Translate

Viser opslag med etiketten portrætfilm. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten portrætfilm. Vis alle opslag

torsdag den 28. april 2022

Giuseppe Tornatore: Ennio Morricone – The Maestro (2021)


EN LANG OG LYKKELIG REJSE
Et sidste glimt af filmkomponisten

Af BO GREEN JENSEN


DET var et fyrtårn og et fikspunkt, som forsvandt, da Ennio Morricone døde i 2020. Få komponister har sat deres mærke og præget en kunstart så dybt. Morricone gjorde det gennem 60 år og var stadig unik og urørlig.
   Tolv af 500 soundtracks blev skrevet til Giuseppe Tornatore (f. 1956). Morricone følte selv noget særligt for musikken til Cinema Paradiso (1988, da. Mine aftener i Paradis), og han kunne se sin egen rejse i The Legend of 1900 (1998, da. Legenden om pianisten på havet). Tornatore havde optaget sin portrætfilm, da komponisten gik bort. Den er derfor et kærligt arbejdsportræt, snarere end en rugende gravskrift.
   Ennio fortæller historien kronologisk, med talrige filmklip og flittig brug af vidneudsagn. De talende hoveder tilhører venner, kolleger og fans fra Bernardo Bertolucci og Clint Eastwood til Quentin Tarantino og Bruce Springsteen. Mesteren selv fortæller udførligt.


DEN første time er pakket meget tæt. Dybden og fylden kommer for alvor, da samarbejdet med Sergio Leone begynder. De to mænd var gamle skolekammerater. Musikken til The Good, the Bad and the Ugly (1966) og Once Upon a Time in the West (1968) ændrede westerngenren for altid. Og blev født, fordi Ennio kunne høre et klokkespil, et dyreskrig og en fløjte.
   Tornatores film er en guide til liv og metode, men han giver stoffet moment ved at vise, hvordan Morricone igen og igen bliver nomineret til en Oscar, som han ikke får. I 2007 modtager han en ærespris. Så skriver han score til The Hateful Eight (2015) og får sin rigtige Oscar. Ambitionen er ikke et påhit. Morricone var beskeden af væsen, men sulten efter anerkendelse.


HER finder filmen sit ledemotiv. Drengen kunne læse noder og spille trompet som 6-årig. På Santa Cecilia, det italienske musikkonservatorium, fandt han en faderfigur i komponisten Goffredo Petrassi, som blev hans lærer og forbillede.
   I den klassiske verden var film ikke agtet. Morricone følte altid, at han prostituerede sig – han taler åbent om det i Ennio – når han tog bestillingsopgaver. Han skrev en overgang kun »absolut« kompositionsmusik. Avantgardeensemblet Il Gruppo var et livsvarigt sideprojekt.
 

HER kom arbejdet med Roland Joffés The Mission (1986) til at gøre en forskel. Morricone var træt og færdig med film, da Joffé viste ham scenerne, hvor missionæren Fader Gabriel (Jeremy Irons) og den oprindelige befolkning bliver mejet ned. Morricone fik tårer i øjnene og gik hjem og skrev »Gabriel's Oboe« og »On Earth as It Is in Heaven«.The Mission har været lagt væk meget længe, forskrevet på grund af sin patos. Nu får man lyst til at se den igen.


FILMEN om filmkomponisten er gavmild, nøjagtig og kongenial. Her er alle de store partiturer og en god portion af de mindre kendte. Her er den lille mand, som kan komponere i sit hoved.
   Som regel er der stille i arbejdsværelset. Han rejser sig og dirigerer; han lægger sig og laver yoga. Han bruger højest et lille klaver til at demonstrere. Leone forstod aldrig musikken i skitseform. Morricone kunne høre den, før den var skrevet.

Se også Musikken i hjernen: Ennio Morricone 1928-2020; Quentin Tarantino: The Hateful Eight (2015) [Westerns 100].


Ennio Morricone – The Maestro. Instr. & manus: Giuseppe Tornatore. Foto: Giancarlo Leggeri, Fabio Zamarion. 150 min. Italien 2021. Dansk premiere: 07.04.2022.


