Adel forpligter: David Bowie i 90erne

STORE FORVENTNINGER
David Bowie i 90erne

Af BO GREEN JENSEN

LAD OS FØRST OG fremmest huske dette: I november 1969 trak David Bowie (1947-2016) sig selv op ved håret og samlede ti faktisk ret mærkværdige sange på et album, der i England simpelt hen bar hans navn og i USA hed Man Of Words/ Man Of Music.* 

   Det begyndte med en sang om en astronaut, der mister jordforbindelsen og forsvinder i verdensrummet. 1969 var året, hvor Apollo 11 landede i Stilhedens Hav, og Neil Armstrong tog de første skridt på Månens overflade. Stanley Kubricks 2001: A Space Odyssey gav de fleste kuldegysninger. Heraf titlen på David Bowies store sang om Major Tom: »Space Oddity«.

   Det slutter med »Memory Of A Free Festival«, en af de bedste hippiehymner, der er skrevet noget sted. Der synges fra scenen en sommereftermiddag. Verden hviler i sig selv. Så lander de fremmede i deres solmaskine, og Peter prøver at kravle ombord, men kaptajnen fra Venus ryster på hovedet, før skibet stiger op i den vibrerende elfenbenshimmel.

   Det er Woodstock i en britisk forstadshave. Sangen er stadig en grydeklar sjæler, lige til at plukke ud, hvis man finder guitaren frem og kan huske, hvordan grebet Dmaj7 ser ud.

DER var dog mere end mondæn, romantisk sci-fi i sangene på Space Oddity, som siden blev albummets mest brugte titel. Bowie havde allerede været aktiv som sanger og sangskriver i fem år, da han 22 år gammel fandt sin første selvstændige stemme.

   Den stærkeste sang er »Cygnet Committee«, et metaforisk opgør med den politiske side af ungdomsoprøret, som kulminerer i et rædselsbillede af Kærlighedsmaskinen, der pløjer sig vej ned ad Bob Dylans Desolation Row. Der er virkelig meget stof på Space Oddity, for det var der på pladerne dengang. Hvis ikke alt er lige godt, kan man dog høre, at helten er ankommet.

   Året efter tog rejsen fart. I 1970 blev Bowie gift med Angela Barnett, mødte Mick Ronson, dannede The Spiders og skrev det meste af materialet på The Man Who Sold The World, som udkom i 1971. På det britiske cover poserede han i kjole og hjalp på den måde glitterrocken på vej. Perioden er foreviget i Todd Haynes' film Velvet Goldmine (1998), men Bowie var mere end nonbinær rock og ekstravagante kostumer.

   Han var kunstner, han skrev de dér knudrede sange: »The Width Of A Circle«, »The Supermen« og titelnummeret; lagde den bund, der på Hunky Dory fra samme vinter blomstrede som uimodståelig pop. »Changes«, »Life On Mars«, »The Bewlay Brothers«: Det er stadig stor, uforgængelig lyd, fremført af en stemme, som ved, hvad drama og epos vil sige.

HEREFTER GIK DET STÆRKT for Bowie, som trivedes med forandringerne, ja var så afhængig af dem, at han skiftede ansigt og »handling« album for album. Legenden om The Rise And Fall Of Ziggy Stardust and the Spiders from Mars (1972) blev konceptet, som gjorde Bowie kendt allevegne, men var det ikke for »Five Years« og »Rock And Roll Suicide«, ville Aladdin Sane (1973) være større. Pin-Ups (1973) var et tidligt eksempel på covers/tribute-genren. Diamond Dogs (1975) er stadig undertegnedes favorit blandt de første albums. Hør den sang som hedder »The Candidate«. Science fiction har aldrig lydt bedre.

   I 1975 skulle Amerika indtages, og Young Americans præsenterede Bowie som trimmet soulsanger, men i det mindste med en værdigt nyskabende titelskæring. På Station To Station fra 1976, indspillet parallelt med hans medvirken i Nicolas Roegs film om The Man Who Fell to Earth, gjorde Bowie den nye sjæl til sin egen med større stemmeregister og metafysisk slæbende lydscenerier på »Station To Station«, »Golden Years« og »Word On A Wing«. Der var også koncertalbums, en forvirret flirt med fascistiske billeder og en vist nok livstruende narkomani. Det var i denne periode, at Bowie gik under dæknavnet The Thin White Duke.

HAN kom ud af tågen ved at gå igennem den i blinde. Sammen med Brian Eno og Tony Visconti satte Bowie sig i et studie i Berlin og byggede fra bunden den nye europæiske lyd, der bærer trilogien Low (1977), Heroes (1977) – hvor man finder verdens smukkeste titelsang, som stadig er Bowies klareste hit – og den hektisk opklippede Lodger (1979), som midt i forvandlingen én gang for alle slår fast:

   »In the event that this fantastic voyage/ Should turn to erosion and we never grow old/ Remember it's true: Dignity is valuable/ But our lives are valuable too«.

   På Scary Monsters (and Super Creeps) fra 1980 fulgte en mere intens alliance med guitaristen Robert Fripp. Bowie trak i hvid klovnedragt for at synge »Ashes To Ashes«, en sang om afhængighed og narkomani, som imidlertid også var både et gensyn og en afsked med Major Tom fra »Space Oddity«. Dét og så »It's No Game«, et skrigende lydoffer med japansk oversampling, var Bowies fundament ved indgangen til 80erne.

   Bowie havde aldrig stået stærkere, og mærkværdigvis var det dér, at båndet knækkede. Tre år senere tog han ganske vist til den australske outback, trak i røde dansesko og fik sin karrieres største sællert med det moderigtige album Let's Dance (1983), men intensiteten var ikke den samme, og der var ikke længere automatisk overensstemmelse mellem Bowies stræben og tidens fokus generelt. Det er grunden til, at vi tredive år efter Space Oddity skriver undrende artikler som denne, hver gang der kommer endnu et album.

  

DET er efterhånden svært at vurdere den musik, som David Bowie sender i kredsløb. Han bliver jo ikke kaldt kamæleonen uden grund. De karakteristiske stilskift er så gennemgribende og dramatiske som nogen sinde, men efterhånden synes der virkelig blot at være tale om strategiske, foreløbige omlægninger af de forhåndenværende muligheder.

   Heri består det første problem. Kamæleonen tager farve efter sine omgivelser, men Bowie har også altid villet præge sin tid.

   Det andet problem har at gøre med store forventninger og den talemåde, som siger at adel forpligter. Bowies 70er-albums udgjorde en fejlfri række værker, der sjældent ramte ved siden af målet. Intuitionen og inspirationen svigtede først midt i 80erne, hvor først Tonight (1984) og siden Never Let Me Down (1987) var forfærdende svage opfølgere på Let's Dance, der i forvejen indeholdt en masse fyld i tilgift til træfferne »Ricochet«, »Let's Dance« og »China Girl«.

   Glass Spider-turneen i 1987 var karrierens lavmål, og Never Let Me Down – som indeholder ét rimeligt nummer, »Time Will Crawl« – må være et af de svageste værker, en stor kunstner nogen sinde har udsendt. Bowie tog da også tælling og gik i tænkeboks. To år efter kom han ud med brødrene Hunt og Tony Sales, samt guitaristen Reeves Gabrels i hånden. Kvartetten kaldte sig Tin Machine, og i første omgang hed det sig, at Bowie »bare« var menigt medlem.

   Sangene på det første Tin Machine-album blev faktisk noget af det bedste, som Bowie skrev i 80erne – hør en vignetsang som »Bus Stop« og den store, besværgende »Heaven's In Here« – men publikum var skeptisk, og det andet album, Tin Machine II fra 1991, skulle man have taget sig bedre tid til. Der var derfor lagt op til den store modtagelse, da Bowie nok en gang genopfandt sig selv og udsendte Black Tie White Noise i 1993.

