Hiner Saleem: My Sweet Pepper Land (2013) [Westerns 100]

DEN KURDISKE TROMME
Levantens bud på den evige western

Af BO GREEN JENSEN

DEN irakiske kurder Hiner Saleem forlod sit land i 1981, da han som 17-årig kom til Italien for at studere. I dag er han bosat i Frankrig. Alligevel er det kurdernes vilkår, han skildrer igen og igen. Saleems signatur er en gavmild galgenhumor. I 1998 brød han stort igennem med komedien Vive la mariée... et la libération du Kurdistan.

   Kurdistans undertrykkelse og den forhadte diktator Saddam Husseins fald fylder noget nær alt i Saleems univers. Begivenheden er skildret i komisk, dramatisk og tragisk form i henholdsvis Vodka Lemon (2003), Kilomètre Zéro (2005) og Apres la chute (2009). Den spraglede satire kan minde om tonen i Emir Kusturicas Balkan-film fra 1990erne. Der er aldrig nogen tvivl om, at livet er stort og rigt og bliver ved.

MY Sweet Pepper Land er mere douce og dæmpet i tonen end de absurde satirer fra sidste årti. Efter Saddam hersker orden i Irbil, og bureaukraterne vender tilbage til politiet, som krigshelten Baran (Korzmak Arslan) har bestyret. For at undgå ledelsens inkompetence – og sin mors Kirsten Giftekniv-aktivitet - søger Baran en stilling som sherif oppe nordpå, hvor Iran, Irak og Tyrkiet mødes i den kurdiske trekant.

   Samtidig prøver den skønne Govend (iranske Golshifteh Farahani) at forklare sin far og sine seks brødre, hvorfor det er vigtigt at vende tilbage til en stilling som lærerinde i landsbyen, skønt man som 24-årig stadig ikke er forlovet og bliver mødt med vrangvilje i grænselandet, hvor den lokale høvding, Aziz Aga, har fungeret som en kurdisk Don Corleone, uanset hvem der regerede det søde peberland.

HERFRA er historien enkel som i en gammeldags western. Baran flytter ind i arresten og markerer sig som den nye sheriff. Da Govend bliver chikaneret, handler han helt uden tøven. Aziz Aga spreder rygter om parret. Govends brødre truer med at begå æresdrab. Netop som Baran står mest alene, ankommer hjælpen i skikkelse af militante kvinder fra den tyrkiske del af Kurdistan.

FILMEN er et elegant stemningsstykke, som får særlig relevans og dybde i de poetiske scener, hvor Golshifteh Farahani spiller længselsfuld fingermusik på den flade hængetromme af metal. Ligesom hos Bahman Ghobadi, der er det kurdiske Irans svar på Hiner Saleem, får sangene særlig betydning. Skolebørnene smiler, og der er klodset, tung troværdighed i kampene mellem Baran og Aziz Agas røverslæng.*

   Medicinsmugling, juridisk korruption og det muslimske kvindesyn tages under behandling. Baran og Govend kunne være John Wayne og Angie Dickinson i en film om Sheriffen og skolelærerinden. De bliver heldigvis også et par, men spørgsmålet er, om det vilde Kurdistan giver dem lov.

   My Sweet Pepper Land er en af årtiets skæve og derfor livsnødvendige film. Kurdistan har fremdeles problemer, men ikke på fiktionsfronten, hvor regionen råder over to af tidens førende filmskabere, Bahman Ghobadi og Hiner Saleem.

Se også Jim Jarmusch: Paterson (2016); Manele Labidi: Un divan à Tunis/ Mit tunesiske eventyr (2019).

*) My Sweet Pepper Land udspiller sig i det historiske vindue mellem Saddam Husseins fald i 2003 og krigen mod Islamisk Stat, der for alvor tog fart i 2014. Filmskaberne har reageret forskelligt. Hiner Saleem har instrueret to tyrkiske komedier, Tight Dress (2016) og Lady Winsley (2019), begge med en fransk komponent, men uden de første films ambitioner og kvaliteter. Bahman Ghobadi var tavs i tre år efter Rhino Season (2012). Så lavede han og fotografen Jafar Aslani A Flag Without a Country (2015), en dokumentar i spillefilmslængde, som kombinerer en gennemgang af Kurdistans historie med optagelser fra valgkampen i 2013, hvor en pilot og en kvindelig popsanger på hver sin måde engagerer sig. Den eneste fiktionsfilm, som skildrer kampene mellem IS  og den kurdiske Peshmerga-hær, er Eva Hussons Les filles du soleil/Girls of the Sun (2018), hvor en fransk fotograf (Emmanuelle Bercot) følger med den kurdiske kvindeenhed, som forbereder generobringen af deres by. Filmen var i konkurrence på Cannes Festivalen i 2018. Den er desværre ikke særligt god. Golshifteh Farahani spiller den kurdiske leder.    

My Sweet Pepper Land. Instr. og manus: Hiner Saleem. Foto: Pascal Auffray. 100 min. Frankrig-Tyskland-Irak 2014. Dansk premiere: 24.04.2014.

Fotos: Agat Films & Cie/ Øst for Paradis Filmdistribution/ CineMaterial/ Filmaffinty

Filmen streames på Blockbuster og FILMSTRIBEN

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 24.04.2014

Den umulige drøm: Nikola Tesla 1856-1943

DEN UMULIGE DRØM

En film om opfinderen Nikola Tesla

Af BO GREEN JENSEN

NIKOLA Tesla (1856-1943) var alkymisten blandt de opfindere, som udviklede en række moderne teknologier ved forrige århundredeskifte. Han var en rockstjerne i populærmytologien, også før Elon Musk brugte navnet til sin elbil.

   Tesla »opfandt« ikke vekselstrøm, men han udviklede måden, vi bruger den på. Han var lodret uenig med sin første amerikanske arbejdsgiver, Thomas Alva Edison (1847-1931), som kun ville høre tale om jævnstrøm.

