Translate

Viser opslag med etiketten Stéphane Brizé. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Stéphane Brizé. Vis alle opslag

torsdag den 2. december 2021

Brizé | Lindon: En guerre/ At War/ I krig (2018)


EN FILM OM AT GRIBE TIL VÅBEN
Mens klassekampen udarter i Frankrig

Af BO GREEN JENSEN

EFTERHÅNDEN fylder virksomhedslukninger ikke meget i tidens bevidsthed. I bunden af skærmen, nede i båndet med rullende nyheder, læser og registrerer vi adspredt, at den-og-den internationale koncern ser sig nødsaget til at indstille driften og flytte forretningen til en anden sektor. Nå ja, tænker den rastløse seer. Den slags sker hele tiden. Det er godt, at det ikke er min arbejdsplads.
   De ansatte bliver afskediget, og en kommunikationsmedarbejder, der som regel er forhenværende journalist, beklager på ledelsens og bestyrelsens vegne. Måske er der vrede protester lokalt, men det er jo markedets vilkår. Klassekamp var noget, man førte i det tyvende århundrede. Før globaliseringen. Det nytter ikke at stritte imod.



EN guerre begynder midt i krigen mellem ledelse og ansatte. En tyskejet virksomhed lukker sin fabrik i Agen i det sydvestlige Frankrig. 1.100 arbejdere står uden job, og lukningen er en katastrofe for regionen. Situationen er særligt anspændt, fordi personalet to år før har accepteret en kollektiv lønnedgang. Til gengæld blev de lovet, at fabrikken – som fremstiller reservedele til biler – ville være der fem år endnu.
   Men tiderne er svære, forsvarer ledelsen sig med. Det er muligt, siger arbejderne under ilter og utrættelig ledelse af talsmanden Laurent Amédéo (Vincent Lindon), men firmaet kan ikke ustraffet svigte sit løfte. Så en bitter og langstrakt konflikt er kørt fast.
   Ingen af parterne giver sig. Der er blokader, forhandlinger og krisemøder, indædt kamp ved fabrikken. Fagbevægelsen engagerer sig i konflikten, politikere går ind i sagen. Da medieomtalen bliver belastende, kommer koncernens øverste chef på besøg. Alle vil angiveligt forhandle, men ingenting forandrer sig. Mens det lokale problem bliver et nationalt anliggende, hægtes Amédéo af efterhånden.


STÉPHANE Brizés film er interesseret i processen. En guerre er som obduktionserklæringen efter et dødsfald. Der er aldrig for alvor håb om, at protesten vil nytte. Vi ser, hvordan de kæmpende arbejdere bliver holdt hen. Ja, der er atter røde flag og blanke øjne i flokken, som nyder at være samlet om en sag. Men kun fortidslevn som Amédéo tror, at modstanden vil føre til ændring. Beslutningen er truffet fra scene ét.
   Strategien er som i enhver nedbemanding. Da processen bliver for besværlig, tilbyder ledelsen en mere lukrativ fratrædelsesaftale. Tag pengene nu og gå jeres vej. Megen lyrisk jargon er i spil. Det lykkes at få arbejderne til at ligne vandaler. Især en aktion i koncernens hovedkvarter udarter. De urbane mellemmænd vasker hænder. Amédéos hær skrumper ind. Stadig flere vil tage imod ledelsens tilbud og se, hvad de kan få ud af situationen.


FØRST da lederrollen bliver taget fra ham, og trykket i sagens natur letter, får vi et indtryk af mennesket Amédéo. Vi ser, at han lever alene og stille. Hans voksne datter venter sig. Det er ikke kun snak, når han siger, at han kæmper for fremtiden. For Amédéo handler slaget især om anstændig behandling og tabt værdighed.
   Vincent Lindon har for fjerde gang hovedrollen i en film af Brizé. Mens kampen bølger frem og tilbage, er han det eneste velkendte ansigt i sværmen. Med alderen bliver Lindon stadig mere troværdig som den jævne franske mand af gammel skole. Han er næsten en Jean Gabin for sin tid.
   I La loi du marché (2015, da. Markedets lov) blev Lindons karakter fritstillet og tog uvant arbejde som opsynsmand i et supermarked, hvor han holdt øje med både kunder og ansatte. Det handlede især om personalets rapserier. Han iagttog, valgte side, greb ind og sagde fra. Han kunne slutte en separat fred med systemet og forlade forretningen med sin ære i behold.
   Laurent Amédéo har hverken denne luksus eller samme grad af selvindsigt. Han er en mand, der lader sig rive med. Han har levet og åndet for kampen. Han kan ikke bare gå hjem til sig selv.