DETTE album satte standarden for de øvrige 90er-arbejder. Anslaget er visionært, lyden åben, overblikket bevidst fragmenteret. Det er et »bryllupsalbum«, som fejrer Bowies ægteskab med modellen Iman, og så ingen skal være i tvivl, er der både messen, klokker og to skæringer med titlerne »The Wedding« og »The Wedding Song«. Titelsangen søgte at sige noget samlet, men i dag er det kun »Jump They Say«, som bliver husket, primært på grund af den stilfulde video, der ligesom skæringen »Nite Flights« citerer frejdigt fra Lodger.

   Fra kritisk hold var man atter villig til at lade tvivlen komme Bowie til gode. I hvert fald var Black Tie White Noise ikke til at affærdige eller sætte i bås uden videre. Det blev særdeles positivt modtaget og solgte bedre end noget album siden Let's Dance. En for tiden avanceret cd-rom blev udsendt samtidig. På Jump kan man redigere sit eget mix af »Jump They Say«-videoen og bevæge sig rundt i en labyrintisk bygning. Albummet hørte man flittigt nogle uger. Så havnede det på hylden og blev sjældent taget ned.

SAMME år skrev Bowie musik til BBC-dramatiseringen af skolekammeraten Hanif Kureishis roman En forstadsbuddha. The Buddha Of Suburbia er faktisk et afrundet album, med en stærk titelsang som i to versioner tager turen gennem 60ernes South London i et arrangement, der citerer »All The Madmen« fra The Man Who Sold The World.

   Her er også »Sex And The Church«, »Untitled No. 1« og »Bleed Like A Craze, Dad«, samt gedigne instrumentale stykker som »South Horizon«, der gør god brug af Mike Garsons ekstravagante jazzklaver. Med andre ord skæring på skæring, der ikke tøver i springet, men går efter struben med samme selvfølgelighed, som Bowie gjorde i gamle dage.

   Mærkværdigvis har albummet altid ført en skyggetilværelse i periferien af den officielle kanon. En anden stor sang fra Buddha, »Strangers When We Meet«, blev to år senere taget op på 1. Outside, men i første omgang forsvandt det bare, som det er sket for mange af Bowies gode filmbidrag.

OUTSIDE er ganske vist overdrevent mørkt og hermetisk, men det er Bowies bedste 90er-album, og historien om detektiven Nathan Adlers futile efterforskning af en række makabre art-crimes i futuristiske omgivelser ramte faktisk en stor klump tidsånd med sin aura af bizart computerspil, afsøgningen af uudgrundelig ondskab og hele atmosfæren af underliggende konspiration. At Brian Eno var tilbage som sparringspartner gav lyden en mørk bund og fylde, som man skulle tilbage til Low/Heroes/Lodger-trilogien for at finde magen til.

   Da albummet udkom, talte man om rockens svar på Blade Runner, men faktisk er det David Finchers Se7en, søskendeparret Wachowskis The Matrix og Chris Carters tv-serie Millennium, som albummet klinger naturligt sammen med. Den stærkeste skæring, »The Heart's Filthy Lesson«, var da også klippet ind i creditsekvensen på Se7en.

   Så man den store opførelse af Outside i Valby Hallen [24.01.1996], kunne man ikke være i tvivl om, at Bowie tog tiden alvorligt. Der kom bare aldrig flere af de bebudede fem konceptalbums. Også Outside røg op på hylden, og man glemte detaljerne i historien, som muligvis ikke var så dyb endda, men albummet kommer ned fra tid til anden, og når det sker, bliver repeat-knappen altid aktiveret ved »The Heart's Filthy Lesson«, »I Have Not Been To Oxford Town« og »Strangers When We Meet«.

DERIMOD rullede forvandlingskuglen Earthling næsten upåagtet forbi i sommeren '97, hvor den fungerede som lanceringsmaskine for den turné, der omfattede et særdeles upbeat set på Roskilde Festivalen: Bowie i skødefrakke med påmalet Union Jack og et demonstrativt »Man kan ikke se, at jeg er 50!« i hvert af de travle drum 'n' bass-arrangementer.

   Det var fede koncerter – Bowie kan det dér med at eksponere – som især Mike Garson og bassisten Gail Ann Dorsey gjorde deres til at løfte, men sangene var forglemmelige. Efter åbneren »Little Wonder« havde man egentlig nok.

   Det er derfor ikke uden bange anelser, man sætter Hours i sin cd-spiller. Coveret er kitschet, et hologramfoto i douce bolsjefarver, hvor Bowie som skytsengel sidder og trøster en døende udgave af sig selv. Man trykker på play og forbløffes. Efter Outside og Earthling venter man en stor lyd med mange slør og detaljer. I stedet er det en venlig, næsten spinkel og meget kunstfærdig lyd af tangenter, der fylder »Thursday's Child«.

BOWIE går denne gang efter helt enkle sange med vers, vers, kor, vers, et b-stykke, hvis det går højt, og ellers ikke meget mere. Vist bygges der et betydeligt drama op på »Something In The Air«, hvor den nye tid er noget, der sætter sig i sangerens øje. Vist fingeres en mareridtsstemning på »The Pretty Things Are Going To Hell«, men netop dén sang føles som en forspildt mulighed, der kunne være større, hvis den var arrangeret i ånden fra 1. Outside.

   Den ordløse »Brilliant Adventure« er et kønt stykke new age-muzak, og både på »New Angels Of Promise« og »The Dreamers« arbejder Bowie hårdt på at mobilisere en atmosfære af vision og åbenbaring. Han arbejder også for hårdt. Stemningen på Hours vil gerne virke ubesværet, men netop derved føles den kalkuleret. Og så dækkes konceptet i ti sange, der stort set handler om det samme. Der er ingen grund til at strække den ny tid i neon.

MEN der er også store ting på Hours. »Thursday's Child« og lidt senere »Seven« fortæller med kønne børnesanges enkelhed om det unikke ved at være et nyt liv, der begynder forfra, uden fordringer, uden fordomme, men med en betingelsesløs sult på at få verden i synet og fryden i blodet. Som englen, der netop er faldet og blevet menneske. Som patienten, der tæller hver dag som en sejr. Eller som en midaldrende, verdensberømt rocklegende, der tager hul på sit fjerde årti som sangskriver.

   Begge sange tæller på fingrene for at vise, hvor enkelt det er. »Thursday's Child« tæller fremad fra mandag, og også på »Seven« har døgnvæsenet en uge til sin rådighed: I've got seven days to live my life or seven ways to die.

   Det er paradoksale sange, som Bowie kunne have skrevet i begyndelsen af sin karriere. Der er kor, og der er guitar, og hér glider den enkle form i ét med indholdet. Det føles mere ærligt end noget, som drengen fra Brixton ellers har skabt i 90erne.

Se også David Bowie ★ Blackstar (2016); Todd Haynes: Velvet Goldmine (1998); Dans gennem ilden: David Bowie i Forum 2003.

*) Teksten er skrevet 30 år senere, i oktober 1999, da Bowies 22. studiealbum, Hours eller '...hours', udkom på Virgin Records. Jeg anmeldte albummet i musikmagasinet Zoo. Jeg bringer teksten her, fordi det netop i dag er seks år siden, at Bowies død var breaking news. Det var to dage efter hans 69-års fødselsdag og udgivelsen af det sidste forbløffende album; en måned efter premieren på Lazarus-forestillingen i New York, hvor han sidste gang trådte offentligt frem. Vi glemmer det aldrig. Men i 1999 var Hours blot endnu et af sangerens mange forsøg på at vende tilbage. Efter de fejlfrie 70ere og mainstreamhittet med Let's Dance (1983) havde Bowie en svær tid i 80erne og 90erne. Tony Visconti har sagt, at uanset hvad Bowie havde udsendt i slut-80erne, ville tiden hade ham for det. Først i 2002 kom han tilbage med Heathen og havde herefter urokkelig ikonisk status. Han skulle ikke bevise noget hver gang. I 2013 var tiden mere end moden til The Next Day, som på genial vis griber tilbage til 70erne og Berlin-trilogien.   