   Tesla var ansat hos Edison i fire måneder, da han kom til USA i 1884. »Er det sandt, at De kommer fra Transsylvanien?« spørger Kyle MacLachlan – bevidst uforskammet – i Michael Almereydas drømmespilsagtige film om de elektriske foregangsmænd. Tesla (Ethan Hawke) siger nej og bliver irriteret. Begge mænd ved (skønt der vil gå 13 år, før Bram Stoker skriver Dracula), at stednavnet signalerer noget med overtro, varulve og vampyrer.

FAKTISK kom serberen Tesla fra Smijan, som lå i det daværende Østrig-Ungarn og i dag er en by i Kroatien. Edison blev født i Ohio og voksede op i Port Huron, Michigan. Går man langt nok tilbage, havde familien hollandske aner, men der var absolut ingen hang til mystik. Tesla drømte om andre verdener. Edison troede på at tjene penge. Sådan ser og husker vi i hvert fald de to pionerer.

   Rivalerne mundhugges stadig i filmen. Edison ler, fordi Tesla mener, at han skal betales for sin induktionsmotor. De puster sig begge lidt mere op. Imens spiser de vaffelis – en anden af tidens nyheder – som de smører i ansigtet på hinanden. Altså næsten et stumfilmisk lagkageslagsmål. For vi er ikke i en fremstilling, der tilstræber naturalisme. Almereydas bemærkelsesværdige film er mere en fabel om identiteter. Og en periodeskildring i stilen fra E.L. Doctorows Ragtime (1975). Vi ser alt med kritiske øjne og forstår den historiske afstand.

DET bliver klart, at fortælleren er Anne Morgan (Eve Hewson), datter af finansmanden John Pierpont Morgan, en Mærsk Mc-Kinney Møller for sin tid og den eneste, som altid har penge. Morgan støtter Tesla med 100.000 dollar, skønt han er hovedaktionær i Edisons firma.

   Tesla er taknemlig. Datteren påpeger, at det var småpenge for Morgan. Samme år købte han malerier af Gainsborough og Vermeer for samme pris. Morgan var hverken ødsel eller nærig. Han styrede markedet og koncentrerede sin magt. Hans private vagtværn kunne slå ned på socialistiske agitatorer. Monopollovgivningen blev skrevet for hans skyld. J.P. Morgan var et fabeldyr. Han er altid med i skildringer af den darwinistiske kapitalismes guldalder.

FOR tiden var Tesla en mærkelig påfugl. Der var derimod ingen, som ikke forstod, hvad Thomas Edison ville. Heller ikke da han brat trak sig ud af elektrisk forretning og satsede alt på en stålminedrift, som ikke kunne bære. Patenter var pionerernes valuta, og Edison havde fingre i alt: i røntgen, lyd og filmproduktion.

   Det siger meget om mændenes værdier, at den fornuftige Edison arbejdede med genopladelige batterier, mens den visionære Tesla var optaget af trådløse teknologier. Kun én gang bliver Edison eftertænksom. Det er, da man bruger hans jævnstrøm til førsteudgaven af den elektriske stol.

   I filmen er Anne Morgan forelsket i Tesla. De er tæt på hinanden, mens Tesla stadig driver praktisk forretning og får finansiering, først i sit eget selskab, siden i Westinghouse, som konkurrerer med Edison. Tesla sværmer for Sarah Bernhardt, som besøger New York i 1881 og 1891. Men det er, fordi han forsvinder ind i sin forskning, at hun endelig vælger ham fra.

ALMEREYDAS film er en lille produktion, som ikke har råd til rekonstruktioner. Forfatteren – som både har skrevet, instrueret og produceret – gør en dyd af en nødvendighed og formidler sin historie med post-modernistiske kneb. Der er bagprojektioner og videoclips i en teatralsk kulisse. Det hele minder ikke så lidt om et tidligt tv-spil af Ken Russell, som gik til genierne efter tur.

   Almereyda lader Anne Morgan fortælle fra et værelse, hvor hun kan google historiens aktører. Hun viser, hvordan der er flere fotos og mere baggrund om Edison og de andre. Tesla er repræsenteret ved de samme tre-fire fotos, som bliver bearbejdet efter behag. Især det iscenesatte foto fra Wardenclyffe Tower, hvor man kan se de elektriske bølger for effektens skyld, er populært. Tesla ville transmittere trådløst til Europa, men tabte til Marconis teknologi.

DET stærkeste sted – og filmens største billeder – er fra projektet i Colorado Springs i 1899. Det er uklart, hvad Tesla forskede i. Christopher Nolan lod ham arbejde med teleportering, da han castede David Bowie som Tesla i tryllefilmen The Prestige (2006).

   Hos Almereyda er han optaget af at sende og modtage signaler fra rummet. »Fremmed liv er en statistisk kendsgerning,« siger Tesla. »Jeg tror, at jeg er den første person, der har hørt lyden af en planet, som hilser på en anden.« Morgan kan slet ikke have den slags, men hans datter elsker Tesla mest, når han brænder sådan. Selv tog Anne til Frankrig og fandt glæden hos en kvinde, som hun lavede velgørenhed for krigsbørn med.

DET er sandt, at Tesla kendte Sarah Bernhardt og var ven med både Mark Twain og Albert Einstein. Det er sandt, at han hørte signaler fra rummet og brugte de sidste årtier af sit liv på at forske i mentale energier. Han døde alene og forgældet på sit hotel i New York, men der kom 2.000 gæster til hans begravelse. Tesla blev 87 år. Han overlevede alle de andre – dog ikke Anne, som fortæller. Filantropen levede til 1952.

