Translate

Viser opslag med etiketten Michael Powell. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Michael Powell. Vis alle opslag

fredag den 3. december 2021

Klassiske karakterer: Nøddeknækkeren og de fire kongeriger (2018)

NÅR LEGETØJ BLIVER LEVENDE
E.T.A. Hoffmanns Nøddeknækkeren

Af BO GREEN JENSEN

HER er en helt anden slags julefilm. I det gamle London gør familien Stahlbaum sig klar til at gå til fint julebal. Far (Matthew Macfadyen) er stolt af sine børn. Han håber at få en dans med hver datter. Familien gør sit bedste, men de er alle sammen triste, fordi Mor (Anna Madeley) ikke længere lever.
   Hver af pigerne får en gave med en besked fra deres mor. Clara (Mackenzie Foy) får et æggeformet smykkeskrin, som hun ikke kan åbne. Hun er ellers god til mekaniske ting. Så følger hun en gylden tråd i sin søgen efter nøglen – og står med ét i Juletræsskoven, hvor forbløffende eventyr venter.
   Her husker alle Dronning Marie, Claras mor, som skabte rigerne, da hun var barn. Clara møder kaptajn Philip (Jayden Fowora-Knight), den standhaftige nøddeknækkersoldat, som holder vagt ved broen til det fjerde rige. Før hed det Forlystelsesland. Her hersker Dronning Rød, som alle frygter. 
   De andre tre riger tilhører nu Musekongen. Clara finder nøglen, men musene tager den. Hun og Philip rejser gennem Sneflokkeland, Blomsterland og Snoldeland. Hun møder Musekongen. Ingen er, hvad de giver sig ud for. Heller ikke feen Sukkergodt, som gerne vil være veninde.
   Alt er skævt og svimlende. Der er gode ønskedrømme og flotte, mørke mareridt. Det er en verden i dyb ubalance. Sådan har det været, siden dronning Marie forsvandt. Nu kan Clara måske rette tingene op.
   Måske vil hun tilgive sin far. Måske er den rustrøde dronning ikke så ond. Det begynder og slutter som i de bedste fortællinger. Clara oplever noget i fantasien og vender klogere og stærkere tilbage til virkeligheden.



TYSKEREN E.T.A. Hoffmann (1776-1822) skrev flere slags fantastiske historier. Nogle var muntre, andre uhyggelige og makabre. Ofte var det lyse og det mørke blandet sammen. Han inspirerede andre, som læste hans tekster, bl.a. H.C. Andersen, der havde flere ideer fra Hoffmann.
   Eventyret om Nøddeknækkeren og Musekongen fra 1816 er en af de første julehistorier, hvor Julen ligner den jul, som vi kender. Det er også en af de første historier, hvor legetøj bliver levende. Der ville ikke være eventyr som »Hyrdinden og skorstensfejeren« – eller animationsfilm som Toy Story-serien – uden Hoffmans Nøddeknækkeren.
   Den sælsomme fortælling blev først oversat til dansk i 1984, men vi har altid vidst, hvem Hoffmann var. I 1880 skrev franskmanden Jacques Offenbach en opera, som hedder Hoffmanns Eventyr. Den blev i 1951 til en film af englænderen Michael Powell, som allerede havde brugt H.C. Andersen i balletfilmen De røde sko (1948).*
   I 1892 skrev russeren Pjotr Tjajkovskij musik til den traditionsrige ballet, som stadig bliver opført hver jul, bl.a. på Det Kongelige Teater. Selv Barbie og hendes dukkeveninder har danset til musikken fra Tjajkovskis Nøddeknækkeren.

 

JEG nævner disse ting, fordi Disney-filmen bruger lidt af det hele: Tjajkovskijs musik, Hoffmanns ret uhyggelige fortælling (hvor musekongen er ond og har syv hoveder) og de fantastiske scener fra Powells opera/ballet-film.
   Nøddeknækkeren og de fire kongeriger er som en serie af drømme, der skifter farve uafbrudt. Du tænker på andre eventyrlande som Narnia, Neverland/Ønskeøen og Oz. Uniformerne giver det hele en aura af The Beatles og Sergeant Pepper’s Lonely Hearts Club Band.
   Før i tiden kunne man ikke skabe billeder digitalt. Filmfolkene måtte bygge rekvisitter og modeller. Det skabte en naturlig begrænsning for, hvor højt et eventyr kunne flyve. Nu kan alt lade sig gøre. Det kræver så, at kunstnerne har disciplin og vision og god smag.
   Det synes jeg faktisk, at Nøddeknækkeren har. Filmen er instrueret af svenskeren Lasse Hallström, som har arbejdet i USA i mange år, men som engang lavede gode nordiske tv-serier som Alle vi børn i Bulderby. Han har ikke glemt, hvordan man fortæller, så børn hører efter.
   Nøddeknækkeren og de fire kongeriger bliver kritiseret for ikke at være original. Måske har trætte, voksne anmeldere set mange piger som Clara. Det er ikke dit problem. Jeg har nu ikke set lige præcis denne historie før.
   Jeg har til gengæld set den samme massive brug af surrealistiske effekter i film af Tim Burton og Terry Gilliam. Det er sanseudvidende billedstof. Du skal bare give dig hen til fantasien. Det nytter ikke at sidde og være logisk, når drømmemaskinen for alvor tager fart.