ENDELIG gør Amédéo noget drastisk, som får båndet med rullende nyheder til at standse for et øjeblik. Slutningen er blevet kaldt urealistisk og sensationalistisk, et brud på den dokumentariske tone og et knæfald for melodramatiske kræfter. Den passer dog til Laurents karakter. Det er en stolt samurais sidste handling.
   Der er en særlig stoisk defaitisme på spil i En guerre. Filmen havde premiere på Cannes Festivalen i 2018, 50-året for maj 1968. Samtidig begyndte protestbevægelsen les Gilets jaunes at tage form. De Gule Veste gik på gaden i november og har siden markeret sin modstand. Der kunne sagtens være veteraner fra fabrikken i Agen blandt demonstranterne på Champs-Élysées.
   Muligvis er kravene diffuse. Der er sikkert også rådne æbler i kurven, men aktivisterne har lært af mange nederlag. De forstår, at kun handling udløser handling. Man strejker midt i myldretiden eller går ud og sætter ild til det hele. Det nytter ikke at vente på økonomernes kvartalsrapport. Der bliver aldrig råd til forbedring igen.


FEMTEN år efter Je ne suis pas là pour être aimé (2005, da. Ikke her for at blive elsket (2005) – og tyve år efter sin instruktørdebut, Le bleu des villes (1999) – er Stéphane Brizé (f. 1966) i stilfærdighed blevet en af de sikreste filmskabere i sin generation. På vejen fra Markedets lov til I krig bearbejdede han Guy de Maupassants Une vie (2016), som i en anden genre præsenterer et fuldkommen solidarisk portræt af en overset, uforløst kvindeskæbne.
   La loi du marché og En guerre vidner om, at yngre kræfter står klar til at gribe stafetten, når Ken Loach, Mike Leigh og Dardenne-brødrene forlader scenen. Som politisk drama er filmen en betydelig bedrift. Ikke siden Claude Berris filmatisering af Émile Zolas Germinal (1993) er en strejke skildret så hårdt og empatisk.


I krig (En guerre). Instr.: Stéphane Brizé. Manus: Olivier Gorce & Stéphane Brizé; Ralph Blindauer, Olivier Lemaire, Xavier Mathieu. Foto: Eric Dumont. 113 min. Frankrig 2018. Dansk premiere: 11.07.2019.


Fotos: Nord-Ouest Films/ Øst for Paradis Filmdistribution/ CineMaterial/ Filmaffinity/ Unifrance
Filmen streames på FILMSTRIBEN
2K Blu-ray fra Diaphana (region B) 28.01.2019
Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 12.07.2019

onsdag den 1. december 2021

Brizé | Lindon: La loi du marché/ Markedets lov (2015)



EN MAND SIGER FRA

En krisefortælling om integritet

Af BO GREEN JENSEN

HVOR langt skal man strække sig for at få job, hvor meget nådsensbrød skal man spise?
   Fabriksarbejderen Thierry Taugourdeau (Vincent Lindon) er stolt og optimistisk, da han og kollegerne bliver sendt hjem. Så går der to år med at søge og få afslag. Han er 51 og i regelen for faglært. Endelig tager han, hvad det skal være.
   Lykken smiler, da han bliver ansat som opsynsmand i et stort supermarked. Jo, verden er fuld af skræmmende og patetiske skæbner, og man kan føle sig som en klasseforræder, når man griber kunderne i at stjæle, men det er svære tider for alle, og tyveri har aldrig været nogen gangbar vej. Thierry går med slips nu og retter sin ryg. Efter en svær tid i vildnisset er han tilbage.