David Bowie: '...hours'. Produceret af David Bowie og Gabriel Reeves. Virgin Records, 2016.

Fotos: Tim Bret-Day (alt materiale til '...hours'), Masayoshi Sukita, Virgin Records, Parlophone, UMC, David Bowie Bible, David Bowie Estate.

Hours er udsendt i alle fysiske formater og streames på iTunes og Spotify

Anmeldelsen stod i Zoo Magazine #22 november-december 1999

Matt Johnson | Johanna St Michaels: The Inertia Variations (2017)

HØJE HÅB OG LANGE SKYGGER
Livet i Hjerteland 30 år efter

Af BO GREEN JENSEN

»HERE comes another winter of long shadows and high hopes/ Here comes another winter waitin' for utopia/ Waitin' for hell to freeze over...«

   Ikke meget mismod matcher den store britiske smedejernsvinter, som begynder dybt nede i »Heartland« med firserbandet The The.

   »This is the land where nothing changes,« synger Matt Johnson, »the land of red buses and blue blooded babies/ This is the place, where pensioners are raped/ And the hearts are being cut from the wellfare state/ Let the poor drink the milk while the rich eat the honey/ Let the bums count their blessings while they count their money«.

   Sangen – som selv er soul-inficeret – handler ikke mindst om, hvordan Margaret Thatchers England umærkeligt bliver amerikansk annekteret. Den slutter med besværgelsen: »This is the 51st state of the U.S.A.«.

MATT Johnson var en vred ung mand på 22, da The The debuterede med Soul Mining (1983). Tre år senere udkom hovedværket Infected med »Heartland« og andre paranoia-hits, som var indbegrebet af sjælfuld post-punk i England. Der fulgte en film med det færdige album.

   The The var store til og med Dusk, det fjerde album fra 1993. Efter NakedSelf fra 2000 fulgte en pause på 15 år, hvor Johnson tog hul på mange ting, som han aldrig færdiggjorde. Her begynder portrætfilmen The Inertia Variations. Den forholder sig til stilheden på et tidspunkt, hvor Johnson stadig ikke ved, om der kommer mere ny musik.

MATT Johnson er en mildere mand på 50, da han sætter en kopi af Sjukhovtårnet på taget af sin ejendom. Flere vil købe hans hus for at rive det ned. Vi er i det brutalistiske London. Johnsons hus er allerede omringet af glaspaladser.

   Sjukhovtårnet var senderen, som blev brugt til propaganda i det gamle Sovjetunionen. Johnson signalerer, at hans egen station, Radio Cinéola, er ved at gå i luften. Han stoler mere på RT (Russia Today) end de officielle nyheder fra BBC. Selv The Guardian er lidt for blå til Matt Johnson, kommer det frem, da han senere besøger sin far.

DER var fire Johnson-brødre. Den yngste døde i 1989. Så tog deres mor sit liv. Mens filmen bliver til, forsvinder storebror Andrew, som tegnede bandets pladeomslag. Matt er meget berørt af hans død. Han får endelig skrevet en ny sang, den smukke »We Can’t Stop What’s Coming«, som han har lovet instruktøren Johanna St Michaels. Hele filmen er for så vidt en langstrakt ouverture til premieren på den nye bannersang.

JOHNSON har en ny familie, men i 80erne var han kæreste med Johanna St Michaels. De indtog Amerika sammen. Nu filmer hun den store prokrastinator i sit element. De besøger gamle venner som instruktøren Tim Pope, der skabte de sexistiske videoclips, som hun optrådte i 30 år før. Mændene rømmer sig og siger: »Hø-hø, det var en anden tid«.

   The The har stadig en aktiv fanbase. Johnson vil give dem et direkte show, som varer fra middag til midnat. Gamle fans ringer til Radio Cinéola, sangeren udspørger politiske stemmer, som han ved, at han er enig med. Musikalske gæster kommer forbi. Programmet kulminerer med premieren på »We Can't Stop What's Coming«. Det tager tre år at tilrettelægge den sending. Alting er håndlavet og meget smukt.*

   Johnson lyder ofte som Brian Eno, når han taler om teori og proces. Den politiske vinkel er meget sympatisk. »The Inertia Variations« er titlen på et langdigt af John Tottenham, der taler om at klinge af, før toppen er nået. Titlen er et riff på Edward Elgars The Enigma Variations (1899).

DA filmen var færdig, kom Johnson kortvarigt tilbage til scenen. The The besøgte København den 1. juni 2018. The Comeback Special dokumenterer koncerten i Royal Albert Hall den 5. juni 2018. Der var også udsolgte koncerter i Brixton Academy og The Troxy på turen. The Comeback Special - Limited Deluxe Art Book Box Set udkom 29.10.2021. Her er alle sagens akter samlet.

I 2024 udkom endelig Ensoulment, et The The-album med 12 nye sange, på Ear Music. Bandet gav to udsolgte danske koncerter i Store Vega den 14. og 15. september. 

 

*) Processen er samlet på The End of the Day, et 3CD-sæt med musikalske bidrag fra The The-medlemmer gennem tiden, udtag af den personlige og politiske snak gennem dagen, feedback fra fans og en oplæsning i fuld længde af John Tottenhams digt, som har inspireret Radio Cinéola-projektet. Som de øvrige nævnte udgivelser kan bokssættet bestilles direkte fra The The/ Matt Johnson-websitet. På forlaget Fifty First State (et andet Matt Johnson-initiativ) er udkommet Eddie Johnsons Tales from The Two Puddings: Stratford, East London's Olympic City, in the 1960s, et stemningsfuldt tilbageblik på East End-pubben, hvor Johnson-brødrene voksede op. 

The Inertia Variations. Instr., manus, foto: Johanna St Michaels. 85 min. Sverige-UK-USA 2017. Dansk premiere: 20.06.2018 (Månedens dokumentar i Cinemateket).

Fotos: Saint Michaels Production/ Radio Cinéola/ DFI/ Cinemateket/ Daniel Hjorth/ Gerald Jenkins/ Reel Pictures

Filmen streames ikke i Skandinavien

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 22.06.2018. Rubrikken var »Den store forhaler«. Jeg havde kaldt teksten »Den store prokrastinator«. Her er en tredje mulighed valgt, og sidste halvdel af teksten er udeladt. Der blev koblet til en lidt overbærende omtale af Kaspar Kiertzners Stor som en sol, en portrætfilm om danske Minds of 99, som jeg kunne have gjort mere ud af.    

Brian Eno: The Ship + Fickle Sun (2016)

EN LUNEFULD SOL

Brian Eno bruger sin menneskestemme

Af BO GREEN JENSEN

DET var ikke Brian Eno, der opfandt new age-musikken, men han gav begrebet et navn, da han fandt på betegnelsen ambient music. Det skete ved udgivelsen af Ambient 1: Music for Airports (1978), kunstnerens sjette soloalbum.

   Allerede Discreet Music (1975), det første album, hvor Eno slet ikke sang, havde anvendt de minimalistiske strategier, som Eno til dels har fra Erik Satie, men med Music for Films (1978), Apollo: Atmospheres and Soundtracks (1983) og Ambient 4: On Land (1982) blev konceptet formaliseret. Music for Airports er kanoniseret, men især On Land er blevet stående med majestætisk og billeddannende lyd, som virkelig skaber et sted i bevidstheden.

SIDEN er fulgt en lind strøm af meditative lydlandskaber, tonale trappestiger, readymades, samplede steder og loops, som har givet ham hengivne fans i et omfang, der ellers er ukendt for stemningsmusikken.

   Enos oeuvre kan opdeles i egne værker (28 studiealbum) og diverse lydmæssig installationskunst (8 album). Adskillige stykker er skabt til museer og apps, hvor de kan blive ved uophørligt: Bloom (2008), Trope (2009), Scape (2012). Den 1. januar 2017 udkom/ begyndte/ fødtes Reflection.