SOM en hyldest til forfatteren, der satte mytologien i gang, har Nøddeknækkeren kaptajn Philip fået efternavnet Hoffman. En masse berømte skuespillere medvirker, bl.a. Keira Knightley (som feen Sukkergodt) og Helen Mirren (som Dronning Rød). Men det er den nu 20-årige Mackenzie Foy – som var 16, da filmen blev indspillet – der brænder igennem og bærer det hele som Clara.
   I hvert fald er filmen et godt juletilbud. Når du næsten har kvalme af nuttede nisser, vil Nøddeknækkeren virke som modgift. 



*) Nøddeknækkeren udkom for første gang uforkortet i 1985, oversat af Villy Sørensen (1929-2001) og illlustreret af amerikaneren Maurice Sendak (1928-2012), der er endnu bedre kendt for Where the Wild Things Are (1963, da. Villy Vilddyr; Landet med de vilde krabater), In the Night Kitchen (1977) og Outside Over There (1981). Sendak modtog H.C. Andersen-medaljen i 1970 og fik som den første Litteraturpriset til Astrid Lindgrens Minne i 2003. Forlaget Apostrof købte udgivelsen for Sendaks illustrationer, men Villy Sørensen oversatte teksten efter den originale tyske udgave. Michael Powell og Emeric Pressburgers The Tales of Hoffmann (1951) var en kostbar og meget ambitiøs film for sin tid. Den er uden dialog og lader Offenbachs opera opføre til balletsekvenser, som er koreograferet til filmen af Frederick Ashton. The Tales of Hoffman blev restaureret i 4K i 2015 og er udgivet på blu-ray af The Criterion Collection. Den er ikke så vellykket som The Red Shoes. Snarere et præstationsbevidst stykke, der stiver sig af med elitekultur. Realfilmens svar på Fantasia, om man vil.

**) Medinstruktøren Joe Johnston (f. 1950) er manden, der pustede liv i den undervurderede The Rocketeer (1991), som var en hyldest til gamle tegneserier og føljetonfilm. Han instruerede realfilmsekvenserne i den halvt animerede The Pagemaster (1994, da. Bøgernes Herre), hvor Macaulay Culkin slår hovedet og bliver ført ind i klassiske eventyrromaner, mens han ligger bevidstløs på gulvet i biblioteket. Johnston havde mere kommercielt held med den første og bedste version af Jumanji (1995) og tredje del af Jurassic Park-sagaen (2001). Han landede i Marvel-universet med Captain America: The First Avenger (2011). Johnstons første film var Honey, I Shrunk the Kids (1989, da. Skat, børnene er skrumpet). Den mest personlige er sikkert October Sky (1999), som foregår i det amerikanske Midtvesten i 1957, da Sovjetunionens opsendelse af Sputnik 1-satellitten indleder rumalderen og vækker bekymring, misundelse og længsel i lige doser. To teenagebrødre bliver inspireret til at bygge deres egne raketter. De følger drømmen, som Johnston fulgte sin. Det har ofte været hans rolle at rydde op i og reparere på andres projekter. På Nøddeknækkeren instruerede han scener, som blev skrevet og tilføjet, da Lasse Hallström havde forladt projektet. 


Nøddeknækkeren og de fire kongeriger (The Nutcracker and the Four Realms). Instr.: Lasse Hallström, Joe Johnston. Manus: Ashleigh Powell (efter tekst af E.T.A. Hoffmann og koreografi af Marius Petipa). Foto: Linus Sandgren. 99 min. USA 2018. Dansk premiere: 01.11.2018


Fotos: Walt Disney Pictures/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ SF Studios/ FilmAffinity/ Forlaget Apostrof (Maurice Sendak)

Filmen streames på Blockbuster, Disney+, Google Play, iTunes, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy og YouTube Movies.
Trykt første gang i Weekendavisen Faktisk 02.11.2018 

lørdag den 3. april 2021

Darren Aronofsky: Black Swan (2010)


»DANDSE SKAL DU!«
Ballet noir for begyndere

Af BO GREEN JENSEN

DER er flere slags balletfilm, men for så vidt kun to hovedspor. Enten fokuserer man på glæden ved det fælles, de mange forskellige kræfter, som raser i ensemblet og ved kollektiv gejst bliver ét på den store premiereaften, hvor alting balancerer og forløses. Der kan nok være modgang, men grundatmosfæren er lys og heroisk. Sådan oplever man for eksempel ballettens verden i Robert Altmans The Company (2003).
   Eller også er enerens kamp hovedsagen. Man følger solistens arbejde og engagerer sig i hans eller hendes personlige baggrund. Det gælder egentlig uanset, om rammen er fiktiv eller dokumentarisk. Man når til at beundre disciplinen og begribe, hvorfor netop dette parti i denne opsætning bliver verdens vigtigste ting for en tid.
   I sidstnævnte kategori er en undergenre, man kunne kalde ballet noir. Det er dén, hvor dansen tager magten fra den enkelte danser. Grundstenen har gennem 70 år været The Red Shoes (1948), Michael Powell og Emeric Pressburgers farvemættede modernisering af H.C. Andersens eventyr »De røde Skoe« fra 1845. I Powells udgave bliver stjålen musik, rivaliseringen mellem to kompagnier og seksuel besættelse et bagtæppe for den sidste flammende dans til døden, som udføres af Moira Shearer.



