MED sin banebrydende action painting blev amerikaneren Jackson Pollock en totemfigur i det 20. århundredes kunst. De kæmpemæssige »dryppede« billeder, som i kredsen af abstrakte ekspressionister gav ham øgenavnet »Jack the Dripper«, var under alle omstændigheder originale og repræsenterer et gennembrud af en slags. Der er dog ingen tvivl om, at Pollock også var den rigtige mand på det rigtige tidspunkt. Havde han ikke havde været der, ville kritikken have opfundet en tilsvarende galionsfigur.
I efterkrigsårene var det vigtigt for det amerikanske kunstliv at bryde moderbindingen til den europæiske, først og fremmest franske kunstscene. Kritikere som Clement Greenberg og mæcener som Peggy Guggenheim promoverede bevidst en autentisk amerikansk modernisme, som modsat surrealismen, kubismen og de øvrige abstrakte retninger var uden litterær forankring. Greenberg satte navn på den uegale gruppe, som omfattede Pollock, William de Kooning, Robert Motherwell og Mark Rothko m.fl. Men længe før anerkendelsen havde Pollock, der bearbejdede sine personlige dæmoner ved at gå i jungiansk analyse bestræbt sig på at afdække et primitivt udtryk og en før-litterær bevidsthed, urbilleder som for så vidt allerede eksisterede, men tog konkret form i øjeblikket med kunsteren som medium.
FØRST efter mange svære læreår fandt Pollock frem til en arbejdsmetode, hvor han dryppede, sjaskede, sprøjtede og strintede maling på lærredet, som lå på gulvet, mens han dansede om det i en ubrudt bevægelse, med kronisk cigaret i mundvigen, malergrej i hænderne og i regelen blå jazz i baggrunden. Metoden er foreviget i Hans Namuths legendariske portrætfilm, for det var i lige så høj grad den karismatiske kunstners rituelle arbejdsmåde, som tiden forelskede sig i. Det vendte op og ned på Pollocks verden, da Life Magazine i august 1947 portrætterede ham over mange sider og i rubrikken stillede spørgsmålet: »Jackson Pollock: Er han den største nulevende kunstner i USA?«
Det blev han i hvert fald efter artiklen, men som kritikeren Robert Hughes fremhæver i American Visions: The Epic History of Art in America (1999), må man gøre sig klart, at dryppede værker som Lavender Mist og Autumn Rhythm, de billeder som for os repræsenterer essensen af Pollock, er skabt over en periode på fire år – 1947 til 1951 – »hvor han ikke udførte symbolske malerier baseret på totemdyret, den jungianske arketype, og den menneskelige skikkelse.« Pollock var med andre ord primitivist og en mere konventionel billedskaber resten af tiden.
HAN døde i en bilulykke, som måske var et selvmord, da han i 1956 havarerede med to unge kvinder, Ruth Kligman og Edith Metzger, som passagerer. Han var 44 år, aggressivt alkoholiseret, frustreret i sin kunstneriske praksis og, som Hughes formulerer det, meget lig »en oppustet, ondskabsfuld James Dean«. Ed Harris’ fremragende spillefilm følger ham fra 1941, da han i New York møder musen, kollegaen og hustruen Lee Krassner (Marcia Gay Hayden), til døden på vejen 15 år senere, hvor Krassner har forladt ham og han ifølge kritikken har toppet.
HJERTET i filmen udgøres af de fire ædru år på Long Island, hvor Pollock for første og sidste gang fandt en ro og en følelse af at arbejde ubesværet. Ed Harris spiller selv kunstneren og har minutiøst kopieret hver af Pollocks manierismer. Sammenligner man det kreative arbejde i Pollock med de autentiske optagelser i Hans Namuths portrætfilm, er der fuldkommen overensstemmelse. Vi ser den mytologiserende kortfilm blive til. Pollock føler sig manipuleret med, føler at han forstiller sig, og begynder straks at drikke igen, da det sidste skud er i kassen. Han vender aldrig tilbage, men forvandler sig til en bitter, lunefuld vampyr, der er umulig at leve med for Lee Krassner.
Harris’ Pollock er et fascinerende kunstnerportræt, det bedste i fiktiv form siden englænderen John Mayburys Love is the Devil (1998), hvor Derek Jacobi spillede Francis Bacon. Maybury kunne ikke vise selve Bacons kunst. Harris viser snart sagt alle Pollocks ting – især bliver udførelsen af Mural (1943), vægmaleriet til Peggy Guggenheims lejlighed, et nøgleafsnit – men det er vel betegnende, at han lader fem »scenic artists« udføre dryppebilleder i Pollocks ånd, frem for at rekonstruere skabelsen af de moderne hulemalerier.
