tirsdag den 26. juli 2022

Big Eyes | Margaret Keane 1927-2022


BEDRØVEDE BØRN MED GIGANTISKE ØJNE
Kunstfænomenet Margaret Keane 1927-2022

Af BO GREEN JENSEN

ALLE har set Margaret Keanes malerier. Der er tusindvis af dem, og de fleste forestiller et bedrøvet barn med mørke, gigantiske øjne. Der er næsten ingen forskel på de ansigter. Baggrunden kan variere. Som regel signalerer den afsavn, men rammen kan også være idyllisk. Blikket er altid det samme.
   Man betragter måske ikke malerierne som billedkunst, ser dem snarere som generisk materiale af den slags, der bruges i ugebladsillustrationer og inspirationsbøger om ironisk design. Men i 1960erne var de et kulturfænomen. Kritikerne hadede Keanes sofastykker og kaldte dem kitsch. Herhjemme, hvor man sagde fiduskunst, havde vi skipperen med pibe og sigøjnersken med udringet bluse. I USA havde man Keane.
   Keanes malerier blev reproduceret og solgt i supermarkeder. Konceptet blev en industri. I Woody Allens komedie Sleeper (1973) er det en vittighed, at man i fremtiden falder i svime over »en ægte Keane«. Andy Warhol, som kunne sige corny ting på en cool måde, erklærede: »Jeg synes, at det, som Keane har skabt, er fantastisk. Hvis det var dårligt, ville der ikke være så mange mennesker, som kunne lide det.«

   

KRØLLEN på historien er, at børnene med de store øjne blev solgt som værker af Walter Keane. Margaret og Walter mødte hinanden i San Francisco i 1955. Han malede franske gadescener og klædte sig som Gene Kelly i An American in Paris (1951, da. En amerikaner i Paris). Hun var gået fra sin første mand og forsørgede sin datter ved at dekorere børnesenge på en møbelfabrik. Datteren var hendes første model. Begge brugte signaturen Keane.
   Ingen gallerier ville vide af Keane. Han fik lov at udstille på en natklub. Her begyndte kendte kunder at forelske sig i Margarets gadebørn. Walter havde forretningssans, men undervejs tog han æren for hendes kunst. Hun forlod ham i 1964, flyttede med datteren til Hawaii, fandt nyt selvværd hos Jehovas Vidner og stævnede sin eksmand. Det var påstand mod påstand, og dommeren lod det komme an på en prøve. Hver part fik en time til på stedet at male et barn med store øjne. Margaret leverede varen. Walter havde dårlig skulder netop den dag.



I TIM Burtons Big Eyes bliver parret spillet af Amy Adams og Christoph Waltz. Hun er passiv og lader sig bruge i så grel en grad, at man næsten fatter sympati for sjuften og lystløgneren. I hvert fald forstår man ham bedre. Malerierne er groteske og sentimentale med en næsten uhyggelig undertone. Som en undrende galleriejer (Jason Schwartzman) siger, da Margaret lægger sag an: »Hvem ville ønske at tage æren for de billeder?«
   Projektet kommer egentlig fra manuskriptforfatterne Scott Alexander og Larry Karaszewski. De har med stor konsekvens interesseret sig for excentrikere i den amerikanske popkultur. Parret skrev Ed Wood (om filmhistoriens værste instruktør) til Tim Burton og The People vs. Larry Flynt (om manden bag magasinet Hustler) til Milos Forman.
   Efter portrættet af komikeren Andy Kaufman, som Jim Carrey fremstillede meget livagtigt i Formans Man on the Moon (1999), var de klar med filmen om Margaret Keane. Der gik ti år med at skaffe tilladelser og finde finansiering. Først da Burton sagde ja til at instruere, blev Big Eyes en realitet. Stoffet ligger godt for Burton, som selv har fået skyld for at sløre grænsen mellem kunst og kitsch.



RESULTATET er en skarp, let film med en overdådig scenografi, som passer perfekt til tidsbilledet. Det understøttes af et udsøgt Danny Elfman-score. Der er også forfattet en temasang, som bliver fremført af Lana Del Rey – endnu en kitschorienteret popkunstner med et udtryk, som minder om Keanes triste børn.
   Genren er nærmest en sædekomedie. Man forstår, hvorfor New York Times-kritikeren John Canaday (Terence Stamp) hidser sig op, men ikke hvorfor, han behøver at være så grusom. Hvad der drev og driver Margaret Keane, forbliver et mysterium.
   Tim Burton var i 80erne og 90erne, hvad Wes Anderson blev i 00erne og 10erne: den feterede modelbygger med hang til snowglobe cinema; nørdet i næsten autistisk skala, men vel at mærke elsket for sin særhed. Siden er aktien faldet i kurs. Konsensus siger, at han solgte sin sjæl, da han i 2010 indgik kontrakten med Disney og slog sig på Alice og Dumbo.
   Big Eyes er Burtons bedste film i et godt stykke tid. Fordi han holder sig til sagen, virker det ekstra stærkt, når han ekstemporerer. Margaret køber ind og ser øjnene fra sine billeder i alle andre menneskers ansigter: mødre, børn, kassedamer osv.



BURTON melder aldrig klart ud om sit syn på Keanes kunst. Margaret var 87, da Big Eyes fik premiere. Hun malte stadig store øjne og blåstemplede filmens fremstilling. Walter døde i 2000 og erkendte aldrig noget som helst. Hans arvinger afviste filmen som bagvaskelse.
   Skænderierne om pengene og den moralske ophavsret bliver ved. Det samme gør diskussionen om, hvad »ægte« eller »god« kunst er – og om hvem der skal være smagsdommere. I dén debat er Big Eyes et underfundigt partsindlæg.
   Margaret Keane døde i sit hjem i Napa, Californien, den 26. juni 2022. Hun blev 94 år. På kunstnerens officielle website er der rig mulighed for at købe de ikoniske motiver som kunsttryk, plakater og litografier i åbne eller begrænsede oplag. Det er stadig svært at se på de billeder. Men i kraft af Keanes historie er det muligt at læse dem lidt mere åbent.


Big Eyes. Instr.: Tim Burton. Manus: Scott Alexander & Larry Karaszewski. Foto: Bruno Delbonnel 104 min. USA 2014. Dansk premiere: 05.03.2015.


Fotos: Tim Burton Productions/ The Weinstein Company/ Silverwood Films/ Electric City Entertainment/ Scanbox Entertainment/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ Los Angeles Times / Keane Eyes Gallery (The First Grail, Tomorrow Forever). 
Filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, GRAND HJEMMEBIO, iTunes og SF Anytime
Teksten stod (med rubrikken 'Store øjne') i Weekendavisen Kultur 06.03.2015 [bearbejdet og ajourført juli 2022] 
kl.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar