Translate

Viser opslag med etiketten Laurence Olivier. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Laurence Olivier. Vis alle opslag

søndag den 21. september 2025

Marilyn Monroe | My Week With Marilyn (2011)

MARILYNS KUNST

Biopic, metafilm, dannelseskitse

Af BO GREEN JENSEN

I 1956 kom Marilyn Monroe til England for at optage The Prince and the Showgirl sammen med Sir Laurence Olivier, som både instruerede og spillede den ene hovedrolle. Filmstjernen var 30 år og nygift med Arthur Miller. Teatermennesket var 50 og ivrig efter at blive populær. De betalte selv for forsøget. Filmen var finansieret af Marilyn Monroe Productions, mens Olivier varetog logistikken på vegne af Warner Bros., som markedsførte den samlede pakke. 
   Begge ventede sig meget af samarbejdet, og begge gik skuffede hver til sit. The Sleeping Prince, som filmen hed i begyndelsen, var tænkt som »the lightest of comedies« og byggede på et skuespil af Terence Rattigan. I sceneversionen havde Olivier spillet over for sin hustru, Vivien Leigh (alias Lady Hamilton, Blanche DuBois, Scarlett O’Hara). Leigh var 43 og ved at blive mentalt ustabil. Sir Larry ville videre. Nu skulle der tænkes ungt, vitalt og transatlantisk.


OPTAGELSERNE blev et 16 uger langt mareridt. MM opførte sit sædvanlige neurotiske repertoire, kom for sent, kom slet ikke og lavede fejl. Olivier var ved at eksplodere og behandlede sin stjerne med slet skjult foragt. Alligevel kom der en film ud af kaos. The Prince and the Showgirl blev ingen succes, hverken kunstnerisk eller kommercielt, men den fik et liv og findes stadig. I Danmark havde Palads premiere på Prinsen og korpigen den 5. maj 1958. »Vittig kroningskomedie, hvori M.M. ydede sit ypperste,« skriver Bjørn Rasmussen i Filmens Hvem Hvad Hvor.


EFTERHÅNDEN har alle, som var i nogen form for kontakt med Marilyn Monroe, skrevet deres personlige erindring. Colin Clark (1932-2002) var dog særligt privilegeret. Som søn af kunsthistorikeren Kenneth Clark – ældre læsere vil huske den store formidler fra BBC-serien Civilisation (1969-70) – havde Colin kendt Vivien Leigh som en slags tante, siden han var dreng. Derfor gav Olivier ham et job som tredje instruktørassistent på produktionen, da han havde plaget længe nok. Som 23-årig blev han ansvarlig for at opvarte kvinden, han havde fantaseret om i biografen.



DA Arthur Miller fløj hjem for at se sine børn, tilbragte Colin en uge i selskab med Marilyn. Clark førte dagbog under hele produktionen. I 1995 blev den udgivet som The Prince, The Showgirl and Me. I 2000 fulgte My Week with Marilyn, en mere fortroligt henvendt skildring af de ni intense dage, som mangler i den første dagbog, der er ganske hård ved Monroes eftermæle. Begge bind er genudgivet med et forord af Simon Curtis, som har instrueret My Week With Marilyn. 
Curtis fortæller, at han selv begyndte sin karriere som frivillig assistent på en Shakespeare-opsætning, hvor han løb ærinder for Helen Mirren. »I was familiar with the territory that Colin was in.«*



CURTIS har filmet bøgerne som en blanding af nostalgisk tilbageblik på stjernernes tid og den unge Colins dannelsesskildring. Det er en meget seværdig fremstilling af en lille parentes i to store karrierer. Kenneth Branagh har lejlighed til at spille manden, hvis liv han selv har brugt som blåtryk. Det gør han med stivnakket akkuratesse. Michelle Williams har måske ikke Monroes mix af sex og sødme, men hun overbeviser i scenerne med Eddie Redmayne som Colin og i rekonstruktionen af filmsettet. Mere problematisk er forsøget på at kopiere tre af Monroes dansenumre, »Heat Wave«, »When Love Goes Wrong« og »That Old Black Magic«.