FILMEN afvikles i tre hovedafsnit. Det første skildrer konventionelt og tv-agtigt Pollock, Krassner og kredsen omkring dem. Megen energi investeres i at få alt og alle til at ligne: Amy Madigan (som er gift med instruktøren) spiller Peggy Guggenheim; Jeffrey Tambor er seriøst god som kritikeren Clem Greenberg; Val Kilmer er decideret spøjs som de Kooning. Det er dog Harris og Hayden, der skaber og bærer den menneskelige side af filmen. Alle eksteriøerne kunne i øvrigt være udlånt af The Edward Hopper Estate.
Også slutaktens øjebliksbilleder af den detonerende kunstner har man set på film så mange gange, at filmen hér får et vist genrepræg. Men hjertet, midterdelen med skaberarbejdet, det kunstneriske gennembrud og den kortvarige ægteskabelige lykke, er uhørt detaljerede og troværdige. Ed Harris gestalter Pollock så tæt, at en dokumentarisme tangeres. Filmen overvinder her det præg af tour de force, som næsten altid følger med, når en berømt skuespiller fremstiller en berømt kunstner.
Man får stor lyst til at genopdage Pollock, men frem for alt er der tale om levende filmkunst. Pollock er ikke et nummer. Filmen, som baserer sig på biografien Jackson Pollock: An American Saga (1990) af Steven Naifef og Gregory White Smith, er både psykologisk troværdig og historisk vederhæftig.
Pollock. Instr.: Ed Harris. Manus: Barbara Turner og Susan J. Emshwiller. Foto: Lisa Rinzler. 122 min. USA 2000. Dansk premiere: 05.07.2002
Fotos: Brant-Allen/ Sony Pictures Classics/ Peggy Guggenheim Collection/ MoMA/ CineMaterial/ MovieStillsDB Filmen findes på dvd og streames på Google Play og iTunes. Der er ingen bluray-udgave
Trykt første gang i Weekendavisen Kultur 05.07.2002
AT vold avler vold er en gammelkendt sandhed. At filmvold
alle dage har været en dominerende faktor i kunstarten, hører heller ikke til
denne verdens hemmeligheder. Det begyndte ved de første bål, hvor sad og man
fortalte hinanden historier. Genren er ældre end sange om elskov, og den blev
tidligt sat i system. Ser man tilbage på underholdningens historie, vil vold
for voldens skyld udgøre en af fiktionens tre-fire grundformer. Allerede i
Antikkens Rom forstod magthaverne at pacificere det brede folk med blodige
skuespil. Gladiatorernes turneringer var historiens første realityshow.
Der er flere gode
grunde til, at genren er så populær. Skønt vi vægrer os ved at indrømme det,
har de fleste af os en hemmelig dobbelt dagsorden, når det gælder vor holdning
til vold i fiktionen. Vi tager al mulig afstand fra udpenslet lidelse, men vi
nyder at se, når det onde bliver mødt med håndfast vold og besejret af gode retfærdige
kræfter. Nakkehårene rejser sig, hvis det vilkårlige offer nægter at flygte og
i stedet slår sin angriber til plukfisk.
Et stykke af vejen
kan de blandede følelser overføres til virkelighedens voldsformer. Det er denne
dunkle ligning, som David Cronenbergs film undersøger. Den prøver ikke
at komme med løsninger. Den formulerer heller ingen klare spørgsmål, men den
betragter sit publikum som forsøgspersoner, og også hvis man synes, at
eksperimentet udgør en del af problemet, må man respektere bestræbelsens
konsekvens. Vi hader volden for alvor. Vi elsker at se den blive opført for
sjov. Vi frygter at se, hvad vi ofte begærer. Det er midt i denne ambivalens,
at A History of Violence træder ind.
FILMEN er et brutalt lærestykke, en realistisk fabel i tre
skarpe akter med distraherende humor lagt på for effekten. Endvidere er der et
tryghedsjusterende efterspil og en hård prolog, som lægger tonen, allerede mens
teksterne skrives på lærredet. To mænd kommer ud fra et motel og stiger ind i
bilen, mens de bider ad hinanden og brokker sig over forskelligt. Den ene går
ind for at ordne betalingen. Han kommer ud og sender den anden ind efter vand.
