Baz Luhrmann: The Great Gatsby (2013) [Bogen og filmen]

DEN UMULIGE DRØM
Grundstoffet smeltes og æltes med manisk visuel energi

Af BO GREEN JENSEN

DER er mindst tre måder at betragte Baz Luhrmanns version af The Great Gatsby på. Som en filmatisering af F. Scott Fitzgeralds 1925-roman er den mangelfuld. Luhrmann og medforfatteren Craig Pearce tilføjer en overflødig rammehistorie, hvor Nick Carraway (Tobey Maguire) i tilbageblik beskriver og – værre endnu – fortolker og forklarer sig selv og sin samtid til ære for en vennesæl psykiater.

   Filmens Nick Carraway ligner et kejtet forsøg på at føje Fitzgeralds skikkelse ind i sammenhængen. Forfatteren gjorde det samme, da han skabte mellemmanden fra Midtvesten, men romanens Nick er unægtelig en mere subtil, nuanceret figur. Den eneste rest af fornuft i en tid, som er gået eftertrykkeligt af led, men også den eneste, som forstår og værdsætter Gatsbys umulige drøm. Man kan godt sætte tiden i stå, siger Gatsby. Man kan godt begynde forfra. Nick ender jo med at give ham ret.

LUHRMANN plukker vilkårligt i stoffet, tilføjer irrelevante ornamenter og skærer tingene ud i pap. Når filmen raketzoomer mellem Gatsbys forlorne skrummel af et gotisk palæ og det grønne lys for enden af molen ovre hos Daisy og Tom Buchanan, undermineres de poetiske beskrivelser af den grønne lanternes »enormous significance«, som Luhrmann også forsøger sig med. De store orgier, som Gatsby holder til ære for Daisy, er i denne filmudgave blevet groteske og ufrivilligt komiske. Først da filmen når til hjertet af historien, begynder vægtene at balancere.

SER man filmen som et nyt værk af Baz Luhrmann, i signaturstilen fra Moulin Rouge! (2001), giver Gatsby mere mening. Der er først og fremmest en manisk visuel energi. Luhrmann bruger samplede sange fra højre og venstre som fundamentet under de spraglede sætstykker. I William Shakespeare's Romeo + Juliet (1996) var det operaudtag, som blev bearbejdet; i Moulin Rouge! klassisk rock og pop fra 1970erne og 80erne. I begge film gik lydsiden mere eller mindre i ét med Catherine Martins totale produktionsdesign.

   Sammenføjningen er mindre smidig i Gatsby, hvor jazz fra perioden og nye sange fra hiphop og R&B smeltes og æltes i spor af hvid støj, der kører i baggrunden, når Jay Gatsby holder fest. Men man ser ideen med serveringen. I den hæslige »Askedal« mellem New York og Long Island – Fitzgeralds »Valley of Ashes« var inspireret af T.S. Eliots The Waste Land (1922) – har skiltet med T.J. Eckleburgs impotente gudeblik aldrig set mere ironisk eller bedrøvet ud. Da Gatsbys bil kvæster Myrtle Wilson, er der en flot visuel kommentar. Der er også en overraskende realisme midt i det digitale dukketeater.

THE Great Gatsby må være den sande treer i Luhrmanns »Red Curtain«-trilogi, hvor Strictly Ballroom (1992) aldrig har passet ordentligt ind. Men filmen ligger i logisk forlængelse af Romeo + Juliet og Moulin Rouge!, som alt i alt er den bedste og frækkeste og mest originale af de tre film – måske fordi den ikke skal stå til regnskab for et klassisk forlæg, men kan fantasere og fabulere efter behag.

SER man endelig filmen uden tanke for, hvem afsenderne er, må Gatsby være en støjende, rigeligt lang og dog fascinerende oplevelse. Da Luhrmann lader Nick Carraway moralisere over tiden – og sige mindre om sig selv og sin position mellem klasserne, end han gør hos Fitzgerald – ligner det regulær bagklogskab. Faktisk er filmen enestående historieløs. De sociale nuancer, som romanen lader komme til udtryk i kapitlet, der skildrer en fest hos Jay Gatsby – »Mr. Nobody from Nowhere« – er forsvundet i Luhrmanns visuelle trykkoger.

LUHRMANNS Gatsby bliver overalt sammenlignet med Jack Claytons stilskabende storfilm fra 1974, dén med Robert Redford og Mia Farrow, som Francis Ford Coppola skrev manuskriptet til. Faktisk er det den femte filmudgave af Fitzgeralds klassiker.