TIL kernen af febrile balletfilm føjer sig nu Darren Aronofskys Black Swan. Natalie Portman har rollen som Nina Sayers, der på højden af sin bane får mulighed får at danse drømme- og dobbeltpartiet som Odette og Odile, den hvide og den sorte svane i Pjotr Tjajkovskijs uopslidelige Svanesøen (1877). Nina, der lever asketisk og paces frem af sin overbeskyttende mor (Barbara Hershey), som selv er forhenværende danser, vil gøre alt for at dreje og briste i lyset. Koreografen (Vincent Cassel) har dog ikke besluttet, om rivalen Lily (Mila Kunis) måske er et bedre valg til partiet.
   For Nina består problemet i at finde ind til den farlige side af selvet, så også de dæmoniske facetter kan forløses. Hun er derimod skabt til inkarnere den brusende hvide svane. For Lily er det omvendt. Koreografen opfordrer Nina til at udforske mørket, og han viger ikke tilbage for at presse hende seksuelt. Fra første færd har Nina syner, som kunne være hallucinationer. Hun er i øvrigt også ved at få vinger og lider af en vane med at skære i sig selv, som driver hendes mor til fortvivlelse.



FILMENS styrke ligger i den sammenbidte, stakåndede alvor. Vi ser med Ninas øjne og kan aldrig med sikkerhed skelne drøm og psykose fra virkelighed. Både dansernes verden og New Yorks natteliv, som Nina begynder at udforske sammen med Lily, er iscenesat med intens realisme. Nina vil om nødvendigt dræbe sin mørke tvilling for at danse baletten til ende. Dansen koster da også et liv, men begreberne slår en saltomortale, før spejlstumpen sidder i brystet til slut.
   Black Swan har alle den fødte klassikers træk. Ligesom i The Red Shoes er selve opførelsen af balletten højdepunktet, og skellet mellem dans og virkelighed viskes fuldkommen ud i den store finale. Natalie Portman yder en kompromisløs indsats, som Aronofsky gør alt for at maksimere. Af samme grund er filmen også et melodrama, der let kammer over i ren hysteri. Hvis man tvivler bare ét øjeblik, falder hele konstruktionen til jorden. Tricket udføres dog ret suverænt.



ARONOFSKY er manden bag genistregen Pi (1998), misbrugsskildringen Requiem for a Dream (2000), den holistiske scifi-fabel The Fountain (2006) og fribryderfilmen The Wrestler (2008). Black Swan rummer lidt af begge sidstnævnte. Og kimen til både Noah (2014) og Mother! (2017).
   Filmen fortjener at blive elsket, og mange vil gøre det uden forbehold. Mit går på graden af skævvreden psykologi. Så effektiv finalen føles, forekommer den meget gemacht. Endelig gentages ledemotivet så monomant, at man næsten når et mæthedspunkt med Tjajkovskijs vidunderlige musik.
   Mest imponerende er dæmonien, som er lige dele American Gothic, Dostojevskijs Dobbeltgængeren og den truende engel i Andersens barske, regulært foruroligende eventyr:

»Dandse skal Du!« sagde han, »dandse paa dine røde Skoe, til Du bliver bleg og kold! Til din Hud skrumper sammen som en Beenrads! Dandse skal Du fra Dør til Dør og hvor der boe stolte forfængelige Børn, skal Du banke paa, saa at de høre Dig og frygte Dig! Dandse skal Du, dandse --!«

   Georgina Parkinson fra American Ballet Theatre har trænet skuespillerne, som i særligt svære scener dubleres af danserne Sarah Lane og Maria Riccetto. Benjamin Millepied fra New York City Ballet har udført koreografien, og kompagniets dansere er udlånt af Pennsylvania Ballet. Komponisten Clint Mansell har bearbejdet Tjajkovskijs partitur, så filmens score bliver mere insisterende.
   Black Swan er højspændt, stram som wiren under en vaklende linedanser – og hele tiden i fare for at briste. Helheden skærer i sindet som glas, men blodet flyder dunkelt og smukt.




Black Swan. Instr.: Darren Aronofsky. Manus: Mark Heyman, Andrés Heinz, John McLaughlin. Foto: Matthew Libatique. 108 min. USA 2010. Dansk premiere: 20.01.2011


Fotos: CineMaterial/ MovieStillsDB/ Filmaffinity/ Fox Searchlight Pictures/ 20th Century/ SF Studios/ 
Filmen streames på Apple TV, Blockbuster, DISNEY+, Rakuten TV, SF Anytime, YouTube Film
2K Blu-ray fra 20th Century Fox 01.04.2013
Anmeldelsen er fra Weekendavisen Kultur 21.01.2011