Denne gang følger kameraet med. Manden røber ingen affekt, da han skræver over
ligene. Et barn har skjult sig, men kravler nu frem. Den hårde mand smiler til
pigen. Så bliver hun sendt samme vej som forældrene.
Cronenberg arbejder
med puslespilsbrikker, der er benyttet så ofte, at vi opfatter dem som
konventioner og lovmæssigheder. Lillebyen Millbrook, Indiana, er et sindbillede
på alle amerikanske lokalsamfund, hvor man nok dyrker sladder, frygter det
fremmede og kanøfler det aparte, men hvor man samtidig passer på sine egne,
værner om kernefamiliens værdier og opretholder en konsensus om det nødvendige
i at elske sin næste. Disse byer er næppe sådan, men på film og i
litteraturen udgør de en veritabel (hvid) amerikansk arketype, som har præget
populærkulturen fra Sleepy Hollow, Gopher Prairie og Bedford Falls til
Hadleyville, Anarene, Modesto og Clairton.*
DET er derfor ikke
nødvendigt at forklare, hvilken slags orden som trues, da de to mænd fra
begyndelsen træder ind på Tom’s Diner i Millbrook. Vi har allerede set, hvordan
Tom Stall (Viggo Mortensen) og hustruen Edie (Maria Bello), den lokale
sagfører, tager en i bund og grund almindelig hverdag i brug. De spiser
morgenmad sammen med teenagesønnen Jack (Ashton Holmes) og datteren Sarah
(Heidi Hayes), som kærligt bliver trøstet af hele familien, når hun vågner af
en ond drøm om natten. Jack bliver mobbet i skolen og synes vist nok, at hans
afholdte far er en grå tørvetrilller.
Tom og Edie har
stadig lyst til hinanden og arrangerer små stævnemøder, når det kan lade sig
gøre. Fordi parret aldrig var teenagere sammen, klæder Edie sig ud som
heppekorsleder, når manden skal pirres. Canadieren Cronenberg har styr på alle
de store og små amerikanske besættelser, der indgår i nationalkarakteren. Som
personinstruktør har han altid været bedre til at skildre kulde og ironisk
afstand, en slags second nature for filmskaberen, end til at beskrive
varme og nærhed i virkelige forhold. Denne begrænsning bliver en styrke i A
History of Violence, hvor man aldrig kan være sikker på, om sødmen i de
lyse stemmer taler sandt. Da mørket begynder at bløde igennem, virker volden
endnu stærkere, fordi idyllen er lige så grelt stiliseret.
Den første vold
eksploderer, da morderne fra motellet træder ind hos Tom og kræver
særbehandling. Det er efter lukketid, og han afslår først at servere. De to
mænd truer hans kunder og ansatte. Én skal nakkes, én skal voldtages. Kun
fantasien sætter grænser, men at disse til stadighed overskrides, er en af
finesserne i filmen. Tom reagerer instinktivt. Den ene mand får en kolbe med
kaffe knust mod sit ansigt, den anden bliver skudt i brystet. Tom er såret, men
hans modstander ligger tilbage og mangler det meste af ansigtet, mens han
drukner i sit eget blod. Alt er sket i et langt fingerknips. Pandoras æske er
åbnet, og herfra er der ingen vej tilbage.
DER er én central omstændighed i plottet, som man helst skal
usikker på, hvis atmosfæren skal virke efter hensigten. Jeg har set A
History of Violence flere gange. Ved urpremieren i Cannes vidste publikum ikke
mere om Toms karakter og nærmere baggrund, end hans familie og naboer gør. Man
kunne heller ikke se slagene komme, når et nyt niveau arvesynd blev afdækket.
Anden gang kan man bedre værdsætte, hvordan lærestykket er struktureret, og man
kan ikke mindst sætte pris på detaljerne i spillet, men det er vigtigt at vide
så lidt som muligt, hvis man vil have det fulde udbytte. Du bør derfor IKKE
LÆSE VIDERE, hvis du er den type tilskuer, som hader at vide for
meget på forhånd.
Medierne går i
selvsving, da Tom har demonstreret, hvilke evner han gemmer bag sin konforme,
elskværdige hverdagsmanér. Der står »Local Hero« i alle aviser, og et lokalt
tv-hold venter i forhaven, da familien har hentet Far på hospitalet. Tom slår
postyret hen og ligner fortsat indbegrebet af Gary Coopersk beskedenhed. Jack
betragter Far med nye øjne. Edie er også lidt tændt på det hele. På ingen tid
er Tom Stall blevet en af Amerikas helte. Derfor kan man godt tage afstand fra
selvtægt og afdramatisere sin indsats. Det klæder faktisk helte at gøre sådan.
