Baz Luhrmann: The Great Gatsby (2013) [Bogen og filmen]

DEN UMULIGE DRØM
Grundstoffet smeltes og æltes med manisk visuel energi

Af BO GREEN JENSEN

DER er mindst tre måder at betragte Baz Luhrmanns version af The Great Gatsby på. Som en filmatisering af F. Scott Fitzgeralds 1925-roman er den mangelfuld. Luhrmann og medforfatteren Craig Pearce tilføjer en overflødig rammehistorie, hvor Nick Carraway (Tobey Maguire) i tilbageblik beskriver og – værre endnu – fortolker og forklarer sig selv og sin samtid til ære for en vennesæl psykiater.

   Filmens Nick Carraway ligner et kejtet forsøg på at føje Fitzgeralds skikkelse ind i sammenhængen. Forfatteren gjorde det samme, da han skabte mellemmanden fra Midtvesten, men romanens Nick er unægtelig en mere subtil, nuanceret figur. Den eneste rest af fornuft i en tid, som er gået eftertrykkeligt af led, men også den eneste, som forstår og værdsætter Gatsbys umulige drøm. Man kan godt sætte tiden i stå, siger Gatsby. Man kan godt begynde forfra. Nick ender jo med at give ham ret.

LUHRMANN plukker vilkårligt i stoffet, tilføjer irrelevante ornamenter og skærer tingene ud i pap. Når filmen raketzoomer mellem Gatsbys forlorne skrummel af et gotisk palæ og det grønne lys for enden af molen ovre hos Daisy og Tom Buchanan, undermineres de poetiske beskrivelser af den grønne lanternes »enormous significance«, som Luhrmann også forsøger sig med. De store orgier, som Gatsby holder til ære for Daisy, er i denne filmudgave blevet groteske og ufrivilligt komiske. Først da filmen når til hjertet af historien, begynder vægtene at balancere.

SER man filmen som et nyt værk af Baz Luhrmann, i signaturstilen fra Moulin Rouge! (2001), giver Gatsby mere mening. Der er først og fremmest en manisk visuel energi. Luhrmann bruger samplede sange fra højre og venstre som fundamentet under de spraglede sætstykker. I William Shakespeare's Romeo + Juliet (1996) var det operaudtag, som blev bearbejdet; i Moulin Rouge! klassisk rock og pop fra 1970erne og 80erne. I begge film gik lydsiden mere eller mindre i ét med Catherine Martins totale produktionsdesign.

   Sammenføjningen er mindre smidig i Gatsby, hvor jazz fra perioden og nye sange fra hiphop og R&B smeltes og æltes i spor af hvid støj, der kører i baggrunden, når Jay Gatsby holder fest. Men man ser ideen med serveringen. I den hæslige »Askedal« mellem New York og Long Island – Fitzgeralds »Valley of Ashes« var inspireret af T.S. Eliots The Waste Land (1922) – har skiltet med T.J. Eckleburgs impotente gudeblik aldrig set mere ironisk eller bedrøvet ud. Da Gatsbys bil kvæster Myrtle Wilson, er der en flot visuel kommentar. Der er også en overraskende realisme midt i det digitale dukketeater.

THE Great Gatsby må være den sande treer i Luhrmanns »Red Curtain«-trilogi, hvor Strictly Ballroom (1992) aldrig har passet ordentligt ind. Men filmen ligger i logisk forlængelse af Romeo + Juliet og Moulin Rouge!, som alt i alt er den bedste og frækkeste og mest originale af de tre film – måske fordi den ikke skal stå til regnskab for et klassisk forlæg, men kan fantasere og fabulere efter behag.

