Translate

Viser opslag med etiketten Dennis Quaid. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Dennis Quaid. Vis alle opslag

søndag den 29. august 2021

Gregory Hoblit: Frequency (2000) [Sci-Fi 100]


NÆRKONTAKT AF MAGISK GRAD
Ved Guden for Gode Fortællingers nåde

Af BO GREEN JENSEN

SCIENCE fiction på film er i regelen ensbetydende med rumeventyr, dystopisk hypernoir à la Blade Runner, stilfuld cyberpunk à la The Matrix, skræmmende aliens og den mørke sandhed, som lurer derude.
   En sjælden gang kan genren dog, også når den er bredest og mest kommerciel, tage fat i nære emner, som rører sig i almindelige liv nu og hér. I litterær sammenhæng har genren altid forstået at sætte af i den virkelighed, som vi deler.
   Frequency er en variation over to hæderkronede temaer: tidsrejsen og den alternative historie, som er konsekvensen af justeringer i det forgangne. På dansk har filmen fået et opportunistisk Livsfarlig hægtet på titlen. Det skal vel lokke turisterne ind, men man går nu forgæves, hvis man kommer i håbet om åndeløs spænding. Filmen er gammel i stilen og afvikles langsomt. Til gengæld har den en følelsesdybde, som er sjælden i denne ende af feltet.



DER er to tidsrammer, to niveauer, som udveksler livsenergier. Mediet er elektromagnetisme. I oktober 1969 sidder brandmanden Frank Sullivan (Dennis Quaid) som altid i sit hus i Queens og roder med sin kortbølgeradio.
   Frank vil jo mene, at livet er godt. Han synes om sit arbejde, holder af at redde liv og reagere hurtigt i trængte situationer. Han elsker sin kone, sygeplejersken Julia (Elizabeth Mitchell), og sønnen John. Han elsker for den sags skyld sin evindelige kaffe og de Camel uden filter, som han kæderyger i pakkevis af. Frank følger med i baseballsæsonen og prøver at lære sønnen at cykle. Hvad mere kan man forlange af tilværelsen?
   Tredive år senere, i oktober 1999, tæller verden ned til årtusindeskiftet; endnu en baseballsæson er i gang, hver især har travlt med sin hverdag. Den eneste usædvanlige detalje er det stærke nordlys, aurora borealis, som hænger på himlen over New York, ganske som i 1969.
   I huset i Queens er John Sullivan blevet voksen. For ham blev livet ikke så godt. Hustruen forlader ham i første scene. John blev kriminalbetjent. Han fik også lært at cykle, men er aldrig for alvor kommet ud af den skygge, som blev kastet over tilværelsen, da hans far omkom i flammerne tredive år før.



MAN fornemmer vel, hvor det bærer hen? John forsøger at drukne sine sorger i alkohol, men barndomsvennen Gordo (Noah Emmerich) vil ikke lade ham synke ind i sig selv.
   Også Gordo plejede at se på, når Frank Sullivan talte med fjerne stemmer i den dengang så magiske kortbølgeradio. Også han husker nordlyset fra ’69. Nu tager han sin søn med over til John og prøver at vække den deprimerede nabo. De fisker endda kortbølgeradioen op af kassen, hvor den har fået lov at stå i fred så længe ved Guden for Gode Fortællingers nåde.
   Da Gordo er gået, bliver John siddende ved radioen. De gamle gløderør knitrer. Udenfor tindrer nordlyset og synes næsten at række ned over byen, som ville det sige menneskene noget. Medierne er fulde af historier om fænomenet, som udgør en kærkommen afveksling fra de sædvanlige seriemord og sportsresultater. Pludselig er der en stemme på frekvensen. Der er hul igennem til fortiden.



SØNNEN er den første af de to, som begriber hvad der foregår. Tilbage i 1969 har Frank Sullivan naturligvis svært ved at forstå og tro på forbindelsen i tiden. Men John ved nogle ting om baseball, som overbeviser den skeptiske far. De undrer sig, morer sig, udveksler. Så begynder de at ændre den tid, som ligger mellem 1969 og 1999. Først da begynder filmen for alvor, men det er i samtalerne mellem far og søn, i denne nærkontakt af magisk grad, at Frequency har sit omdrejningspunkt. Og hvis præmissen virker søgt, er kernen til gengæld s
olid og gedigen.



