EN SALUT FOR DE GAMLE SOLDATER
Scorsese, De Niro og det sidste mafiaepos
Af BO GREEN JENSEN
Han kom hjem fra krigen i Europa og begyndte at køre lastbil, da han var en ung mand midt i tyverne. Han var åben og naiv. Han troede, at husmalere malede huse. På en tankstation mødte han Russell Bufalino (Joe Pesci), som hjalp ham med et mekanisk problem. De to mænd så noget særligt i hinanden. Og forblev nære venner livet igennem.
Det første møde sætter tonen for resten af filmen. Irerens lastbil er gået i stå, og italieneren finder og udbedrer fejlen af ren og skær interesse. Frank præsenterer sig. De trykker hænder. Da han beder om Russells navn, tænker den anden sig om i lang tid. Her er navne ikke noget, man sådan giver fra sig.
KORT fortalt er der kontakt med det samme. Russell præsenterer Frank for Angelo Bruno (Harvey Keitel), som bestyrer forretningen på Østkysten. Han giver ham små og så lidt større opgaver. Den ene tjeneste er altid den anden værd. Det afgørende øjeblik kommer, da Frank i to etaper demonstrerer loyalitet og initiativ.
Han har fungeret som gældsinddriver. Men Frank har familie og skal bruge penge. Han tager en freelanceopgave for Whispers (Paul Herman), en vaskeriindehaver, som har problemer med konkurrencen fra et andet firma, der ejes af den jødiske mafia. Eller sådan bliver opgaven præsenteret. Frank henter candy (benzin og dynamit) og går i gang. Men faktisk er Angelo Bruno medejer.
For det første siger Frank sandheden, da Bufalino og Bruno udfritter ham. For det andet forstår han, hvad der forventes. Han skyder Whispers i ansigtet to gange og kaster revolveren i den flod, hvor FBI ville finde »våben nok til at bevæbne en mindre nation«, hvis de ledte. Herefter er ireren sporet ind på sin livsvej: at løse problemer for Bufalino-familien.
For det første siger Frank sandheden, da Bufalino og Bruno udfritter ham. For det andet forstår han, hvad der forventes. Han skyder Whispers i ansigtet to gange og kaster revolveren i den flod, hvor FBI ville finde »våben nok til at bevæbne en mindre nation«, hvis de ledte. Herefter er ireren sporet ind på sin livsvej: at løse problemer for Bufalino-familien.
DENNE baggrund er en parentes, som føjes ind i det bærende flashback. For i 2003 sidder Frank og beskriver, hvordan han og Russell i sommeren 1975 forbereder en lang biltur med deres hustruer. De skal køre fra New York til Illinois, hvor Russells fætter har inviteret familierne til sin datters bryllup. Bill Bufalino (Ray Romano) er sagfører for lastbilchaufførernes faglige forbund, IBT (International Brotherhood of Teamsters). Teamsters ledes af den sagnomspundne Jimmy Hoffa (Al Pacino), og det er egentlig ham, som de har en aftale med i Illinois.
Både Carrie Bufalino (Kathrine Narducci) og Irene Sheeran (Stephanie Kurtzuba) er ivrige rygere. Russell vil ikke have, at der bliver røget i bilen. Så der er mange pauser. Faktisk er de ikke nået ud på motorvejen, da Carrie insisterer på at standse. De er ved tankstationen, hvor Russell og Frank mødtes 20 år før. Sådan begynder billedet at tage form. I det store perspektiv er der tale om 60 års amerikansk historie.
FILMEN er mange ting på en gang, heldigvis. Den er Franks beretning om en lang karriere som fastansat lejemorder. Den er fortællingen om forbindelsen mellem det politiske liv og den organiserede kriminalitet i et USA, hvor korruption var systemisk. Og den er forklaringen på mysteriet om, hvad der blev af Jimmy Hoffa. Fagforeningslederen forsvandt den 30. juli 1975 og blev erklæret død in absentia i 1982. Flere har tilstået drabet, og konspirationsteorier florerer. Sagen er stadig åben.
Især er The Irishman Martin Scorseses sidste storværk om wiseguys og goodfellas fra de gamle italienske forbryderfamilier. Steven Zaillian har skrevet det tætte manuskript om håndværkerne, som flytter kasser omkring i historiens baglokale, mens stjernerne boltrer sig ude i butikken.