SER man endelig filmen uden tanke for, hvem afsenderne er, må Gatsby være en støjende, rigeligt lang og dog fascinerende oplevelse. Da Luhrmann lader Nick Carraway moralisere over tiden – og sige mindre om sig selv og sin position mellem klasserne, end han gør hos Fitzgerald – ligner det regulær bagklogskab. Faktisk er filmen enestående historieløs. De sociale nuancer, som romanen lader komme til udtryk i kapitlet, der skildrer en fest hos Jay Gatsby – »Mr. Nobody from Nowhere« – er forsvundet i Luhrmanns visuelle trykkoger.

LUHRMANNS Gatsby bliver overalt sammenlignet med Jack Claytons stilskabende storfilm fra 1974, dén med Robert Redford og Mia Farrow, som Francis Ford Coppola skrev manuskriptet til. Faktisk er det den femte filmudgave af Fitzgeralds klassiker.

   Allerede i 1926, året efter romanens udgivelse, instruerede Herbert Brenon på vegne af Famous Players-Lasky Corporation en stumfilm med Warner Baxter, Lois Wilson og Neil Hamilton. William Powell fra My Man Godfrey (1936) og serien om The Thin Man (1934-1947) har en tidlig rolle som Myrtles mand, automekanikeren George Wilson, der hos Luhrmann spilles af Jason Clarke.

   Kun en trailer af et minuts varighed overlever. I dén ser man, at Gatsbys fester også i samtiden var et salgsargument. Fitzgerald selv havde intet at gøre med filmen.

   Elliott Nugents 1949-version er ikke gået tabt, men frister en stedmoderlig skæbne. Filmen er simpelt hen svær at få fat i, men bestemt værd at se, hvis det lykkes. Her er en saglig, lavpraktisk realisme prioriteret; tonen er mere som film noir i dagslys. Richard Maibaums manuskript bruger bogen som afsæt for en tilbageskuende skildring af Forbudstiden. Alan Ladd har rollen som Gatsby. Da han dør i sin swimmingpool, falder skuddene tørt og præcist. Huset er stort, men ikke et slot. Man ser, hvordan Gatsby har tjent sine penge.

1974-VERSIONEN er den eneste, som forsøger at holde hele bogen fast og bruge Fitzgeralds nostalgiske livssyn som kilde. Bruce Dern er castet som Tom Buchanan, Daisys proto-fascistiske ægtemand. Scenen, hvor han brækker Karen Blacks næse med brutal nonchalence, er i sammenhængen lige så vigtig som Gatsbys romantiske tro på en fremtid, som allerede ligger bag ham. Sam Waterston spiller Nick Carraway.

   Robert Markowitz’ Gatsby fra 2000 blev produceret for tv. Toby Stephens, Mira Sorvino og Paul Rudd spiller henholdsvis Gatsby, Daisy og Nick Carraway i en brugsudgave, som først og fremmest vil illustrere romanen. Ingen er faldet for fristelsen til at gøre Daisy Buchanan dyb eller glamourøs. Hendes ynde er lige så flygtig (og falsk) som Gatsbys selviscenesatte persona. Hun er først og fremmest hans idé.

BAZ Luhrmann er i sin gode ret til at lægge accenterne, hvor han vil, til at skære, bøje, føje til og trække fra. Det villle ikke give mening, hvis han blot trak stoffet gennem endnu en illustreret version.

   Leonardo DiCaprio er god nok som Gatsby, når man har vænnet sig til hans facon. I 1974 var Robert Redford både mystisk, viril og genert. DiCaprio er bedre til at vise desperationen og usikkerheden. Carey Mulligans Daisy er næsten for inderlig til at overbevise, da hun svigter Gatsbys drøm og bliver et af de skødesløse mennesker, som knuser andre og trækker vindebroen op. Hjerteløsheden og selvtilstrækkeligheden kunne Mia Farrow fremstille med betydelig mere autoritet.

AFVIKLINGEN af romanens berømte slutord er ikke på højde med følelsen i Coppolas manuskript til 1974-versionen. For hver gang forsvinder der flere detaljer, og Fitzgeralds smukke sidestilling af det grønne lys for enden af molen, de første hollandske sømænds umulige drøm om det friske land og al menneskelig stræben bliver mere beskåret. Disse forbehold til trods, er der stadig en styrke i Gatsby. Hjertet banker stadig væk.