FILMEN fungerer sikkert bedst som supplement til mere neutrale versioner. Hawke er en udmærket Tesla. MacLachlan er en forbavsende god Edison. Det er befriende, når Almereyda giver los og bruger de første ideer, som må have inspireret ham. Da det bliver klart for Tesla, at han aldrig vil nå sin umulige drøm, sætter filmen alle sejl til i en musikvideo

   Tesla tager afsked med den dragende Sarah Bernhardt (Rebecca Dayan) og synger direkte til kamera. Det oplagte valg ville være »The Impossible Dream« fra Man of La Mancha, men Almereyda er mere original. Han lader Tesla fremføre »Everybody Wants to Rule the World« fra Songs from the Big Chair (1985) med Tears for Fears.

JEG elsker film som Tesla. Andre hader dem af et godt hjerte. Denne fik dog en pris på Sundance i 2020. Det er skyggespil, steampunk og visionær sci-fi. Kubistisk historieskrivning, i øvrigt meget som Babylon Berlin. Begyndelsen på vores tekniske verden, der modtager signaler fra Mars as we speak. Det er alt, som ikke er streamede serier, hvor karaktererne skyder hinanden til plukfisk.

Tesla. Instr. og manus: Michael Almereyda. Foto: Sean Price Williams. 102 min. USA 2020. Dansk premiere: 14.12.2020 (vod/streaming)

Fotos: CineMaterial/ Millennium Media/ IFC Films/ Grand Hjemmebio/ MovieStillsDB

Filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, Google Play, GRAND HJEMMEBIO, iTunes, Rakuten TV, SF Anytime og Viaplay Rent & Buy

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 26.01.2021

Polske paragoner: Andrzej Wajda og Lech Walesa

FREMSKRIDTETS AMBASSADØR

To sene arbejder af Andrzej Wajda

Af BO GREEN JENSEN

FAGFORENINGSLEDEREN Lech Walesa (f. 1943) var ofte i 70ernes og altid i 80ernes tv-nyheder. På behændig vis fik han orkestreret en folkelig modstand, som hverken regeringen i Warszawa eller overmyndigheden i Moskva syntes om. Det lykkedes dog at holde balancen og mobilisere på relativt fredelig vis. Der blev aldrig slået ned på det polske eksempel, som man havde gjort i Ungarn i 1956 og i Tjekkoslovakiet i 1968.

   Situationen spidsede til i 1981, da general Jaruzelski erklærede Polen i undtagelsestilstand. Fagbevægelsen blev forbudt, og Walesa sad i fængsel i 11 måneder. I 1983 fik han lov at genoptage arbejdet på Leninværftet i Gdansk, atter som elektriker. Samme år modtog han Nobels Fredspris og sendte sin hustru, Danusa, til Oslo for at modtage den. Ni år senere blev han sit lands præsident og bestyrede embedet frem til 1995.

I 2013 fylder Walesa 70. Han er ikke længere medlem af Solidarnosc. Han meldte sig ud i 2006, da fagforbundet valgte at støtte brødrene Kaczynskis konservative nationalister. Omvendt er han fortsat modstander af fri abort og LGBT- ægteskaber. Der er grænser for tolerancen, men alt i alt har Walesa stået distancen. Man nævner ham sammen med Vaclav Havel og Mikhail Gorbatjov, når tøbruddets helte bliver husket.

   Manden fra Solidarnosc bliver hyldet i Andrzej Wajdas portrætfilm, der er overraskende konventionel i sit udtryk, men bærer præg af at være skabt af en medpassager, som husker tidens særlige vilkår.

   Før Muren faldt, var Polen både tæt på og langt væk. Man delte flere kulturelle markører, og Wajdas film husker de mindste ting. For eksempel er det gribende, da alle i Walesas opgang følger med i Rich Man, Poor Man (1976, da. To brødre), den amerikanske miniserie med Peter Strauss og Nick Nolte, som også var en dansk landeplage. Der blev strejket for livet på B&W, før værftet kom i problemer. Og alle så tv på samme kanal.

ANDRZEJ Wajda (1926-2016) var 17 år ældre end Walesa. Han havde for længst skabt hovedværker som Aske og diamanter (1958) og Landskab efter slaget (1970), da den unge elektriker fik for meget af sendrægtigheden og skævhederne i det kommunistiske system. Wajda instruerede to af sine stærkeste, mest system- og mediekritiske film, Marmormanden (1977) og Jernmanden (1981), mens Solidarnosc trodsede statsmagten.

   Walesa – Håbets mand bliver derfor set som slutningen på en trilogi. Dét er nok en tilsnigelse. Der er intet kontroversielt over filmen, som tegner et solidt portræt af Polen i perioden. I 1970 er Walesa en ilter frontkæmper, som reagerer uden tøven, når han ser overgreb og urimeligheder. Han lægger altid sit armbåndsur, så familien har noget at holde sig til, hvis han ikke kommer hjem. Den ustandselige mand er sympatisk og uimodståeligt spillet af Robert Wieckiewicz.

ELLEVE år efter er stemningen vendt, da den italienske auteur-journalist Oriana Fallaci (Maria Rosaria Omaggio) kommer til Gdansk for at interviewe Walesa på vegne af Time Magazine. Walesa bliver mistænkeliggjort af sine modstandere og kritiseret af sine fæller. Han skændes med Fallaci og fortryder samtalen. I baggrunden høres Danuta og parrets seks børn. De får to mere, før årtiet er forbi. Fysikken er tung. Walesa virker ikke længere som en mand, der sætter livet på spil for en brugt barnevogn.

WAJDAS film tegner et kritisk portræt af Walesa. Denne har dog altid historien på sin side. Vi ved, at alle afsavn betaler sig i længden. Walesa bliver fremskridtets ambassadør. Han forandrer det polske system, og de historiske kræfter forvandler Europa.

   Der er ingen nostalgi. Filmen kritiserer også vor egen epoke, hvor arbejdskraften bliver solgt for en slik og eliten igen vil regere. Blot er kommunismen erstattet af liberalisme, og nødvendigheden bliver kaldt globalisering.

DANUTA Walesa fremstilles af Agnieszka Grochowska. Hun er i hele forløbet en loyal og ligeværdig medspiller. Somme tider siger hun fra, og det gør filmen mere livfuld.

