EN ENLIG LILLE MUSE
Af BO GREEN
JENSEN
I Den
skjulte tråd er mange slags myter – og en god del bittersød virkelighed – vævet
sammen så sømløst og originalt, at kræsne gemytter vil smile. Forfatteren, feministen
og menneskekenderen Angela Carter – som skrev Blåskæg om for voksne i samlingen
The Bloody Chamber (1979) – ville
fryde sig over det modne, mørke facit, som ligningen når.
Scenen er sat i 1950ernes London. Her er Reynolds
Woodcock (Daniel Day-Lewis) den geniale couturier,
som driver modefirmaet House of Woodcock. Han er sjælen i forretningen, mens storesøster
Cyril (Lesley Manville) – »My beloved so and so« – tager sig af logistik og
kundepleje.
Det er Woodcock, man går til, når kjolen er
vigtig. Han foragter naturligvis sine kunder. De er et nødvendigt onde. Han er Blåskæg
i moderne forklædning og noget af en Norman Bates. Woodcock holder af at sy
amuletter og besværgelser ind i kjolernes linning. I sin egen jakke bærer han
en lok af Mors hår – »så jeg altid har hende tæt på mig«.
DA Woodcock møder servitricen Alma (Vicky Krieps), er der først et rituelt kurmageri. Hun poserer, han kreerer, de skaber
sammen en kjole. Men Alma er den første muse, som Woodcock ikke vil af med
igen. Hun gør heller ikke mine til at gå. Hun plejer ham gennem en sygdom, hvor
rollerne vendes. Her begynder en gotisk fortælling om modsætninger, der reparerer
hinanden.
Det lyder måske som en banalitet i stil med Fifty Shades-universet og andre
pornografiske konstruktioner. Men Den
skjulte tråd er ikke banal. Det er Paul Thomas Andersons sjette film efter
gennembruddet med Boogie Nights for
tyve år siden. Den 47-årige amerikaner har sjældent eller aldrig været bedre.
Der er en luksuøs
og forførende soliditet over skildringen af 50ernes britiske modeverden. Den er
brødet, som fylder og samler i filmen. Fans af The Crown vil sætte pris på den diskrete omgangstone, profaniteten
bag de polerede manerer og pastelfarverne i perioden.
Kun Punch-Drunk Love (2002) vælger et tunnelsyn for at skildre den vrede Adam Sandler, der
bliver forvandlet til en mild mand ved at elske Emily Watson og følge sin
kærlighed helt til Hawaii. Der er meget af den samme paradoksale psykologi
mellem Alma og Reynolds Woodcock.
Kjolemageren er jo et monster. Han fokuserer
på detaljer i rutinen, der kan ændres efter behag og behov, når han bliver træt
af sine kærester. Pludselig er det et stort problem, at kniven skraber for
hårdt over brødet. Søster Cyril lader kvinden forstå, at tiden er kommet. Hun
får kjolen med som en sentimental souvenir, og så er Woodcock sat fri.
NETOP sådan åbner Phantom Thread. Endnu en foreløbig muse bliver kasseret, og Woodcock
samler Alma op på en kro ved sit landsted. Det minder om Alfred Hitchcocks Rebecca (1940). Hun imponerer ham med
sin hukommelse, han gør indtryk med sin appetit.
Forvandlingen kommer, da Woodcock – af
grunde, jeg ikke skal røbe - bliver syg. Huset skal levere brudekjolen til en
belgisk prinsesse. Woodcock er nede, og Alma tager sig af ham. I et febersyn
ser han sin mor. Et øjeblik er begge kvinder i billedet. Så da Woodcock bliver
rask, må han fri. For første gang føler manden i midten en trang til at tabe kontrol.
WOODCOCK er en
sanselig klassicist. Anderson har baseret ham på britiske tøjskabere som Norman
Hartnell og Hardy Amies, men er især inspireret af Cristóbal Balenciaga. Han raser,
da en kunde har købt noget chikt i
Paris. Han hader både ordet og begrebet.
I parentes bemærket er det år og dag siden,
at en seriøs film har skildret modemiljøet. Der har været stribevis af
dokumentarer, komedier og konventionelle biopics, men Robert Altmans Prêt-à-Porter (1994) er det nærmeste
fortilfælde. Og Altman kunne kun se det med ironi.
Mange historier fra tiden er blandet sammen.
Millionøsen Barbara Rose, som er svært alholiseret, insisterer på, at Woodcock
kommer til hendes femte bryllup. Han syr også kjolen, for hun er en investor. Brudgommen
er en dominikansk lykkejæger. Episoden bygger på Barbara Huttons ægteskab med puertoricaneren
Porfirio Rubirosa. Det fandt sted i 1953.
Sagen er vigtig for Alma og Woodcock. Vi
forstår, at hun er et jødisk krigsbarn, og han forstår, at hun ser ham for alvor, da hun bliver vred,
fordi bruden krøller hans kjole. De generobrer den i en scene med samme
berusede stemning som begyndelsens kurmageri.
Da parret forpligter sig på hinanden,
skifter filmen farve for tredje gang. Nu er ægteskabsskildringen helt moderne
og Andersons egen. Der er en effektfuld forløsning. Den kommer uventet efter to
timer, som egentlig hviler smukt i sig selv.
DEN skjulte tråd er en stor nydelse. Der er kærlige hilsener til Stanley Kubrick og David Lean. Daniel Day-Lewis har sagt, at filmen bliver hans sidste.
Han spiller Woodcock med en overdådighed af indlevede manierismer. Det er dog
Vicky Krieps, som løfter værket på plads. Lesley Manville kan alle den
bortkastede søsters reaktioner.
De romantiske kilder er dybe og mørke, skønt
filmen arbejder sig hen mod et lys. Daphne du Maurier skrev Rebecca i 1938. Hun elskede nye lege med
kønnet. Havde samtiden set ud som nu, kunne hun selv have skrevet Phantom Thread.
Se også Paul Thomas Anderson: Hard Eight (1996); Paul Thomas Anderson: Boogie Nights (1997); Paul Thomas Anderson: Magnolia (1999); Paul Thomas Anderson: Punch-Drunk Love (2002); Paul Thomas Anderson: There Will Be Blood (2007); Paul Thomas Anderson: The Master (2012); Paul Thomas Anderson: Inherent Vice (2014); Paul Thomas Anderson: Licorice Pizza (2021) [Oscars 2022] + Skarp amerikaner: Et interview med Paul Thomas Anderson [Moderne mestre].
Fotos: Focus Features/ Annapurna Pictures/ Perfect World Pictures/ Joanne Sellar Productions/ Ghoulardi Film Company/ UIP/ YouTube [Universal Pictures All-Access Trailer]
Filmen streames på AppleTV, Blockbuster, Rakuten TV, SF Anytime
4K UHD + 2K Blu-ray fra Universal Studios 08.05.2018
Teksten trykt i Weekendavisen Kultur 15.02.2018
Ingen kommentarer:
Send en kommentar