Se også Baz Luhrmann: William Shakespeare's Romeo + Juliet (1996); Baz Luhrmann: Moulin Rouge! (2001); Baz Luhrmann: Australia (2008); David Fincher: The Curious Case of Benjamin Button (2008).

*) Soundtracket til Luhrmanns film er fyldt med hiphop- og R&B-stjerner, der typisk fortolker andres sange fra genren. Beyoncé x André 3000 synger Amy Winehouses »Back to Black« osv. Mere ubemærket er der udmærkede originale bidrag fra Lana Del Rey (»Young and Beautiful«), Florence + the Machine (»Over the Love«) og Jack White (»Love is Blindness«). Særlig markant står den stilrene pastichejazz med The Bryan Ferry Orchestra, som fremfører »Love is the Drug« i metallisk lakpladestil. Ferry var så begejstret for konceptet, at der udkom et selvstændigt album med retro-jazz (og Roxy Music-sange). The Jazz Age (2012) er et livløst album, som ikke slog an, men eksperimentet inspirerede brugen af Ferry som tysk cabaretsanger i første sæson af Tom Tykwers tv-serie Babylon Berlin (2017) efter Volker Kutschers Weimar-tidskrimier. Her synger Ferry »Bitter-Sweet« fra Country Life (1974), en tekst, der er født med et tysk mellemstykke. Også musikalsk vinder 1974-versionen af The Great Gatsby stort. Nelson Riddles smægtende arrangementer af eget score og udvalgte sange fra tiden er kærligt og kongenialt. Irving Berlins »What'll I Do« fungerer som en slags temasang. Riddle modtog en Oscar for arbejdet.

**) Filmudgaven - »the movie tie-in« - er ikke et nyt fænomen. Bantam Books genoptrykte The Great Gatsby i 1945, fem år efter Fitzgeralds død, da udgivelsen af The Crack-Up skabte ny interesse omkring forfatterskabet. Da Paramount lancerede filmen i 1949, blev et nyt omslag med Alan Ladds billede lagt om restoplaget. Forsiden er reproduceret efter foto på Facsimile Dust Jackets LLC. Præcise kopier af sjældne smudsomslag koster 25 dollars pr. stk.

The Great Gatsby. Instr.: Baz Luhrmann. Manus: Baz Luhrmann, Craig Pearce. Foto: Simon Duggan. 144 min. Australien-USA 2013. Dansk premiere: 16.05.2013 (3D i udvalgte sale).

Fotos: Warner Bros./ Village Roadshow Pictures/ A&E Networks/ Bazmark Films/ Red Wagon Entertainment/ Spectrum Films/ Paramount Pictures/ United Artists/ Scribners/ Bantam Books/ BMG Music/ Facsimile Dustjackets LLC/ CineMaterial/ MovieStillsDB

The Great Gatsby (2013) streames på Blockbuster, Google Play, HBO Max, iTunes, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy, YouTube Movies

The Great Gatsby (1974) streames på Blockbuster, Google Play, iTunes, Rakuten TV, Viaplay Rent & Buy

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 17.05.2013.

Brian Eno: The Ship + Fickle Sun (2016)

EN LUNEFULD SOL

Brian Eno bruger sin menneskestemme

Af BO GREEN JENSEN

DET var ikke Brian Eno, der opfandt new age-musikken, men han gav begrebet et navn, da han fandt på betegnelsen ambient music. Det skete ved udgivelsen af Ambient 1: Music for Airports (1978), kunstnerens sjette soloalbum.

   Allerede Discreet Music (1975), det første album, hvor Eno slet ikke sang, havde anvendt de minimalistiske strategier, som Eno til dels har fra Erik Satie, men med Music for Films (1978), Apollo: Atmospheres and Soundtracks (1983) og Ambient 4: On Land (1982) blev konceptet formaliseret. Music for Airports er kanoniseret, men især On Land er blevet stående med majestætisk og billeddannende lyd, som virkelig skaber et sted i bevidstheden.