   Den er bedst i begyndelsen, hvor Walesas stædighed og retfærdighedssans har et næsten jovialt skær af folkekomedie. Den undgår fuldkommen ubønhørligheden og kompleksiteten, der prægede Katyn (2007), Wajdas film om de sovjetiske troppers mord på 20.000 polske soldater i 1940. Også instruktørens far blev udrenset.

   Katyn forbliver veteranens hovedværk, men Håbets mand er en gavmild og vellykket tilføjelse. Både Walesa og Wajda var glade, da de i 2013 kom til festival i Venedig og lod sig hylde ved filmens internationale premiere. Der var heller ikke grund til andet. De polske paragoner blev fejret som konger.

ANDRZEJ Wajda døde i 2016. Han blev 90 år. Efter Håbets mand nåede han at færdiggøre Powidoki (»Efterbillede«), en film om billedkunstneren Wladislaw Strzeminski (1893-1952), som nægtede at svigte sit æstetiske ideal og blev fjernet fra sin stilling som professor på [hvad der svarer til] kunstakademiet i Lodz.

   Strzeminski var født i Minsk og viste sine første konstruktivistiske værker i Vilnius. I 1923 kom han til Warszawa og stiftede kunstnergruppen Blok sammen med Henrik Berlewi. Ideerne fra Blok blev videreudviklet i teorien om Unisme. Strzeminski forestod opbygningen af museet for moderne kunst i Lodz og var hovedkraft i sammenslutningen »a.r.« (som arbejdede hen over faglige skel og kunstneriske discipliner). Sala Neoplasticyczna  (»Neoplastisk rum«) fra 1948, Strzeminskis egen installation, var samlingens kronstykke.

   Da kulturminister Wlodzimierz Sokorski i 1949 implementerede regeringens doktrin om heroisk socialistisk realisme (ikke at forveksle med socialrealisme) som enerådende stil, blev jazz, abstrakt kunst, litterær modernisme og andre entartete elementer forbudt. Strzeminski blev afskediget, da han ikke ville ændre praksis. Neoplastisk Rum blev fjernet fra udstillingen på museet i Lodz. Væggene i værelset blev simpelt hen malet over.

EFTER Stalins død i 1953 blev der gradvis slækket på de formalistiske krav. Fra 1955 og frem fik kunsten lov at eksperimentere igen. Det var for sent for Strzeminski, som døde (af tuberkulose) i 1952, da doktrinen blev hårdest håndhævet. Wajdas film tager sin titel fra en serie sene malerier, der fastholder solens efterbilleder på kunstnerens nethinde.

   Wajdas store tema var altid integritet. Han kaldte selv den socialistiske kulturpolitik en katastrofe. Det var ikke desto mindre Sokorski, som gav filmskaberen midler til at optage gennembrudsværket Pokolenie (1955, da. En generation). Efter Marmormanden og Jernmanden er Efterbillede måske i højere grad end Håbets mand den film, der lukker trilogien om kunst, politik og sandhed i Polen i efterkrigstiden.

   Neoplastisk rum blev genåbnet i 2010. Efterbillede var Polens Oscar-bidrag i 2018.  

Walesa – Håbets Mand (Walesa. Czlowiek z nadziei). Instr.: Andrzej Wajda. Manus: Janusz Glowacki. Foto: Pawel Edelman. 127 min. Polen 2013. Dansk premiere: 12.06.2014

Afterimage (Powidoki). Instr.: Andrzej Wajda. Manus: Andrzej Mularcyk. Foto: Pawel Edelman. 98 min. Polen 2016. 

Fotos: CineMaterial/ MovieStillsDB/ Akson Studio/ Camera Film/ Venice Film Festival

Filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, GRAND HJEMMEBIO og SF Anytime

Første del af anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 13.06.2014

Pawel Pawlikowski: Cold War (2018)

KÆRLIGHED I FORÆLDRENES TID

Pawel Pawlikowskis historiske projekt

Af BO GREEN JENSEN

FOR nogle par bliver det aldrig den rigtige tid. Musikeren Wiktor (Tomasz Kot) er med til at etablere et sangkor i efterkrigstidens Polen. Zula (Joanna Lustig) er et af de talenter, som bliver samlet op i provinsen.

   Det er Josef Stalins store år. Udenfor hersker statskommunismen. Den kolde krig har kronede dage. Mazurek-ensemblet turnerer med folkemusik. Der er både polske og russiske sange i repertoiret.

   Wiktor og Zula elsker hinanden, men de kan ikke enes om fremtiden. Han hopper af på en koncerttur til DDR. Hun finder ham igen i Paris, hvor de laver en jazzplade sammen, men Zula trives ikke i eksilet.

   Han følger efter, da hun rejser hjem, og ender i en arbejdslejr for dissidenter. Zula må gifte sig op i systemet for at få ham tilbage. De får på en måde hinanden, men slet ikke som det var ventet og tænkt.

PAWEL Pawlikowski sagde noget vigtigt om 1960ernes Polen i Ida (2013), hvor en ung nonnes fortid førte tilbage til 1940ernes krigsforbrydelser. Filmen fik en Oscar (og en Bodil) som bedste ikke-amerikanske film i 2015. Udlandet elskede Ida, men i Polen blev Pawlikowski hængt ud.

   I Cold War bliver koldkrigshistorien belyst gennem forholdet mellem to parter, som skiftevis er fjender og evige elskende. De kan ikke finde ud af det sammen, og de kan ikke undvære hinanden. Instruktøren oplyser, at karaktererne er baseret på hans egne forældre.

COLD War begynder i 1949, da Wiktor er med til at indsamle folkemusik. Han har ingen interesse i det etniske projekt. For ham er arbejdet en politisk manøvre. Wiktor er mere til moderne jazz og har studeret kompositionsteori hos Nadia Boulanger i Paris.