HAN opdager snart, at ledelsen ikke er specielt interesseret i kundernes rapserier. Derimod sætter man stadig flere ressourcer ind på at kontrollere personalets rutiner og forseelser.
   Thierry får indblik i fiduser, der er så sindrige, at han ikke ville have troet, mennesker kunne tænke så småt. For eksempel foregår der en omfattende svindel med rabatkuponer fra tilbudsavisen. Det er, hvad tiden har gjort os til, tænker Thierry. En luvslidt nation af kuponsvindlere.
   Først er han firmaets mand hele vejen. Han lærer at gøre sig hård, da hans tillid er blevet misbrugt. Han ser forstemmende og forbløffende ting. Hans pligtopfyldenhed bliver en maske, og han kan ikke lide, hvad han ser i spejlet. Men det er ham eller de andre. Så meget har han lært efterhånden.
   Der er praktisk talt ingen grænser for ledelsens nidkærhed. Endelig får den en konsekvens, der er tragisk, og Thierry må reagere, hvis han skal bevare nogen form for selvrespekt. Forseelsen er triviel og derfor dybt troværdig. Her er virkelig et sindbillede på, hvad nøden gør ved trængte mennesker.


STÉPHANE Brizés film blander professionelle skuespillere med amatører fra virkelighedens forretning. I 90 procent af scenerne ser den på Thierrys ansigt, mens han genopdager sin menneskelighed og sin samvittighed. I franske film får man altid en grundig beskrivelse af produktionsforhold og arbejdsgange, hvis de foregår i et fagligt miljø. Markedets lov er ingen undtagelse.
   Vincent Lindon fik skuespillerprisen, da filmen blev vist på Cannes Festivalen. I spændingsgenren er han som regel et anskudt handyr, der eksploderer (manden i Pour Elle, for eksempel), men han er fremragende i prosaiske hverdagsroller. Thierry Taugordeau er hans bedste figur siden Welcome (2009), hvor Lindon som bademester i Calais forsøgte at hjælpe en flygtningedreng, der ville svømme til England.


   
HELE Stéphane Brizés undertekst om forvitrende fællesskab og svunden solidaritet er skrevet i Lindons sørgmodige ansigt. Særligt fin er en scene først i filmen, hvor Thierry og hustruen (Karine de Mirbeck) prøver at sælge den campingvogn, som de og den udviklingshæmmede søn har delt et liv af ferier i.
   Det er varm, fransk realisme, når den er allerbedst. En tilstandsrapport, der slutter som en social gyser, men også et nøgternt blik på en værdig mand, der alligevel ikke vil sælge sin sjæl. Brizé brugte skæv romantik og et mumlende lune i Ikke her for at blive elsket og Mademoiselle Chambon. I Markedets lov tager han bladet fra munden. Den rensede tone klæder hans budskab.



Markedets lov (La loi du marché). Instr.: Stephane Brizé. Manus: Olivier Gorce, Stéphane Brizé. Foto: Eric Dumont. 93 min. Frankrig 2015. Dansk premiere: 05.05.2015.


Fotos: Nord-Ouest Films/ Øst for Paradis Distribution/ CineMaterial/ Filmaffinity/ Unifrance
Filmen streames på Blockbuster og FILMSTRIBEN
2K Blu-ray fra New Wave Films (UK) 09.12.2016
Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 06.05.2015

tirsdag den 30. november 2021

Brizé | Lindon: Mademoiselle Chambon (2009)


DET KORTE MØDE
En enkel og evig historie

Af BO GREEN JENSEN

TO gode mennesker lever virksomt i ordnede forhold, da de får øje på hinanden. Før forelskelsen hvilede de i sig selv. Nu går de med et uvejr i sindet og ved hverken ud eller ind. For skal man blive i den gamle verden hos familien, hvor man er elsket, eller skal man søge lykken i en ny virkelighed? Har man overhovedet valget? Sjældent i kunsten, men ofte i livet. Det er altid muligt at bide det i sig og lægge låg på sine følelser. De fleste kender forløbet i en eller anden personlig version.
   Det er en enkel og evig historie, som Stéphane Brizé fortæller med sjælden takt og gennemført indlevelse i Mademoiselle Chambon. Håndværkeren Jean (Vincent Lindon) er lykkelig i hverdagen med Anne-Marie (Aure Atika), da han forelsker sig i sin søns lærerinde (Sandrine Kiberlain). Tilfældet har en sort finger med i spillet, da det egentlig skulle være Anne-Marie, som hentede Kevin den dag. Imidlertid er hun kommet til skade med sin ryg på fabrikken, hvor hun arbejder. Det er en af den slags franske film, hvor arbejdsprocessen er beskrevet i detaljer.