SIDEN er fulgt en lind strøm af meditative lydlandskaber, tonale trappestiger, readymades, samplede steder og loops, som har givet ham hengivne fans i et omfang, der ellers er ukendt for stemningsmusikken.

   Enos oeuvre kan opdeles i egne værker (28 studiealbum) og diverse lydmæssig installationskunst (8 album). Adskillige stykker er skabt til museer og apps, hvor de kan blive ved uophørligt: Bloom (2008), Trope (2009), Scape (2012). Den 1. januar 2017 udkom/ begyndte/ fødtes Reflection.

   Hertil kommer en sværm (37 studiealbum) af kollaborative projekter med venner, familie og kampfæller fra hele musikindustrien. Især No Pussyfootin’ (1973) med Robert Fripp, After the Heat (1978) med tyske Cluster, My Life in the Bush of Ghosts (1981) med David Byrne og Wrong Way Up (1990) med John Cale skiller sig ud.

   Endelig har Eno gjort karriere som producer. Han blev legendarisk i kraft af sit bidrag til David Bowies Berlin-trilogi og The Joshua Tree med U2. Eno blev manden, man gik til, når en stivnet form skulle brydes. Han har produceret alle fra John Cage (Voices and Instruments) og Laurie Anderson (Bright Red) til Coldplay (Viva la Vida) og Paul Simon (Surprise).

DER har til gengæld været langt mellem de originale album med rigtige sange, som Eno brød igennem med efter glam- og artrocktiden i Roxy Music. Han medvirkede på de første to plader, Roxy Music (1972) og For Your Pleasure (1973), før bandet helt og holdent blev Bryan Ferrys hjertebarn.

   Enos første fire album med sange er klassiske steder: Here Come the Warm Jets (1973), Taking Tiger Mountain ( By Strategy) (1974), Another Green World (1975) og Before and After Science (1978) har inspireret flere generationer. Det er derfor en begivenhed, når manden faktisk bruger sin menneskestemme og prøver at sætte ord på sin verden i diverse former for automatskrift.

   Det sker omsider på The Ship. Der var også ord og stemmer på Drums Between the Bells og Panic of Looking, som han lavede sammen med digteren Rick Holland i 2011, men det var ikke Enos egne. Så for første gang siden Another Day on Earth (2005) er målet at skabe noget i retning af Another Green World og Before and After Science.

NU, hvor vinyl igen er blevet grundformen, kan man atter tale om et album med to sider. Især kan man mærke, at musikerne fra den gamle skole tænker lige sådan, når de strukturerer. Med hensyn til The Ship vil jeg sige, at side 1 er på det jævne, mens side 2 er alle pengene værd.

   Side 1 bruger 21 minutter på kompositionen »The Ship«, der ifølge Eno selv er inspireret af Titanics forlis i 1912. Det er en lang og tung, rumlende flade af lyd, som stemmen mumler ind over i sløjfer. Der bliver hele tiden taget tilløb til noget, som aldrig rigtigt indfinder sig.

   Problemet er nok, at der ikke er mere at sige om Narreskibet, kulturens teknologiske hybris og håbets kæntring på noget niveau. Musikken og sangene er allerede skrevet. Robin Gibb (fra The Bee Gees) løb ind i det samme problem, da han umiddelbart før sin død i 2012 komponerede The Titanic Requiem på en bestilling fra The Royal Philharmonic Orchestra.

   Under alle omstændigheder må ethvert nyt bud forholde sig til Gavin Bryars’ The Sinking of the Titanic, en minimalistisk nyklassiker fra 1969, der som regel bliver opført sammen med Jesus’ Blood Never Failed Me Yet (1971), hvor Bryars brugte en hjemløs mands sang til at skabe en vild og bevægende montage. Genren kaldes indeterminism, dvs. »ubestemmelig musik«.

