Mainstream | Cameron Crowe: Jerry Maguire (1996)

NOGET OM MENNESKER
Et følsomt farvel til guldflippertiden

Af BO GREEN JENSEN

MARTS 1997: JERRY Maguire er sportsagent, et toptunet karrieremenneske på 35 år, som bare kan det dér med snak og charme. Han sælger sine klienters kontrakter så dyrt som muligt, lever godt af provisionen og er et væsentligt aktiv for bureauet, Sports Management International, som han var med til at gøre til, hvad det er nu: en stor forretning med så mange klienter, at der sjældent er tid til den enkelte sag og det enkelte menneske. Allerede i titelsekvensen får Jerry derfor anfægtelser, oplever en slags indre gennembrud og udfærdiger et følelsesladet memo, som alle roser ham for. Indtil chefen fyrer ham næste dag.*

   

NU vil Jerry være sin egen mand og sælge en bedre service til færre klienter, men alle på nær én vælger at blive hos SMI. Undtagelsen er den afroamerikanske fodboldspiller Rod Tidwell, som har brug for en bedre kontrakt med sin klub i Arizona, hvor han spiller godt, men er upopulær.

   Imens bliver Jerry romantisk interesseret i sekretæren Dorothy, som fulgte med ham fra SMI. Måske er han forelsket, måske er han bare taknemlig for hendes loyalitet og som altid villig til at gå langt, når der skal leves op til et ansvar. Derimod er ingen i tvivl om, at han elsker hendes lille søn Ray, og at drengen nyder sin nye far.

   Tiden går – og tager sig tid til at gøre det grundigt, for den eneste skønhedsfejl ved Jerry Maguire må være den overdrevne spillelængde på to timer og tyve minutter. Foldboldspilleren kan ikke vente evigt på en god kontrakt, og Jerry Maguire må gøre op med sig selv, hvad han egentlig vil med sin frihed og sin samvittighed. Alt afgøres under den TV-transmitterede NFL-finale, og det siger meget om filmens styrke, at man anfægtes dybt af Jerrys dilemma.

CAMERON Crowes usædvanligt vellykkede film lyder velsagtens både ordinær og sentimental, når man refererer den således, men faktisk ligner Jerry Maguire ikke ret mange film fra 1980ernes og 90ernes Hollywood. Den er i familie med den romantiske komedie, men med sin insisteren på at diskutere moral og værdier knytter den an til andre og dybereliggende lag i amerikansk filmtradition. Så genresky film er i regelen mindre, uafhængige produktioner, og man skal tilbage til 1930erne og 40erne for at finde en tid, hvor de store studier rørte ved den slags. Men Jerry Maguire er faktisk en superkommerciel satsning. Det er derfor intet mindre end opløftende, at alt i filmen lykkes så smukt.

TOM Cruise har spillet typer i sine sidste mange film. Typer er den slags personer, man finder i genrebevidste produktioner, anset om det gælder en thriller som Sydney Pollacks The Firm (1993), et stykke højbrynet horror som Neil Jordans Interview With The Vampire (1994) eller imiteret irsk immigrantromantik à la Ron Howards Far and Away (1992). Man tager et par træk og forstørrer dem, markerer med alle midler, og vips – en skikkelse er skabt, uden at man af den grund kan tale om særlig skarp skuespilkunst. Man kan på den måde glemme, hvor godt det kan være at se en film, der tegner et menneske frem for en type.

   Det gør Cruise i Jerry Maguire, endda med så megen dybde og stil, at man for første gang aner en personlighed bag den glatte facade. Renée Zellwegers forelskede sekretær ligner mere en karakter, som vi kender, men også i fodboldspilleren Rod Tidwell, som Cuba Gooding Jr. gør sig megen umage med, er der lagt mere substans end sædvanligt. Sammen udgør Cruise og Gooding et særdeles vindende par. Og ikke siden Lawrence Kasdans Grand Canyon (1991) har en Hollywood-film bestræbt sig på at skildre rigtige mennesker, så man kunne tage dem alvorligt og leve sig ind i deres problemer og valg.

DET var Cameron Crowe, som i 1992 skrev og instruerede Singles, en målrettet ensemblefilm om musikmiljøet i grunge-metropolen Seattle. Singles blev med rette kritiseret for at være lidt for trendy og demografisk bevidst. Matt Dillon, Bridget Fonda og Eric Stolz m.fl. spillede unge enere, der skulle lære, hvad voksenlivet sådan nærmere indebar, mens Nirvana, Pearl Jam, Soundgarden osv. pumpede løs i den elektriske baggrund. Med andre ord netop en film om typer.