   Zula synger bedre end de andre amatører og fører sig selvsikkert frem. Også for hende er statens musik en valuta. Med en plads i ensemblet kan hun forlade landsbyen, hvor hun blev voldtaget. Det er ikke en tid for æstetiske idealer. Til gengæld er nepotisme og seksuel bestikkelse i kurs. Korets leder er en opportunist fra Partiet.

   Pawlikowski fortæller i korte episoder, der fører historien frem til 1964. Wiktor og Zula er sammen i Warszawa 1951, Paris 1954, Kroatien 1955 og Paris igen i 1957. De har aldrig en lykkelig tid. Ida demonstrerede, hvordan politiske kræfter kontrollerer det enkelte liv. Også Wiktor og Zula bliver styret af historien, men deres inderste væsen er ikke påvirket.

MAZUREK-ensemblet hed Mazowsze i virkeligheden. I 50erne faldt folkloren i unåde, og jazz blev den bærende lyd. Wiktor tager til Paris for at spille blå jazz. Da Zula slutter sig til ham, indspiller de et album. De har aldrig haft mere frihed. Deres forhold har aldrig været så dårligt.

   Man nærer en hovedrystende sympati for det uforbederlige par. Han har en slags kunstnerisk plan. Hun forstår at navigere i systemet. Zula gifter sig to gange med andre mænd, simpelt hen for at redde sin egen. Den stoiske slutning er smuk og ubærlig.

PAWLIKOWSKI er uddannet i London. Han begyndte i 90erne som dokumentarist. Ligesom Lone Scherfig kan han ramme den britiske tone uden accent. Det gjorde han især i My Summer of Love (2004), som tillige var fuld af drømmende tidsånd.

   Men Pawlikowski, som i 2021 er 63 år, blev for alvor en enestående filmskaber, da han vendte hjem til Polen og begyndte at revidere historien. Cold War er så klart fortalt. Der er absolut overensstemmelse mellem følelsen i filmen og de mejslede, sort-hvide billeder.

Cold War (Zimna wojna). Instr.: Pawel Pawlikowski. Manus: Janusz Glowacki, Pawel Pawlikowski. Foto: Lukasz Zal. 89 min. Polen 2018. Dansk premiere: 13.12.2018.

Fotos: Opus Film/ Amazon Studios/ Scanbox Entertainment/ CineMaterial/ Filmaffinity/ Movie StillsDB/ Criterion Collection

Filmen er udgivet på blu-ray af Criterion Collection og streames i DK på Blockbuster, FILMSTRIBEN, Google Play, GRAND HJEMMEBIO, iTunes, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy og You Tube Movies

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 14.12.2018 

Pawel Pawlikowski: Ida (2013)

EN ANDEN SLAGS LIV

Polsk selvopgør med historisk fortrængning

Af BO GREEN JENSEN

MAN tror, at man ved, hvem man er. Så bliver forhistorien skrevet om, og muligvis er man en anden. En tid lang står begge døre vidt åbne. I forvirringen er der også en frihed. Man ser, hvordan et andet liv ville være, før man træffer sit valg.

   Polen 1962. Den forældreløse Anna (Agata Trzebuchowska) er vokset op på en klosterskole. Hun fylder snart 18 og glæder sig til at blive nonne. Før indvielsen får hun at vide, at der findes en moster, som hun bør besøge.

   Pigen tager toget til Warszawa og banker på hos dommeren Wanda (Agata Kulesza), der fortæller, at Anna i virkeligheden hedder Ida Lebenstein og er datter af jødiske forældre, som blev myrdet under krigen. Nu ved hun det, og de har set hinanden. Nu kan de sige farvel.

WANDA er en træt, bitter kvinde. Imidlertid kan hun ikke glemme udtrykket i niecens ansigt. Dommeren var partisan under krigen og gjorde siden karriere i retssystemet, hvor hun fik kælenavnet Røde Wanda. Hun var kendt for at gøre kort proces med klassefjender og kollaboratører. Nu bor hun alene, drikker for meget og er ikke længere en stjerne i systemet. Om aftenen henter hun Ida, som stadig sidder på stationen og venter på toget tilbage.

FILMEN, som er i sort-hvid og klassisk academy-format, har vist pastoralske billeder af pigerne i klostret og den prosaiske hverdag i byen. Nu bliver den både en polsk vinterrejse og en road movie med eksistentielle motiver.

   De to kvinder kører sammen til egnen, hvor Idas forældre gik til. De standser ved steder, hvor Wanda kan drikke og Ida kan bede. Jazzmusikeren Lis (Dawid Ogrodnik) får kørelejlighed. De prøver også at være to piger sammen. Robert Bresson møder Thelma & Louise.

GENERELT er det nye tider i Polen, hvor man helst glemmer, hvad der skete under krigen, og har et distanceret forhold til kammeraterne i Kreml. Ida beder stadig til Jesus, skønt forældrene blev myrdet af kristne anti-semitter, som stjal deres jord. Den syrlige Wanda er svoren ateist og socialist, men hun har selv et behov for at finde graven i skoven. På bunden ligger et sidste skelet.

   Ida og Wanda er upopulære i landsbyen, hvor de roder op i fortiden med deres snak om jøder og ejendomsforhold. Politiet synes, at Ida er en sød, lille nonne. De ler ad den berusede dommer, som truer med sin immunitet. Ida og Lis danser tæt i en jazzklub, som giver filmen en god smag af tidlig Milos Forman. Ida overvejer sin fremtid. For Wanda bliver spørgsmålet mere og mere, om livet er umagen værd.

PAWEL Pawlikowski har lavet en fremragende film, der lykkes på alle niveauer. Polakken kom til England i 1971 og er oplært i BBCs dokumentarafdeling, hvor han skabte nyklassiske tv-film som Dostoevsky’s Travels (1990) og Serbian Epics (1991), før han brød igennem som spillefilminstruktør med My Summer of Love (2004).