DOUGRAY Scott er et ciffer i rollen som Miller, Julia Ormond har lidt mere at arbejde med som Vivien Leigh. Marilyn flankeres af agenten Milton Greene (Dominic Cooper) og dramalæreren Paula Strasberg (Zoë Wanamaker). Som den eneste gør Dame Sybil Thorndike (Judi Dench), hvad hun kan for at byde Marilyn velkommen: »Du er en meget stor skuespiller, min kære. Du er den eneste af os, som ved, hvordan man spiller til et kamera. Vi andre står bare og lader som om.«



HVIS filmen har dybde, er det i replikkerne om Marilyns kunst. Skønt Olivier skælder ud, lader filmen ham sidde tilbage med et lykkeligt smil, da han ser den færdige version af scenen, hvor Elsie Marina danser i prinsens gemakker. Han erkender, at han troede, MM ville gøre ham yngre. I stedet føler han sig mere gammel og stiv. Colin Clark siger det ligeud til Marilyn: »Du er en stor filmstjerne, som gerne vil være en stor skuespiller. Han er en stor skuespiller, som gerne vil være en populær filmstjerne. Denne film vil ikke gøre nogen af jer tjenester.«


ER man interesseret i MM, skal man se denne film. Den føjer intet til summen af viden og rygter om stjernen, men den er kærligt og gennemført realiseret. Alexandre Desplat har skrevet et »Marilyn's Theme«, der kan måle sig med det bedste af Michel Legrand fra 1960erne.
   Som ældre dansk tilskuer mindes man uvilkårligt 40 dage med Marilyn, der kunne være blevet en lignende film. Også yngre tilskuere kan begynde hér, hvis de vil se, hvad legenden Marilyn handler om.**



*) Colin Clark: My Week with Marilyn. The Prince, the Showgirl and Me (1995) + My Week with Marilyn (2000). Introduction by Simon Curtis. 397 s. London: HarperPress, 2011.

**) Forfatteren og politikeren Hans Jørgen Lembourn (1923-1997) – som ingen rigtigt læser mere, skønt romanerne om besættelsestiden og journalistikken fra den første efterkrigstid er interessante – fik en vaskeægte skandalesucces med dagbogsromanen 40 dage med Marilyn (Schønberg, 1977).
   Bogen blev endevendt i ugeblade og tabloidaviser – og var den første indiskutable bestseller i et forfatterskab, som ellers udmærkede sig ved den ordentlighed, der var typisk for tonen i efterkrigstiden. Modtagelsen kan minde om den britiske samtids læsning af Colin Clarks dagbøger. Var det sandt eller hvad, og var de mon sammen?
   Offentligheden var særligt pirret, fordi Lembourn i 1977 var formand for Dansk Forfatterforening, nyligt udtrådt folketingsmedlem og på fjerde år gift med skuespilleren og sangerinden Ellen Winther (1933-2011), som bogen var tilegnet. På afstand kunne parret faktisk minde lidt om Arthur Miller og Monroe. I hvert fald for Billedbladet at se.
   Lembourn skrev lødige debatbøger som De intellektuelles forræderi (1956) og gjorde sig filosofiske tanker i Een/mange (1964). Han var eksponent for en liberalkonservativ politik, der talte den toneangivende kulturradikalisme imod. Men han reddede RUC, og han trodsede Schlüter. Hvordan kunne sådan en pæn mand skrive så kulørt, og hvorfor blev der ikke meldt klart ud, om teksten var dagbog eller roman? Lembourn navigerede dygtigt. I dag kunne vi kalde bogen et tidligt eksempel på autofiktion, som er sig selv og genren uhyre bevidst.
   Naturligvis var en filmatisering på tale. Bogen blev oversat til engelsk, tysk, fransk, spansk osv., men fik trods alt ikke et langt liv uden for Danmark. Som en note til noten kan nævnes, at Lembourn ville stifte sit eget parti, da han forlod Det Konservative Folkeparti. Navnet var De Moderate. Lindhardt og Ringhof genudgav 40 dage med Marilyn som e-bog og lydbog i 2016. Nu står der bare roman udenpå.



My Week With Marilyn. Instr.: Simon Curtis. Manus: Adrian Hodges. Foto: Ben Smithard. 99 min. UK-USA 2011. Dansk premiere: 26.01.2012.

The Prince and the Showgirl (Prinsen og korpigen). Instr.: Laurence Olivier. Manus: Terence Rattigan. Foto: Jack Cardiff. 115 min. UK-USA 1957. Dansk premiere: 05.05.1958. 