   Allerede i 1926, året efter romanens udgivelse, instruerede Herbert Brenon på vegne af Famous Players-Lasky Corporation en stumfilm med Warner Baxter, Lois Wilson og Neil Hamilton. William Powell fra My Man Godfrey (1936) og serien om The Thin Man (1934-1947) har en tidlig rolle som Myrtles mand, automekanikeren George Wilson, der hos Luhrmann spilles af Jason Clarke.

   Kun en trailer af et minuts varighed overlever. I dén ser man, at Gatsbys fester også i samtiden var et salgsargument. Fitzgerald selv havde intet at gøre med filmen.

   Elliott Nugents 1949-version er ikke gået tabt, men frister en stedmoderlig skæbne. Filmen er simpelt hen svær at få fat i, men bestemt værd at se, hvis det lykkes. Her er en saglig, lavpraktisk realisme prioriteret; tonen er mere som film noir i dagslys. Richard Maibaums manuskript bruger bogen som afsæt for en tilbageskuende skildring af Forbudstiden. Alan Ladd har rollen som Gatsby. Da han dør i sin swimmingpool, falder skuddene tørt og præcist. Huset er stort, men ikke et slot. Man ser, hvordan Gatsby har tjent sine penge.

1974-VERSIONEN er den eneste, som forsøger at holde hele bogen fast og bruge Fitzgeralds nostalgiske livssyn som kilde. Bruce Dern er castet som Tom Buchanan, Daisys proto-fascistiske ægtemand. Scenen, hvor han brækker Karen Blacks næse med brutal nonchalence, er i sammenhængen lige så vigtig som Gatsbys romantiske tro på en fremtid, som allerede ligger bag ham. Sam Waterston spiller Nick Carraway.

   Robert Markowitz’ Gatsby fra 2000 blev produceret for tv. Toby Stephens, Mira Sorvino og Paul Rudd spiller henholdsvis Gatsby, Daisy og Nick Carraway i en brugsudgave, som først og fremmest vil illustrere romanen. Ingen er faldet for fristelsen til at gøre Daisy Buchanan dyb eller glamourøs. Hendes ynde er lige så flygtig (og falsk) som Gatsbys selviscenesatte persona. Hun er først og fremmest hans idé.

BAZ Luhrmann er i sin gode ret til at lægge accenterne, hvor han vil, til at skære, bøje, føje til og trække fra. Det villle ikke give mening, hvis han blot trak stoffet gennem endnu en illustreret version.

   Leonardo DiCaprio er god nok som Gatsby, når man har vænnet sig til hans facon. I 1974 var Robert Redford både mystisk, viril og genert. DiCaprio er bedre til at vise desperationen og usikkerheden. Carey Mulligans Daisy er næsten for inderlig til at overbevise, da hun svigter Gatsbys drøm og bliver et af de skødesløse mennesker, som knuser andre og trækker vindebroen op. Hjerteløsheden og selvtilstrækkeligheden kunne Mia Farrow fremstille med betydelig mere autoritet.

AFVIKLINGEN af romanens berømte slutord er ikke på højde med følelsen i Coppolas manuskript til 1974-versionen. For hver gang forsvinder der flere detaljer, og Fitzgeralds smukke sidestilling af det grønne lys for enden af molen, de første hollandske sømænds umulige drøm om det friske land og al menneskelig stræben bliver mere beskåret. Disse forbehold til trods, er der stadig en styrke i Gatsby. Hjertet banker stadig væk.

Se også Baz Luhrmann: William Shakespeare's Romeo + Juliet (1996); Baz Luhrmann: Moulin Rouge! (2001); Baz Luhrmann: Australia (2008); David Fincher: The Curious Case of Benjamin Button (2008).

*) Soundtracket til Luhrmanns film er fyldt med hiphop- og R&B-stjerner, der typisk fortolker andres sange fra genren. Beyoncé x André 3000 synger Amy Winehouses »Back to Black« osv. Mere ubemærket er der udmærkede originale bidrag fra Lana Del Rey (»Young and Beautiful«), Florence + the Machine (»Over the Love«) og Jack White (»Love is Blindness«). Særlig markant står den stilrene pastichejazz med The Bryan Ferry Orchestra, som fremfører »Love is the Drug« i metallisk lakpladestil. Ferry var så begejstret for konceptet, at der udkom et selvstændigt album med retro-jazz (og Roxy Music-sange). The Jazz Age (2012) er et livløst album, som ikke slog an, men eksperimentet inspirerede brugen af Ferry som tysk cabaretsanger i første sæson af Tom Tykwers tv-serie Babylon Berlin (2017) efter Volker Kutschers Weimar-tidskrimier. Her synger Ferry »Bitter-Sweet« fra Country Life (1974), en tekst, der er født med et tysk mellemstykke. Også musikalsk vinder 1974-versionen af The Great Gatsby stort. Nelson Riddles smægtende arrangementer af eget score og udvalgte sange fra tiden er kærligt og kongenialt. Irving Berlins »What'll I Do« fungerer som en slags temasang. Riddle modtog en Oscar for arbejdet.

