EFTER NEDERLAGET Første gode tyske efterkrigsøjeblik
Af BO GREEN JENSEN
SOMME tider handler fodbold om mere end fodbold. Spillet kan samle hele nationer og få et slagent folk til at løfte hovedet, hylde fællesskabet og sige landets navn med stolthed igen. Det har muligvis noget at gøre med spillets demokratiske væsen, og det gælder derfor i mindre grad nu, hvor sporten er degenereret til en professionel cirkus på linie med filmindustrien. Men det gjaldt i særdeleshed den 4. juli 1954, da det tyske landshold i Bern i Schweiz besejrede Ungarn 3-2 i VM-finalen.
Miraklet i Bern er et fornemt stykke mentalitetshistorie. Filmen følger familien Lubanski, som lige klarer dagen og vejen i minebyen Essen-Katernberg. Moderen Christa (Johanna Gastdorf) driver et værtshus sammen med datteren Ingrid (Birthe Wolter) og sønnen Bruno (Mirko Lang). Sidstnævnte er dog på vej væk fra nederlaget og planlægger at emigrere til den nyoprettede østtyske stat, »hvor alle er frie og lige«, som han siger til sin lillebror.
DENNE yngste dreng, Matthias Lubanski (Louis Klamroth), er prismet for alle filmens motiver. Han var end ikke født, da manden i huset, Richard Lubanski (Peter Lohmeyer), forsvandt i Stalins Sovjetunionen. I sommeren 1954 er han 11 år og bruger det meste af sin energi på at heppe, når Rot-Weiss Essen forsvarer byens ære. Især er han ven med den legendariske forward Helmut Rahn (Sascha Göpel), der betragter drengen som sin maskot og påtager sig rollen som fadererstatning med et karakteristisk fandenivoldsk skuldertræk.
DER sker store ting denne sommer. Krigen sidder i de voksne som et kollektivt fundament af fornægtelse. Ingen taler om den, men den præger alle livets forhold. I den store historie samler landstræneren Sepp Herberger (Peter Franke) nu sine mænd og fører holdet til finalen efter et ydmygende stort nederlag til Ungarn i de indledende runder. I den lille historie vender Richard Lubanski hjem efter 11 år i krigsfangenskab. Begge begivenheder er voldsomme processer, der ændrer de involverede for livet.
Richard kan slet ikke finde ind i familien igen. Han gør alting forkert, støder den store søn fra sig, skræmmer den mindste, koger hans kaniner til moderens fødselsdag og begriber ikke, hvad knægten ser i fodboldspillet. I minen får han panikreaktioner, når slagboret lyder som antiluftskyts. Ved skranke ét bliver han snydt for sin krigserstatning på grund af en teknisk spidsfindighed. Richard hader verden i begyndelsen. Han er bange for fremtiden og misundelig på unge mænd som Helmut Rahn.
SÖNKE Wortmann, der med denne film har taget et syvmileskridt i forhold til sin åndsforladte succeskomedie om Der bewegte Mann (1994, da. Den følsomme mand), krydsklipper mellem Essen og Bern med selvfølgelighed og fin rytmesans. Tidens fodboldlegender fremstilles med nostalgisk omhu – selv en yngre spiller som undertegnede kan få gådehud ved lyden af navne som Puskas – og for et tysk publikum er det sikkert endnu mere meningsfuldt at se Sepp Herberger genrejst, høre den Gunnar Nu-agtige kommentator, der kalder målmanden »en fodboldgud«, og alt i alt vende tilbage til erindringens hjemstavn.
Sin dybde får filmen dog i historien om drengens og faderens forhold. I 11. time genfinder Richard noget af glæden og kærligheden. Miraklet i Bern er det meste af en time om at komme i gang. Man synes, at det hele er lidt for omstændeligt og Matador/Krøniken-agtigt. Så begynder han at tale om sine oplevelser i fangelejren, og noget uudsagt løsnes og vokser. Det er svært at sætte fingeren på, hvorfor gennembruddet virker så stærkt. Richard vækker drengen og siger, at de sammen vil rejse til Schweiz. Ikke mindst dét er miraklet i Bern.