Fotos: The Weinstein Company/ BBC Films/ Lipsync Productions/ Trademark Films/ UK Film Council/ Scanbox Entertainment/ Warner Brothers Archive Collection/ Cinematerial/ MovieStillsDB/ YouTube Films
My Week with Marilyn streames på AMAZON PRIME, Apple TV, Blockbuster, FILMSTRIBEN, Pluto TV, Rakuten TV, SF Anytime, YouTube Film
2K Blu-ray fra Entertainment in Video (region B) 16.03.2012 
The Prince and the Showgirl streames på Apple TV, Blockbuster, SF Anytime, YouTube Film
2K Blu-ray fra Warner Archive Collection (regionsfri) 14.03.2023 
Teksten trykt første gang i Weekendavisen Kultur 27.01.2012 - noten er nyskrevet i 2025.

lørdag den 19. februar 2022

Much Ado About Nothing/ Stor ståhej for ingenting (1993)


SANG FOR ALLE VINDE
En guldrandet metakomedie for par 

Af BO GREEN JENSEN

DET britiske filmmagasin Empire lavede i 1992 en punkt-for-punkt og film-for-film sammenligning af Laurence Oliviers og Kenneth Branaghs karrierer. Kometen fra Belfast var netop fyldt 30, og på listen over værker og bedrifter var der så mange sammenfald, at man skulle tro Branagh led af et Olivier-kompleks. De fleste ville frabede sig at blive målt i forhold til Olivier for hvert lille skridt i karrieren. Det er dog, hvad Branagh insisterer på igen og igen.
   Efter den respektfulde filmatisering af Henrik V fra 1989, lavede Branagh meget hurtigt to meget forskellige og overvejende vellykkede genrefilm. Dead Again (1991) var en melodramatisk krimi i traditionen fra 40'ernes film noir, mens snakkestykket Peter's Friends (1992) var en underholdende krydsning af The Big Chill og sædeskildrende samtidskomik à la Alan Ayckbourn. Her vender Branagh tilbage til Shakespeare. Dog ikke til den Hamlet eller Macbeth, man kunne forvente, men til den første af de såkaldt »gyldne« komedier, Much Ado About Nothing, som Shakespeare skrev 1598-99.*
   Nu er Branagh ikke typen, der hviler på sine laurbær eller slår sig til ro i en genre. Efter Stor ståhej har han kastet sig over en filmatisering af Mary Shelleys Frankenstein, med sig selv i titelrollen og Robert De Niro som »Skabelsen«. Man kan næsten kun beundre Branagh for hans energi og kunstneriske dødsforagt. Det gør dog ikke automatisk Stor ståhej til et mesterværk.


DET er ikke ud fra nogen vurdering et af Shakespeares store stykker. Snarere er det en lykkelig bagatel. Intrigen er gedigent rodet, og som den første af de gyldne komedier ligner Much Ado mest af alt skitsen til tre-fire senere og bedre forsøg.
   Branagh, der selv har produceret og skrevet filmens manuskript, realiserer komedien som et dynamisk spil for ensemble og stjerner. Tonen er upbeat fra begyndelsen, hvor Emma Thompson i rollen som Leonatos datter, rappenskralden Beatrice, reciterer teksten fra stykkets gennemgående sang, der i Lembckes gamle oversættelse bød os alle, både damer og herrer: »Vær frisk og glad i sinde,/ o lad kun sorg og klage gå/ med sang for alle vinde.«
   Dette sidste, svært fordanskelige hey nonny nonny-vers bliver i Ib Lindbergs undertekster til en lille trille. Branagh og kompagni har ikke pyntet på eller moderniseret den 400 år gamle dialog, og for en gangs er også den danske oversætter en stjerne. For Lindbergs mundrette kondensat består prøven med bravour.



HELE Leonatos hus ligger i græsset og lytter, da budbringeren bekendtgør, at Don Pedro med følge er på vej til Messina. I rammescenens sommeridyl indgår moderne effekter og periodegods i en skøn sammenblanding, som i det store hele fungerer godt. Roger Lansers kamera er forståeligt forelsket i det toscanske landskab ved Chianti, hvor filmen er optaget.
   Hele kompagniet springer op som forårskaniner og træder for alvor ind i deres roller. Og det er vel det svære i filmen: at tage den forceret skælmske tone alvorligt og tro på disse brave figurer, der tumler, traller, gantes og slår gækken løs så demonstrativt, at det halve kunne være mere end nok.
   Branagh og Thompson slipper bedst fra det. Derimod kan man ikke abstrahere fra de tusind tv-roller, man har set fnisepeteren Richard Briers og bulderbassen Brian Blessed i. De skal her gribe os som Leonato og hans bror Antonio. Det hverken kan eller gør de.
   Langt bedre går det i de fremmedes lejr. Don Pedro med følge ankommer i en fejende flot westernpastiche, iklædt tjekket anakronistiske uniformer og, med undtagelse af skurken Don Juan, alle kække og struttende fulde af livsglæde, selvsikkerhed og potens.