**) Filmudgaven - »the movie tie-in« - er ikke et nyt fænomen. Bantam Books genoptrykte The Great Gatsby i 1945, fem år efter Fitzgeralds død, da udgivelsen af The Crack-Up skabte ny interesse omkring forfatterskabet. Da Paramount lancerede filmen i 1949, blev et nyt omslag med Alan Ladds billede lagt om restoplaget. Forsiden er reproduceret efter foto på Facsimile Dust Jackets LLC. Præcise kopier af sjældne smudsomslag koster 25 dollars pr. stk.

The Great Gatsby. Instr.: Baz Luhrmann. Manus: Baz Luhrmann, Craig Pearce. Foto: Simon Duggan. 144 min. Australien-USA 2013. Dansk premiere: 16.05.2013 (3D i udvalgte sale).

Fotos: Warner Bros./ Village Roadshow Pictures/ A&E Networks/ Bazmark Films/ Red Wagon Entertainment/ Spectrum Films/ Paramount Pictures/ United Artists/ Scribners/ Bantam Books/ BMG Music/ Facsimile Dustjackets LLC/ CineMaterial/ MovieStillsDB

The Great Gatsby (2013) streames på Blockbuster, Google Play, HBO Max, iTunes, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy, YouTube Movies

The Great Gatsby (1974) streames på Blockbuster, Google Play, iTunes, Rakuten TV, Viaplay Rent & Buy

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 17.05.2013.

David Fincher: The Curious Case of Benjamin Button (2008)

LIVET LEVES BAGLÆNS
Mørkets profet møder vemodets mester

Af BO GREEN JENSEN

HAN fødes som olding og dør som et spædbarn. Det er i sin svimlende enkelhed den præmis, som bærer Benjamin Buttons forunderlige liv. Filmen bygger på en fantastisk fortælling, ikke stort mere end en vignet, som F. Scott Fitzgerald solgte til magasinet Colliers, der trykte den i maj 1922, tre år før forfatteren skrev sin sublime roman om The Great Gatsby. Da novellen blev samlet op i Tales from the Jazz Age (1922), skrev Fitzgerald følgende note:

   »Denne fortælling er inspireret af en passus hos Mark Twain, som bemærkede, at det var en skam, at den bedste del af tilværelsen lå i begyndelsen, mens den værste del kom til slut. Ved at udføre eksperimentet på en enkelt mand i en ellers almindelig verden, har jeg sikkert ikke givet hans strejftanke en retfærdig behandling. Adskillige uger efter, at jeg færdigskrev teksten, opdagede jeg et næsten identisk plot i Samuel Butlers Notesbøger.«

DER er kun stort set kun ideen tilbage i David Finchers filmatisering, som baserer sig frit på novellen. Benjamin (Brad Pitt) fødes i november 1918, da 1. verdenskrig slutter. En sorgramt urmager vender tiden på det store ur, som han bygger til hovedbanegården i New Orleans.

   Samme nat fødes Benjamin som en gigtsvækket, stæreblind olding. Hans far kan ikke tåle synet af den hæslige skabning, som har gjort ham til enkemand. Hittebarnet vokser op på plejehjemmet hos Qeenie (Taraji P. Henson) og falder udmærket til hos de gamle, mens han lærer at gå og bliver yngre. Som teenager er han en ældre herre, der forelsker sig i Daisy (Cate Blanchett), hvis bedstemor bor på alderdomshjemmet.

ALLE bliver grå og svage og dør, mens Benjamin vokser sig yngre og stærk. Han vænner sig til at miste og være alene. For Fitzgerald, som var 25 år, da han skrev novellen, var det sikkert en pointe, at Benjamin trods alt gjorde almene erfaringer og følte den samme slags ensomme sorg. Midt i livet får parret en datter. Benjamin går, da hun fylder et år, så Daisy ikke på én gang skal døje med en ung og en gammel baby. Imens raser verdenshistorien. Man kan næsten ikke høre sig selv, men der kommer en granvoksen Hollywood-film ud af tanken, mens det 20. århundrede afspilles.