   Hertil kommer en sværm (37 studiealbum) af kollaborative projekter med venner, familie og kampfæller fra hele musikindustrien. Især No Pussyfootin’ (1973) med Robert Fripp, After the Heat (1978) med tyske Cluster, My Life in the Bush of Ghosts (1981) med David Byrne og Wrong Way Up (1990) med John Cale skiller sig ud.

   Endelig har Eno gjort karriere som producer. Han blev legendarisk i kraft af sit bidrag til David Bowies Berlin-trilogi og The Joshua Tree med U2. Eno blev manden, man gik til, når en stivnet form skulle brydes. Han har produceret alle fra John Cage (Voices and Instruments) og Laurie Anderson (Bright Red) til Coldplay (Viva la Vida) og Paul Simon (Surprise).

DER har til gengæld været langt mellem de originale album med rigtige sange, som Eno brød igennem med efter glam- og artrocktiden i Roxy Music. Han medvirkede på de første to plader, Roxy Music (1972) og For Your Pleasure (1973), før bandet helt og holdent blev Bryan Ferrys hjertebarn.

   Enos første fire album med sange er klassiske steder: Here Come the Warm Jets (1973), Taking Tiger Mountain ( By Strategy) (1974), Another Green World (1975) og Before and After Science (1978) har inspireret flere generationer. Det er derfor en begivenhed, når manden faktisk bruger sin menneskestemme og prøver at sætte ord på sin verden i diverse former for automatskrift.

   Det sker omsider på The Ship. Der var også ord og stemmer på Drums Between the Bells og Panic of Looking, som han lavede sammen med digteren Rick Holland i 2011, men det var ikke Enos egne. Så for første gang siden Another Day on Earth (2005) er målet at skabe noget i retning af Another Green World og Before and After Science.

NU, hvor vinyl igen er blevet grundformen, kan man atter tale om et album med to sider. Især kan man mærke, at musikerne fra den gamle skole tænker lige sådan, når de strukturerer. Med hensyn til The Ship vil jeg sige, at side 1 er på det jævne, mens side 2 er alle pengene værd.

   Side 1 bruger 21 minutter på kompositionen »The Ship«, der ifølge Eno selv er inspireret af Titanics forlis i 1912. Det er en lang og tung, rumlende flade af lyd, som stemmen mumler ind over i sløjfer. Der bliver hele tiden taget tilløb til noget, som aldrig rigtigt indfinder sig.

   Problemet er nok, at der ikke er mere at sige om Narreskibet, kulturens teknologiske hybris og håbets kæntring på noget niveau. Musikken og sangene er allerede skrevet. Robin Gibb (fra The Bee Gees) løb ind i det samme problem, da han umiddelbart før sin død i 2012 komponerede The Titanic Requiem på en bestilling fra The Royal Philharmonic Orchestra.

   Under alle omstændigheder må ethvert nyt bud forholde sig til Gavin Bryars’ The Sinking of the Titanic, en minimalistisk nyklassiker fra 1969, der som regel bliver opført sammen med Jesus’ Blood Never Failed Me Yet (1971), hvor Bryars brugte en hjemløs mands sang til at skabe en vild og bevægende montage. Genren kaldes indeterminism, dvs. »ubestemmelig musik«.

   The Sinking og Jesus’ Blood Never Failed Me er senest udgivet i 2015. På en forlænget version fra 1993 kan man høre Tom Waits synge sammen med stemmen fra den oprindelige optagelse. Eno producerede førsteudgaven af Jesus’ Blood og udgav den på sit eget label, Obscure Records, i 1975. Det var til gengæld Bryars, der arrangerede og dirigerede strygerne på Discreet Music.

FAKTISK genbruger The Ship strukturen fra det 40 år gamle album. Der er en a-side med titelkompositionen og en b-side med tre korte stykker, som lytteren bliver langt gladere for. På Discreet Music var det tre variationer over Pachelbels Kanon i D-dur: »Fullness of Wind«, »French Catalogues« og »Brutal Ardour«. På The Ship er det »Fickle Sun«, »The Hour is Thin« og »I’m Set Free«, som tilsammen udgør en suite og bliver kaldt »Fickle Sun« under ét.

   »Fickle Sun« betyder »Lunefuld sol«. Det sætter tonen for et bylandskab, der skiftevis ligner Atlanta i zombieserien The Walking Dead og London i T.S. Eliots ur-moderne digt om The Waste Land. Samme anslag præger »The Hour Is Thin«, hvor Enos automatiske tekst – skabt med en variation af cut up-teknikken – kommer til sin ret.

   »Timen er tynd« bliver fremsagt af Peter Serafinowicz med blød, betryggende stemme, men det skildrede landskab er apokalyptisk:

The hour is thin. Trafalgar Square is calm. Birds, and cold, black dark. The final famine of a wicked sun, and the web that died yesterday. I was a hard copy version. I turned my eyes directly to hate. Then, the hammer of toil. Tired with what the world has yet brought forth, with the women waving at war, and the news that war is faith...

LIDT senere skinner en ny sol »beneath the velvet of a strong optimism«, og »Britain's most fateful hour is spun.« Så »Boom. The dark. And the web that died yesterday.« Der stod en vugge, og der var soldater. Det hele slutter på et sted, hvor »The universe is required. Please notify the sun.«

   Universet er påkrævet – Giv venligst solen besked. Med den slags krøllede detaljer, nødvendige fejl i en fuldendt mandala, har Eno altid modsagt den maskinelle kvalitet og mulige kulde i sine vidtløflige musikalske systemer.

   Jeg ved, at nogle fans vil dø for cerebrale kompositioner som den timelange Thursday Afternoon (1985), Nerve Net (1992), The Shutov Assembly (1992), The Drop (1997), Small Craft on a Milk Sea (2010) og den næsten banale Lux (2010). Men jeg vil bytte det hele væk for én intim, dadaistisk vuggevise som »Put a Straw Under Baby« fra Another Green World:

Put a straw under baby

Your good deed for the day

Put a straw under baby

Keep the splinters away.

Let the corridors echo

As the dark places grow

Hear superior's footsteps

On the landing below.

There's a place in the orchard

Where no one dare go

The last nun who went there

Turned into a crow.

There’s a brain in the table

There’s a heart in the chair

And they all live in Jesus

It’s a family affair.

DER er aldrig skabt en stemning så solfuld og rolig som på »By This River« fra Before and After Science. Eller noget så mægtigt og skarpt som »Sky Saw« på Another Green World. Hvis det endelig skal være noget med Enos berømte Oblique Strategies-kort, så lyt til sværmen af skrivemaskiner i udtoningen af »China My China« fra Taking Tiger Mountain: »They know what God gave them their fingers for (to make percussion over solos)«.

   Kineserne ved, hvorfor Gud gav dem fingre. Og så hører man sandelig kvinderne skrive:

SÆTSTYKKET på The Ship er tredje del af »Fickle Sun«-suiten: en fuldtonende og besværgende smuk fortolkning af Lou Reeds »I’m Set Free«. Sangen stammer fra det tredje album med The Velvet Underground og blev anderledes skrøbeligt fremført af Reed selv i 1968.

   Enos udgave går efter guldet, lyden er fed og besnærende nok. Det er igen en god pointe, at vi kun er sat fri for at finde en ny illusion. Sangen er vel også en posthum hyldest til Reed, som Eno har kaldt »en ivrig, men ikke overdrevent dygtig guitarist«. Alligevel er det i sammenhængen på en eller anden måde for meget. Synes i hvert fald denne gamle fan af både Brian Eno og Lou Reed.

   Eno siger, at han atter fik mod på at synge, fordi han opdagede, at hans stemme med årene var blevet så dyb, at han kunne ramme og holde et dybt C. Det gør han flere steder på The Ship, og det lyder ikke særligt godt, mere som droner og søvnige får, end som Cohen og Cash i det dybeste leje.

   Det er alligevel en fornøjelse at høre Eno synge igen. Albummet findes som download, men hvis man investerer i de fysiske formater, får man fire litografier med i købet. Ganske som de grafiske særtryk, der i sin tid fulgte med Before and After Science.