DET er godt tænkt at lade husstanden i Messina fremstille af britiske teaterskuespillere, mens Don Pedros følge primært består af amerikanske filmstjerner.
   Denzel Washington er en flot Don Pedro, Keanu Reeves er hans hadefulde halvbror, og som flødeskægget Claudio har Robert Sean Leonard den fornødne ungdom og naivitet. Han og Kate Beckinsales Hero fortjener til fulde hinanden. De er som nyfødte hittebørn efter stormen, mens Branagh og Thompson mod alle odds puster liv og varme ind i den stadige krig på ironi, som Benedikt og Beatrice fører med hinanden.



DA filmen når til at være alvorlig, tvivler man aldrig alvor på udfaldet. Branagh kunne for min skyld have givet godheden mere kvalificeret modspil ved at udbygge Keanu Reeves' karakter.
   Som comic relief og absurd show-i-showet er Michael Keaton anbragt i partiet som den naragtige vægter Dogberry eller Slåen, der så gerne vil bruge høje og fint svungne ord, men til stadighed farer vild i deres mening, mens han lægger en brutalitet for dagen, der næsten må være møntet på ordensmagten til alle tider. »Despekterer du ikke mit embede?« spørger han. Alene at udtænke et svar lige så kringlet, ville kræve betydeligt arbejde.
   Det er for meget af et nummer, når Keaton og kumpaner rider bort på usynlige heste, men det er et forfriskende forsøg på at trænge igennem den aura af tør, hvid pænhed, som hviler tungt over filmen.



GÅR man ind til Stor ståhej for ingenting med en forventning om at blive løftet og forført af filmens gyldne drømmemaskine, har man en anstrengt aften foran sig.
   Det lykkes aldrig nogen i salen at glemme, at det vi ser ikke er Benedikt og Beatrice, som gantes, men Branagh og Thompson, der leger – og til og med leger på skrømt – at de er karakterer i et klassisk skuespil. Mens man ser dem, tænker man mest af alt på Leigh og Olivier, Taylor og Burton, på Howard Keel og Kathryn Grayson og på, om Branagh og Thompson næste gang vil løbe linen helt ud i en genindspilning af Kiss Me Kate.**
   De to stjerner skygger for resten af filmen, der primært fungerer i afsnit og sætstykker, hvor man fornemmer noget af varmen bag masken. Stor ståhej er en tapper komedie, der skiftevis charmerer og irriterer. Sit præg af noget anstrengt forvinder den aldrig. Men den prøver.


*) Kenneth Branagh nåede først til at lave sin filmudgave af Hamlet i 1996. Den benytter til gengæld den uforkortede tekst og har en spilletid på fire timer. Han spiller Macbeth i National Theatre-opførelsen, som blev optaget og streamet i 2013. Instruktører var Rob Ashford og Tim Van Someren. Rosalie Craig havde rollen som Lady Macbeth.

**) Branagh og Thompson var stadig gift med hinanden, da de indspillede Much Ado About Nothing. De blev skilt i 1995. Der er tradition for, at roller i Stor ståhej bliver spillet af par i et anstrengt forhold. Musicalen Kiss Me Kate (1953), som George Sidney instruerede med Howard Keel og Kathryn Grayson i hovedrollerne, handler om et fraskilt skuespillerpar, der udlever konflikter og finder hinanden igen under opsætningen af en musical baseret på The Taming of the Shrew (da. Trold kan tæmmes). Filmen, som er optaget i 3D og Technicolor, var en stor succes for MGM-studiet. Den er fuld af fremragende Cole Porter-sange. Det er her, at to gangstere (Keenan Wynn og James Whitmore) synger »Brush Up Your Shakespeare«. Det er i Kiss Me Kate, at Ann Miller får brillerne til at dugge, da hun stepper og synger »Too Darn Hot«.  


Much Ado About Nothing (Stor ståhej for ingenting). Instr. & manus: Kenneth Branagh. Foto: Roger Lanser. UK-USA 1993. Dansk premiere: 08.10.1993.