INSTRUKTØREN er den feterede stemningsmester bag neo-noirfilm som Se7en (1995), Fight Club (1999) og Zodiac (2007). Det er første gang, at Fincher forsøger sig i et romantisk format, til og med uden thrillerballast, men han går til sagen med krum hals, legesyg overbevisning og meget af sin sædvanlige stilsans. The Curious Case of Benjamin Button giver i hvert fald tilskueren noget for øjet.

   Filmen er næsten lige så interessant, som den er ujævn. Den kuriøse fabel er blevet sammenlignet med Robert Zemeckis' Forrest Gump (1994). Begge film har manuskript af Eric Roth og bruger en dyb banalitet (»Life is like a box of chocolates« bliver i Benjamin Button til »You never know what’s coming for you«) som motto, mens en excentrisk fiskeskipper (her Jared Harris som Captain Mike) rangerer højt på listen over bipersoner. Benjamins livsfrise minder dog snarere om en blanding af Little Big Man, Slaughterhouse 5 og Simon Birch (1998), Mark Steven Johnsons bizarre filmatisering af John Irvings En bøn for Owen Meany.

FINCHER forsøger med alle midler at afstedkomme det episke sug, som får tilskueren til at slippe sin skepsis og engagere sig i karakterernes skæbne. Det fungerede faktisk i Forrest Gump, men her er det lidt op og ned.

   En film bliver ikke episk af at vare meget længe, og med en spilletid på næsten tre timer er Benjamin Button virkelig alt, alt for lang. Det lykkes dog at skabe indre logik og romantisk forventning. Fordi Benjamin bliver yngre, mens Daisy bliver ældre, må der midtvejs være et langt roligt stræk, hvor de elskende er skabt for hinanden. Det er filmens gyldne hjerte, som banker varmt, stærkt og tilfredsstillende.

   Hver scene har en bittersød, ironisk bund, som kompenserer for Finchers manglende humor. Daisy har ingen tålmodighed med Benjamin, da han prøver at nå den flyvske teenager. Omvendt kan hun næsten ikke bære at se på Benjamin, da han en sidste gang vender tilbage.

   At Brad Pitt i disse scener gøres gylden, ung og rynkefri, må være filmens mest imponerende trick. Begyndelsens scener fra alderdomshjemmet, hvor den gigtsvage tumling slår sine folder, ligner mere effekter fra vokskabinettet. Der er betydeligt vemod i afskeden, hvor Benjamin endelig bliver en dreng, mens han indvendig hærges af senilitet og demens.

RAMMEFORTÆLLINGENS scener er henlagt til et hospital i New Orleans, hvor Cate Blanchett som Daisy ligger og dør i august 2005, mens datteren Julia Ormond læser i Benjamins optegnelser. Desværre er Blanchett sminket som Elefantmandens søster og har fået besked på at tale med gispende, hivende vejrtrækning. Udenfor ankommer orkanen Katrina, som endelig løsner den syndflod, der sætter tiden på plads i det smukke slutbillede. Hverken Pitt eller Blanchett har meget at arbejde med, men de fungerer udmærket sammen, skønt man tvivler ikke så lidt på kemien i det lykkelige midterparti.

   

BENJAMIN Buttons forunderlige liv er måske nok en grotesk forstørret novelle, der dybest set ikke siger ret meget. Alligevel er filmen et forfriskende pust, fordi der hverken er tale om krimi, gyser eller komedie, men om et tænksomt drama for voksne med hang til det fantastiske og det sentimentale. Livet forstås baglæns, men må leves forlæns, hedder det hos filosoffer. I Benjamin Button vendes processen, og det giver anledning til paradoksale tanker. For lang, for løs og for vidtfavnende, men ikke desto mindre en film af format.

Se også Baz Luhrmann: The Great Gatsby (2013) [Bogen og filmen]; David Fincher: Fight Club (1999); David Fincher: Zodiac (2007) [Noir 100]; David Fincher: Gone Girl (2008) [Noir 100]; David Fincher: Mank (2020) [Oscars 2021].

The Curious Case of Benjamin Button (Benjamin Buttons forunderlige liv). Instr.: David Fincher. Manus: Eric Roth. Foto: Claudio Miranda. 166 min. USA 2008. Dansk premiere: 23.01.2009.

Fotos: Warner Bros./ Paramount/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ University of Michigan/ Scribners/ Collier's/ Smithsonian - National Portrait Gallery

Filmen streames på Apple TV, Blockbuster, Rakuten TV, SF Anytime,Viaplay Rent & Buy, YouTube Film

2K Blu-ray fra The Criterion Collection (Spine #476) 01.01.2013

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 23.01.2009