Ron Howard: A Beautiful Mind/Et smukt sind (2001)

DEN STYRENDE MEKANISME

Ron Howards portræt af et martret geni

Af BO GREEN JENSEN

HISTORIEN om John Forbes Nash Jr. (1928-2015) er så kulørt og handlingsmættet, at man næppe ville tro den, hvis den ikke var sandfærdig.

   Den amerikanske matematiker formulerede allerede i 1950erne »spilteorien«, som i 1994 indbragte ham Nobelprisen i økonomi. I en vis forstand er han indbegrebet af klicheforestillingen om den geniale undtagelse, distræt og excentrisk, grænsende til det aparte, men velsignet med en evne til at se og læse verden klart.

   Efter gennembruddet fandt han sammen med en kvinde, fysikeren Alicia Esther Nash (1933-2015), som aldrig veg fra hans side og støttede ham i alle henseender, også da han i 1959 blev tvangsindlagt med en skizofren paranoia, som i flere årtier afholdt ham fra at fungere socialt. Endelig vendte han langsomt tilbage, kom ind fra kulden som privilegeret løsgænger på sit gamle universitet, Princeton, og genvandt sin særstatus i forskersamfundet.*

RON Howards film A Beautiful Mind bygger på Sylvia Nasars bog om Nash fra 1998, men der er ikke tale om nogen ordinær biopic. Snarere tager Akiva Goldsmans manuskript afsæt i biografien og spinder en ende over dele af bogen. I neutralt referat lyder A Beautiful Mind velsagtens som en sentimental tv-film om to mennesker, der byder mørket trods og sejrer over modgangen, fordi de fremdeles elsker hinanden.**

   Det er ikke helt retfærdigt. Et sådant sofastykke er filmen også, det er fortællingens overordnede kurve, men der sker ting og sager på vejen. Bedst som man tror, man har regnet den ud, giver filmen sin tilskuer ét stort chok og to mindre overraskelser, som ganske forrykker den samlede ligning. Det ville være synd at røbe mere. Lad det blot være sagt, at man holdes til ilden.***

MEGET i filmen giver sig selv. Vi møder Nash i 1947, da han ankommer til Princeton som en af flere forskere, man ser en strålende fremtid i. Den unge mand skiller sig ud fra begyndelsen. Mens andre spiller spil og går med piger, falder Nash på Isaac Newton-vis i staver over de mønstre, der tegner sig i flokkes adfærd, hvad enten det gælder duer eller mennesker.

   Mens kammeraterne gør indtryk med målrettede projekter, famler Nash i lang tid forvirret omkring, besat af tanken om at bryde koden og isolere »den styrende mekanisme«, som ligger til grund for al social bevægelse. Vi ser ham tegne på glas og gebærde sig sært. Kun en lærer (Judd Hirsch), en konkurrerende kollega (Adam Goldberg som den begavede forsker, der koncentrerer de egenskaber, Nash netop ikke besidder) og den litterært inklinerede Charles Herman (Paul Bettany), vennen som Nash deler værelse med, har kontakt med den erklærede enspænder.

DA Nash formulerer sin spilteori og definerer »det grundlæggende ligevægtsbegreb i ikke-kooperative spil«, som Nationalencyklopædien kalder forskerens fornemste resultat, får vi ganske vist at vide, at der er tale om revolutionerende indsigt.

   Filmen forsøger dog aldrig for alvor at eksponere matematikken. Til gengæld begriber vi hurtigt, at Nash kan gennemskue kaos og se symmetrier i det vilkårlige. Regeringsagenten William Parcher (Ed Harris) kalder ham en født kodebryder, den bedste han har set. Vi følger villigt med, da filmen skifter farve og drager os ind i en hemmelig dobbeltverden, hvor Nash gransker tal på regeringens vegne.

ENDELIG møder han Alicia Lardé Lopez-Harrison (Jennifer Connelly), der tager den sære mand som han er. Psykiateren Rosen (Christopher Plummer) diagnosticerer Nash som skizofren, og filmen følger i detaljer den uhyggelige insulinterapi, som man behandler sygdommen med.

   Nash kommer ud på den anden side som en skygge af sig selv. Lyset i det smukke sind er slukket, og han tager utilregneligheden på sig. Det tjener dernæst filmen til ære, at den skildrer ægteskabets kriser udførligt. Vi ved, at anerkendelsen venter, men det er fascinerende og bekræftende, samt af og til ganske morsomt, at følge en mand, der forsoner sig med sine tvangstanker.

PROBLEMET med filmen har rod i de fortællemæssige spidsfindigheder, som samtidig udgør dens primære styrke. Hvad var Et smukt sind ret beset, hvis man fjernede den strategiske gimmick? En ufokuseret beretning om et matematisk geni, som slår revner. Et portræt af den maniske stræber, som bliver offer for sin søgen efter den styrende mekanisme. En sympatisk kærlighedsskildring, som tager frasen »i lyst og nød« gravalvorligt. Og et i alle detaljer gedigent portræt af en kreds og en tid, nemlig forskermiljøet i den kolde krigs varmeste år. Her er lidt af hvert af det hele, men kun få bevægelser føres igennem og flere spor får lov at ligge hen og sande til efter en tid.

DER er dog tale om en original film for voksne, en nuanceret fremstilling af en kompleks præmis, som bestræber sig på at få os til at tænke. Dem er der ikke mange af i dagens amerikanske hovedstrøm. Russell Crowe brillerer som Nash, men har også let spil med figuren. Det er snarere Jennifer Connelly, der løfter hustruens rolle.

   Wynn Thomas’ scenografi genskaber tiden, og især i det første kvarter forsøger fotografen Roger Deakins at filtrere lyset gennem det smukke sind. James Horners musik er ikke så svulstig, som man kunne frygte. Ron Howards instruktion er som altid indbegrebet af soliditet.