DER skal ikke røbes ret meget mere, for skønt spændingsfaktoren ikke er hovedsagen i denne film, er det dog denne motor som driver fortællingen. Det er relativt enkelt at ændre den redningsaktion, som kostede faderens liv. Men fordi han ikke døde, kunne Johns mor på hospitalet forhindre det hændelige uheld, som ad tilfældets kringlede veje satte en stopper for de seriedrab, som pressen døbte Nattergale-mordene. Gerningsmanden overlevede, og fremme i et 1999, som til stadighed ændrer sig, mens far og søn piller ved tiden, er han med ét en genåbnet sag, som John arbejder på.
   Frank Sullivan omkom ikke i branden, men døden må jo have en årsag, og hverdagen er vel det farligste sted. I hvert fald kan man ikke være frejdig kæderyger og regne med at blive gammel i fred, hvis man er en karakter som optræder i amerikanske mainstreamfilm lige nu. Til gengæld skal det kunne betale sig at kvitte cigaretterne. Franks rygning bliver derfor et ledemotiv, og historien ændrer sig mange gange, før Frequency lader strukturen stivne og blive ét med det svindende nordlys. Det sker efter et højstemt møde, som man kan vælge at finde vammelt eller forløsende.



INSTRUKTØREN hedder Gregory Hoblit (Primal Fear), men det er Toby Emmerich, som både har produceret filmen og skrevet manuskriptet, der er ånden bag den besnærende fabel.* Frequency er en underlig størrelse. Den lanceres som en hæsblæsende storfilm og har tydeligvis været dyr at realisere. Den kunne dog sagtens have været mindre og ville afgjort have vundet i kunstnerisk statur, hvis mordhistorien var blevet nedprioriteret. Man mere end fornemmer, at fortællingens hjerte er begravet andetsteds.
   Det ligger i det besværgende møde mellem nu og da; i den nostalgiske omhu som investeres i rekonstruktionen af 1969; i nutidens længsel efter at kunne rette sine fejltagelser og lære af historien. Frequency ligner derfor ikke de mareridtsscenarier, som præger det meste af dagens science fiction. Filmen har mere tilfælles med en lys episode af The Twilight Zone eller en sentimental anekdote om tidens sløjfer af Richard Matheson eller Jack Finney. Den indgår mange og store kompromisser for at tækkes sin primære målgruppe, men i sit inderste væsen er den god, varm og tankevækkende.


*) Gregory Hoblit (f. 1946) instruerede seks spillefilm mellem Primal Fear (1996) og Untraceable (2008). Generelt er det gennemsnitlige thrillers. Han fik til gengæld sat et stort aftryk i tv-sammenhæng, hvor han var aktiv fra 1978 til 2015. Som instruktør og koproducer var Hoblit blandt de primære drivkræfter på tre store serier, der definerer tv-krimien i 1980erne for min generation (som er ti år yngre end Hoblits). Man kan ikke forestille flow-tv i 80erne uden Hill Street Blues (1981-1987), L.A. Law (1986-1994) og NYPD Blue (1993-2005).  


Frequency (Livsfarlig frekvens). Instr.: Gregory Hoblit. Manus: Toby Emmerich. Foto: Alar Kivilo. 118 min. USA 2000. Dansk premiere: 01.09.2000.


