Translate

Viser opslag med etiketten Amat Escalante. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Amat Escalante. Vis alle opslag

onsdag den 17. marts 2021

Amat Escalante: The Untamed | La région salvaje (2016)


DET VILDE OMRÅDE
Efter alien sex vil du ikke tilbage

Af BO GREEN JENSEN

DENNE mexicanske fabel kom som en stor overraskelse, da den blev vist på Venice Film Festival i 2016. Den kom også som en god overraskelse. Det var ikke egentlig så skævt, at Amat Escalante modtog juryens instruktørpris.
   Escalante har i tre tørre forsøg gnavet stadig mere genrefedt af sin grundfortælling om småfolk, der kommer i klemme i narkokartellernes krige. Sangre (2005), Los bastardos (2008) og – især – Heli (2013) er rene, rå og forstemmende film, der skildrer den kriminelle hverdag og de sociale processer med et ubønhørligt overblik, som aldrig taber bolden af syne.
   Når Escalante præsenterer en film med titlen La región salvaje – »det vilde område« – forventer man automatisk at se de sædvanlige emner med den samme slags blik. The Untamed er imidlertid noget andet. Filmen kunne være resultatet af et samarbejde mellem Alejandro Jodorowsky, den chilenske kultmester, og mexicaneren Carlos Reygadas, når denne er mest udfordrende.


DET begynder med et glimt af en ung kvinde, som masturberer i mørket. Først er beskæringen tæt. Da den udvider sig, kommer en fangarm til syne. Den borer sig ind. Den borer sig også igennem. Der er desorienterende snak i baggrunden. Kvinden er henført. Det kunne sagtens være en erotisk drøm.
   Så følger en naturmystisk scene af den slags, som Reygadas åbnede Post Tenebras Lux (2012) med. Kvinden fra før kommer løbende gennem landskabet, våd og forslået, mens himmel og jord står i ét.
   Klip til hospitalet i Guanajuato, hvor normaliteten er travl og overbelyst. Véronica (Simone Bucio) bliver tilset af sygeplejersken Fábian (Eden Villavicencio), en omsorgsfuld mand, som selv er til mænd. Samtidig introduceres hans søster, Alejandra (Ruth Ramos), som havde ventet sig mere af livet end den hverdag, hun har med Angel (Jésus Meza).
   Angel er en umoden mændenes mand, som drikker for meget og hader sit job. Han er demonstrativt homofobisk, skønt han selv dyrker LGBT-miljøet. Parret har to børn, og lavpraktikken hænger på Ale. Sporene føres endelig sammen i en svedig, uskøn scene, hvor Fabian og Angel har hurtig, hård sex.



DER er forskellig narrativ uro. Filmen kaster – som Veronica – et adspredt blik på de frustrerede relationer, der er blevet trivielle og irrelevante for hende. Hun savner huset i det vilde område, som hun flygtede fra i begyndelsen. Her lever egnens kloge mand og hans kone. De tager sig sammen af tingen, det fremmede væsen, som for alvor fortjener betegnelsen utæmmet.
   De skal ikke læse videre, hvis De nødigt vil vide, hvad der bor i laden hos healerparret. Men sagen er klar allerede på filmens plakat. Skønt filmen venter med at vise kønsakten i fuld udstrækning, er tentaklerne fremme allerede i begyndelsen, hvor Véronica bliver tilfredsstillet, så hun er nær ved at dø.*
   The Untamed er en genremæssig hybrid, som blander samtidskritisk socialrealisme med mørk fantasy og seksuel horror. Skal filmen så være en fabel om sanselighed og fortrængning, en moralitet om prisen for at give sig hen, et øjebliksbillede af den mexicanske hverdag eller hvordan?
   Velsagtens det hele og lidt mere til. Det fremmede væsen er rendyrket drift. Det lever af sex, som fortærer. Det spiller ingen rolle, om fryden bliver fodret med mænd eller kvinder. At begæret er en naturlov, mens kønnet og arten er irrelevant, kunne være én måde at se The Untamed på.



FØRST bliver den blide Fabian taget under behandling. Det giver ham så megen glæde, at han taber interessen for Angel, som bombarderer ham med vrede sms’er. Fabian bliver kasseret og fundet i en grøft. Hans søster ser beskederne, lægger to og to forkert sammen og angiver sin mand.
   Angel får en ynkelig skæbne. Derimod er Alejandra og væsenet i laden som skabt for hinanden. Her tager filmen beskyttelsesbrillerne af. For første gang viser Escalante den blæksprutteagtige skabning med fangarme, der kan trænge ind i alle kropsåbninger. Har man én gang prøvet alien sex, vil man ikke tilbage. Den ellers fornuftige Ale bliver snart en fast gæst i vildnisset.