   Dog er og bliver det manuskriptet, som skaber og bærer A Beautiful Mind. Se selv hvorfor og hvordan.

*) John og Alicia blev gift i 1957 og skilt i 1963, da John blev indlagt og var i behandling. De flyttede sammen igen i 1970, hvor Alicia påtog sig at være værge for John. De blev gift igen i 2001, samme år som A Beautiful Mind fik premiere. De omkom sammen i en trafikulykke på New Jersey Turnpike den 23. maj 2015. Parret havde været i Norge, hvor John modtog Abel Prisen. De tog en taxi hjem fra Newark Airport, og chaufføren mistede kontrollen over bilen. Begge døde på stedet. De var sammen i næsten 60 år. Parrets søn, John Charles Martin Nash (f. 1958), arvede faderens sindslidelse.  

**) Sylvia Nasar: A Beautiful Mind: a Biography of John Forbes Nash, Jr., Winner of the Nobel Prize in Economics, 1994. 460 s. New York: Simon and Schuster, 1998. Bogen modtog National Book Critics Circle Award for årets bedste biografi og var nomineret til Pulitzer-prisen. Sylvia Nasar (f. 1947) underviste i journalistik på Columbia University, da hun skrev den. Hun er nu professor emirita samme sted.

***) På tyve års afstand kan sløret vel løftes. I virkeligheden hørte Nash stemmer, som ikke var der. I filmen er stemmerne fysisk gestaltet.

 

A Beautiful Mind var Oscar-nomineret i 8 kategorier. Filmen vandt for Best Picture, Best Director (Howard), Best Adapted Screenplay (Goldsman) og Best Supporting Actress (Connelly).

A Beautiful Mind (Et smukt sind ). Instr.: Ron Howard. Manus: Akiva Goldsman. Foto: Roger Deakins. 134 min. USA 2001. Dansk premiere: 01.03.2002.

Fotos: WikiMedia Commons/ CBS/ PBS/ Universal Pictures/ Cinematerial/ Filmaffinity/ MovieStillsDB

Filmen streames på Amazon Prime, Blockbuster, Google Play, HBO MAx, iTunes, Paramount+, Rakuten TV, SF Anytime, TV2/Paramount+, Viaplay

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 01.03.2002

Erich Kästner: Fabian (1931/2021) [Bogen og filmen]

LARM I SPEJLET
Erich Kästners montageroman

Af BO GREEN JENSEN

JAKOB Fabian (Tom Schilling) er en ung mand med romantisk livstrang og realistisk tilpassede ambitioner. Han er egentlig altid i drift i det felt, mellem to punkter på en pulserende skala, der forbinder praksis og ideal. Han er skiftevis stoiker og fatalist. Avisen er fuld af grusomme sensationer og dekadent statistik. Fabian skriver fin poesi og vælter sig rundt i det hele om natten.

   Han driver gennem dagene i Weimartidens Berlin. Krisen bider, og man fester for livet, mens ekstremister fra højre og venstre fører krig. Fabian ser til. På broen over floden bliver han standset af en veteran med skamferet ansigt. Han hjælper sin chef med at skifte plaster på operationssåret. Han skal kaste op, men bider det i sig. Kniber det, tager han en galgenhumor i brug.

   Byen er fuld af alkohol, prostitution og morfinisme. På scenen i Kabaret Haupt står advokatfruen Irene Moll og råber til mændene, at de skal komme. Hun er nøgen under frakken og evigt beruset. Huslægen har mensurar under sminken og licens til at bære kjole. Verden er lys og mørk på en gang.

DET er en bizar tid, så hektisk og hovedløs, at kun montageformen kan holde den fast, føler Fabian. Der bliver stille i hans hoved, da han møder kærligheden i skikkelse af Cornelia Battenberg (Saskia Rosendahl), som arbejder i Babelsberg-filmstudierne. De unge mennesker elsker hinanden og lover at holde ud. Da det kommer til stykket, svigter hun ham.

   Jo mere Fabian gør det rette, jo skævere arter tingene sig. Hans ven tager sit liv på grund af en ondskabsfuld fejl. Fabian selv er som Voltaires Candide. Men han er atter på vej til Cornelia, da det sidste ironiske punktum bliver sat.

   Filmen om Jakob Fabian begynder i 2020 på U-banen under Heidelberger Platz. Kameraet følger med de travle hverdagsmennesker, som findes i alle farver og faconer. De går under broen og op ad trappen til solen. I modsat retning kommer rejsende fra Berlin i 1931. Det er sådan, at nu og da flyder sammen. Her begynder fortællerstemmen, som tilhører instruktøren Dominik Graf, at læse højt af romanen om Fabians tid.

FORFATTEREN Erich Kästner (1899-1974) kom selv til Berlin i 1927. Da var Weimarrepublikken ved at gå til i økonomisk krise og den politiske krig mellem nazister og kommunister. Kästner kom fra en opvækst i Dresden, hvor han blev trænet som soldat, skønt han aldrig nåede til fronten, og en halvhjertet studietid i Leipzig. For ham var Berlin til det sidste »den mest interessante by.«

   Han skrev digte, viser og filmmanuskripter, alle slags tekster til døgnet, fordi han ville leve som forfatter. Det blev muligt, da Emil og detektiverne udkom i 1927. Børnebogen er oversat til 60 sprog. Det var en krimi, der tog tiden ind. Han fulgte den op med flere af slagsen – Pünktchen und Anton (1931) og Das fliegende Klassenzimmer (1933) – som nød og nyder stor succes. Han sagde op som tekstforfatter og kunne herefter give sig natten i vold.