   I Jerry Maguire har Crowe gjort personerne ældre, mens tiden på lydsporet til gengæld er skruet tilbage. Det er en flot vifte sjældent hørt sen-60errock, som Crowe bringer sammen på soundtracket: The Who-nummeret »Magic Bus« i Live At Leeds-versionen udgør et tema; Neil Youngs »World On A String« er hentet fra 1973-albummet Time Fades Away; to instrumentale skæringer (»Singalong Junk« og »Momma Miss America«) fra Paul McCartneys første soloalbum; Peter Greens gamle Fleetwood Mac-nummer »Oh Well Parts 1 & 2« og ikke mindst en alternativ udgave af Bob Dylans »Shelter From The Storm« er mere end tilfældig underlægningsmusik.

LÆG hertil en håndskreven sang af Bruce Springsteen (»Secret Garden«), førsteudgaven af Aimee Manns »Wise Up« og temaet »We Meet Again«, som Nancy Wilson har skrevet.**   Hver skæring føjer noget til persontegningen og arbejder sammen med filmen, der helt fortjent var Oscar-nomineret i kategorierne bedste film, bedste manus, bedste mandlige hovedrolle og birolle – som Cuba Gooding Jr. vandt – samt bedste klip. Det er længe siden en Hollywood-film er lykkedes så godt som hér.

Se også Cameron Crowe: Almost Famous (2000); Slipstream | Cameron Crowe: Vanilla Sky (2001) og Cameron Crowe: We Bought a Zoo (2011).

*) Memoet er et manifest på 25 sider, »The Things We Think and Do Not Say: The Future of Our Business«, som vi kun hører brudstykker af. Men i 2016, da filmen fyldte 20 år, lagde Cameron Crowe teksten op på sit website, The Uncool. Jerrys »mission statement« var inspireret af den hensigtserklæring, som Jeffrey Katzenberg ruskede op i vanetænkningen med, da han var hovedansvarlig for live action-produktioner på Walt Disney Studios. Memoet »The World Is Changing: Some Thoughts on Our Business« er en miniklassiker i filmindustrien.

   Katzenberg forlod Disney i 1994 og stiftede selskabet DreamWorks SKG sammen med Steven Spielberg og musikproducenten David Geffen. Dreamworks blev videresolgt i 2005, da Viacom (som ejer Paramount Pictures) overtog driften. Siden 2016 fungerer Dreamworks (der er uløseligt affilieret med Spielbergs Amblin Partners) som en enhed i Universal Studios, og Dreamworks' produktioner distribueres af Universal Pictures. Der er med andre ord grænser for friheden, som udbryderne fik tilkæmpet sig.

  Jeg har henvisningen fra The New Yorker, hvor Ian Crouch i 2016 genså og gik i rette med »The Towering Narcissism of Jerry Maguire«. Det er sandt, at æstetikken er 90er-glat; at etniciteten er hvid og privilegeret; at kønsrollebilledet ligner yngre stenalder – til basisgruppen af fraskilte kvinder siger Zellweger, at »manden er fjenden, men jeg elsker alligevel fjenden.« Tonen i miljøet er trumpistisk og chauvinistisk – det er jo dét, som Jerry siger fra overfor. Så filmens præmis var profetisk, men tiden, som elskede Jerry Maguire, havde stadig sin sjæl i 80erne. Man troede, at replikker som »You complete me« og »You had me at Hello« ville blive stående. Men linjen, som satte sig og stadig lever, er Cuba Gooding Jr.'s snusfornuftige: »Show Me The Money!«

**) Crowe og Nancy Wilson (den ene søster i duoen Heart) var gift fra 1986 til 2010. Hun var i den periode fast leverandør af sange og scores til hans film. Aimee Manns »Wise Up« blev skrevet til Jerry Maguire, men fik for alvor egenliv, da Paul Thomas Anderson brugte sangen i multiplotfilmen Magnolia (1999). Her skiftes karaktererne til at synge et vers. Tom Cruise spiller selvhjælpsforkynderen Frank T.J. Mackey, en vred mand af Iron John/Jernhans/Carl-Mar Møller-skolen, som havde medvind i 90erne, da mænd skulle realisere det indre urmenneske. De ting er helt glemt nu. Det er Magnolia ikke. Rollerne i Stanley Kubricks Eyes Wide Shut (1999) og Magnolia var de første, hvor Cruise kunne udfordre sit renskurede persona fra de store studiefilm. Han bad selv om at medvirke i Magnolia, fordi han havde set og syntes om Andersons Boogie Nights (1997). Den film gav Mark Wahlberg en karriere, og han fungerer godt som pornostjernen. Men tænk, hvis Tom Cruise havde spillet Dirk Diggler.

Jerry Maguire. Instr. & manus: Cameron Crowe. Foto: Janusz Kaminski. USA 1996. 139 min. Dansk premiere: 14.03.1997.

Fotos: Tri-Star Pictures/ Gracie Pictures/ Universal Sony Pictures Home Entertainment Nordic/ CineMaterial/ MovieStillsDB

Filmen streames på Blockbuster, C More, Google Play, iTunes, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay, YouTube Movies

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 14.03.1997.