DER er en ret overflødig forklaring på, hvordan det fremmede liv kom til jorden. Den er irrelevant, men interessant, fordi den – som alt andet i fortællingen – bliver afleveret så lidenskabsløst.
   Filmens visuelle klimaks – the money shot – viser den drejende, suttende, skærende skabning i al sin rejste glans og slimede vælde. Det bizarre samleje ser virkeligt ud, og The Untamed bliver i hvert fald en kultfilm i Asien, hvor sex med kæmpeblæksprutter i forvejen hører til de pornografiske troper.
   Jeg nævnte Jodorowsky og Reygadas som beslægtede eksempler. Escalante var i øvrigt instruktørassistent på landsmandens Batalla en el cielo (2005). Der er også noget Tarkovskij à la Stalker, lidt Lynch som i Eraserhead, en smule Lars von Trier’sk Antichrist og Almodóvar i Tal til hende over det hele.


TIL slut takker Escalante selv den polske filmskaber Andresz Zulawski. Det manglede bare. Både væsenet og meget af tematikken, som sætter lighedstegn mellem frihed og sex, findes magen til i Zulawskis Possession (1981), en koldkrigstidsfabel med Isabelle Adjani og Sam Neill, som aldrig fik dansk premiere. Den lever til gengæld stort i kultkredse.
   Det er nok også her, at The Untamed har en fremtid, når nyhedens interesse har lagt sig. Den mexicansk-danske co-produktion er æstetisk konsekvent og fascinerende uforudsigelig. Værd at gå ind i med vidtåbne sanser.


The Untamed (La région salvaje). Instr.: Amat Escalante. Manus: Amat Escalante og Gibran Portela. Foto: Manuel Alberto Claro. 100 min. Mexico-Danmark-Frankrig-Tyskland-Norge-Schweiz 2016. Dansk premiere: 25.12.2016.


Fotos: CineMaterial/ FilmAffinity/ ØFP/ DFI/ Venice Film Festival

Filmen streames på Blockbuster og FILMSTRIBEN
2K Blu-ray fra Arrow Academy (UK) 09.10.2017
Teksten stod i Weekendavisen Kultur 30.12.2016

tirsdag den 16. marts 2021

Amat Escalante: Heli (2013)


FORUDSIGELIGE DØDSFALD
Metafor og realisme i den mexicanske narkokrig 

Af BO GREEN JENSEN

HELI er en retskaffen ung mand på 17. Han har længe været voksen, for i dagens Mexico er barndommen hurtigt forbi. Heli arbejder på bilfabrikken i Guanajuato. Han har en hustru og en lille datter og er fast besluttet på ikke at blive inddraget i narkoopgøret, som de fleste ender i skudlinjen af. Miljøet er fattigt og ærligt.
   Heli holder sig ude af den verserende krig mellem politi og narkokarteller. Begge sider dræber vilkårligt og er fantastisk brutale. Alle er stråmænd for højere magter. De er samtidig kærlige fædre. To bødler tager Heli med hjem og lader ham hænge i hjørnet af stuen, før de torturerer ham. Familien ser tv imens. Kun kokain har værdi. Menneskeliv er noget, man fodrer svin med.


DER sker ikke meget i Heli. Forråelsen i det hårde miljø bliver vist frem, men også hverdagens bløde steder og familielivets varme relationer. Heli når længere end de fleste, før han træder forkert. Han garderer sig ellers fornuftigt. Det er bare ikke muligt at stå uden for narkokrigen, som ætser strukturerne op indefra.
   Heli kunne have klaret sig, hvis ikke Estela, hans søster på 12, var forelsket i Beto, en af de unge soldater. Til ære for medierne foregår en større afbrænding af konfiskeret kokain. Selvsagt bliver varer henlagt, så man kan hente dem, når pressen er rejst. Beto finder to pakker og skjuler dem i vandtanken på taget hos Helis familie. Han vil flygte med Estela, som er en pubertær femme fatale i hvide knæstrømper.
   Da Heli opdager pakkerne, er hans skæbne beseglet. Det spiller i og for sig ingen rolle, hvad han gør, for nu er han kompromitteret. Han hælder giften i et vandhul, hvor en melankolsk bøffel står og ser op, lige så fanget i hængedyndet som han. Også ørkenlandskabet synes at være et billede på hans situation.