   The Sinking og Jesus’ Blood Never Failed Me er senest udgivet i 2015. På en forlænget version fra 1993 kan man høre Tom Waits synge sammen med stemmen fra den oprindelige optagelse. Eno producerede førsteudgaven af Jesus’ Blood og udgav den på sit eget label, Obscure Records, i 1975. Det var til gengæld Bryars, der arrangerede og dirigerede strygerne på Discreet Music.

FAKTISK genbruger The Ship strukturen fra det 40 år gamle album. Der er en a-side med titelkompositionen og en b-side med tre korte stykker, som lytteren bliver langt gladere for. På Discreet Music var det tre variationer over Pachelbels Kanon i D-dur: »Fullness of Wind«, »French Catalogues« og »Brutal Ardour«. På The Ship er det »Fickle Sun«, »The Hour is Thin« og »I’m Set Free«, som tilsammen udgør en suite og bliver kaldt »Fickle Sun« under ét.

   »Fickle Sun« betyder »Lunefuld sol«. Det sætter tonen for et bylandskab, der skiftevis ligner Atlanta i zombieserien The Walking Dead og London i T.S. Eliots ur-moderne digt om The Waste Land. Samme anslag præger »The Hour Is Thin«, hvor Enos automatiske tekst – skabt med en variation af cut up-teknikken – kommer til sin ret.

   »Timen er tynd« bliver fremsagt af Peter Serafinowicz med blød, betryggende stemme, men det skildrede landskab er apokalyptisk:

The hour is thin. Trafalgar Square is calm. Birds, and cold, black dark. The final famine of a wicked sun, and the web that died yesterday. I was a hard copy version. I turned my eyes directly to hate. Then, the hammer of toil. Tired with what the world has yet brought forth, with the women waving at war, and the news that war is faith...

LIDT senere skinner en ny sol »beneath the velvet of a strong optimism«, og »Britain's most fateful hour is spun.« Så »Boom. The dark. And the web that died yesterday.« Der stod en vugge, og der var soldater. Det hele slutter på et sted, hvor »The universe is required. Please notify the sun.«

   Universet er påkrævet – Giv venligst solen besked. Med den slags krøllede detaljer, nødvendige fejl i en fuldendt mandala, har Eno altid modsagt den maskinelle kvalitet og mulige kulde i sine vidtløflige musikalske systemer.

   Jeg ved, at nogle fans vil dø for cerebrale kompositioner som den timelange Thursday Afternoon (1985), Nerve Net (1992), The Shutov Assembly (1992), The Drop (1997), Small Craft on a Milk Sea (2010) og den næsten banale Lux (2010). Men jeg vil bytte det hele væk for én intim, dadaistisk vuggevise som »Put a Straw Under Baby« fra Another Green World:

Put a straw under baby

Your good deed for the day

Put a straw under baby

Keep the splinters away.

Let the corridors echo

As the dark places grow

Hear superior's footsteps

On the landing below.

There's a place in the orchard

Where no one dare go

The last nun who went there

Turned into a crow.

There’s a brain in the table

There’s a heart in the chair

And they all live in Jesus

It’s a family affair.

DER er aldrig skabt en stemning så solfuld og rolig som på »By This River« fra Before and After Science. Eller noget så mægtigt og skarpt som »Sky Saw« på Another Green World. Hvis det endelig skal være noget med Enos berømte Oblique Strategies-kort, så lyt til sværmen af skrivemaskiner i udtoningen af »China My China« fra Taking Tiger Mountain: »They know what God gave them their fingers for (to make percussion over solos)«.

   Kineserne ved, hvorfor Gud gav dem fingre. Og så hører man sandelig kvinderne skrive:

SÆTSTYKKET på The Ship er tredje del af »Fickle Sun«-suiten: en fuldtonende og besværgende smuk fortolkning af Lou Reeds »I’m Set Free«. Sangen stammer fra det tredje album med The Velvet Underground og blev anderledes skrøbeligt fremført af Reed selv i 1968.