FRØKEN Chambon, som faktisk hedder Véronique, og den bekymrede far har et øjeblik sammen. Hun ser ham, før han ser hende. Hun beder ham komme og fortælle børnene om sit arbejde, da en anden far melder afbud til Klassens Time. Jean bliver levende, mens han forklarer eleverne om glæden ved at bryde gamle ting ned og bygge nye menneskehjem. Véronique får røde kinder og blanke øjne, mens han taler.
   Bagefter ser han bestemt også hende og er usikker på, om han skal sige ja, da hun vil betale ham for reparere et vindue i lejligheden. Det særlige ved frøken Chambon er, at hun rejser fra skole til skole og vikarierer hvert sted i et år. Hun spiller også violin med en følelsesdybde, der udtrykker hendes inderste væsen og seksualitet. Nok skal hun nødes, men da vinduet er færdigt, spiller hun for Jean som tak. De kysser og holder kort om hinanden. Hjemme spørger Anne-Marie, om de skal invitere Kevins frøken til middag. »Hvorfor skulle vi det?« siger Jean. »Vi kender hende jo ikke.«



HAN prøver at lægge følelsen fra sig, men det lykkes ikke i længden. På byggepladsen er han med ét blevet hidsig. Véronique har bedt om en fast stilling på skolen, men trækker ansøgningen tilbage. Netop som hun skal rejse, kommer Jean igen. Han beder hende spille til sin fars fødselsdag. Det valgte stykke er Elgars »Salut d'Amour«, som gør for Mademoiselle Chambon, hvad Mozarts Koncert nr. 21 gjorde for Elvira Madigan. Endelig er de sammen før adskillelsen. »Jeg rejser med dig,« siger Jean. Og næste morgen er han på vej til stationen, da anfægtelserne sætter ind.



HVAD gør en voksen, ansvarlig mand nu? Alle i salen sidder på kanten af stolen, hvis de ejer blot en smule empati. Brizé formår at skildre en ødelæggende lykkelig forelskelse. Ikke ét ord om sagen bliver sagt. Hele filmens dialog handler om vinduesrammer og violinspil. Mademoiselle Chambon er en miniature og som sådan lidt mindre end Je ne suis pas là pour être aimé (2007, da. Ikke her for at blive elsket), som var exceptionelt livsklog og sørgmunter. Men den samme grundkraft driver værket. Også Jean har et nært forhold til sin gamle far.


FILMEN bygger på Eric Holders roman, som jeg ikke har læst. Det bliver derfor tematisk beslægtede film som David Lean og Noel Cowards Brief Encounter (1945, Det korte møde), Martin Ritts fine Stanley & Iris (1989) og for den sags skyld Susanne Biers Elsker dig for evigt (2002), som jeg kommer til at tænke på. Hverdagsmennesker fanges af styrken i deres følelser og oplever kærligheden som en naturkraft. Der er afgjort også et ekko af Claude Sautets En coeur en hiver (1992, da. Et hjerte af sten) i historien.


GRÆNSEN mellem preciøsitet og prunkløshed er hårfin. Skønt det enkelte steder virker utroligt, at ingen sætter ord på deres følelser, hverken Jean, Véronique eller Anne-Marie, fanger Brizés film hvert gran af sødmen og smerten, uden på noget tidspunkt at ofre sin soberhed eller sin lidenskab. Ligesom de elskende holder igen, gør filmen det kølige snit til en dyd. Alle danske anmeldere har bemærket den plakat for en Hammershøi-udstilling, som hænger på væggen i køkkenet hos Véronique. Man skal næppe fortolke så meget på dét. Trods alt er lejligheden fremlejet.


Mademoiselle Chambon. Instr.: Stéphane Brizé. Manus: Stéphane Brizé & Florence Vignon. Foto: Antoine Héberlé. 101 min. Frankrig 2009. Dansk premiere: 02.09.2010.


Fotos: TS Productions (Michaël Crotto)/ CineMaterial/ Unifrance/ Allociné
Filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN og SF Anytime
2K Blu-ray fra Kino Lorber (regionsfri) 07.12.2010
Anmeldelsen trykt i Weekendavisen Kultur 03.09.2010