KÄSTNER skrev sin bog om kunstneren Fabian i 1931. Den føjer sig smukt til en håndfuld storbyromaner fra perioden: Franz Hessels Heimliches Berlin (1927), Vicki Baums Menschen im Hotel (1929), Gabriele Tergits Käsebier erobert den Kurfürstendamm (1931), Hans Falladas Kleiner Mann – was nun? (1932). I dag er de alle så godt som fortrængt af Alfred Döblins Berlin Alexanderplatz (1929), som Kästner selv beundrede.

   Fabian er den anden store skildring af Berlin i Weimar-tiden. Bogen har som ekstra handicap, at den skal konkurrere med Emil og detektiverne. Den udkom senest på dansk i 1981 i Herbert Steinthals oversættelse.

FILMEN SÆTTER LIGHEDSTEGN mellem Fabian og Kästner. I et klart øjeblik i begyndelsens kaos skriver Fabian på et digt, der ser tilværelsen som en togrejse: »Vi rejser alle i samme tog/ mod en nutid vi ikke kan se./ Man kikker ud. Er lige klog./ Vi sidder alle i samme tog./ Flest i den forkerte kupé.«

   Det er Kästners »Das Eisenbahngleichnis« (»Jernbanelignelsen«) – her citeret i Jesper Jensens oversættelse – som han fik trykt i Simplicissimus i 1931 og samlede op i Doktor Erich Kästners Lyrische Hausapotheke (1936). På dansk er de bedste af Kästners digte samlet i udvalget Larm i spejlet (1996).

   Også for Kästner var Fabian et halvt selvportræt. Han betoner dog den satiriske overdrivelse i et forord fra genudgivelsen:

»Den foreliggende bog, som skildrer tilstande i storbyen fra dengang, er ikke noget poesi- eller fotografialbum, men en satire. Det beskriver ikke det som var, men den overdriver. Moralisten plejer jo ikke at holde et spejl op for sin tid, men et vrangspejl. Karikaturen, et legitimt kunstmiddel, er det yderste, han formår.«

   

Kästner vidste, hvad han ville med romanen: 

»Den oprindelige titel, tillige med nogle stærke kapitler, som bogens første forlægger ikke tillod, lød »Vi går i hundene«. Dermed skulle det allerede på bogomslaget gøres tydeligt, at romanen forfulgte et bestemt mål: Den ville advare. Den ville advare for den afgrund, som Tyskland og dermed Europa nærmede sig. Den ville i sidste minut med tilsvarende, og det kunne i dette tilfælde kun betyde med alle midler, tiltvinge sig ørenlyd og eftertanke.«

DET samme vil filmen i sandhed: de første tre kvarter er en uafbrudt krattende, skrattende, hviskende, slæbende, ridset og springende kaosmontage, der følger med Fabian gennem hærværkets Berlin. Først da han møder Cornelia i garderoben på Haupt, falder der ro over filmen. Graf lader fortælleren tælle ned: Kærligheden begynder om ti minutter. Så fem minutter. Så to. Det sker, og der bliver stille som efter vedvarende larm.

FRA KÄSTNERS HÅND var romanen et by- og tidsportræt. Og i tilbageblik især en forklaring. Da Fabian bliver slettet af skæbnen, er han netop nået til erkendelsen af, at »han var født og bestemt til tilskuer og ikke, som han i dag stadig troede, til aktør i verdensteatret.«

   Kästner blev i Tyskland under krigen. Her førte han en dagbog, som blev udgivet med titlen Notabene 45 i 1961. De sidste 30 år af sit liv boede han i München. Kästners bøger blev brændt i 1933, men det var digtene og kabaretteksterne. Selv nazisternes børn læste Emil og detektiverne.

   For Kästner var det vigtigste at være et vidne. Han modsatte sig en filmudgave. Formentlig ville han ikke forstyrre billedet af den rare børnebogsforfatter, som modtog H.C. Andersen Medaljen i 1960. Fabian blev første gang filmatiseret i 1980.

MEN Kästner ville have sat pris på Dominik Grafs film. Bogen deler DNA med de øvrige montageromaner fra Weimar. Filmen er skåret af det samme stof som Fassbinders filmatisering af Berlin Alexanderplatz og af det nye syn på Weimartiden, som kommer til udtryk i Berlin Babylon. Fabian og Cornelia er næppe til at skelne fra Gereon Rath og Charlotte Ritter i tv-udgaven af Volker Bruchs bøger. De er den samme slags sonder i det samme miljø.

   Graf bruger ikke Fabians sidste indsigt. Filmen følger ellers bogen loyalt. Hos Kästner er den ironiske slutning kogt ned i én linje. Graf bruger lidt flere billeder til at vise, hvad der fulgte i afgrunden, som Tyskland var væltet ned i.

   Tre timer er lang tid at sidde stille. Her er de virkelig godt givet ud.

Se også Siegfried Lenz: Tysktime (1968/2019) [Bogen og filmen]; Stefan Zweig: Skaknovelle (1942/2021) [Bogen og filmen]; To versioner: Berlin Alexanderplatz (1980/2020) [Bogen og filmen].

Fabian oder Der Gang vor die Hunde (Fabian – Going to the Dogs). Instr.: Dominik Graf. Manus: Dominik Graf, Constantin Lieb. Foto: Hanno Lentz. 176 min. Tyskland 2021. Dansk premiere: 20.01.2022.