Fotos: Warner Bros./ New Line Cinema/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ Filmaffinity/ YouTube (Warner Bros. Rewind Origial Theatrical Trailer)
Filmen streames p.t. (juni 2025) ikke i  Skandinavien – i UK og EU på Amazon Store, Apple TV, Sky Store, TUBI, TouTube Film  
2K Blu-ray fra Warner Bros. (region B) 02.10.2024
Anmeldelsen trykt i Weekendavisen Kultur 01.09.2000.

onsdag den 26. maj 2021

Todd Haynes: Far from Heaven (2002)


PROBLEMER I PARADIS
Todd Haynes hylder Douglas Sirk

Af BO GREEN JENSEN

DER er smukt i Connecticut om efteråret. Luften er klar, og farverne i løvet brænder, mens pittoreske egern piler rundt og fouragerer før vinteren. Især når man ser det på afstand og lidt oppefra, må hjertet undertrykke et suk. De store huse i ajourført kolonitidsstil. Kvinder der klæder sig så gennemført, at tørklædet matcher med lyset. De friserede haver, som gartneren plejer. I hvert fald ligner det lykken på film. Det var for at fastholde svimlende panoramaer som dette, at man udviklede technicolor-teknikken.
   Her lever familien Whitaker så fuldendt, at det næsten tager vejret fra én. Han (Dennis Quaid) er salgschef i den lokale afdeling af Megatech, som producerer tv-apparater. Hun (Julianne Moore) er den hjemmeløbende hustru, som holder balancen med ynde og flair, skønt hun jonglerer med mange umage bolde. To selviske børn og en omfattende husholdning, som hun lykkeligvis assisteres i af en trofast sort tjenestepige. Der er også sociale funktioner, kvidrende venindefrokoster, evige velgørenhedsarrangementer. Cathy Whitaker klager imidlertid ikke. Livet er godt i Amerika nu.



NÅ ja, og så er de aftener, hvor hun må hente Frank hos politiet, fordi han igen har drukket sig mod til, før han jagede unge mænd inde i byen. Der er nætterne, hvor han slet ikke kommer, og hun må dække over hans fravær med søde historier for børnenes skyld. Set udefra har de alt og er lykkelige, Mr. & Mrs. Megatech 1958. Men indenfor er der stille. Hun og Frank har ingenting sammen mere. Hvad de lever bag facaden er ikke et liv, men en efterligning. Og netop i 50er-melodramaet Imitation of Life (da. Lad andre kun dømme), en af Lana Turners bedste film, tager Todd Haynes’ Far From Heaven sit afsæt.

 

FAR from Heaven ville ingenting være uden de stadige henvisninger til Douglas Sirk (1897-1987). Han var den eneste instruktør, der kunne tvinge en gedigen dramatisk præstation ud af 50er-idolet Rock Hudson, og han er et af de bedste argumenter for den forkætrede, men fortsat vitale auteur-teori. Især i Frankrig, hvor Sirk har guddommelig status, taler kritikerne indforstået om de »syv store melodramaer«, der kom fra hans hånd i 50erne.
   I 1950ernes amerikanske filmindustri kunne de kontraktansatte instruktører ikke selv vælge deres projekter. Studiet stak dem et manuskript, som de måtte realisere til tiden og for de afmålte midler. Derfor, siger teorien, skal man ikke se på filmenes indhold, hvis man vil studere en filmskabers strategier. Man skal knække koderne nede i teksten og finde de gennemgående træk. På den teknisk fuldkomne overflade er Sirks film sentimentale kærlighedshistorier. Imidlertid er de ladet med motiver, som kommer frem når man kradser i den kunstfærdige fernis. 


DIRK hed egentlig Hans Detlef Sierck og havde en omfattende europæisk produktion bag sig, da han i 1937 forlod nazismens Tyskland til fordel for konsumerismens USA. I Hollywood gav han sig, i lighed med eksilerede fæller som Billy Wilder, Fritz Lang, Robert Siodmak, Fred Zinnemann og Edgar C. Ulmer, til at lave hårde, beskedent budgetterede thrillers i genren, vi siden har dyrket som film noir. Sleep, My Love (1948, da. ...før det dages) er Sirks hovedværk i denne sammenhæng. Han instruerede også westerns, komedier og musicals, men fandt sin sande form i 1953, da han instruerede Rock Hudson og Jane Wyman i melodramaet Magnificent Obsession (da. Den store læge).
   Filmen er fra samme år, hvor Sirk signerede Taza, Son of Cochise (da. Indianernes sidste kamp) og Sign of the Pagan (da. Attila, hunnernes hersker). Mens disse for længst er lykkeligt glemt, har Magnificent Obsession fået kanonisk status. Sirk introducerer her sin kønne, gennemført kunstige studiestil, hvori hvert element er stramt kontrolleret. De farvekodede kompositioner og erotisk suggestive kærlighedsscener camouflerer sig som banal romantik, men man kan læse dem som en samtidskritik. 