THE Ship blev udsendt samtidig med, at Brian Eno fyldte 68 år. I den anledning blev han interviewet til Hard Talk af Stephen Sackur på BBC World. Jeg så tilfældigt samtalen, hvor Eno blandt andet fortalte om Berlin-tiden med David Bowie. Han forklarede, hvordan han ser al kunst og musik som et kredsløb, hvor de enkelte stemmer og udtryk er forudsætninger og konsekvenser. Der findes derfor ikke stjerner eller genier, blot håndværkere i en stor tradition.

   Han er naturligvis glad for, at de gamle værker har levet så længe. Eno mener også, at den næste store og for alvor nye kunstform bliver skabt et sted i nettets spiluniverser. Han ved ikke, hvordan det nye ser ud eller lyder, for han bruger ikke spillene selv. Alligevel synes prognosen plausibel.

Brian Eno blev 73 år den 15. maj. Forlaget Faber & Faber genudgav A Year with Swollen Appendices - Brian Eno's Diary, som indeholder Enos dagbog for året 1995 [dvs. bl.a. Jah Wobbles Spinner, David Bowies 1. Outside, Passengers-projektet Original Soundtracks 1] + en række essays, artikler, personlige meditationer og teoretiske overvejelser. I det nyskrevne forord samler Eno 13 sider med ord og begreber, som ikke fandtes eller var kurante i 1996, da bogen udkom første gang: 9/11, Antifa, Blu-ray, Covid, FOMO, Minecraft, SARS og så videre. Det er tankevækkende, neo-nostalgisk læsning. Blandt ordene på listen er sustainable og generative, bæredygtig og generativ. »Generative music« er Enos egen betegnelse for de selvgenerende, knopskydende kompositioner, der i princippet varer for evigt, når han har skrevet algoritmerne og sat mobilen i gang. I juni 2021 fik Eno sin egen radiostation, The Lighthouse, på Sonos Radio HD. Den seneste fysiske udgivelse er Mixing Colours (2020), som Brian har lavet sammen med sin lillebror, Roger Eno, og bokssættet Film Music 1976-2020. 

Brian Eno: The Ship. Produceret af Brian Eno og Peter Chilvers. 2016. CD, BD, LP, DL + streaming. Warp Records, 2016.

  

Fotos: Wikipedia (2015 Portrait - 'Brian Eno & Steven Johnson: On Art', HowWeGotToNext.com (YouTube), Herman Wouters/NYT (2020-Portrait), Cecily Eno (2021 Portrait w/ beard and mirrorball)/ Island Records/ Obscure Records/ Polydor Music/ Opal Records/ Warp Records/ Faber & Faber 

Første udgave af anmeldelsen stod på www.Mikrozinet.dk (RIP) 03.08.2016

Dekonstruktion og nye dæmoner: John Cale fra 1960 til 2020 [V.U. Legends]

BEARBEJDEDE BESKEDER
John Cales lange rejse mod klassisk balance 

Af BO GREEN JENSEN

EFTER Lou Reeds død i 2013 er John Cale ved at være det sidste aktive medlem af The Velvet Underground, et evigt klassisk kultband, som mere eller mindre opfandt og definerede begrebet art rock i New York City for snart 60 år siden.
   Auraen af noget mørkt, sært og farligt, som prægede bandet fra begyndelsen, var ikke selvvalgt. Snarere en subkulturel byttehandel. Lou Reed ville have et publikum til sine sange, og popkunstneren Andy Warhol tilbød en platform.
   Warhol gjorde VU til sit husorkester. De hang ud med inderkredsen på The Factory, den sagnomspundne kunstfabrik, hvor konceptmageren havde sit værksted. I 1965 var de hovedpersoner i multimedieforestillingen The Exploding Plastic Inevitable, som blandede lysshow, dans og musik.
   Warhol skaffede dem en pladekontrakt – med det MGM-ejede selskab Verve Records -  og producerede albummet The Velvet Underground and Nico, som udkom i marts 1967. Han designede også det markante hvide cover med en banan, man kunne skrælle. Alt var på én gang klassisk og avantgardistisk. Selv manglen på gennemslagskraft blev med tiden et salgsargument.

I

Hvad blev der af dem?

MED eller mod deres vilje bar hovedpersonerne på legenden i hele deres liv. Kun Warhol var større end myten. Valerie Solanas skød ham allerede i 1968 – det er der lavet film, romaner og skuespil om – men Warhol døde af mere prosaiske årsager i 1987. Han var 58 år. Christa »Nico« Päffgen døde på Ibiza i 1988. Hun var 49. Bassisten Sterling Morrison fik lymfekræft og døde i 1995. Han blev 53 år.
   Guitaristen Doug Yule, som i 1969 var Lou Reeds sekundant på albummet The Velvet Underground – det er Yule, der synger »Candy Says« så lyst og uskyldigt, at væggene summer – og turnerede med ham i flere omgange, er aldrig blevet anerkendt som fuldgyldigt medlem. At han leverede samtlige sange til Squeeze (1972), det »uægte« VU-album, hvor ingen af de andre medvirker, har givet ham ry som forræder. Det er faktisk en meget sød LP fra manden, der tog videre med bandet American Flyer.

DA Yule turnerede i Japan med Sterling Morrison og Moe Tucker, kaldte bandet sig The Velvet Underground. Der findes et hundedyrt boxsæt med disse obskure koncerter. Alt er jo udgivet nu, selv piratoptagelserne er officielle. Fra 2012-15 udkom fire definitive boxsæt med de fire VU-albums. Her er hele materialet samlet på 4 x 6 cd’er, fra bananalbummet til og med Loaded (1970). Man kan lige så godt skære igennem og investere i dem med det samme. Skiverne sidder i indbundne bøger. Det hele er state of the art.
   Så hvad blev der egentlig af dem? Doug Yule er 73 år i dag. Han bor i Seattle og lever af at bygge violiner. Han spiller også musik nu og da. Trommeslageren Maureen Tucker – en primitivist af Guds nåde og stemmen på »Afterhours« og »I’m Sticking With You« – fik fem børn og blev bedstemor. Hun bor i Douglas, Georgia. Hun skabte overskrifter i 2009, da hun deltog i et af Tea Party-bevægelsens arrangementer. At Tucker endte på højrefløjen i amerikansk politik, var svært at kapere for fanbasen. Det er ærligt talt også svært at forstå.

TUCKERS samlede værker kan være på en dobbelt cd. Det er de faktisk også. I Feel So Far Away: Anthology 1974-1998 udkom i 2012. Hun har haft minihits med skæve versioner af klassiske sange som »Will You Love Me Tomorrow?« Hun holdt i mange år liv i en excentrisk solokarriere, men har ikke optrådt siden 2002. Det sidste album med ny musik var Dogs Under Stress, som udkom i 1994, da der skulle smedes, mens jernet var varmt efter The Velvet Undergrounds korte og decideret uspektakulære genforening.
   For Lou Reed, John Cale, Sterling Morrison og Moe Tucker turnerede sammen i 1993. Der udkom et dobbelt koncertalbum, Live MCMXCIII, som var en stor skuffelse. På en blå baggrund ser man bananen i sølv. De optrådte også på Roskildes canopyscene – lige så uengageret som alle andre steder, hvor de kom. Det begyndte med et lasershow. Lou Reed gik i træsko og talte ikke med de andre. John Cale stod i siden, helt ude til venstre. Genforeningen kom ikke fra hjertet. Den var formentlig dikteret af økonomien.
   Alligevel fulgte der gode ting med. I 1996 blev The Velvet Underground optaget i Rock and Roll Hall of Fame, hvilket svarer til at få et ridderkors af sine egne. Patti Smith holdt talen for sine gamle idoler, og Tucker, Reed og Cale kom på scenen med en nyskreven sang, »Last Night I Said Goodbye to My Friend«, der var dedikeret til Sterling Morrisons minde. Det er en skrøbelig sang, som bliver famlende udført, men atmosfæren i øjeblikket er ægte. Den kan næsten kompensere for ugideligheden, der prægede rip off-turneen i 1993.