Fotos: Lupa Film [Hanno Lentz]/ DCM/ ZDF/ ARTE France/ Amilux/ Studio Babelsberg/ Another World Entertainment/ CineMaterial/ MovieStillsDB

Filmen er i biografdistribution

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 21.01.2022 

Stefan Zweig: Skaknovelle (1942/2021) [Bogen og filmen]

DEN EUROPÆISKE SKUMRING

Stefan Zweigs allegoriske rebus er tidløs

Af BO GREEN JENSEN

STEFAN Zweig (1881-1942) skrev Skaknovelle kort før sin død. Han arbejdede på de sidste noveller og lejlighedsskrifter – hvad der nu skulle til for at skabe en indtægt – mens hovedparten af energien blev lagt i erindringsbogen Die Welt von Gestern, som genskabte Østrig før Anscluß og Syndefaldet.

   Det er og bliver ubærlig læsning. Men hvor Verden af i går – og flere af Zweigs elegante og sirlige wienertekster – faktisk er blevet ét med historien, har Skaknovelle bevaret sin modernitet. Romanerne og erindringerne er besværgelser, der ikke vil opgive håbet. Skaknovelle er skrevet fra et sted, som er hinsides håb og fornuft.*

   Selv troede Zweig og hans hustru til det sidste på en chance mere i Brasilien. Zweig forlod Wien i 1934, men først i det sidste eksil, hvor intet hang sammen, og selv jordslåetheden forekom at være inficeret af nazisme, gav parret endelig slip. Stefan Zweig og Lotte Altmann begik selvmord i Petrópolis. De døde den 22. februar, 1942, da krigen i Europa var mest udsigtsløs.

SIDEN 2000 har der været ny interesse. Volker Weidermann skrev bevægende om »sommeren før mørket faldt på« i Oostende 1936. Her mødes Zweig og Joseph Roth, forfatteren til Radetskymarch (1932). Maria Schrader instruerede Vor der Morgenröte (da. Stefan Zweig – Farvel til Europa). Wes Anderson baserede monsieur Gustave, den formidable receptionschef i The Grand Budapest Hotel, på Zweig. Alle tre titler er fra 2014. Det var jo 100-året for det første verdensomspændende vanvid.

   I 1974 skrev Per Øhrgaard, at Zweigs »bøger var meget læste, men interessen for ham har ikke holdt sig usvækket.« Sådan er det ikke mere. Vi er klar til at læse Stjernestunder igen.**

FORTÆLLINGEN udspiller sig på et skib, der er på vej til USA. Forskellig adspredelse er arrangeret. Blandt andet fordriver man tiden med at spille skak for penge. Mirko Czentovic, den ungarske stormester, besejrer alle i et simultanparti. Da giver dr. B. sig til kende. Han vinder over Czentovic, som har maniske og autistiske træk.

   Fra fortælleren får vi beretningen om, hvordan Gestapo isolerede B. på et hotel. Han holdt stand ved at læse en skakbog med 150 berømte partier. B har aldrig spillet spillet i praksis. Da Czentovic insisterer på revanche, forsvinder dørken under B. Han er tilbage i hotelværelset og genoplever absurditeten, der tog hans forstand – mens systemet i galskaben reddede ham.

PHILIPP Stölzls film giver mere kontekst. Josef Bartok (Oliver Masucci) møder sin hustru (Birgit Minichmayr) ved båden. Hun spørger, hvad »de« gjorde ved ham. De spiser i restauranten. Tjeneren spilder vin. Da skakken begynder, bliver Anna til røg. Tjeneren insisterer på, at Bartok var alene, da han spildte vin. Vi forstår, at filmen har genbrugt tricket fra Ron Howards A Beautiful Mind (2001).***

   Rolf Lassgård er skibsrederen, der arrangerer væddemål. I teksten er B. en diskret mand i mængden. I filmen bliver han en svært drikkende mand i konstant affekt. Scenerne fra skibet er flotte og frapperende, men har samtidig et vist klichepræg. Vi har set så mange symbolske versioner af Narreskibet.****

MEN skakscenerne fra hotellet er blændende realiseret. I filmen er Josef Bartok notar. Han har hjulpet rige klienter med skatteunddragelse. Der bygges op til folkeafstemningen, som bliver aflyst dagen før Anscluß. Pøbelens hærgen er vist i fuld skala. Bartok brænder papirerne med kontonumre. Forhørslederen (Andreas Lust) isolerer ham for at få numrene frem. Til sidst bliver torturen korporlig – og meget konkret for tilskueren.

   Det samme gør absurditeten i spillet. Bartok er fortvivlet, da han ser, hvilken bog han har taget. Så lærer han systemet fra bunden. Han former brikker af brødet, som følger med suppen. Hos Zweig er spillet både vanvid og velsignelse. I filmen er det kun positivt. Nazisterne tager hans forstand. Skakspillet giver ham et helle. Bartok og Czentovic ser hinanden som fæller. Kongen abdicerer ved at række hånden frem.

DET er ikke den første filmatisering. Der er en højspændt version fra 1960 med Curd Jürgens, Claire Bloom og en ny handling rundt om det hele. I USA hed den Brainwashed; i England Three Moves to Freedom; i Danmark Et spil om livet. Stölzls bud er typisk for de nye litterære filmatiseringer. Man tager virkelig nazismen ind og forholder sig til mentaliteten.

   Det er både i film og bog en pointe, at B. ikke nærer særlig kærlighed til spillet. Det kunne være et vilkårligt system. Her adskiller Skaknovelle sig fra Walter Tevis’ The Queen's Gambit (1983, da. Dronninggambit), som er den anden store skakfiktion – og forlægget for en populær Netflix-serie, der sikkert har hjulpet Stölzl på vej.*****

FILMEN overbeviser især som et øjebliksbillede af et ødelagt menneske. Før arrestationen har han mustache og går i teater med Zweigsk elegance. Det er oplagt at læse Zweig ind i B. Det er, som i Hamlet, en verden, hvor tiden er gået af led. Og vi bliver alle puttet i en sæk med tid, som døden bærer på ryggen. B. kan ikke rumme det. Det kunne Zweig heller ikke.

