Helene | Helene Schjerfbeck 1862-1946

DRØMMENE OG TIDEN
Det indestængte livs æstetik

Af BO GREEN JENSEN

HELENE Schjerfbeck (1862-1946) var den store modernist i finsk kunst. Selv samtiden kunne se hendes fortrin – og var benovet over den internationale opmærksomhed, som blev hendes værker til del. Schjerfbeck repræsenterede Finland på flere verdensudstillinger. I filmen om hendes liv er det tydeligvis en stor ting, at Ateneum i Helsinki viser tre værker af en nulevende kunstner.

   Et af billederne hedder Konvalescenten eller Den syge. Schjerfbeck malede det i St. Ives i Cornwall, hvor hun opholdt sig i 1887. Det er længe, før filmen begynder. Billedet forestiller et sygt barn i bedring; en pige, som sidder i en kurvestol i et køkken. I 2006 (har jeg læst mig til på Wikipedia) blev det nummer to i en national afstemning, som skulle kåre Finlands favoritmaleri.

   Det er et genrebillede af den slags, som vi i Danmark diskuterer efter Den Hirschsprungske Samlings indkøb af Bertha Wegmanns portræt af en ung Marie Triepcke (senere Marie Krøyer). Vi har det også svært med Schjerfbeck-motiver som En såret soldat og Wilhelm von Schwerins død.

   Fordi hun levede længe og søgte konstant, er der mange faser i produktionen. Først er Schjerfbeck nordisk guldalder ganget med tre: Anna Ancher, Marie Krøyer, Vilhelm Hammershøi. Siden er inspiration taget ind fra bl.a. Whistler, Edvard Munch og Cezanne. Endelig er der kun kunstneren selv. Arbejdet er aldrig uden dybde. Bedst og mest moderne er billeder som Vasketøj (1883) hvor man ser lagener, der tørrer i græsset. Eller portrætter, hvor trækkene eksploderer.

ANTTI Jokinens spillefilm holder sig til perioden 1913-23. Her indledte Schjerfbeck et samarbejde med galleristen Gösta Stenman, som forstod at promovere hendes kunst. Stenmans assistent, Einar Reuter, skrev den første monografi om Schjerfbeck i 1917. Einar malede selv under navnet H. Athela. De indledte et forhold. Hun malede ham som Sømanden. Helene var 19 år ældre end Einar. Da han forlovede sig med en anden kvinde, var kunstneren stille i meget lang tid. Det er dette mørke, som Jokinens film undersøger.

FILMEN bygger på en roman fra 2004 af Rakel Liehu. Den findes på svensk, men ikke på dansk. Bogen bruger formentlig kunstnerens breve til at tegne et nærmest kubistisk portræt. Som Helene siger til Helena Westermarck (Krista Kosonen), da hun genoptager arbejdet efter sin mors død: »Jeg vil male et portræt, som får tilskueren til at falde på knæ.«

   De ler begge to, når hun siger den slags. Andetsteds er munden lukket på et selvportræt, fordi tavsheden definerer karakteren. »Endelig,« kommenterer veninden knastørt. Men hun elsker at lytte til Helene. Det er Westermarck, som tager sig af kunstneren, da Einar svigter. Det tager år at klinke skårene, og resultatet bliver aldrig helt godt.

HELENE er ikke en biopic i fuld skala. Der er ikke impressionistiske flashbacks til pigen, som så, hvordan verden begyndte; ingen (re)konstrueret erindring, som forklarer, hvordan Helene fik et svært forhold til sin dominerende mor. Familien prøver altid at presse Helene i retning ad kommerciel kunst. Lillebror Magnus siger ikke ét venligt ord om hendes værker.

   Sent i filmen sidder en scene, hvor Helene siger til sin mor, at hun vil ødelægge hende, hvis hun blander sig i hendes liv én gang til. Olga fnyser og tier. »Tror du mig?« insisterer Helene. Mere fnysen. Mere insisteren. Så siger den gamle kvinde endelig: »Ja, jeg tror dig.«

   Efter filmens diskrete begreber er det faretruende høj dramatik. Det er jo ikke ydre spænding, som driver Jokinens film. Tværtimod når han og fotografen Rauno Ronkainen deres mål ved altid at holde igen. Hver indstilling er sirligt og indgående komponeret, især når billedet henviser til Schjerfbecks egne motiver. Det kunne være ubærligt, en ren gennembladring af kunstnerens catalogue raisonné, men i praksis fungerer stilgrebet.