   Pawlikowski er født i 1957 og kan huske, hvordan der så ud i 60ernes Polen. Efter The Woman in Fifth (2011), som var en overlæsset arthouse-thriller med Ethan Hawke og Kristin Scott-Thomas, føles Ida som en liflig, ny begyndelse.

   Ida var Polens bidrag til årets European Film Awards og de amerikanske Academy Awards. Den vandt syv EFA-priser og modtog sin Oscar. Pawlikowski fortsatte den historiske revision i Cold War (2018). Ida er en underskøn film, som beviser, at mindre stadig kan være mere.

Ida. Instr.: Pawel Pawlikowski. Manus: Pawel Pawlikowski, Rebekka Lenkiewicz Foto: Ryszard Lenczewski, Lukasz Zal. 82 min. Polen-UK 2013. Dansk premiere: 27.11.2014.

Fotos: Opus Film/ Camera Film/ CineMaterial/ MovieStillsDB

Filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, Google Play, GRAND HJEMMEBIO, iTunes og SF Anytime

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 28.11.2014

Digteren Papusza: Bronislawa Wajs 1908-1997

AMULETTER OG DEFINITIONER

Digteren Bronislawa Wajs 1908-1997

Af BO GREEN JENSEN

DIGTEREN Papusza blev født i 1908 og døde i 1987. Sigøjnerskens polske navn var Bronislawa Wajs. Der blev vendt op og ned på alle normer flere gange i hendes livstid, men foragten for romafolket var støt under samtlige magthavere.

   »Vandet ser sig ikke tilbage/ Det flyder, løber længere væk/ Hvor blikke ikke kan finde hende/ Er, hvor vandet vandrer hen.« 

   Papusza skrev sange og digte, der typisk har hjemve og afsavn som tema. Som 15-årig blev hun gift med en langt ældre onkel, musikeren Dionizy Wajs, som var en anerkendt harpenist. De overlevede nazitiden ved at skjule sig i skoven sammen med andre sigøjnerfamilier.

I 1949 gav lejren husly til forfatteren Jerzy Ficowski (1924-2006), som var eftersøgt af politiet. Polen var nu en sovjetisk vasalstat. Ficowski opfordrede Papusza til at skrive, redigerede materialet og sørgede for, at det blev trykt. Han blev i tre år og udgav i 1953 Cyganie polscy, som var den første fremstilling af romakulturen i Polen. Ficowski brugte også sin sigøjnertid i digtsamlingen Amuletter og definitioner (1960).

   Den første bog fik konsekvenser for Papusza, som havde hjulpet Ficowski med arbejdet. Hun blev erklæret »uren« af den lokale Baro Shero og fik skylden for indførelsen af en lov, som forbød sigøjnernes livsform. Papusza var indlagt på en institution for sindslidende i otte måneder. Hun levede de sidste 30 år af sit liv i et lille hus i Gorzów Wielkopolski.

   Forfatterskabet blev rehabiliteret i 1970erne (da Ficowski selv kom på regeringens sorte liste) og betragtes som en af de store romastemmer, et kvindeligt modstykke til Federico Garcia Lorca.

JOANNA Kos-Krauze (f. 1972) og Krzysztof Krauze (1953-2014) levendegør biografien i en stor film, der er usædvanlig af flere årsager.*

   På film bliver romakulturen som regel skildret i hektisk, farvemættet form med masser af sanselig dans og musik. Især den fransk baserede romani-auteur Tony Gatlif har gjort sit for sagen i film som Latcho Drom (1993, da. Sigøjnernes rejse), Gadjo Dilo (1997, da. Den fremmede), Exils (2004), Geronimo (2014) og Tom Medina (2021).

   Papusza er derimod filmet i brede, sort-hvide billeder og fortalt i episk langform, som er mere elegisk end livsfejrende. Filmen kaster et selvransagende blik på den behandling, som sigøjnere og jøder fik i Polen, både før, under og efter de to verdenskrige.

   Politiet, som lukker sigøjnernes lejr, mener ikke, at Hitler var galt afmarcheret. Papuszas mand formulerer filmens hjertesag, da han konstaterer, at »uanset hvor belæst – en sigøjner og en jøde er klogere end alle tyskere i hele verden.«

   Papusza kritiserer antiziganismen og antisemitismen. Romakulturen fremstår dog lige så overtroisk og intolerant. Ficowski bliver modtaget med mistænksomhed, som en mulig stikker, da han søger ly hos sigøjnerne. Ingen forsoning er mulig, da Papusza bliver udstødt. Hun har ingen glæde af sit litterære gennembrud.

FILMEN begynder i 1971, da Papusza bliver hentet i arresten og er æresgæst ved opførelsen af den første opera på romani. Den klipper tilbage til 1949, da Ficowski bliver sigøjnernes gæst, og skildrer Papuszas ungdom frem til brylluppet med Dionizy i 1921. Tyngdepunktet ligger i 1952, da digtene bliver publiceret, og Papusza vil tale sin velgører fra at udgive bogen om sigøjnerne.

   Der er mange mørke kræfter på spil. De eneste helte i filmen er Papusza og Ficowski, som prøver at bygge bro over kløften. Også Dionizy Wajs forsøger, trods sin personlige modvilje, at forstå og hjælpe sin hustru. Karaktererne fremstilles solidarisk af Jowit Budnik, Antoni Pawlicki og Zbigniew Walerys.