FLERE undrede sig, da Amat Escalante modtog instruktørprisen på Festival de Cannes i 2013. Den 35-årige filmskaber, som blandt andet har været assistent for Carlos Reygadas, der er medproducer på Heli, har før fortalt den samme historie med flere effekter i både Sangre (2005) og Los Bastardos (2008).
   Heli lignede derfor en film, man har set mange gange, og flertallet følte, at Escalante kom for let til sine semi-dokumentariske pointer. Man savnede vel også nogle af de æstetiske kvaliteter – Heli kan betegnes som landlig mexicansk film noir – som f.eks Carlos Reygadas’ film mere eller mindre er bygget af.
   Escalante havde selv nogle relevante kommentarer i den forbindelse. Den første gik på troværdighedspræget: »Jeg brugte egentlig ikke megen tid på research, for det der sker i filmen, er noget alle kender til. Fortællingen skulle blot give handlinger og konsekvenser et ansigt, karaktertræk og familie. Ideen var at se problemerne påvirke denne specifikke familie.«
   Man ville tale ned til publikum, hvis man gav sig til at forklare. Instruktørens andet argument er derfor selve kernen i Heli: »Folk i Mexico er så vant til volden, at det ikke ville have samme gennemslagskraft, at en mand på 40 med hat og skæg torturerede nogle andre. Men det er meget anderledes at se de unge mænd – Mexicos fremtid – gøre det. De er ungdommen og på én gang den mest skrøbelige del af situationen og det eneste håb. Derfor er børn vidner til disse handlinger i filmen.«



FATALISMEN i Heli kan minde om de skildringer af kriminelle miljøer, som man finder i f.eks. Matteo Garrones italienske Gomorra (2008), et sociologisk myldrebillede af forretningsgange og arbejdsmetoder i dagens napolitanske camorra, og Mikkel Noers Nordvest (2013), der i mindre målestok undersøger den samme struktur i Københavns NV-kvarter.
   I alle tre film bliver unge mænd kværnet i stykker mellem absolutte kræfter i et stivnet hierarki, som (vi) alle er inddraget i. Drengene i Gomorra er dopede opportunister, som vil narre inertien i systemet. Casper i Nordvest er mere som Helí. Han prøver at holde sig fri af fraktioner og være uafhængig af miljøets æreskoder.



STILEN i disse og lignende film udgør næsten en ny realisme, som nægter at stille sig an med effekter. Pointen er i alle tilfælde determinismen. Det er ballader om forudsigelige dødsfald, trivielle, tragiske og banale. De unge mænd er offerdyr, som tror, de kan holde sig frie. Tilskueren tvivler aldrig på udfaldet.
   På den måde bliver publikum konspiratorisk, og dét kan være faren ved den æstetiske distance. De iagttagne liv bliver sociale eksempler i stedet for distinkte skæbner, der fordrer og fremelsker den empati, som er grundstenen i selv et svagt melodrama. Den nøgne form kræver sikker beskæring for ikke at blive til stilstand.
   Heli har problemer med at prioritere, og brugen af udpenslet vold bliver nu og da mere nonchalent, end godt er. Benzin brændes af på indsmurte kønsdele, kadetterne træner i søer af opkast. Escalante holder afstand for at vise manglen på hensyn, men bliver på den måde selv en del af følelsesløsheden.



TIL gengæld mestrer han indramningen. Scenerne med Beto og Estela er suveræne surrealistiske skud, som udnytter ørkenlandskabet. Filmen begynder og slutter med billedet af en henrettet mand, som hænger under en motorvejsbro. Synsvinklen er den samme, som bødlerne har fra den ladvogn, de kører væk i. Fordi kameraet er monteret på bilen, ryster billedet af den hængte mand.
   Der er ikke gjort forsøg på at fjerne denne skælven, som sætter anførselstegn om fortællingen. Hvis Escalante har en signatur, er det denne æstetiske interferens. Ved at anerkende fiktionen, føles Heli paradoksalt mere ægte. Omsider bliver kunsten til virkelighed.

Se også Amat Escalante: The Untamed/La región salvaje (2016)


Heli. Instr.: Amat Escalante. Manus: Gabriel Reyes & Amat Escalante. Foto: Lorenzo Hagerman. 105 min. Mexico 2013. Dansk premiere: 08.05.2014


Fotos: Mantarraya Productions/ CineMaterial/ Øst for Paradis Distribution/ DFI/Festival de Cannes 
Filmen streames på Blockbuster og FILMSTRIBEN
2K Blu-ray fra Network UK (regionsfri) 25.08.2014
Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 09.05.2014