HUDSON blev Sirks signaturspiller. Han medvirkede, ofte sammen med Jane Wyman, i flere af hovedværkerne, som bl.a. omfatter All That Heaven Allows (1956, da. Med kærlighedens ret), Written on the Wind (1957, da. Dårskabens timer), Interlude (1957, da. September-intermezzo), A Time to Love and a Time to Die (1958, da. Først elske, siden dø).
   Det er dog Lana Turner, som bærer klassikeren Imitation of Life (1959), Sirks sidste amerikanske film, der sammen med All that Heaven Allows betragtes som hans magnum opus. Her balancerer formen, farverne og tematikken optimalt og så underdrejet, at man kan blinke med øjnene og tro sig hensat til en animeret ugebladsnovelle.

 

SIRKS subtile symbolsprog, gennemførte billedkompositioner og indlejrede emotionelle koder, der ofte tackler svære og i 50erne tabubelagte emner som homoerotiske relationer og racemæssige modsætninger, har inspireret en lang række yngre filmskabere, fra Rainer Werner Fassbinder til François Ozon, der bevidst drejer dele af 8 femmes (2002, da. Otte kvinder – og et mord) som en hommage til mesteren, og spanieren Pedro Almodóvar, der dekonstruerer melodramaet helt i Sirks ånd, men en anelse mere snurrigt og direkte.


SIRK var tavs i 60erne. I 70erne vendte han hjem til Tyskland, underviste og instruerede også to glemte film, Sprich zur mir wie der Regen (1975) og Sylvesternacht (1978), før han trak sig helt tilbage. Det er All that Heaven Allows og Imitation of Life, som Todd Haynes skriver ovenpå i Far From Heaven.
   En pastiche er en selvbevidst stilefterligning. Ordet er afledt af pasticchio, som er italiensk for dej. Man skærer flere figurer i den samme kagedej. En palimpsest er derimod et skrifttegn, som man kradser farven ud af og fylder igen, nu med nyt meningsindhold. Far from Heaven er både en pastiche, en palimpsest og noget mere: en levende film i sin helt egen ret. 

  
FOR i 2002 kan Todd Haynes sætte ord og ansigter på nogle af de forbudte besættelser, der bobler under overfladen i Sirks 50er-film. Allerede første gang vi ser Cathy Whitaker hente Frank i detentionen, kan vi lugte den giftige cocktail af fortrængt begær og ulmende selvhad, som driver manden med det grå jakkesæt. Hun holder krampagtigt fast i forstadsidyllen, men ingen er i tvivl om, hvor det bærer hen, da hun falder i snak med den følsomme gartner Raymond Deagan (Dennis Haysbert), som hun opdager, at hun kan tale med om ting, hun ellers ikke har noget sted at gå hen med.
   En tid lang er Far from Heaven en social komedie, der forklæder sig som en pastiche på Sirk. Produktionsdesigneren Mark Friedberg har anbragt hvert røde og gule ahornblad med optimal dekorativ effekt i den brændende smukke Indian Summer, som indvarsler efteråret i Hartford. Da lokalavisen besøger Mrs. Megatech, poserer Julianne Moore i et sætstykke, der koncentrerer vores drømme om 1950ernes rum.