   Det er en svaghed, at man hører så få af digterens tekster. Sigøjnernes heroiske fatalisme er til gengæld stort og bevægende udtrykt. De sidste majestætiske billeder af karavanen, der rejser videre gennem vinteren, er ikke ledsaget af violiner, men af Jan Kanty Pawluskiewiczs elegiske score. Tre sange fra den første romaopera fremføres af Elzbieta Towarnicka, som også sang i Krzysztof Kieslowskis Tre Farver-trilogi.**

*) Ægteparret Kos og Krauze lavede sammen Plac Zbawicela/ Saviour Square (2006), en film om en polsk familie, der bliver hjemløs under finanskrisen. Da Krzysztof Krauze døde (af prostatakræft) i 2014, var parret i gang med optage Birds Are Singing in Kigali, baseret på en novelle af Wojciech Albinski. Filmen udspiller sig under og efter folkemordet i Rwanda i 1994. En polsk ornitolog redder en tutsipige fra hutuerne. Senere rejser de tilbage. Joanna Kos-Krauze valgte at gøre filmen færdig. Den fik premiere på Karlovy Vary-festivalen i 2017.

**) Jan Kanty Pawluskiewich (f. 1942) skrev i 1994 musikken til Harfy Papuszy (Papuszas harper), »et symfonisk digt til tekster af sigøjnerpoeten Papusza«. Wojciech Michniewski dirigerede det polske radiosymfoniorkester og kor ved førsteopførslen i Krakow. Filmens musik bliver streamet på både Spotify, iTunes og Apple Music. Jan Kanty Pawluskiewics score blev af Agora Music i 2013. Hvis man investerer i den fysiske udgivelse, er der en ekstra cd med arkivoptagelser, hvor Bronislawa Wajs selv læser op, bliver interviewet og fortæller. 

Sange fra en sigøjner (Papusza). Instr. og manus: Joanna Kos-Krauze og Krzysztof Krauze. Foto: Krzysztof Ptak og Wojciech Staron. 131 min. Polen 2013. Dansk premiere: 22.01.2015.

Fotos: Argomedia Productions/ 41Shadows/ Jerzy Ficowski

Filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, SF Anytime

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 23.01.2015

Peter Jackson/Alice Sebold: The Lovely Bones (2009) [Bogen og filmen]

HER FRA MIN HIMMEL

En myrdet engels efterliv

Af BO GREEN JENSEN

DER er ikke bare et liv efter døden i Peter Jacksons The Lovely Bones. Der er flere lag af tid og verden i det hinsides, hvor den dødes sjæl kan vente, vurdere situationen og måske justere en jordisk balance, før den endelig smelter sammen med lyset, som kommer fra Edens have. Om der venter en Gud mellem skarer af engle, bliver aldrig uddybet i filmatiseringen af Alice Sebolds roman om en myrdet piges efterliv. Formentlig er der bare lys og fred i Paradis.

   Bogens danske titel er Her fra min himmel. The Lovely Bones udkom på engelsk i 2002 og har fået kultstatus, især blandt unge læsere, fordi den behændigt blander faktorer, man sjældent oplever i samme kontekst. Fortælleren Susie Salmon er en 14-årig pige, som efter en lykkelig barndom er ved at gå ind i sit teenagelivs første alvorlige kærlighedsforhold, da hun bliver voldtaget, myrdet og parteret af en nabo, som længe har lagt sine planer.

   Susies død dræber al glæde i familien, flår bogstaveligt hjertet ud af dens bryst. Hendes far bliver besat af at løse mysteriet. Hendes mor vil ikke rydde op. Ni år går, og imens vokser Susies søskende op i skyggen af den døde pige.

FRA mellemtiden i efterlivet kan Susie se til, mens familien lider. Hun kan også følge de sindrige forholdsregler, som morderen tager for at sløre sine bevægelser og dække sine spor. Hun kan se sin familie blive ældre, mens hun selv forbliver en pige på 14. Og i sit personlige Limbos favnende landskab kan hun tumle omkring i paradisbakkerne eller flitre gennem skoven sammen med morderens øvrige ofre.

   Som tiden går, bliver det klart for Susie, at hun må træffe et valg. Enten må hun give slip, så familien kan blive lægt og komme videre, eller hun må sørge for, at naboen bliver afsløret og straffet, så hans ofre kan rejse til Paradis sammen.

   Det lyder måske fortænkt og forskruet, men de særeste ting hænger sammen og giver mening i den grænseudviskende genrehybrid, som både Sebolds bog og Jacksons film repræsenterer. Summen af værkets enkelte dele er næsten en filosofisk traktat.

   I hvert fald er der tale om en tankevækkende blanding af krimi, fabel og spøgelseshistorie. Egentlig horror kommer aldrig på tale, men lys og mørke kæmper konstant. Først og fremmest er The Lovely Bones en tillidserklæring til menneskers kapacitet for at tilgive. Historien handler også om at elske, kysse, frygte og savne.

STEDET er delstaten Pennsylvania på den amerikanske østkyst. Tiden er 1973, og der er lagt megen periodespecifik omhu i det overdådige produktionsdesign, som præger både jordiske og himmelske scener. Susies far (Mark Wahlberg) er en ung skolelærer, der lever for familien og bruger aftenerne på at lære sin datter, hvordan man anbringer skibe i flasker. Senere knuses disse flasker, og modelskibene kæntrer og forliser i fuld størrelse, da Susie i sin himmel mærker, hvordan hendes far raser ud.

   Susies mor (Rachel Weisz) forlader i flere år hjemmet, fordi hun ikke kan leve med sin smerte. Da træder Mormor (Susan Sarandon) til med sin pels, sin galgenhumor, sine evige cigarettter og et alkoholindtag i misbrugerklassen. Men også med sin kærlighed. Det er på godt og ondt den skuffede Grandma Lynn, der sørger for, at Lindsey (Rose McIver) og lillebror Buckley (Christian Ashdale) får en barndom. I øvrigt er der aldrig tvivl om, at naboen Mr. Harvey (Stanley Tucci), en dæmonisk ordinær mand uden særlige egenskaber, er den psykopatiske barnemorder.

JACKSONS film trimmer Sebolds plot – som undervejs slår fantastiske krøller og foretager forskydninger, der ikke skal røbes på forhånd – og bruger lige megen tid på Jord og Himmel. Imens fortæller Susie om den skrøbelige kontur af en tilgivelse, de nye, nære relationer og kærligheden, som vokser op i savnets sted. Saoirse Ronan (Atonement, Brooklyn, Lady Bird) er lige præcis god og mild nok til at aldrig at blive for bleg eller skuffende sød.