Man kunne tro, at Frank Sheeran – som altid er i billedet, når der sker bestemmende ting i 60rne og 70rnes politiske liv, fra Svinebugten til drabene på Kennedy-brødrene og Watergate-skandalen – var en fiktiv konstruktion, måske en mafiaudgave af den evige Zelig hos Woody Allen. Men Sheeran har skam levet. I bogen I Heard You Paint Houses (2004) fortalte han Charles Brandt om sine bedrifter og oplevelser.*
Sheeran var også i virkeligheden en slags livvagt for Jimmy Hoffa, som sørgede for, at ireren blev valgt som formand for sin lokale Teamsters-afdeling. Frank forblev dog på Bufalinos lønningsliste. Hoffa motiverede talen ved den æresbanket, som blev holdt for Sheeran.
Man kunne tro, at Frank Sheeran – som altid er i billedet, når der sker bestemmende ting i 60rne og 70rnes politiske liv, fra Svinebugten til drabene på Kennedy-brødrene og Watergate-skandalen – var en fiktiv konstruktion, måske en mafiaudgave af den evige Zelig hos Woody Allen. Men Sheeran har skam levet. I bogen I Heard You Paint Houses (2004) fortalte han Charles Brandt om sine bedrifter og oplevelser.*
Sheeran var også i virkeligheden en slags livvagt for Jimmy Hoffa, som sørgede for, at ireren blev valgt som formand for sin lokale Teamsters-afdeling. Frank forblev dog på Bufalinos lønningsliste. Hoffa motiverede talen ved den æresbanket, som blev holdt for Sheeran.
FOR Martin Scorsese (77) er The Irishman en anledning til at samle medlemmerne af den gamle familie, som har befolket hans mest ikoniske film: Robert De Niro (76), Joe Pesci (76) og Harvey Keitel (80).
Som Hoffa skaber Al Pacino (79) en formidabel figur, en født populist, for hvem korruption er en livsform, der tjener almenvellet. Andre har fremstillet ham som en mere kontrolleret og kynisk person: Robert Blake i tv-filmen Blood Feud (1983), Jack Nicholson i Danny DeVitos Hoffa (1992).
Som Hoffa skaber Al Pacino (79) en formidabel figur, en født populist, for hvem korruption er en livsform, der tjener almenvellet. Andre har fremstillet ham som en mere kontrolleret og kynisk person: Robert Blake i tv-filmen Blood Feud (1983), Jack Nicholson i Danny DeVitos Hoffa (1992).
Som leder af Teamsters rådede Hoffa over de samlede pensionsmidler for en million medlemmer. Han gav mafialederne favorable lån og var med til at finansiere byggerierne i Las Vegas. Han hadede Kennedy-brødrene. Forestil Dem Preben Møller Hansen i sin vildeste tid og med 20 milliarder risikovillige kroner i Fælles Kurs-kassen.
Pacino tegner Hoffa som en gavmild og volatil mand, der sætter pris på sine venner. Han bliver fjernet på grund af interne Teamsters-opgør med den ene og den anden Tony – »de hedder alle sammen Tony,« klager Hoffa – og fordi han siger nej til for mange låneansøgninger.
Franks datter (Anna Paquin) tilgiver aldrig sin far. Hun har aldrig holdt af Onkel Russell, men hun forguder Onkel Jimmy. Hun holder foredrag om Hoffa i skolen. Og hun har skammet sig over sin far, siden han gennembankede købmanden, der gav hende et puf. Frank sparker manden i ansigtet og træder på hans hænder. Ingen skal komme efter ham og hans.
GANGSTERNE i The Irishman er tonet ned til menneskelig skala. De kan minde om The Sopranos. Bipersoner præsenteres med en besked om, hvornår de døde og og hvordan. Det er næsten altid noget med fire skud i ansigtet i 1979 eller ’80. Der hersker en helt anden mentalitet end hos de kokainblæste psykopater, som tager over i Goodfellas (1990) og Casino (1995). En elegisk grundtone durrer. The Irishman er også en vemodig salut for de gamle soldater.
I filmens tilbageblik er skuespillerne gjort yngre ved digitalt trylleri. Scorsese påkaldte sig megen vrede, da han afskrev Marvels superhelte som »noget andet end filmkunst«, men han har aldrig tøvet med at bruge ny teknik. Allerede Gangs of New York (2002) var fuld af CGI-farvelade. Den unge Frank ligner ikke De Niro i 1975. Han er mere firkantet, og kroppen er tung. Men huden er glat, så det overbeviser.
