding og Lundgren, som kæmper tappert, forvirret og inderligt forgæves.

   
FILMEN er ikke en dokumentarisk rekonstruktion, men stemningen i delingen, de militære rutiner og endelig kamphandlingerne, bliver skildret loyalt og realistisk, uden hverken for lidt eller for megen heroisme. Hver mand får 40 patroner udleveret, og det er vigtigt at kunne lappe sin cykel på to minutter. Det er og bliver en ulige kamp. Kun rekylgeværer bider på tyskernes panser, og Sands deling råder kun over ét.
   Efter træfningen ved Lundtoftebjerg, skjuler Sand og hans mænd sig på en gård i grænselandet. Konen på gården tilbyder dem at blive og slippe for yderligere kamp. Hun siger, at jorden har været både tysk og dansk i hendes tid. »Jeg skulle måske ikke sige det, men for mig har det aldrig gjort den store forskel.« Sand er pikeret. »For mig gør det en meget stor forskel,« bider han hende af.


TOBIAS Lindholm har skrevet plot og replikker i sin saglige signaturstil, der fokuserer på konkrete detaljer. Det gør tabene taktile, uanset om de er danske eller tyske. Der er gedigen dramatik i kampscenerne fra Haderslevs bymidte.
   Pilou Asbæk – som kan være en ret monoton skuespiller – giver en nuanceret fremstilling af Sands indre rejse. Den hårdkogte menig Andersen bliver spillet af Gustav Dyekjær Giese (som fem år senere er officeren, der melder sig til Frikorps Danmark i Anders Refns De forbandede år fra 2020). Den stædige Gram (Jannik Lorenzen) stjæler billedet i flere scener. Ellers er soldaterne overbevisende anonyme.
   Personkredsen er fiktiv, men til slut taler Ezra og Lindholm med en håndfuld af de sidste levende soldater, som alle er over 90. Man fornemmer, at de danske veteraner omsider føler sig værdsat, og det skal være dem velundt.
   9. april fortæller en kort, grum historie meget præcist. Den er sober og yderst seværdig. Nu mangler der bare en film om de russiske bombardementer på Bornholm, hvor Sovjethæren blev i et år, mens resten af landet fejrede freden.

Andre tekster i temaet Danmarks Besættelse 80 år: Ole Christian Madsen: Flammen & Citronen (2008); Frihedskæmperen Max Manus (2008); Martin Zandvliet: Under sandet (2015); Nicolo Donato: Fuglene over sundet (2016); Erik Poppe: Kongens valg (2016); Krigen i Finland: Den ukendte soldat (2018); Anders Refn: De forbandede år (2020); Krigen på Bornholm 1940-1946 + Legender om besættelsen.


*) De så det ske under Besættelsen udkom i to bind – »Bevar ro og orden« og »Gå til modstand« – på Forlaget Union i 1969. Union var lig med Bogklubben Union, flagskibet i forlægger Jørgen Lademanns flåde. På højden af sin bane (og det var dér i slut-60erne) havde Union 325.000 medlemmer, som hver måned modtog en gennemillustreret fagbog og to-tre skønlitterære værker af uegal beskaffenhed.
   For os var bøgerne et hængsel, der forbandt en fjern historie (fra ti år før vi blev født) og vores forældres beretninger om mørklægning og rationering med de vilde tegneserier i Commando, Attack og Kampflyver. Lars Lindeberg skrev lignende værker om Englandskrigene, 1864 og 1. verdenskrig, men hittet var De så det ske under Besættelsen.
  Bøgerne var komponeret i opslag, der kombinerede en kort tekst, som var journalistisk i tonen, med udvalgte arkivfotos, som også viste hverdagsting. Det var i de år på mode at præsentere historiske begivenheder som moderne avisartikler, meget som når DR nu lader Lars Mikkelsen vandre gennem Danmarkshistorien i dramatiserede landskaber. Bøgerne kan ses som en forløber for Editos SKET – Vort århundredes historie (som man købte i løbende numre og skrev efter samlebind til) og Palle Fogtdals populære magasin Illustreret Tidende.
   I dag er Danmark besat. Krig og hverdag 1940-45 (Høst & Søn 2005, senest genudgivet på Informations forlag i april 2020) af Claus Bundgaard Christensen, Joachim Lund, Niels Wium Olesen og Jacob Sørensen et godt og solidt standardværk. Men det står ikke i 325.000 hjem, og det bliver næppe spist for glædens skyld af ivrige piger og drenge på 14 år. Det gør derimod tv-serien Matador (1978-81), som er blevet den brede fortælling, der forener alle generationer. Det er dér, at erindringen lever i dag.



9. april (Invasion Day). Instr.: Roni Ezra. Manus: Tobias Lindholm. Foto: Philippe Kress. 97 min. Danmark 2015. Dansk premiere: 12.03.2015.


Foto: Kenneth Nguyen/ Nordisk Film Distribution/ Wikimedia Commons/ CineMaterial
Filmen streames på Apple TV, Blockbuster, Grand Hjemmebio, NORDISK FILM+, SF Anytime, Viaplay Store, YouTube Film
2K Blu-ray fra Nordisk Film 20.08.2015
Anmeldelsen trykt i Weekendavisen Kultur 13.03.2015