NÆSTE dag er Tom
tilbage bag disken i sin diner, hvor kunderne med ét strømmer til. »Flere
journalister,« sukker Edie, da en ildevarsende sort limousine parkerer på Main
Street i Millbrook. Tre gangstere kommer ind og vil have kaffe. »De ligner
nu ikke journalister,« svarer Tom i den naive tone, som kendetegner hele
dialogen. I dét har han ret, for trioens typer er lige så tykt karikeret som
idyllen hjemme hos Edie og Tom. Carl Fogarty (Ed Harris) bærer seje solbriller
og stilfuld Tarantino-habit. Han taler skiftevis belevent og åbenlyst truende.
Han kalder Tom for »Joey« og prøver at aflæse Toms reaktion. Der er ikke nogen.
Viggo Mortensen spiller sin stille figur med mange diskrete nuancer. Det er
faktisk første gang, man har set ham så velanbragt.
Fogarty og hans
håndlangere begynder at mandsopdække familien Stall. Den gode stemning i huset
er truet, og sagen bliver ikke bedre, da Jack følger sin fars eksempel og
begynder at slå fra sig. Skolens tyran kommer på hospitalet, og Tom belærer sin
søn om nødvendigheden af at vende den anden kind til. »Her i familien løser vi
ikke problemerne ved at slå,« formaner faderen. »Nej, vi skyder dem i stedet
for,« svarer sønnen lakonisk og får en frustreret øretæve for sin bemærkning.
Processen er irreversibel. Man kan ikke lukke Pandoras æske, når volden én gang
er løsnet.
DE fremmede hævder, at Tom i virkeligheden er identisk med
Joey Cusack, en psykopatisk gangster, der tolv år før havde mange gode grunde
til at forlade Philadelphia. Nu vil supergangsteren Ritchie Cusack (William Hurt) gerne tale alvorligt med sin lillebror. Tom nægter overbevisende, men der
er for meget, som ikke helt passer sammen. Summen af indicier bliver endnu mere
belastende, da han og sønnen sammen gør kort proces med Fogarty og dennes
håndlangere.
Det sker på plænen
uden for huset, og det bliver gjort med bare næver, så blod, sved og tårer
formelig sprøjter ned i publikums ansigt. Næser slås af, lyden af knækkende
knogler fremhæves, en død gangster mangler det meste af ansigtet, som
Cronenberg viser i close-up. Her røber filmen sit ophav. A History of
Violence bygger på en grafisk roman – dvs. et tegneseriealbum – af
forfatteren John Wagner og tegneren Vince Locke. I 1997 skabte de et bind i
samme række af boglange pulp fictions, hvor også Sam Mendes’ The Road
to Perdition (2002, da. Vejen til Perdition) var hentet.
SOM titlen signalerer, var mange af filmens
ironier og pointer indlejret allerede i bogen. Kynikeren Cronenberg giver dem
imidlertid et ekstra nøk, gør dem helt bogstaveligt til kød og blod ved i hver enkelt scene at belyse sit tema lige så grelt. Sjældent har selvtægt smagt
værre, sjældent har det moralske grundlag for volden, der i vid udstrækning må
betegnes som retfærdig, været mere som kviksand. I begyndelsen har man det godt
med Toms primale reaktioner. Siden sidder man stadig oftere og føler kvalmen
komme snigende, meget som Malcolm McDowell i Stanley KubricksA Clockwork
Orange. Tom troede selv, at Joey var død. Det er han ikke, fremgår det
snart.
Voldens omsiggriben
er effektivt og overbevisende skildret, det samme er det truede fællesskab i familien
og vore blandede følelser omkring volden. Da sammenhængen er klar, tager Edie
afstand fra ægtemanden. Hun flygter op ad trappen. Han tackler hende, og de har
et hårdt samleje. Det er klodset og prustende ubekvemt, men hun giver efter og
reagerer positivt på overgrebet. Sam Peckinpah ville juble. Begyndelsens
heppekorsleder er langt væk i denne sekvens som afslører, at A History of
Violence ikke kommer fra Hollywood. I næste scene husker Cronenberg at give
Maria Bello blå mærker på ryggen.