   Filmens styrke ligger i snittet og mixet. Her er varme scener med myldrende hverdag, hårde scener hvor seriemorderen træder i karakter, visionære mellemspil fra de himmelske landskaber, bogstaveligt magiske scener fra morderens strålende hule under jorden og blade, der bliver til fugle og flyver fra livets træ, før de senere samles igen. Lyset fra Paradis fylder en verden. Her er afsnit, som kunne være udtag af en snuff movie, hvor Susie ser sin morder gøre barberkniven klar. Her er lysægte scener fra high schoool og indkøbscenter i 1973. Her er kærlighed efter døden. Her er had og mørke lige før.

PETER Jackson huskes stadig for humoristiske splatterfilm som Just the Feebles (1989) og The Frighteners (1996), som han lavede før gennembruddet med The Lord of the Rings-trilogien (2001-03) og den efterfølgende genindspilning af King Kong (2005), som nok gik én effekt for langt. The Lovely Bones minder mest om Heavenly Creatures (1994), hvor man for første gang så Kate Winslet. Hun spillede den ene af to lesbiske skoleveninder, som tog livet af en familie. Det giver måske en idé om filmens særegenhed, at The Lovely Bones har atmosfærisk musik af Brian Eno.

   Filmen er fuld af ægte suspense, og det er bemærkelsesværdigt, at spændingen i de fleste tilfælde skabes af forventningen om ting, som ikke sker. Der går nok lidt for megen new age i de digitale paradiseffekter, men som helhed holder filmen alle sine bolde i luften på en gang. Det er ingen ringe bedrift. Skønt intet går helt, som man venter, har filmen en meget tilfredsstillende slutning. Det lykkes også at bruge den kosmiske og alvidende fortæller, uden at spændingen aftager i styrke.

    

DET bedste ved The Lovely Bones er nok, at filmen ikke uden videre kan henregnes til den ene eller anden slags genre. Her er magisk horror, romantisk spænding, bundløs sorg og forklaret smerte. Alt er forbundet i en LYS spøgelseshistorie, som i pagt med genrens ældste litterære konventioner lader en rastløs sjæl gøre et moralsk regnskab færdigt, før den giver slip, rejser videre og lader de levende være i fred.

   The Lovely Bones er næppe for alle. Fans af hård horror vil væmmes, modstandere af metafysiske fabler vil flygte med akut sukkerchok. Men begge parter vil sidde på kanten af stolen, når Mr. Harvey skaffer sine ofre af vejen. Man skal mindst have Susie Salmons alder for at forstå, hvad der rører sig i og omkring hende. Censuren på 15 år bør derfor tages meget alvorligt.

Alice Sebold (f. 1963) skrev The Lovely Bones i forlængelse af erindringsbogen Lucky (1999, da. Heldig - beretning om en voldtægt). Hun fortæller her, hvordan hun i 1981 blev overfaldet og voldtaget, mens hun var førsteårsstuderende på Syracuse University. Senere mødte og genkendte Sebold gerningsmanden på gaden. Hun gik til politiet, som rejste sigtelse, og han blev idømt 25 års fængsel. Sebold gennemførte sine studier ved Syracuse, men faldt ud af studieforløbet i Houston. Hun blev heroinmisbruger og havde svært ved at færdiggøre, hvad hun skrev. Efter ti år i New York tog hun til Californien og blev vicevært i en kunstnerkoloni. The Lovely Bones begyndte som en roman med titlen Monsters. Sebold var 33, da hun begyndte at skrive den. Hun overlevede og kom videre. Det er det, hvad hun mener med Heldig.

I september 2018 var der premiere på en britisk teaterudgave af The Lovely Bones. Bryony Laverty bearbejdede bogen. Melly Still iscenesatte forestillingen, som var et samarbejde mellem Royal & Derngate Northampton, Everyman Liverpool, Northern Stage, Newcastle og Birmingham Repertory Theatre. Forestillingen flyttede til London i 2019.

Jeg så i 2010 filmen sammen med kritiker og kunsthistoriker Henrik Wivel, som var min kulturredaktør på Weekendavisen. Henrik er ekspert i Selma Lagerlöf og forfatter til afhandlingen Snedronningen - en litterær biografi om Selma Lagerlöf (1989). Han bemærkede, at der er tematiske sammenfald mellem The Lovely Bones og Herr Arnes penningar (1904, da. Hr. Arnes penge). Lagerlöfs spøgelseshistorie har middelalderbaggrund. Hr. Arne og hans familie bliver myrdet for stjålne klosterpenge, der i øvrigt kun har voldt tyven problemer. Skæbnefortællingen er også en litterær film noir i B. Traven/ Treasure of Sierra Madre-traditionen. Jomfru Elsalil overlever og tvinger morderne til at gå til bekendelse. En af dem er imidlertid hendes elskede. Det er også her de døde, som styrer begivenhederne fra et efterlivsperspektiv. Mauritz Stiller skabte i 1919 den klassiske stumfilm på baggrund af teksten. 

The Lovely Bones. Instr.: Peter Jackson. Manus: Philippa Boyens, Fran Walsh, Peter Jackson. Foto: Andrew Lesnie. 136 min. New Zealand-USA 2009. Dansk premiere: 11.03.2010.

Alice Sebold: The Lovely Bones. 328 s. Little, Brown, 2002.

Alic Sebold: Her fra min himmel. Oversat efter The Lovely Bones (2003) af Tim Kane. 350 s. Gyldendal, 2003.

Fotos: Dreamworks Pictures/ Paramount/ UIP/ CineMaterial/ MovieStillsDB

Filmen streames på Blockbuster, Google Play, iTunes, Rakuten TV, SF Anytime, YouTube Movies

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 12.03.2010