   Engang skulle alle læse Skaknovelle. Det var noget af det første, man gjorde som pubertetslæser. Den rykkede ligesom Terningemanden. Nu er der lige så meget at hente i de duftende snapshots fra verden af i går. »Brev fra en ukendt kvinde« står i samme samling som Skaknovelle. Max Ophüls lavede en fornem filmatisering i 1948. Der er lige så megen adresse til tiden i den.******

   Vi indser, at vi lever i en ny version af den europæiske skumring. Sådan var det ikke i 70erne, da tiden blev træt af at læse Stefan Zweig.

*) Skaknovelle er en kortroman på ca. 70 sider. Teksten foreligger i flere danske versioner. Harald Engbergs oversættelse (1949) var den kurante i årtier, og det er den, som står sammen med novellen »Leporella« i den ikoniske Minerva-billigbogsudgave fra Aschehougs forlag, som de fleste i min tid voksede op med. Også Jespersen & Pio (1980) og Lindhardt & Ringhof (1986) brugte Engbergs version. I Rosenkilde og Bahnhofs udgave er Selma Rosenfeldt-Olsens oversættelse (2012) parret med novellen »Praterforår«. Senest har Lone Østerlind nyoversat Skaknovelle og andre fortællinger i 2021. Udgivelsen indgår i forlaget Turbines fine klassikerserie, hvor årstallet for originaludgivelsen altid er markeret på forsiden.De øvrige tekster i udvalget er: »Forår i Prateren«, »Sommernovelette«, »En historie fortalt i skumringen«, »Angst«, »Måneskinsgyden«, »En episode ved Genèvesøen«, »Den usynlige samling«, »Fireogtyve timer af en kvindes liv«, »Et hjertes undergang«, »Leporella« og »Bog-Mendel«. 

**) I Sternstunden der Menschheit (1927) samler Zweig en række historiske miniaturer, dvs. essayistiske noveller, der slår ned på bestemmende øjeblikke i berømte historiske skikkelsers liv: Napoleon Bonaparte lider nederlag ved Waterloo; Robert Falcon Scott når frem til Sydpolen (og indser, at Roald Amundsen kom først); Georg Friederich Händel skriver Messias-oratoriet; Vladimir Ilyich Lenin bliver kørt i plomberet tog til Finland, så den russiske revolution kan begynde. Stjernestunder var et work-in-progress, som Zweig føjede til efterhånden. I den første udgave er der kun fem bestemmende øjeblikke. I den danske oversættelse, som bygger på den anden tyske udgave, er der 12. I den sidste udgave er der 14. Den sidste tekst skildrer Woodrow Wilsons forsøg på at samle nationerne i et League of Nations. Folkenes Forbund bestod 1926-1946 og blev erstattet af United Nations i 1946. Præsident Harding annullerede USAs ansøgning om medlemskab, da han blev præsident efter Wilsons valgnederlag i 1920. For Zweig at se, var der blevet varig verdensfred. Stjernestunder var, ligesom Skaknovelle, en klassisk tekst i min pubertetstid i 60erne. Teksterne lever ikke helt op til konceptet, som er virkelig godt og storslået tænkt.

***) I A Beautiful Mind (2001, da. Et smukt sind) fortæller Ron Howard og manuskriptforfatteren Akiva Goldsman om matematikeren John Forbes Nash Jr. (1928-2015), som modtog Nobelprisen i økonomi i 1994. Nash udviklede principperne for spilteori. Han led af paranoid skizofreni og havde vrangforestillinger, som han lærte at leve og arbejde med. Filmens kilde er biografien A Beautiful Mind (1998) af Sylvia Nasar. Først mod slutningen indser tilskueren, at vigtige karakterer i Nashs verden er imaginære. I filmen er de kropsliggjort som fysiske karakterer. Det er en meget effektiv løsning. I virkeligheden hørte Nash disse hallucinerede stemmer. Filmen modtog fire Oscars: Best Picture, Best Director, Best Supporting Actress og Best Adapted Screenplay. John Nash bliver spillet af Russell Crowe. 

****) Narreskibet – »das Narrenschiff« – er et allegorisk motiv fra Middelalderen. Amerikaneren Katherine Anne Porter (1890-1980) skrev i 1962 bestselleren Ship of Fools, som samler menneskelige grundtyper på et tysk passagerskib, der sejler fra Mexico til Bremerhaven i 1931. Stanley Kramers stjernebestrøede filmatisering fra 1965 var en stor succes, som sjældent vises i dag. Vivien Leigh, Simone Signoret, Lee Marvin, José Ferrer, George Segal og andre »internationale« stjerner fra tiden medvirker. Filmen var Oscar-nomineret i 8 kategorier og modtog priser for bedste foto (Ernest Laszlo) og scenografi. Abby Mann bearbejdede Porters bog. Porter var egentlig lyriker og beundret for sine noveller. Den kritiske konsensus var, at mainstreamromanen »solgte ud«. 

*****) Nu kan teksten snart ikke bære flere noter, men læs endelig Dronninggambit af Walter Tevis, som er forlægget for Netflix-serien. Tevis skrev to romaner, der blev til klassiske film: The Hustler (1959) og The Man Who Fell to Earth (1963). Robert Rossen instruerede Paul Newman og Jackie Gleason i Hajen (1961), og Nicolas Roeg castede David Bowie i hans signaturrolle som Thomas Jerome Newton i Manden som kom ned på Jorden (1976), der 40 år senere lever videre i Bowie-musicalen Lazarus. Tevis skrev også scifi-romanerne Mockingbird (1980) og The Steps of the Sun (1983). Dronninggambit (1983) var en solid succes for forlaget Forum i 1983. The Color of Money (1984) er en slags fortsættelse til The Hustler og forlægget for Martin Scorseses 1986-film, der på dansk hed Det handler om penge. Især The Man Who Fell to Earth er en forbløffende bog. Tevis fik aldrig for alvor kritisk anerkendelse for sine bøger. Han døde som 56-årig i 1984.