ET glimt viser Matthias’ storebror, der følger kampen i radioen, nu som uniformeret ungsocialist i DDR, Den Demokratiske Folkerepublik, der endnu ikke har rejst sin »Anti-faschistischer Schutzwall«. Man får således en koncentreret indføring i det moderne Tysklands historie, hvis man ser Miraklet i Bern og derpå spoler frem til Murens fald i Wolfgang Beckers lige så bevægende Good Bye, Lenin! (2003).
Det er i de seneste år lykkedes tysk film at skabe en sjældent lødig slags folkelighed. Der er endelig gået hul på historien om Tyskland mellem År Nul og die Wende, Nederlaget og Genforeningen. Resultatet er film som Das Wunder von Bern.
Miraklet i Bern (Das Wunder von Bern). Instr.: Sönke Wortmann. Manus: Rochus Hahn og Sönke Wortmann. Foto: Tom Fährmann. 117 min. Tyskland 2003. Dansk premiere: 19.11.2004
Fotos: Senator/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ Zeitzeugen-Portal (Momente der deutschen Geschichte)/ YouTube (Wild Bunch Deutschland trailer)
Filmen streames på FILMSTRIBEN
2K Blu-ray fra Universum Film (regionsfri) 21.05.2010
Anmeldelsen trykt i Weekendavisen Kultur 19.11.2004
DER var
engang et mægtigt land, hvor alle i princippet var lige. Da det kom til
stykket, var nogle naturligvis mere lige end andre, men ikke desto mindre var
der tale om et dristigt og unikt eksperiment.
Hverken før eller siden har en
forfatning i så høj grad sat den laveste fællesnævner som norm. Ikke blot var
småborgerligheden sat i system. Den var ophøjet til ideal, og enhver som afveg
blev fjernet. Alle havde arbejde, alle havde tag over hovedet. Man gik ens
klædt, spiste det samme og lod systemet tænke de store tanker.
Og nej, det er ikke det nyliberalistiske Danmark
under Anders Fogh, men det socialistiske Østtyskland under Erich Honecker, som denne
floromvundne fortale vil mane frem. Landet lå bag Muren, som skilte Øst og Vest
i en generation.
Engang er ikke engang længe siden. Konstruktionen af »Die Mauer«, som i Øst var en »Antifaschistischer
Schutzwall«, blev påbegyndt natten til den 13. august 1961. Muren stod i 28 år.
Næsten henkastet blev den så åbnet den 9. november 1989. Østtyskland havde
netop fejret 40-årsdagen for sin grundlæggelse. DDR afgik ved døden den 3.
oktober 1990, da det delte Tyskland blev genforenet.
SNART væltede resten af det sovjetrussiske
imperium med tilhørende satellitstater. Efter fire årtier med Jerntæppet, talte
man henført om en Fløjlsrevolution, og en kort euforisk tid kendte jubelen
ingen grænser. Så genopstod de uhyrer, der havde ligget i dvale bag Muren. Der
var krigene på Balkan, og i det nye Tyskland kunne ingen være i tvivl om, hvem
der var andenrangsmennesker, uanset hvor højt man byggede skyskraberne på
Potsdamer Platz.
Ingen savnede Stasi, det forhadte hemmelige politi som i en
mindre menneskealder havde kontrolleret befolkningens adfærd. Til gengæld fik
man hurtigt et realistisk forhold til konsumerismens velsignelser. Man begyndte
at savne stemninger, genstande og øjeblikke fra tiden med Muren. Evigt ejes kun
det tabte. På papiret fik man frihed, men den var intet værd i praksis, og hvad
med de kulturelle værdier, som døde da arbejderstaten blev opsagt?
WOLFGANG
Beckers svært lune, underfundigt alvorlige og paradoksalt bevægende komedie Good
Bye, Lenin! tager udgangspunkt i den nære fortid, som allerede synes fjern.
Filmen udspiller sig i tiden mellem Murens fald og den endelige genforening af
de tyske stater otte måneder senere. Vor helt er en ung mand på 20 år, Alex
(Daniel Brühl), som stadig bor sammen med sin mor (Katrin Sass) og lillesøsteren
Ariane (Maria Simon) i den lejlighed, hvor familien gik i stykker. Det skete,
da Alex’ far – en læge som nægtede at melde sig ind i Partiet – fik nok af at
vente på bedre tider og derfor hoppede af.