Fotos: Piano b Produzioni/ Potemkino/ Fu Works/ Terras/ Gaga/ Blossoms Island Pictures/ Eurimages/ Dogwoof Pictures/ Gentofte Kino Distribution
Filmen er i biografdistribution
Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 08.04.2022.

tirsdag den 19. januar 2021

David Lynch: The Art Life (2016) [Moderne mestre]


ONDSKABENS KUNST
En billedmagers læreår 

Af BO GREEN JENSEN

FÅ kan som David Lynch etablere en ondskabsfuld atmosfære. Han er også god til excentrisk humor, americana og drømme, men det er altid ondskaben, der pibler frem af fortællingens porer og nægter at blive holdt nede.
   Fra fosteret i Eraserhead (1977) og det afskårne øre på plænen i Blue Velvet (1986) til strejferen Bobs excesser i Twin Peaks (1989-2017), det blånende kød i Mulholland Drive (2001) og knivlyset i Inland Empire (2006) er det horror og weird på et kosmisk plan, hvor kun litterater som Edgar Allan Poe og H.P. Lovecraft kan konkurrere.
   Vi lever ifølge Lynch i en verden, som ikke vil os det godt, og frister en udeltagende skæbne. Der er kun ét sted i filmografien, hvor han med vilje afviser mørket. Det er i den gemytlige The Straight Story (1999).
   Med sine film fik Lynch hele verden i tale. At han har et liv som maler, musiker, fotograf og generel forarbejder af mørk billedkunst, bliver i regelen blot noteret. Også Danmark fik besøg af udstillingen The Air is on Fire, som Kunstforeningen Gl. Strand viste i 2010. 


I PORTRÆTFILMEN The Art Life taler Lynch om sin familie, sin opvækst i Spokane, Montana, og Boise, Idaho, og sin læretid hos kunstneren Bushnell Keeler, der inspirerede Lynch og vennen Jack Fisk på et tidspunkt, hvor de havde ideen til et kunstnerliv, men ikke så meget at have den i.
   For Lynch er the art life fortsat et ideal. Man drikker kaffe og ryger cigaretter og sidder alene med værket. Der er måske en vis interageren med kvinder, men ellers bare de tre ting.
   Anekdoterne er stemningsstykker, som Lynch breder ud, mens hans yngste datter, Lula, trisser omkring. Der er kun de to med i filmen. Lynch er født i 1946 og blev far for fjerde gang i 2012. Der er stadig håb for seniorsegmentet.
   Det var for at forsørge sin første familie, at Lynch i 1974 fandt vej til Hollywood via et arbejdslegat. Han lavede Eraserhead og fik en stor chance med The Elephant Man, som grinebideren Mel Brooks betalte for. Resten er historie, og The Art Life slutter netop dér.


ONDSKABEN træder frem med fotografisk klarhed i flere anekdoter. En nøgen, sindsforvirret kvinde kom gående i Boise, som ellers var indgrebet af tryghed. Alt giver mening og peger ind mod værkerne, filmene og musikken – vi ser fotos af de rollinger, som leger på albummet Crazy Clown Time (2011).

   En af sangene hedder »Strange and Unproductive Thinking«. Det lyder som noget, kunstnerens far kunne have sagt. Han forstod aldrig Davids projekt, men bakkede op om talentet. Lynch taler med taknemlighed. Det er der ikke noget at sige til. Kunstnerlivet har behandlet ham godt.


David Lynch – The Art Life. Instr.: Jon Nguyen, Rick Bames, Olivia Neergaard-Holm. Foto: Jason S. 90 min. USA-Danmark 2016. Dansk premiere: 20.04.2017


Fotos: CineMaterial/ Absurda/ Jason S./  The Criterion Collection/ David Lynch Theater [You Tube song clip]
Filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, Grand Hjemmebio, SF Anytime
2K Blu-ray fra The Criterion Collection [Spine #895] 26.09.2017 
Anmeldelsen trykt i Weekendavisen Kultur 21.04.2017