DA Einar maler, og Helene står bagved og ser på hans ryg, holder hun igen. Senere fatter hun ikke, hvordan han kunne misforstå hendes signaler. Det er med sådan et blik, det indestængte livs æstetik, at filmen betragter sin verden. Man får et chok, da Helene giver Einar en lussing, skønt det sker med års forsinkelse.

   Helene knuser kopper og mister grebet om virkeligheden, da Einar meddeler, at han har forlovet sig – ovenikøbet med Tyra på 18, som er indbegrebet af livskraft. Da galleristen kommer for at lokke hende tilbage til verden, lukker Helene sig inde i skabet, så han ikke kan se hende. Men ingen dikterer, hvad vi skal føle. Hun lytter til anmeldelsen, han læser højt. Så kommer hun ud og tænder op, for værelset er koldt. Heller ikke musikken angler. Der er højest sprød Satie og formel J.S. Bach på lydsporet.

HELENE Schjerfbeck havde et langt virksomt liv. Hun døde 83 år gammel og var mange flere faser igennem. En sluttekst oplyser, at hun og Einar forblev nære venner og skrev over 1.100 breve til hinanden. I filmen har han problemer med ét.

   Endelig står hun igen ved staffeliet. En fugl forvilder sig ind, og hun betragter den som en budbringer. »Drømmene og tiden løber fra os, skridt for skridt,« siger hun. »Til de forsvinder ud i horisonten. Og vi glemmer. Vi glemmer, hvad det var, vi prøvede at nå hele vores liv. Det eneste, som er tilbage til sidst, er rent, hvidt papir. Så finder vi henførelsen.«

DE sidste par minutter er et formalistisk højdepunkt. Atelieret glider umærkeligt over i konservatorernes værksted på det moderne Ateneum. Alt er lys og orden. Ti malerier bliver vist: et interiør; portrættet af Einar; pigen med rødt hår; det ikoniske selvportræt fra 1912; et andet med røde, hævede læber; MARIA med veninden Maria Wiik; den gamle mor i zarina-positur; igen interiøret, som viser en dør. Det er udgangen og indgangen. Det er disse billeder, som Jokinen har brugt til at give filmen struktur.

MAN får stor respekt og veneration for Laura Birn, der spiller Helene. Johannes Holopainen ligner næsten en ung August Strindberg i rollen som Einar Reuter. Han har vokset moustache og prøjsisk frisure, men hans kød lever på den rigtige måde. Der skal blyhvidt, harelim og viridian til at fange marmoreringens kompleksitet.

   Jokinens film er nede i disse detaljer. Derfor giver den en bedre skildring af den skabende maler end mange mere ekspressionistiske forsøg, som tager kaos og hallucinationer i brug, når de vil skildre fænomenet. Det er klart, at filmen bliver ved at forsøge. Det kan ikke lade sig gøre i noget andet medie.

   Helene er værd at løse billet til, også i en virtuel biograf. Den syner muligvis ikke af meget, men den sidder i kroppen længe bagefter.

Se også Julian Rosefeldt: Manifesto (2015); Marina Abramovic: The Artist is Present (2012); David Lynch: Room to Dream (2018) [Moderne mestre]; Mike Leigh & Mr. Turner: En samtale om billedkunst [2014]; Værk uden skaber (Werk ohne Autor) [Bedste biograffilm 2019 nr. 2]; Céline Sciamma: Portræt af en kunstner i virkeligheden [2020]; Love is the Devil: Francis Bacon 1909-1992; Det lysende arbejde: Séraphine Louis 1864-1942; Billedkunstneren Jackson Pollock 1912-1956; Ekstreme samlere: Peggy Guggenheim 1898-1979; Julian Schnabel: At Eternity's Gate (2018); Dorota Kobiela/Hugh Welchman: Loving Vincent (2017); Siegfried Lenz: Tysktime (1968/2019) [Bogen og filmen]; Simone Aaberg Kærn: Smiling in a War Zone (2006); Yayoi Kusama: Infinity (2018); Gilles Bourdos: Renoir (2012); Big Eyes | Margaret Keane 1927-2022.

Helene. Instr.: Antti Jokinen. Manus: Marko Leino og Antti Jokinen. Foto: Rauno Ronkainen. 121 min. Finland 2020. 04.02.2021 [Streaming].

Fotos: Cinematic/ Stellar Film/ Picture Tree International/ Nordisk Film/ YLE/ IMDBpro/ CineMaterial/ Cineuropa.org/ Schirn Kunsthalle/ Ateneum/ helene.onlyhearts.co.jp (official website)/Wikimedia Commons

Filmen streames på GRAND HJEMMEBIO

Teksten stod i Weekendavisen Kultur 05.02.2021.