I FILMENS første flashback sidder Alex og Ariane
på gulvet foran fjernsynet, mens to mænd fra Stasi udfritter moderen om
forældrenes ægteskab. Mens Alex’ mor beder mændene tie stille og lade hende
være i fred, følger børnene med i transmissionen fra den første rumflyvning,
der havde en østtysk kosmonaut ombord.
Denne store søn af arbejderstaten hedder
Sigmund Jähn. Han får siden en hovedrolle i den udførlige fantasi, som Alex
konstruerer for moderens skyld. De flimrende tv-billeder fra det russiske
Sojus-fartøj har samme nostalgiske virkning som de billeder vi plejer at se fra
Apollo 11’s månelanding. Der var ingen grænser for de forvandlinger og
mirakler, som fremtiden ville bringe.
EFTER faderens forsvinden fik moderen en
svær depression, talte ikke til sine børn og syntes fuldkommen forstenet. Så
kom hun hjem, sendte faderens tøj til det nødlidende Afrika og engagerede sig
med krop og sjæl i ungdomsarbejde og partirelateret virksomhed. På
karakteristisk østtysk vis blev hendes iver en hæmsko. Systemet nærede mistro
til det ufejlbarlige. Moderen blev fjernet fra skolen, hvor hun underviste. Så
dirigerede hun pionerkoret og blev en klageinstans i nærsamfundet. I de
sarkastiske breve til tøjfabrikanter og lokalmyndigheder, som hun skriver på
naboers vegne, træder moderen i karakter som en forstandig humoristisk kvinde
med betydelig sans for den spidse formulering.
I 1989 går i hun i koma, da hun genkender
Alex i en demonstration, som finder sted ved den smuldrende Mur. Otte måneder
senere vågner hun med et hjerte, der ikke kan tåle den mindste belastning. Hun
ved intet om nationens afvikling. Alex må derfor indrette hendes værelse som en
socialistisk mindestue, vise bånd med gamle tv-nyheder og støvsuge Berlin for
de statsprodukter, der ikke føres i det nye slaraffenland. Moderen længes
intenst efter Spreewälder Gewürzgurken, syltede agurker. Når Alex siden
står i en krise, kan han når som helst glemme alle problemer, hvis hans blik
zoomer ind på en autentisk sæbeæske eller en falmet pakke med gryn.
SNART bliver det nødvendigt at filme nye
indslag og fabrikere kreative fortolkninger af de ubegribelige billeder, som
trods alt trænger ind til moderen. På skærmen ser man skarer af mennesker
kravle over Muren, uden at vagterne griber ind. Det bliver i Alex’ udlægning
til, at indbyggerne i Vest-Berlin flygter ind i Øst og får politisk asyl. Et
Coca-Cola banner rulles ned over gavlen på huset overfor. Alex og kammeraten
Dennis (Florian Lukas), som hjælper vor helt med at pynte på sandheden, får dog
drejet historien til alles fordel. Faktisk synes Alex bedre og bedre om det
DDR, der genopstår i hans personlige udlægning. Det er mindre, som det faktisk
var, og mere som han altid har ment, at det skulle være.
SLØRET rives næsten fra moderens øjne i en
storslået og bevægende scene, hvor hun snubler alene ud i det nye Berlin. En
helikopter glider over himlen med en kæmpemæssig statue af Lenin. Filmen tager
sin titel fra dette sært vemodige billede, som ville have været endnu mere
mindeværdigt, hvis ikke grækeren Theo Angelopoulos havde vist passagen med Lenins
stenhoved, der hejses op på en pram og fragtes ned ad Donau i Balkan-elegien Odysseus’
blik (1995).