SAMTIDIG er det grotesk og grinagtigt, når Dennis Quaid som Mr. Megatech går til psykiater for at blive kureret for sin »sygdom«; når han drikker sig brovtende skamløs til festen; når han kommer længere og længere ud i fantastiske forklaringer om, hvorfor han ikke nåede hjem. Han slingrer gennem huset og slår fra sig, men Mrs. Megatech nægter til det sidste at forholde sig til virkeligheden.
  Det komiske spor drives rent gennem filmen, også i Miami-afsnittet, hvor den angiveligt kurerede Frank og Cathy er på nye hvedebrødsdage sammen. Frank sender flere signaler til mænd end sædvanligt og er for alvor på vej ud af skabet. Samtidig synes alle kræfter at drive Cathy i armene på Raymond Deagan. Både hver for sig og sammen har parret forskrevet sig socialt. De er nu personer uden agt, udstødte som man ikke inviterer i den selvtilfredse lille by, der er nødt til at holde på formerne, hvis bladene stadig skal ligge og brænde, så billedet ligner lykken på afstand. Dog går det ikke præcis efter planen. 


HAYNES dekonstruerer nemlig også sin egen ironiske gestus. I 11. time, da filmens metatekstuelle præg kunne udarte og begrænse Far from Heaven til gold parodi, sætter karaktererne deres vilje igennem og begynder at leve på lærredet. Man har fra begyndelsen dyb sympati for Julianne Moores karakter. I slutningen har man også noget at have den i. Raymond Deagan træder tilbage, ud af Onkel Tom-karikaturen og ind i værdig alenefars rolle.
   Selv Frank bliver både en oprigtig elsker og en nuanceret karakter. Det ligner 1950erne, fra de sirligt svungne fortekster til de sidste brusende takter af Elmer Bernsteins svulmende score og naturligvis skiltet »The End«, som vi alle kan savne i filmene nu. Men styrken i Far from Heaven ligger i, at den sætter sig ud over tiden og bliver andet og mere end pastiche, bliver en film i sin egen ret, som forholder sig til vore følelser nu. 


TODD Haynes har tidligere sammenkædet tre tekster af Jean Genet, den homoerotiske helgenskikkelse, i debutfilmen Poison (1991) og skabt en præcis satire over tidens mani for at beskytte sig, Safe (1995), ligeledes med Julianne Moore. Hans gennembrudsfilm, også i Danmark, var dog Velvet Goldmine (1998), en fantasi over glamrockens storhedstid i 70erne, da David Bowie begyndte at udleve sin beundring for amerikanerne Lou Reed og Iggy Pop.
   Både i Patricia Highsmith-filmatiseringen Carol (2015), hvor Rooney Mara og Cate Blanchett indleder et forhold, og i HBO-miniserien Mildred Pierce (2011), hvor Kate Winslet spiller titelrollen i en mindre teatralsk stil, end Joan Crawford gjorde i Michael Curtiz-versionen fra 1945, vender Haynes tilbage til kønnet og tiden. Men det er kun i Far from Heaven, at han lader scenografen Mark Friedberg lægge sig tæt på en Sirk'sk æstetik. 
   Med Far From Heaven skabte Haynes en film, som både æstetisk og følelsesmæssigt kommer helt ud af skabet. Den begynder som en perfekt efterligning og bliver noget langt mere levende. Filmen er i øvrigt produceret con amore af Steven Soderbergh og George Clooney. Se den både for farverne og følelsen. All that Heaven Allows møder Imitation of Life. Denne film rummer alt, hvad hjertet begærer. 



Far from Heaven. Instr. og manus: Todd Haynes. Foto: Edward Lachmann. 107 min. USA 2002. Dansk premiere: 24.01.2003

Fotos: CineMaterial/ MovieStillsDB/ FilmAffinity/ Wikimedia
Far from Heaven streames ikke i Skandinavien - i øvrige Europa på Amazon Store
2K Blu-ray fra Kino Lorber 19.03.2019
Tre af Douglas Sirks film - Magnificent Obsession (1954), All That Heaven Allows (1955), Written on the Wind (1956) er udgivet på 2K Blu-ray fra The Criterion Collection i 2019
2K Blu-ray 14-disc bokssæt Douglas Sirk, les années Universal 1951-1959 fra Elephant Films (Frankrig) 28.09.2021
Weekendavisen Kultur 24.01.2003