******) Pseudonymforfatteren Luke Rhinehart (alias George Cockcroft 1932-2020) skrev romanen om The Dice Man i 1971. Den var stor i sin tid og har stadig kultstatus blandt (især) yngre mandlige læsere. Fortælleren lader alle personlige valg og beslutninger afgøre af et terningekast, som han adlyder betingelsesløst. I første kapitel er spørgsmålet, om han skal gå ind og sove ved siden af sin hustru eller ringe på og gå i seng med sin nabo. Bogen havde status som Jonathan Livingston Seagull (1970) eller Zen and the Art of Motorcycle Maintenance (1974). Først i 90erne aftog entusiasmen. Cockroft skrev tre fortsættelser: Adventures of Wim (1986), The Search for the Dice Man (1993, da. Jagten på terningemanden) og The Book of the Die (2000). Ingen af dem fik samme succes. Forlaget Blytmann udgav Terningemanden i Mogens Boisens oversættelse i 1978.

   

Skaknovelle (Schachnovelle). Instr.: Philipp Stölzl. Manus: Eldar Grigorian. Foto: Thomas W. Kiennast. 110 min. Tyskland 2021. Dansk premiere: 14.10.2021.

Skaknovelle og andre fortællinger. Oversat af Lone Østerlind. Redaktion og forord: Rasmus Vangshardt. Forlaget Turbine, 2021.

Fotos: Walker Worm Film/ ARD Degeto Films/ Bayerischer Rundfunk/ Film Movement/ Angel Films/ CineMaterial/ MoviestillsDB

Filmen streames på Blockbuster, GRAND HJEMMEBIO, Rakuten TV, SF Anytime

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 15.10.2021

Siegfried Lenz: Tysktime (1968/2019) [Bogen og filmen]

FORVALTNING AF FORTIDEN
Om pligt, skyld og historiske værdier

Af BO GREEN JENSEN

DET sortner for den unge Siggi Jepsens klare øjne, da han sidder i fængselsklassen på Stade og skal skrive en stil om emnet »Pligtens glæder«.

   Det burde være enkelt, men erindringen går i baglås. Der er så meget stof og ingen struktur. Han får åndenød og svedetur. Det er en umulig opgave.

   De andre skriver frejdigt løs, men Siggi afleverer et blankt stilhæfte efter tysktimen. Inspektøren sætter ham i isolation. Arbejdet skal jo gøres. Vi er i Tyskland i 1954. En hær af psykologer interesserer sig for de unge kriminelle.

   Vi er også i en roman af Siegfried Lenz (1926-2014), der prøver at forstå og forklare, hvorfor så mange gode tyskere gik med nazismen.

   Så i cellen sidder Siggi og skriver. Han fylder det ene stilehæfte efter det andet. Han fortæller læseren om sin far, Jens Ole Jepsen, landbetjenten i Rugböll, det nordligste amt ved grænsen til Danmark. For Jens var indbegrebet af funktionæren, der altid gjorde sin pligt:

   »Han glemte aldrig sin opgave. Når efterårsblæsten drev korvetter over himmelen fra Slesvig-Holsten: min far var på vej. I det lunefulde forår, i regnvejr, i krig som i fred svang han sig på sin cykel og stampede ud i sin missions blindgyde, som altid blot førte ham til Bleekenwarf, fra evighed og til evighed, Amen.«*

PÅ Bleekenwarf boede kunstneren Max Nansen, som myndighederne havde givet arbejdsforbud. Nansen malede »syge billeder«. Max og Jens var gamle venner. Det burde være muligt for betjenten at se stort på arbejdsforbudet, men Siggis far forstod pligtens glæder. Han kontrollerede kunstneren krigen igennem. Slægtninge døde, og riget gik under. Selv da de allierede kom, var det vigtigste for Jens Ole Jepsen, at der ikke blev malet på Bleekenwarf.

SIEGFRIED LENZ skrev Tysktime i 1968 – for øvrigt i feriehuset på Als, hvor familien kom hver sommer i 26 år. Han har sin egen tidstypiske dagsorden. Bewältigung der Vergangenheit kaldes motivet – det vil sige »forvaltning af fortiden«. Medløbere er interessante. Forholdet mellem pligt og skyld. Fortrængning er et dominerende tema.

   Kunstneren Max – til daglig blot kaldet »Maleren« – bliver en faderfigur og en rollemodel for drengen, der vokser op ved Vadehavet. Han er et sindbillede på dissidenten, der gør sin pligt, følger samvitigheden og trodser flertallet. Man var dengang mere sikker på, at man selv ville have sagt fra. Lenz var ikke i tvivl. Han deserterede og kom til Danmark i krigens sidste år.

LENZ baserede Nansen på Emil Nolde (1867-1956), den store dansk-tyske ekspressionist, som fik forbud mod at arbejde under nazismen. Hans værker kom med på udstillingen af Entartete Kunst. Flere end 1000 blev fjernet fra tyske museer. Han omgik forbudet ved at arbejde i akvarel – man taler om de »umalede billeder«. Hos Lenz bliver han en martyr og indbegrebet af integritet.