SÅ langt som beskrevet er filmen infamt effektiv og satanisk
vellykket. Det er Cronenbergs skarpeste og mest ondskabsfulde værk siden Crash
(1997), en filmatisering af J.G. Ballards roman, hvor katatonisk apatiske
småborgere bliver seksuelt ophidsede af trafikulykkers kvæstelser. De
grundlægger en kollisionernes kirke, som tilbeder ved at rekonstruere berømte
bilulykker, James Deans dødsmåde, Jayne Mansfields halshugning. Imens bliver
hverdagen lidt mere grå og trafikken på ringvejen tungere.
Crash delte
sit publikum så markant, at filmen blev forbudt flere steder og i øvrigt
skræmte målgruppen, de voksne tilskuere, væk. Der blev hysset på Cannes
festivalen, da en delt jury gav den en særpris for særlig teknisk nyskabelse og
udtalt kunstnerisk vovemod. Herpå vendte Cronenberg – en af sin tids mest
distinkte filmskabere og en kunstner, som altid har arbejdet lige på kanten af
den kommercielle hovedstrøm, som typisk mistror og foragter hans praksis –
tilbage til sine første films bløde maskiner i eXistenz (1999), som
herhjemme kom direkte på dvd.
Patrick
McGrath-filmatiseringen Spider (2002) var en atypisk minimalistisk
skildring af en autistisk tillukket mand, en løsladt morder som genoplevede sin
egen forvredne version af en barndom. Filmen fik et art house-publikum
og nyder stadig stor respekt, men den lødige strategi trak ikke nye tilskuere
til. Det er og bliver på grund af solide horrorfilm som Scanners (1981),
The Dead Zone (1983) og The Fly (1986), at den etablerede
filmindustri vil betale for mere distinkte Cronenberg-arbejder som Videodrome
(1983), Dead Ringers (1988) og Naked Lunch (1991), som hidtil har
udgjort de tre hovedværker.
MenA
History of Violence ramte plet. Filmen blev usædvanlig godt
modtaget i engelsktalende lande og lovprist som et mesterværk i USA, hvor
man åbenbart ikke så ironien i kritikken af en syg kultur. For franske
anmeldere var der tale om årets bedste film – Cronenberg er en lille gud for
franske cineaster – og britiske anmeldere syntes, at det som lykkedes i A
History of Violence var det samme, som østrigeren Michael Haneke uden held havde forsøgt i film som Funny Games (1997) og Caché (2005).
HER er det så, for
mig at se, at man må trække en streg eller stribe i sandet. Begge filmskabere
insisterer på ubehaget og fastholder dobbeltheden i vore følelser, men hvor
Haneke forankrer sin tematik i en almen virkelighed og gør hvert dilemma
realistisk og håndgribeligt, er Cronenbergs verden ren stilisering. Volden er
dybest set uden omkostninger, og bekymringen på kulturens vegne ligner en
gimmick. Crash var en langt bedre film end A History of Violence,
som går over gevind i tredje akt, da Tom konfronterer sin fortid. Slutningen
kommer lige fra dåsen med hjemmebagte småkager. Der er endelig også så
megen vold, at virkemidlet devaluerer sig selv.
Seværdig er filmen
dog absolut. Den trykker på nogle knapper, som det er godt, at der bliver rørt
ved, og som altid er den ukorrekte Cronenberg villig til at gå forfriskende
langt. Endvidere kan filmen ses som en direkte anfægtende spændingshistorie.
Det er nok Cronenbergs beske pointe, men man vægrer sig ved at dele hans glæde,
som sikkert ligner skadefryd. Der er ingen tvivl om, at filmen ad åre vil lande
i den brede sendeflade som lørdagsguf for hele familien.** Er dette måske ikke en
familie, hvor forældre og børn nakker fjenderne sammen?
Til det sidste ser
man filmen med meget blandede følelser. Man har det som Maria Bello på trappen.
Man bliver voldtaget og griber sig selv i at nyde det lidt, før man skammer sig
og tager afstand bagefter. Cronenberg vil næppe mere end dét, demonstrere at
ingen er pletfri og give os en film fuld af mørk blodig morskab til gengæld for
entreen. Det er noget, men det er ikke nok til at retfærdiggøre løs tale
om mesterlig filmkunst og dyb kulturkritik.