Hvad hedder zen på walisisk?

JOHN Cale, som nu er fyldt 78, bliver ved med at lave knivskarp musik. Han er den, der har haft det sværest med legenden. Ikke fordi han ikke er stolt af de to Velvet Underground-album, han spillede på og var med til at præge, det første og efterfølgeren White Light/White Heat (1968), men fordi han aldrig har fået lov at glemme sin tid i et band, der i højere grad var Lou Reeds projekt, og fordi ingen af hans egne album har nået et bredt publikum.
   Vist er Cales plader fulde af farlig, mørk, eksperimenterende musik, men henved halvdelen af dem er rockalbums, som han håbede ville ændre det hele. Det er faktisk et gennemgående tema i hans selvbiografi fra 1999, What’s Welsh for Zen?*
   John Cale blev født i 1942 i minebyen Garnant i Amman Valley i Wales. Hans far var minearbejder, hans mor skolelærer, og som en særlig krølle på opvæksten, talte hans mor kun walisisk med ham. Cale spillede bratsch og blev uddannet på Goldsmith’s College ved University of London. Han kom til New York på Aaron Coplands anbefaling og hjalp i 1963 John Cage med at opføre en 18 timer lang version af Eric Saties Vexations. Kompositionen skal gentages 840 gange. Den blev fremført af Cage, Cale og 12 andre pianister.
   Cale kom fra det klassiske og landede midt i avantgarden. Sammen med La Monte Young og Tony Conrad dannede han TheTheatre of Eternal Music og optrådte som The Dream Syndicate. Han ville også spille rock og mødte via Warhol Lou Reed, som på daværende tidspunkt kaldte sit band for The Ravens.
   Warhol gav dem vingefang, men insisterede samtidig på at installere Nico i kvartetten. Det viste sig at fungere udmærket, men både hun og Warhol var væk på White Light/White Heat, som i endnu højere grad af præget af Cales forkærlighed for droner og dissonans. Reed kunne lide feedback og radio-riffs. The Velvet Underground var et lykkeligt mix.

Graham Greene og Henrik Ibsen

EFTER VU-tiden fik Cale lejlighed til at indspille albummet Vintage Violence (1970) under eget navn på Columbia. Det er et besnærende kønt og enkelt album, nærmest i singer-songwriter-genren og stadig værd at høre for sange som »Charlemagne«, »Amsterdam« og »Big White Cloud«.
   Den avantgardistiske side af sagen sidder på Church of Anthrax (1971), som Cale indspillede sammen med Terry Riley. Det er symfonisk arrangerede stykker. Kun en enkelt sang – »The Soul of Patrick Lee« - bliver fremført af Adam Miller (med en stemme, som er en dead ringer for Cales). I 1972 overtalte Cale Reprise Records til at udgive The Academy in Peril, et endnu mere klassisk orienteret album med cover af Warhol og instrumentale kompositioner.
   I 1973 indspillede Cale sin klassiker. Paris 1919 er produceret af Chris Thomas, gennemført orkestreret og fyldt med litterære og historiske sange, der alligevel lyder som rock af en slags. Baroque Pop kalder man genren i dag. I titelsangen regner der beaujolais ned på Champs-Elysées, hvor skumringens stævnemøder er fulde af linjer som: »You’re a ghost/ Not alive la la la la/ I’m a church and I’ve come/ To claim you with my iron drum/ La la la la la la la.«
   Cale drikker te med Graham Greene og sejler »Half Past France« med personer fra Henrik Ibsen. »A Child’s Christmas in Wales« er en storslået palimpsest efter landsmanden Dylan Thomas’ erindringshistorie, og selv Shakespeare-karakterer som Banquo og Macbeth bliver inddraget, før Cale til slut hvisker tæt og fortroligt om den bedøvede Hollywood-diva, der forsvinder ind i sindets Antarktis:

The paranoid great movie queen sits idly fully armed
The powder and mascara there, a warning light for charm
We see her every movie night, the strong against the weak
The lines come out and struggle with the empty voice that speaks

Her heart is oh so tired now of kindnesses gone by
Like broken glasses in a drain gone down but not well spent
The road from Barbary to here she sold then stole right back
The vanity, insanity her hungry heart forgave

The fading bride's dull beauty grows
Just begging to be seen
Beneath the magic lights that reach from
Barbary to here

Her schoolhouse mind has windows now
Where handsome creatures come to watch
The anaesthetic wearing off
Antarctica starts here

Paris 1919 er genoptrykt flere gange, senest i en remaster fra 2006 med 11 bonusskæringer. Det bliver ikke ret meget bedre, men det er Cale i en kølig, æstetisk forklædning, før fastelavnsmasken falder for alvor.

Kaptajn Klo går til angreb

TILBAGE i England fik Cale kontrakt med Island Records og udsendte i hurtig rækkefølge tre albums, som myten om de desperate år hviler på. Fear (1974), Slow Dazzle (1975) og Helen of Troy (1975) er hårde, elektriske sangsamlinger med sprækker af akustisk pastorale. Guts fra 1977 er en kompilation med en enkelt ny skæring, »Mary Lou«, som er et outtake fra Slow Dazzle.
   Der er veritable showstoppers som primalskrigsversionen af »Heartbreak Hotel«. »Fear is a Man’s Best Friend« har salmetekstur, og på Slow Dazzle er fortælllingen om »The Eye« af samme surrealistiske beskaffenhed som »The Gift« fra White Light/ White Heat. Her er den sande mand i koncentrat. Hør, hvor bitter han er i signatursangen ”Guts«:

The bugger in the short sleeves fucked my wife
Did it quick and split
Back home, fresh as a daisy to Maisy, oh Maisy

And the twelve-bore that stood in the corner
Quite operatic in its self-disgust
It blew him all over the living room floor
Like parrot shit, parrot spit, parrot shit was shot

Now suppose it was someone familiar
Someone we all would know
Embarrassing denouement, ne c'est pas?
Familiar hyperbole

And there would go the secret plot
The piss had missed the hole in the pot
Like that ancient teenage dream
From soul to poisoned soul to poisoned soul

Guts, guts, got no guts
And stitches don't help at all
Guts, guts, got no guts

Holes in the body, holes in the legs
Holes in the forehead, holes in the head
Holes in the body, holes in the legs
There should never be holes at all
There should never be holes at all

So kill all you want or more
Make sure, do it right
Dead is dead and door nails forget

And then you'll notice
How the waster and the wasted
Get to look like one another

In the end, in the end
In the end, in the end

Problemet med pladerne var som sædvanlig, at ingen af dem kunne sælge. Efter Helen of Troy stod Cale atter på gaden. Nu følger fire wilderness years, hvor han turnerer, spiller på døren og lever af at producere for andre (Nico, The Stooges, Nick Drake m.fl.) Han kom tilbage – for egen regning – med EPen Animal Justice og det selvudgivne koncertalbum Sabotage Live (1979).
   Begge indeholder originale kompositioner. Det er mørk, vild og pragtfuld musik. Jeg var engang til en fest hos Dan Turèll, der delte min glæde ved Cale. Jeg bladrede i hans plader og bad ham spille Sabotage. Han sagde, at det kunne vi godt, men ingen ville lytte, og alle ville klage. I dét fik han fuldkommen ret, for pointen er netop, at man skal lytte. Her kommer Cales paranoia for alvor til sin rablende ret – men bliver også nuanceret af besværgelsen i den smukke slutsang, som hedder »Chorale« og har karakter af en salme.