   Heraf opstår en historisk ironi. For i virkeligheden var Nolde både aktiv nazist og en ivrig fortaler for arisk klarhed i kunsten. Propagandaministeren Josef Goebbels satte pris på hans billeder. At Nolde blev forbudt, skyldtes Hitlers personlige kunstsyn. Det var for billeder som disse, at man havde fravalgt hans egne germanske motiver, da han søgte optagelse på Kunstakademiet.

   Nolde var derfor immun efter krigen. Censuren blev et adelsmærke. Han skrev sine erindringer, der ikke lyver eller fortryder, men justerer visse forhold og går let hen over ideologiske sympatier. Som Niels Barfoed har udtrykt det: »Hans liv er ikke hans værk; og hans værk i øvrigt heller ikke, hvad han selv mente om det og med det«.

   Kunsten var bedre end mennesket, som skabte den. Dén paradoksale konflikt går vi nu mere op i end medløberi.

JEG VAR SPÆNDT PÅ at se, om Christian Schwochow ville inddrage noget af dette revisionistiske stof i sin filmatisering af Tysktime. Det gør han ikke – og det er nok rigtigt set. Nansen er jo ikke Nolde. Værket bevarer sin integritet.

   Filmen følger bogens erindringsarbejde, og fotografen Frank Lamm får fantastiske billeder ud af vadehavslandskabet. Er der ét, man tager med sig fra bogen, er det synet af den pligttro betjent, som strider sig gennem vinden og regnen på kanten af verden. Det er også den bærende faktor i filmen.

   Funktionæren (Ulrich Noethen) og Maleren (Tobias Moretti) drejer cirkler om hinanden, mens Levi Eisenblätter som drengen Siggi betragter de voksne med delte loyaliteter og en god portion sund væmmelse. Søsteren Hilke (Maria Dragus) har tidligt sagt fra. Betjentens hustru (Sonja Richter) træder kun i karakter, da Siggis deserterede storebror kommer hjem. Malerens hustru, Ditte Nansen (Johanna Woklaek), har den eneste rene reaktion på skamløsheden. Ellers hersker en praktisk grænselandsstemning.

SÅ i filmens egen frosne tid er historien et renere sted. Det er lettere at se forskel. Selv skyggerne er mindre grå. Den pligtopfyldende far er Funtionæren, som efter freden bliver ægte fascist. Maleren er bare Dissidenten. Hvad der undrer Siggi allermest, er måske, at Max og Jens kan tale sammen igen. Har historien slet ingen skam?

   Det har den nok ikke, når det kommer til stykket. Men Siggi får kortlagt sin erindrings terræn. Han fylder en høj stak af sirlige stilehæfter. Han er på vej til inspektørens kontor, da det er gjort: »Vi vil sidde ubevægelige over for hinanden, tilfredse med os selv, fordi vi begge har følelsen af at have vundet.«

   Tysktime er stofrig, interessant og seværdig. Den rækker efter formatet fra Bliktrommen, Heimat og Værk uden skaber. Så højt når filmen ikke op, men den skildrer ensretningen med overbevisning og udstiller al den degenererede tvivl, som nazisterne ikke kunne bruge og ville forbyde ved lov.

   Vi lever stadig højt på, at det ikke lykkedes dem.

*) Siegfried Lenz: Tysktime. Oversat efter »Deutschstunde« (1968) af Birgitte Brix. 402 s. Gyldendal, 1970. Jeg citerer efter tranebogsudgaven. Birgitte Brix reviderede sin oversættelse, da Tysktime blev genudgivet på forlaget Valdemar i 2015.

Deutschstunde (Tysktime). Instr.: Christian Schwochow. Manus: Heide Schwotow. Foto: Frank Lamm. 125 min. Tyskland 2019. Dansk premiere: 01.10.2020.

Siegfried Lenz: Tysktime. Oversat efter »Deutschstunde« (1968) af Birgitte Brix. 437 s. Forlaget Valdemar, 2015.

Fotos: Network Movie Film- und Fernsehproduktion/ Senator Film/ ZDF/ Constantin Film/ Camera Film/ CineMaterial/ MoviestillsDB/ Bundesarchiv/ Welt/ Nolde Stiftung

Filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, Google Play, GRAND HJEMMEBIO, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy, YouTube Movies

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 02.10.2020

Kenneth Branagh: Belfast (2021) [Oscars 2022]

BARNDOMMENS GADE
Erindringens sødme og samtidens gru

Af BO GREEN JENSEN

I 1969 kunne protestanter og katolikker stadig bo dør om dør i samme gade i Ulster. Freden i Nordirland døde det år, da »The Troubles« for alvor tog fart. Urolighederne indvarslede 30 år med borgerkrig og en anspændt hverdag med britiske tropper, der bevarede freden på Vladimir Putin-manér. Der var mordbrande, plyndring og anarki. De nordirske undergrundshære tog form.

   Kenneth Branagh (f. 1960) var dreng i 60ernes Ulster og voksede op i en familie, som ligner den, der bliver skildret i Belfast. Filmen fortæller – i ekspansiv form og med lyriske digressioner – historien om et godt sted, der går i stykker. Drengen Buddy (Jude Hill) på ni er i fokus. Filmen er autofiktiv og erindringsforankret. Den er ikke 1:1-selvbiografisk.

   Verden er skildret i farver, da filmen begynder med droneoptagelser af det moderne Belfast. Fortællingen skifter til sort-hvid, mens blikket rejser tilbage i tiden og dykker ned. Et sæt anførselstegn er markeret. Branagh bruger siden farver, hvor fantasien overdøver virkeligheden.

DET sker især, når Buddy er i biografen med sin familie. Branagh citerer med stor effekt fra One Million Years B.C. (1966, da. Kæmpeøglernes kamp), hvor Raquel Welch bærer urtidsbikini. Han lader hele salen føle suset, da Dick Van Dyke får bilen med farvede finner op at flyve i Chitty Chitty Bang Bang (1968).