*) »Det her bliver måske,« ville min redaktør sikkert sige, »en anelse indforstået«. »Læseren må aldrig føle sig dum,« var beskeden forleden, da jeg nævnte Grand Ole Opry i Nashville i en anmeldelse af Tom Harpers Wild Rose (2018), som faktisk handler om countrymusik. Jeg måtte selv genopfriske et par af disse navne. De første tre er nemme og kommer fra klassiske steder: Sleepy Hollow (Døsedal i oversættelser) er byen i Washington Irvings »Rip Van Winkle« (1819); Gopher Prairie er byen i upstate Minnesota, som Sinclair Lewis beskriver idebutromanen Main Street (1920); Bedford Falls er George Baileys hjemstavn i Frank Capras It's a Wonderful Life(1946, da. Det er herligt at leve). Hadleyville i New Mexico Territory er præriebyen i High Noon(1952, da. Sheriffen), Fred Zinnemanns ikoniske koldkrigswestern. Anarene er den texanske lilleby, hvor biografen lukker sammen med troen på fremtiden i Larry McMurtrys The Last Picture Show (1966), fremragende filmatiseret af Peter Bogdanovich som Den sidste forestilling (1973). Modesto findes i virkeligheden, men er især kærligt skildret i George Lucas' American Graffiti (1973, da. Sidste nat med kliken). Også Clairton i Pennsylvania findes. Stålbyen er stedet, som de unge Vietnam-rekrutter siger farvel til i Michael CiminosThe Deer Hunter (1978).
**) Eller i hvert fald som fredagens filmperle på DR2, der netop har sendt den i prime time, mens jeg sidder og ser på teksten igen. Det gør jeg, fordi en venlig læser gjorde opmærksom på, at de tre film, som Cronenberg lavede med Viggo Mortensen – A History of Violence, Eastern Promises (2007) og A Dangerous Method (2011) – udgør en slags maskulin miniserie. Og fordi jeg husker filmen som en af dem, jeg var mindre begejstret for end flertallet af tilskuere og kritiske kolleger. To år senere havde jeg det lige sådan med Joel og Ethan Coens filmatisering af Cormac McCarthys No Country for Old Men (2007), som fik både Oscar og Robert og var nomineret til alverdens priser. Det kan synes kontrært og endda dobbeltmoralsk, fordi jeg i anden sammenhæng promoverer rene spekulationsfilm og hylder instruktører, der bruger volden som æstetisk virkemiddel og ikke tager ansvar for noget som helst. Som Coen-brødrene i Miller's Crossing (1990), Fargo (1996) og den prægtige westernpastiche The Ballad of Buster Scruggs (2018). Men det er netop sagen, tror jeg. Film som A History of Violence rømmer sig udførligt og siger, at de vil sige noget væsentligt – som de så ikke rigtigt får sagt. Hvorimod en filmskaber som Haneke insisterer på alle ubehagelige pointer og fører proceduren, uanset om det koster ham tilskuere. Jeg ville ikke puste mig helt så højt op, hvis jeg skrev fra grunden om filmen i dag, men jeg synes stadig, at A History of Violence har svagheder og bygningsfejl. Omvendt kan jeg føle mig ramt på en måde, der slet ikke gælder for No Country for Old Men. Jeg synes stadig, at Tony Richardsons The Border (1982), John Sayles' Lone Star (1996) og Tommy Lee Jones' Three Burials of Melquiades Estrada (2005) er bedre moderne grænselandswesterns. Ridley Scotts The Counselor (2013) er endda en bedre grænselandswestern med manuskript af selveste Cormac McCarthy. Og hvis det endelig skal være: Hvorfor er der ikke en rigtig rå filmskaber, som prøver kræfter med den apokalyptiske westernvold i McCarthys Blood Meridian or The Evening Redness in the West (1985)?
A History of Violence. Instr.: David Cronenberg. Manus: Josh Olson. Foto: Peter Suschitzsky. 96 min. Tyskland-USA 2005. Dansk premiere: 11.11.2005.
Fotos: New Line Cinema/ Filmgrab/ FilmAffinity/ MoviestillsDB/ Cinematerial/ Vertigo/ DC Comics Filmen streames på AppleTV, Blockbuster, Grand Hjemmebio, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy, YouTube Film
2K Blu-ray fra SF Studios 07.07.2009
2K Blu-ray fra Entertainment in Video [Zavvi Exclusive Steelbook | Limited Edition of 2000 Copies] 10.08.2015 Trykt første gang i Weekendavisen Kultur 12.11.2005