DET er
således en film med flere dagsordener. Becker har tidligere hudflettet den nye
velfærdsstat i Das Leben ist ein Baustelle (1997, da. Livet er en
byggeplads), som han skrev i samarbejde med Tom Tykwer (Vintersoverne,
Lola, Babylon Berlin). Da jeg talte med Tykwer i 2003, sagde han følgende om Good Bye, Lenin!, som han var med til at producere:
»Det
er ikke nogen særlig politisk film i måden, som den er lavet på, men det er en
meget politisk film i måden, som den bliver opfattet på. Det er meget
interessant. Den er fantastisk populær i Tyskland, noget i stil med Jurassic
Park. Man tror det måske ikke, når man ser den, men filmen repræsenterer jo
både Østens og Vestens perspektiv. Det har altid været enten det ene eller det
andet, og det er en meget kompleks problemstilling.
Vi er alle sammen enige om,
at det var godt at Muren faldt. Men måden, som den faldt på, kunne have været
bedre. Noget gik tabt, da DDR forsvandt. Det kan man godt være bekendt at
beklage. Det må vi indrømme nu, samtidig med at vi anerkender den gevinst, som
Murens fald førte med sig. Good Bye, Lenin! er den første film, som
inddrager alle disse rodede holdninger, følelser og synsvinkler.«*
DET er også den første film, som giver efter
for nostalgien og lader savnet af fortiden blive konkret. Med fetichistisk
nænsomhed fremdrages genstande fra hverdagen i DDR, og Martin Kukulas kamera
elsker dem alle, uanset om det gælder officiel politisk kitsch, militære regalier eller antikveret emballage. 1980erne i Østtyskland lignede 1950erne herhjemme. Det er tiden og tingene selv, som er stjerner i Beckers
vemodige gravskrift over en annulleret livsform.
Her er samtidig plads til Alex’ forelskelse
i en russisk udvekslingsstudent, hans afmålte gensyn med faderen, et satirisk
men forsonligt blik på søsterens kæreste og en sidste revision af
hængeregnskaber fra Murens tid.
Bagefter har man en håndgribelig fornemmelse
af, hvordan der var i det delte Tyskland. Jeg kan ikke mindes nogen anden film,
som skildrer livsfarven i DDR så fint, nuanceret og frejdigt. Man har lyst til
at se den igen, og når man gør det, træder nye detaljer frem af
mangfoldigheden. Der har ikke i umindelige tider været en tysk film, som så
mange kan have både gavn og stor fornøjelse af.
FEBRUAR 2020: Jeg så Good Bye, Lenin! første gang på Berlinalen i 2003. Det år havde mange film omvæltningerne i Europa og forvandlingen af Berlin som et tema. I dag kan man næppe forestille sig euforien og optimismen. Kritikken af måden, som DDR blev afviklet på, var der også allerede, men den blev fejet væk i generel begejstring. Det var forunderligt at træde direkte fra biografsalen ud i den store location. Og nyttigt at checke detaljerne live. Good Bye, Lenin! modtog Der Blaue Engel-prisen (for bedste europæiske festivalbidrag), som ikke længere uddeles. Ved European Film Awards var den nomineret i ni kategorier og vandt seks priser, bl.a. for bedste film, instruktion, manus og mandlige skuespiller. Danske Filmkritikere gav den en Bodil som årets udenlandske, ikke-amerikanske film. Beckers kritik var profetisk. I 30-året for die Wende er Tyskland præget af social og politisk polarisering, etnisk motiveret vold og ny ekstremisme, der har sine rødder i de østlige forbundsstater.
*) Samtalen handlede om Tykwers egen Der Krieger + die Kaiserin (2000, da. Krigeren og kejserinden), som var hans første film efter det internationale gennembrud med Lola rennt (1998, da. Lola). Den stod i Weekendavisen den 11.04.2003.
Good Bye, Lenin! Instr.: Wolfgang Becker. Manus: Bernd Lichtenberg og Wolfgang Becker. Foto: Martin Kukula. 118 min. Tyskland 2003. Dansk premiere: 29.08.2003.
Fotos: X-Filme Creative Pool/ WDR/ ARTE/ Warner Home Video/ Angel Films
Filmen streames på FILMSTRIBEN
2K Blu-ray fra Filmjuwelen 20.10.2023
Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 29.08.2003
.jpg)
.jpg)
.jpg)
.jpg)
.jpg)