   Enos udgave går efter guldet, lyden er fed og besnærende nok. Det er igen en god pointe, at vi kun er sat fri for at finde en ny illusion. Sangen er vel også en posthum hyldest til Reed, som Eno har kaldt »en ivrig, men ikke overdrevent dygtig guitarist«. Alligevel er det i sammenhængen på en eller anden måde for meget. Synes i hvert fald denne gamle fan af både Brian Eno og Lou Reed.

   Eno siger, at han atter fik mod på at synge, fordi han opdagede, at hans stemme med årene var blevet så dyb, at han kunne ramme og holde et dybt C. Det gør han flere steder på The Ship, og det lyder ikke særligt godt, mere som droner og søvnige får, end som Cohen og Cash i det dybeste leje.

   Det er alligevel en fornøjelse at høre Eno synge igen. Albummet findes som download, men hvis man investerer i de fysiske formater, får man fire litografier med i købet. Ganske som de grafiske særtryk, der i sin tid fulgte med Before and After Science.

THE Ship blev udsendt samtidig med, at Brian Eno fyldte 68 år. I den anledning blev han interviewet til Hard Talk af Stephen Sackur på BBC World. Jeg så tilfældigt samtalen, hvor Eno blandt andet fortalte om Berlin-tiden med David Bowie. Han forklarede, hvordan han ser al kunst og musik som et kredsløb, hvor de enkelte stemmer og udtryk er forudsætninger og konsekvenser. Der findes derfor ikke stjerner eller genier, blot håndværkere i en stor tradition.

   Han er naturligvis glad for, at de gamle værker har levet så længe. Eno mener også, at den næste store og for alvor nye kunstform bliver skabt et sted i nettets spiluniverser. Han ved ikke, hvordan det nye ser ud eller lyder, for han bruger ikke spillene selv. Alligevel synes prognosen plausibel.

Brian Eno blev 73 år den 15. maj. Forlaget Faber & Faber genudgav A Year with Swollen Appendices - Brian Eno's Diary, som indeholder Enos dagbog for året 1995 [dvs. bl.a. Jah Wobbles Spinner, David Bowies 1. Outside, Passengers-projektet Original Soundtracks 1] + en række essays, artikler, personlige meditationer og teoretiske overvejelser. I det nyskrevne forord samler Eno 13 sider med ord og begreber, som ikke fandtes eller var kurante i 1996, da bogen udkom første gang: 9/11, Antifa, Blu-ray, Covid, FOMO, Minecraft, SARS og så videre. Det er tankevækkende, neo-nostalgisk læsning. Blandt ordene på listen er sustainable og generative, bæredygtig og generativ. »Generative music« er Enos egen betegnelse for de selvgenerende, knopskydende kompositioner, der i princippet varer for evigt, når han har skrevet algoritmerne og sat mobilen i gang. I juni 2021 fik Eno sin egen radiostation, The Lighthouse, på Sonos Radio HD. Den seneste fysiske udgivelse er Mixing Colours (2020), som Brian har lavet sammen med sin lillebror, Roger Eno, og bokssættet Film Music 1976-2020. 

Brian Eno: The Ship. Produceret af Brian Eno og Peter Chilvers. 2016. CD, BD, LP, DL + streaming. Warp Records, 2016.

  

Fotos: Wikipedia (2015 Portrait - 'Brian Eno & Steven Johnson: On Art', HowWeGotToNext.com (YouTube), Herman Wouters/NYT (2020-Portrait), Cecily Eno (2021 Portrait w/ beard and mirrorball)/ Island Records/ Obscure Records/ Polydor Music/ Opal Records/ Warp Records/ Faber & Faber 

Første udgave af anmeldelsen stod på www.Mikrozinet.dk (RIP) 03.08.2016