 »By hook or by crook/ I am the captain of this life«, forsikrer Cale sig selv på det 12 minutter lange »Captain Hook« (som faktisk beskriver og bifalder afviklingen af det britiske imperium). Sabotage beviste, at Kaptajn Klo havde kræfter endnu. Cales koncerter – med skimaske over ansigtet og høns, der blev halshugget og kastet ud til publikum – var legendariske. Der var ikke noget privatliv tilbage. Det hele gik op i substanser.
   I 1981 fik han atter chancen for at lave et stort promoveret album, da A&M Records  udgav Honi Soit. Cale beskriver i selvbiografien, hvordan han og bandet gjorde alt, hvad de kunne, for at gøre Honi Soit kommerciel. Der er ikke engang den sædvanlige snak om ikke at gå på kompromis. Cale havde gjort det uden at blinke, men der var bare intet publikum til sange som »Fighter Pilot«, »Wilson Joliet« og »Strange Times in Casablanca«.
   Cale var nu på alkohol, coke og heroin. Det var ikke et liv at byde en partner. I 1968 blev han gift med Betsey Johnson og skilt hurtigt efter. I 1971 blev han gift med Cindy Wells fra The GTOs, som var endnu værre end han, og de skiltes i 1975. Det var Wells, der gik i seng med Kevin Ayers og affødte væmmelsen i »Guts«: »Skiderikken med de korte ærmer kneppede min kone/ Han gjorde det hurtigt og skred...«
   Sidst i 70erne var Cale sammen med Jane Friedman. Hun var samtidig hans manager. Så mødte han Risé Irushalmi, som han blev gift og fik en datter med i 1985. Friedman slap forretningen, og Cale skulle selv føre regnskab. Han blev reddet, siger han i What’s Welsh for Zen?, af de royalties, som han ikke havde hævet for sit producerarbejde på Patti Smiths debutalbum Horses.

En bedre verden at dø i

MEN hvad har alt dét med musikken at gøre? kan læseren meget vel spørge. Det har sådan alt med musikken at gøre. Det er dér musikken kommer fra, og er der én ting, man har ud af at læse What’s Welsh for Zen?, er det billedet af, hvor fuldkommen indfedtet, saltknudret og sammenblandet forbindelsen er mellem Cales liv og musik. Og for så vidt alt liv og kunst, skulle jeg mene.
   Midt i kaos får Cale et break i form af en kontrakt med Michael Zilkha, som i 1978 etablerede selskabet ZE Records. ZE var ganske stort i tiden. Her udkom navne som Suicide, Lydia Lunch, Lizzie Mercier Descloux, Kid Creole and the Coconuts (!) og Was (Not Was). Zilkha købte Cales Spy Records og gav ham budget til at indspille en plade, som helst skulle være et soloalbum. Det udkom i 1982 og hedder Music for a New Society.
   Music for a New Society blev i 2016 remastereret og genudgivet af Domino Records, som forhåbentlig også vil relancere de øvrige albums fra 80erne og 90erne. Det er kun Paris 1919 og de tre store album fra Island, som er kommet igen og igen. Resten er i perioder ude på mikrolabels – det gælder også Cales mange soundtracks og orkestrale arbejder.
   Jeg skrev om pladen i Weekendavisen, da den udkom for 38 år siden. Fordi teksten står i bogen På sporet efter den hvide lyd (1983), kan jeg citere den uden at lede ret længe. Bedømmelsen står jeg ved, som jeg skrev den:
   »På Music For A New Society er balladerne igen sprængt ind i det sorte, og Cales tangentspil gennemlyses sine steder af en decideret lyrisk kvalitet, som i sin skrøbelighed lader hans mørke stemme stå meget rent og indtrængende. Klarest brænder her »Taking Your Life in Your Hands« og »Close Watch«, der egentlig stammer fra Helen of Troy. Men det krystallinske kredser altid om en kerne, som er sort, og sangenes sum er en uløselig knude af lys og mørke. Lyden kan alene leve i kraft af tavshedens nærvær. De enkle arrangementer manipulerer virtuost med disse givne bestandele: lyd, tavshed, mørke, lys.
   Klangfladerne på Music For A New Society skabes dels af Cales orgel og klaverer, dels af lag på lag af nøgne lyde. Som mareridtsmetronomen i »Thoughtless Kind«, der glider med over i »Santies« [sic], hvor albummets hjerte blotlægges. Over rituel dronen og asynkront slagtøj messer Cale en tekst, der er så fuld af ledens indsigt som »Wilson Joliet« på Honi Soit eller »Guts« på Slow Dazzle (…) 
   Tavsheden sætter ind, ikke som punktum, men simpelt hen som ophør. Dette er musikken til et nyt samfund. Til en stærkere, mere kærlig verden. En bedre verden at dø i. Så det gælder stadig, at frygt er menneskets bedste ven, og John Cales stemme lever, så stram og stærk som nogensinde.«

Lana Turner og Carmen Miranda
   
EFTER Music for a New Society lavede Cale Caribbean Sunset (1984), som ville være et søvnigt album, hvis det ikke var for teksterne til »Model Beirut Recital«, »Pretorian Underground«, »Villa Albani« osv. Så kom det prunkløse Artificial Intelligence på Beggars Banquet i 1986. Det var i ti år Cales sidste rytmiske album. »Song of the Valley« og »Dying on the Vine« er stadig unikke ballader.
   Words for the Dying fra 1989 er en klassisk plade med stort drengekor, russisk symfoniorkester og kompositionen »The Falklands Suite«, der tonesætter fire af Dylan Thomas’ digte, bl.a. »Do Not Go Gentle Into That Good Night«. Det er den sobre Cales mest overbevisende arbejde.
   Sidst på albummet sidder en nyskreven sang, »The Soul of Carmen Miranda«, der er ligeså fin og mærkelig som »The Soul of Patrick Lee« fra Church of Anthrax. Carmen Miranda var den brasilianske danser og sangerinde, som i MGM-musicals fra 50erne bar bananer, ananas og anden frugt på sit hoved. Cale fanger hende lige så præcist, som han i »Antarctica Starts Here« fra Paris 1919 fastholdt en diva af Lana Turner-typen:

Since the soul of Carmen Miranda
Had captured the mind of man
Dismissed with her generation
For the price of a can-can
Consigned to the sideshows of history
With the patronized orphans of film
She seeded the bait
And offered the faint
Hope of chance to innocent men
In love with the trance of her dances
And abandoned by them

She called in the boys
She remembered their names
And the sorry condition they came in
The dances were soiled
They spun and recoiled
From the master tap dancer inside them
Beside them...

Rastløs servering

CALES arbejder i de sidste årtier har været rastløse serveringer, der vidner om hans interesse for nye produktionsmetoder. Han er så vild med knapper, loops og treatments, at teknikken bliver større end følelsesstoffet.
   Cale sprang ud i orgiet, da rave og electronica var på deres højeste. Resultatet er flydende, klikkende landskaber, der knytter an til mange tankekomplekser, men det er lidt som at se sene film af Wim Wenders. Det spontane bliver kvalt i store ideer, og kunsten er kun til for kunstens skyld. De få markante sange der er, bliver stresset ihjel af finesser.
   Man hører de nye albums intenst – Walking on Locusts (1996), HoboSapiens (2003), blackAcetate (2005) – og sætter dem så op på hylden. Senest var Shifty Adventures in Nookie Wood (2012) en lovende retur til kulturuniverset fra Paris 1919. Men man hører »Hemingway« ti gange – og der er altså ingenting i sangen.
   Efter Artifical Intelligence har Cales bedste ting været co-produktioner: sangkredsen Songs for ’Drella (1990), som han og Lou Reed skrev til minde om Andy Warhol, og Wrong Way Up (1990), som han delte med Brian Eno. På konceptalbummet Last Day on Earth, som han og Bob Neuwirth lavede sammen i 1994, er Neuwirths drævende bidrag ganske vist trættende, men Cales sange vinder ved genhør. 