Fotos: Renaissance Films/ American Playhouse Theatrical Films/ BBC Films/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ MGM/ YouTube (MGM Official Trailer + clips from Kiss Me Kate)
Filmen streames (i maj 2025) på Apple TV og YouTube Film
2K Blu-ray fra Entertainment in Video (UK) 03.02.2014.
Anmeldelsen trykt i Weekendavisen Kultur 08.10.1993.

søndag den 7. februar 2021

Beginners (2010) [Christopher Plummer 1929-2021]


PINDSVIN I SOLNEDGANGSTIDEN
Christopher Plummer i sen Oscar-rolle

Af BO GREEN JENSEN

DET er aldrig for sent at begynde igen, siger mundheld og selvhjælpsbøger verden over. Designeren Oliver (Ewan McGregor) er dog i tvivl. Ganske vist så han sin far, kunsthistorikeren Hal (Christopher Plummer), springe ud som homoseksuel og og blive lykkelig i en alder af 75, men nu er den gamle mand borte. Oliver tømmer huset i bakkerne ved Los Angeles og taler med sin fars hund, Arthur – som faktisk også svarer ham i finurlige undertekster, man lige skal vænne sig til at læse.
   Denne krølle på virkeligheden er blot én af mange detaljer, som stiver konstruktionen af i Beginners, en tænksom, selvoplevet fortælling, som filmskaberen Mike Mills både har skrevet og instrueret. Vist er der passager, hvor hudløsheden udarter i retning ad det pinagtige og preciøse, men der er også enestående øjeblikke, hvor ærligheden og inderligheden virkelig fungerer.


OLIVER har været i en række forhold, som gik i stykker, fordi han ikke magtede at forpligte sig. Det er lettere at gå, end det er at blive forladt. I tomrummet efter Hals død sørger og savner han virkelig stærkt. På tegnestuen prøver han at sælge sin idé om et cd-cover, der kan foldes ud i mange paneler og fortælle bedrøvelsens historie. The Sads vil dog have et neutralt omslagsfoto. To venner prøver at hive Oliver ud af ensomheden. Det lykkes, da han møder Anna (Mélanie Laurent) til en fest, hvor han er klædt ud som Sigmund Freud. De to finder sammen som pindsvin. Han vægrer sig dog ved at tage det sidste afgørende skridt.



FILMEN har dansk fotograf og producer. Nutidsdelen er konsekvent i sin blege, udvaskede tone, der står i stejl kontrast til farverne fra den døende fars sidste tid. De mange flashbacks lægger en mosaik, mens nutiden skrider frem kronologisk. Historien om forældrenes møde – hun var politisk aktiv; han flygtede fra nazisternes Tyskland, fordi han var homoseksuel – er illustreret med opfindsomme arkivklip. Dette er 1955. Sådan så lykkelig ud. Dette er 2003. Sådan ser alene ud.


McGREGOR forankrer den følsomme fortælling i en lydefri, lidt anonym karakter. Først og fremmest er Beginners dog værd at se for Christopher Plummers skyld. Rollen som Hal udgør en dramatisk mulighed for den 81-årige skuespiller, som aldrig har været så aktiv og sikkert leder efter filmen, der bliver stående, ligesom Laurence Olivier og John Gielgud gjorde i solnedgangstiden.* I 2010 var han Lev Tolstoj i The Last Station, og i 2011 kan man se ham som ond kardinal i den futuristiske vampyrwestern Priest. Begge karakterer blegner i forhold til den døende far, der vil leve så stærkt, som han kan, mens tid er.

*) Det lykkedes ikke rigtigt for Laurence Olivier (1907-1989), der som regel blev castet som gammel nazist i sine sidste filmroller. Men Michael Eliots tre timer lange tv-opførelse af
King Lear (1983) blev noget særligt. John Gielgud (1904-2000) gav og viste bogstaveligt alt, hvad han kunne, i Prospero’s Books (1991), Peter Greenaways variation over Stormen. Der var ingen sen Shakespeare-rolle til Christopher Plummer. Han spillede Hamlet på Kronborg i 1963 – sammen med bl.a. Michael Caine i rollen som Horatio – det er foreviget i Philip Saviles BBC-udgave af Hamlet at Elsinore (1964) – men havde færre klassiske roller efter The Sound of Music. Han var knastør, knivskarp og fuldendt (nød)castet som J. Paul Getty i Ridley Scots All the Money in the World (2017). Det var dog ikke hans sidste filmrolle. Plummer medvirker i Todd Robinsons The Last Full Measure (2019), hvor også Peter Fonda (1940-2019) tog endelig afsked. 

Beginners. Instr. og manus: Mike Mills. Foto: Kasper Tuxen. 104 min. USA 2010. Dansk premiere: 30.06.2011


Fotos: Olympus Pictures/ Focus Features/ CineMaterial/ FilmAffinity/ MovieStillsDB
Filmen streames på Blockbuster, SF Anytime og FILMSTRIBEN
Fra Weekendavisen Kultur 01.07.2011