   Familien nægter at vælge side. Billy Clanton (Colin Morgan) fra Ulster Voluntary Force har gået i skole med Buddys far (Jamie Dornan) og var allerede dengang en blodtørstig knægt. Han er terrorkampagnens primære drivkraft og vil have Pa til at deltage i udrensningen af kvarterets katolikker.

   Drengen ser sagen i lyset af mytologiske westerns: John Fords The Man Who Shot Liberty Valence (1962, da. Manden der skød Liberty Valance) og Fred Zinnemanns High Noon (1951, da. Sheriffen). Det er signatursangen fra sidstnævnte, »Do Not Forsake Me (Oh My Darlin’)«, som spiller, da det trækker op til et endeligt showdown mellem Billy og Pa.

SÅ meget i Belfast er gjort med henvisninger til tidens popkultur. Nostalgien er lige så stærk for et dansk publikum. Lydsporet er tæppebelagt med sange af Van Morrison, der kommer fra Belfast ligesom Branagh.

   Morrison har skrevet en ny sang (»Down to Joy«) til filmen, men det er især to numre fra Into the Music (1979) – »Bright Side of the Road« og »The Healing Has Begun« – der sætter den samlede stemning. Hele gaden danser til »Caledonia Swing«, da et høstbal bliver improviseret i solen.

   Flere rare klenodier er fremme i scenen, som skildrer drengens glæde ved julen: legetøjsbiler fra Matchbox; en vidunderlig viewmaster med stereobilleder i 3D; de ikoniske dukkefigurer fra Thunderbirds; bordfodbold, som var en nyhed; en førsteudgave af Hallowe’en Party (1969, da. Det forkerte vidne), som var dét års stocking filler fra Agatha Christie.

ALLE citater virker i samklang. De er som smagen og duften af kage hos Proust. Titelsekvensen fra Star Trek og transmissionen af Apollo 11's månelanding kommer ud af den samme magiske kasse, hvor lokalnyhederne viser britiske soldater, der opleves som besættelsestropper.

   Belfast er en filmskabers dannelsesskildring. Den er gjort af samme stof som Alfonso Cuaróns Roma (2018); Pedro Almodóvars Smerte og ære (2019) og Paolo Sorrentinos The Hand of God (2021). Især må Belfast være inspireret af John Boormans Hope and Glory (1987), der lod drengen Billy se blitzen i 40ernes London på samme måde, som Buddy oplever 60ernes Belfast.

DER ER MAGELØS hverdag og praktisk magi. Filmen bliver stort set i barndommens gade. Buddys far arbejder i England og optræder kun, når historien har plads. Det er Buddys mor, som kaster et voksent blik på stedet. Hun spilles med nærvær og dybde af Caitríona Balfe (fra Outlander-serien).

   Som de gode og garvede bedsteforældre er Judi Dench og Ciarán Hinds eminente. Buddys far vil acceptere nederlaget og emigrere til Australien eller Canada. Han synes jo, at klasseløsheden lokker. Buddys Mor græder for alt, som er irsk, og sørger over den knuste hjemstavn. Buddy vokser op og bliver til Branagh, der vil skrive elegien.

BELFAST er Oscar-nomineret i syv kategorier. Det er ikke en subtil film, men den er heller ikke glat og ferm som mange af instruktørens øvrige arbejder. Belfast bærer dedikationen: »For the ones who stayed. For the ones who left. And for all the ones who were lost.«

   »Lost« betyder både at fare vild og gå tabt. Ciáran Hinds synger »How to Handle a Woman« (fra musicalen Camelot) og danser en sjæler med Judi Dench. Så tager han på hospitalet og dør, mens optøjerne eskalerer. Begravelsesceremonien er en enkel og værdig kontrast.

   »The Healing Has Begun« spiller, mens teksterne ruller. Det keltiske hjerte brænder i brystet. Belfast er en meget bevægende film.

Belfast er Oscar-nomineret i 7 kategorier: Best Picture (Branagh, Laura Berwick, Becca Kovacik, Tamar Thomas); Best Director (Branagh); Best Supporting Actor (Ciarán Hinds); Best Supporting Actress (Judi Dench); Best Original Screenplay (Branagh); Best Sound (Denise Yarde, Simon Chase, James Mather, Niv Adiri); Best Original Song (Van Morrison for »Down to Joy«).

Se også Jane Campion: The Power of the Dog (2021) [Oscars 2022]; Paolo Sorrentino: The Hand of God (2021) [Oscars 2022]; Jonas Poher Rasmussen: Flugt | Flee (2021) [Oscars 2022]; To versioner: Nightmare Alley (1947/2021) [Oscars 2022]; Bogen og filmen: Frank Herberts Dune (2021) [Oscars 2022]; Joel Coen: The Tragedy of Macbeth (2021) [Oscars 2022]; To versioner: West Side Story (1961/2021) [Oscars 2022]; Pedro Almodóvar: Parallelle mødre/Madres paralelas (2021) [Oscars 2022]; Paul Thomas Anderson: Licorice Pizza (2021) [Oscars 2022]; Maggie Gyllenhaal: The Lost Daughter (2021) [Oscars 2022].

Belfast. Instr. & manus: Kenneth Branagh. Foto: Haris Zambarloukos. 98 min. UK 2021. Dansk premiere: 24.03.2022.

Fotos: TKBC/ UIP/ Focus Features/ CineMaterial/ MovieStillsDB

Filmen er i biografdistribution

Anmeldelsen stod [let beskåret] i Weekendavisen Kultur 25.03.2022