Der er fine detaljer, også på lydsporet, som Randall Poster har kurateret. Lounge-musik fra en menneskealder spiller mellem fyldige udtag af »In The Still of the Night« med Five Satins, som må være Franks temasang. Robbie Robertson har komponeret ny musik, som også findes på hans seneste album, Sinematic. Van Morrison spiller mundharmonika.**
Der er fine detaljer, også på lydsporet, som Randall Poster har kurateret. Lounge-musik fra en menneskealder spiller mellem fyldige udtag af »In The Still of the Night« med Five Satins, som må være Franks temasang. Robbie Robertson har komponeret ny musik, som også findes på hans seneste album, Sinematic. Van Morrison spiller mundharmonika.**
.jpg)
MAN skal nok være amerikaner for at dele fascinationen af Hoffa. Men portrættet af Frank, som lod livet passere, er universelt. Scenerne fra plejehjemmet er mere end en ramme. FBI-folk udspørger Frank. De forklarer, at alle er døde og glemt. Frank forstår det omsider, da fysioterapeuten ikke ved, hvem Hoffa var. Han fortryder to ting. Ikke Judas-kysset, han gav Jimmy Hoffa, men opkaldet bagefter til Hoffas hustru. Og så at datteren ikke vil se ham.
Endelig bliver der lige så stille som på plejehjemmet i Arthur Penns Little Big Man (1970), hvor Dustin Hoffman var sminket 121 år gammel i rollen som Jack Crabb. Han fortalte om Custer og Hickok og Sitting Bull. Frank fortæller om Hoffa og Gallo og Kennedy-brødrene. Tiden er virkelig gået. Resten er tavshed. Det er endelig blevet en god dag at dø.
The Irishman. Instr.: Martin Scorsese. Manus: Steven Zaillian. Foto: Rodrigo Prieto. 209 min. USA 2019. Dansk premiere: 21.11.2019.
Se også Martin Scorsese: Gangs of New York (2002); Kongernes konge: Kristus i filmen [Påske Special 2020]; Martin Scorsese: The Wolf of Wall Street (2013); Martin Scorsese: Silence (2016) [Bogen og filmen]; Martin Scorsese: Hugo (2011) [Moderne mestre]; Martin Scorsese: Raging Bull (1980); Martin Scorsese: Bringing Out the Dead (1999); Martin Scorsese: The Departed (2006); Martin Scorsese: The Aviator (2004).
*) Charles Brandt: I Heard You Paint Houses: Frank »The Irishman« Sheeran & The Inside Story of the Mafia, the Teamsters, & the Last Ride of Jimmy Hoffa. 384 s. Steerforth Press, 2004.
Scorseses film vælger at læse Brandts bog som den skinbarlige sandhed, men teksten er mildest talt kontroversiel. Flere har tilbagevist de omfattende afsløringer, som Sheeran lagde frem før sin død i 2003. Omvendt har andre bekræftet detaljer, som selv en døende lystløgner ikke kunne digte sig til.
Brandt er forhenværende mordefterforsker og forsvarsadvokat. Det er ingen garanti for sandhedsværdien. Jim Garrison (1921-1992) var offentlig anklager i New Orleans fra 1962 til 1974 og dommer ved appelretten samme sted til sin død. Han leverede et af de mest forskruede bidrag til litteraturen om Kennedy-attentatet, da han skrev On the Trail of the Assassins (1988). Garrisons bog var grundlaget for JFK (1991), Oliver Stones film om drabet i Dallas. Den udkom på dansk i 1992.
**) Robbie Robertson: Sinematic. Universal Music Group, 2019. Skæringen hedder »I Hear You Paint Houses«. Det var det første, som Jimmy Hoffa sagde til Frank Sheeran. Sheeran svarede: »And I do carpentry too«. Det var slang for, at han ryddede op efter arbejdet.
Brandt er forhenværende mordefterforsker og forsvarsadvokat. Det er ingen garanti for sandhedsværdien. Jim Garrison (1921-1992) var offentlig anklager i New Orleans fra 1962 til 1974 og dommer ved appelretten samme sted til sin død. Han leverede et af de mest forskruede bidrag til litteraturen om Kennedy-attentatet, da han skrev On the Trail of the Assassins (1988). Garrisons bog var grundlaget for JFK (1991), Oliver Stones film om drabet i Dallas. Den udkom på dansk i 1992.
**) Robbie Robertson: Sinematic. Universal Music Group, 2019. Skæringen hedder »I Hear You Paint Houses«. Det var det første, som Jimmy Hoffa sagde til Frank Sheeran. Sheeran svarede: »And I do carpentry too«. Det var slang for, at han ryddede op efter arbejdet.
The Irishman. Instr.: Martin Scorsese. Manus: Steven Zaillian. Foto: Rodrigo Prieto. 209 min. USA 2019. Dansk premiere: 21.11.2019.
Fotos: Tribeca Productions/ Sikelia Productions/ Winkler Films/ NETFLIX/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ Wikipedia/ The Criterion Collection
Filmen streames på NETFLIX
The Criterion Collection udgav The Irishman på Blu-ray i november 2020
Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 22.11.2019
Ingen kommentarer:
Send en kommentar