II

En billedstormers otium

DET er derfor med bange anelser, at jeg skræller folien af den nye dobbelt-cd. Cale siger selv, at når han kom i gang med at remixe Music for a New Society, skyldtes det en henvendelse fra Aarhus Festuge.
   I 2012 havde Cale turneret med koncerter, hvor Paris 1919 blev opført i fuld længde (som Lou Reed gjorde med Berlin fra 1973, og som det er blevet praksis for gamle navne, der skal gøre comeback, hvis de har noget, der ligner en klassiker på værklisten).
   Turneen gik over forventning. Nu bad Aarhus ham komme og spille Music For a New Society i fuld længde. Det gjorde han faktisk i 2013. Og han tænkte nye tanker. Paris 1919 var født som et orkesteralbum med historisk tema. Music for a New Society blev – bortset fra et enkelt nummer, »Changes Made« – fremført af én mand og én stemme i et bart rum med sære instrumenter. I mixet blev der så lagt effekter på.
   Cale besluttede at rekonstruere albummet ved at dekonstruere musikken og samle de enkelte dele igen – nu med fri, løs og rigelig brug af den digitale produktions hjælpemidler. Derfor er genudgivelsen en dobbelt-cd. For det første er Music for a New Society istandsat pristint. For det andet er en ny version af albummet inkluderet med titlen M:FANS. På vinyl udkom pladerne separat. Det er flot, og det er virkelig ikke en gammel mands album.

Tilbage i tiden og udenfor
   
CALE har fjernet de to sidste skæringer fra det oprindelige album: »Damn Life« og »Risé, Sam and Rimsky-Korsakov«. I stedet er outtaket »The Library of Force« (som var en bonusskæring på cd-optrykket fra 1993) sat ind i fuld længde.
   På den oprindelige vinyl-LP blev man forvirret af en skæring, »Mama’s Song«, der skulle være – men ikke var – sidste nummer på side 1. Den indgår på M:FANS som »Prelude« og gengiver en telefonsamtale mellem Cale og hans forældre. Cale taler engelsk med sin far (som døde, før albummet udkom, derfor blev skæringen fjernet) og spørger efter sin mor. Hun kommer i røret under megen knitren, og han beder hende synge en walisisk sang, »Ar Lan y Môr« (»On the Seashore«), som han kan huske. Vi er mere tilbage i tiden på M:FANS, end på det genoptrykte album, som på en måde står uden for tiden.
   »If You Were Still Around« ser Cale nu som en sang, der handler om hans relation til Lou Reed. »Taking Your Life in Your Hands« handler stadig om en mor, der har gjort noget galt. Hendes børn bliver fjernet og skal vokse op »in that funny school far away«. Det er sønnen, der synger til kvinden, som »took all those lives in her hands«. Og det er stadig en knugende sang, skønt dramaet nu er flyttet fra stemmen over i bearbejdede loops.
   Der er generelt lagt fire-fem lag af effekter oven på de gamle bånd. Det bliver, synes jeg, et problem på de steder, hvor sangene i forvejen brugte stemmer og instrumenter som effekter.
   »Thoughtless Kind« er for Cale en erindring om tiden med The Factory, Warhol og VU. Også i 1982 brugte sangen: metronom, elektrisk klaver, tamburin, akustisk guitar, industriel drone + en snart nær, snart fjern blanding af sukken, råb og hul latter, der til slut blev overdøvet af sækkepiber. Denne spøgelsesmusik var arrangeret omkring stemmen, som stod helt fremme og var alene.
   Sangen er stadig et storslået »Drama of Exile«, for nu at bruge en af Nicos albumtitler. At tilføje flere effekter, er at komme pålæg oven på pålægget.

Grådige engle

PÅ M:FANS vil Cale overtrumfe de gamle effekter med nye. Det virker flere steder som at ændre blot for at ændre, og resultatet tangerer en neo-barok. Tanken er, skriver Cale, at nye dæmoner afsløres. Nogle bliver genvakt fra fortiden, hvor sløret af elendighed, som han brugte som emballering dengang, »i 2015 bliver til rytme og rent raseri«.
   Det er rigtigt nok noget af tiden. Andre steder er virkningen bare banal.  »Sanities« – som egentlig hed »Sanctus«, men selskabet læste titlen på æsken med båndet forkert – er en sang om en berøvet mor, der ser sig om efter et bedre sted. Cale bruger i teksten sit hævdvundne trick med at opliste stednavne for at skabe en panoramisk effekt:

The searchlight found her so cockleshell and sure
Sick and tired of what she saw
But cockleshell and sure –
Sure of what the world had offered a tired soul
From Istanbul to Madrid
To Reykjavik, to Bonn
To Leipzig, to Leningrad
To Shanghai, to Pnom Penh,
All so that it would be a stronger world
A stronger though more loving world
To die in

Kvinden hører grådige engle, der spytter på hendes nederlag. Det er svært at komme efter den sang, for i 1982 kan Cale virkelig male smerten og tabet så rent. Empatien er en kolossal motor på Music For A New Society. I 2015 giver han sig til at mixe mandskor og marcherende tropper ind i montageform. Han giver sig simpelt hen til at illustrere. Og det bliver »Sanities« svagere af.
   Det skal siges, at Cales filosofiske position har ændret sig. I 1982 er Music For A New Society et mørkt, nøgent album, der åbner sig besværgende mod lyset. Cale synger til alt dét, der skal komme efter. Han ville være far og gøre det bedre, når han blev far. For det måtte være muligt: »I 1982 lød Music For A New Society præcis som sin titel: noget futuristisk, en ny form for sangskrivning. I 2015 er også M:FANS netop dét, en ny slags dystopisk fremtid der venter, fuld af elektrisk knasen og forstyrrede frekvenser.«**

En ny form for sangskrivning

DEN sene Cale er træt af ballader. Han har altid – og med rette - været stolt af »Close Watch« , som er den eneste John Cale-sang, Frank Sinatra kunne have sunget. Han brugte den både på Slow Dazzle og Music For A New Society. Ved koncerter var det hans faste godnatsang. Her bliver den bearbejdet i »en spektral duet« med Amber Coffman. Der er digitale trommer, og Matt Fish spiller cello. Der bliver hele tiden skruet op og ned. Det gør ikke sangen bedre.
   Også »Chinese Envoy« bliver noget andet end en ballade. Til gengæld er »Library of Force« realiseret stærkere på M:FANS, og da »If You Were Still Around« bliver gentaget i en version med kor og asynkron, slæbende rytme, krænger Cale virkelig nyt liv ud af sangen og giver den mere betydning. Men nøgleordet er krænger. Eller vrider. M:FANS er aldrig easy listening.
   Har man aldrig hørt Music For A New Society, skal man begynde bagfra med den nye version. Det er svært at lægge de gamle indtryk fra sig og høre M:FANS som et selvstændigt værk. Jeg har lyttet rigtigt meget for at finde en vej ind til kernen. Og havde næppe givet M:FANS så mange chancer, hvis ikke det var John Cales nye album.
   Jeg synes så, at det er lykkedes. Jeg holder mere af det oprindelige album – som også kræver sin lytter, men er tæt på og midt i dramaet hele tiden – men der er steder på M:FANS, hvor støjen af arrangeret virkelighed giver mening. Og har betydelig dybde. Cale bliver aldrig folkeeje, og det har han affundet sig med. Nu er det aften, og det kan være det samme. Men sæt pris på de hér nye ting og lad være med kun at læse legenden.

*) John Cale & Victor Bockris: What's Welsh for Zen? The Autobiography of John Cale. 272 + 12 s. Random House/ Bloomsbury,1999.   











**) Jeg citerer Cales egne kommentarer fra teksthæftet: »In 1982, Music For A New Society sounded exactly like its title: something futuristic, a new kind of songwriting exercise. In 2015, M:FANS is exactly that too, full of electrical crackle and disturbed frequencies, a different kind of dystopian future awaits.«

John Cale: Music For A New Society/M:FANS. 1982, 2015.  Domino Records. Alle formater. 

Fotos: John Cale-portrættet er taget af Craig McDean til Interview Magazine i 2016

Anmeldelsen af M:FANS blev udgivet på Mikrozinet.dk 15.03.2016. Her gav man stjerner, og Cales album fik 5. Jeg har justeret årstal og tilføjet mere om, hvor VU-medlemmerne blev af. 24.05.2020