François Ozon: Angel (2007)

DEN ROMANTISKE EGOIST

Nærbillede af en anti-heltinde

Af BO GREEN JENSEN

MAN kan kun have høje forventninger, når en filmskaber prøver kræfter med genren, som altid har virket oplagt for ham eller hende.

   Siden Sous le sable (2001, da. Under sandet) og 8 femmes (2002, da. 8 kvinder - og et mord) har man ventet på et »rigtigt« melodrama fra François Ozon, en film der uden ironi demonstrerer hans kærlighed til instruktører som Max Ophuls og Douglas Sirk. Det kommer i Angel, Ozons første rent engelsksprogede produktion, men filmen er ikke, hvad man kunne håbe.

   Forlægget er en roman af Elizabeth Taylor (1912-75), som ikke må forveksles med divaen af samme navn. Taylor levede stille med mand og børn i Buckinghamshire. Hun skrev en snes romaner, som ikke fandt mange læsere, men er beundret af kolleger, der betragter hendes bøger som sædekomedier i ånden fra Jane Austen.

   I 2006 blev seks værker – bl.a. Angel fra 1957 - genoptrykt hos Virago, det britiske kvindeforlag. Ved Taylors død blev veninden Elizabeth Jane Howard bedt om at skrive en biografi. Hun afslog med den begrundelse, at Taylors konforme liv var for begivenhedsløst.

ANGEL Deverell er en viljestærk kvinde, der jager sine mål så beslutsomt, at virkeligheden må kapitulere. Allerede skolepigen vil være forfatter og mener, at hun er forbyttet, eftersom hun lever under triste kår med simple forældre. Hendes blomstrende prosa bliver afvist, indtil forlæggeren Théo (Sam Neill) giver efter for selvbedragets format. Også Théos skeptiske hustru (Charlotte Rampling) charmeres med tiden af Angel, der vil overføre sin succes på livets øvrige forhold. Hun får en mand, som ikke elsker hende, og lever uden glæde i et kæmpemæssigt kitschpalæ. Huset hedder Paradise. For Angel er det svaret på alle barndommens drømme.

TAYLORS model var forfatteren Marie Corelli (1855-1924), som blev et verdensnavn, skønt få i åndslivet tog hende alvorligt. Især Faust-historien The Sorrows of Satan (1895, da. Satans Sorger) var populær. Det er ganske vist ikke sandt, at romanen var forlægget for Carl Th. Dreyers Blade af Satans dagbog (1920), som man kan læse flere steder. Men D.W. Griffith filmatiserede bogen i 1926 med Adolphe Menjou som Mefistofeles i moderne forklædning.

   Også Vendetta (1886), Wormwood (1890), Innocent (1914) og The Young Diana (1918) blev filmatiseret – alle i stumfilmens tid. Mest eftertragtet var Thelma – a Norwegian Princess (1887), som blev filmet fem gange i perioden 1910-1922.

   Corelli (som faktisk hed Mary Mackay) var kendt for sin agressive konsumerisme. Hun købte et stort hus i Stratford-on-Avon og delte i mange henseender livsstil med Angel. Hun kørte i forgyldt karet, havde aber som kæledyr og sejlede i sin egen gondol. Brian Masters’ Now Barabbas was a Rotter (1978) er en kærlig og kritisk biografi.*

ANGEL er ikke så ekstrem som Corelli, men deler forbilledets livssyn. Ozon går helhjertet ind i hendes begrebsverden og følger den store illusion hele vejen. Han peger på Gone with the Wind (1939, da. Borte med blæsten) som et inspirationssted og ser Angel som en selvisk heltinde på linje med Scarlett O’Hara, der på samme måde former verden efter sin vilje: »For mig var det interessant at beskrive en heltinde, som hverken er intelligent eller sympatisk,« siger instruktøren. Han tilføjer, at karakteren Angel virkelig greb ham.

PROBLEMET er, at Angel ikke kan konkurrere med Scarlett. I tankerne kan man faktisk se den samme film fungere med Vivien Leigh i titelrollen, men som kvinden spilles af Romola Garai, er hun både svær at elske og aktivt irriterende. Kan man overgive sig, da hendes forlægger gør, bliver det muligt at leve sig ind. Ellers er man uberørt og ser kun en anstrengt, kronisk forurettet grimasse.

   Det er en stor skam, at filmen fejler så stejlt, for den er klar i formen og smuk at se på. Ozon slipper godt fra at bruge antikverede stilfigurer og klassiske Hollywood-troper som bagprojektion og lyrisk montage. Forhåbentlig kommer Ozon snart tilbage. Efter Angel er han i gang med Ricky, en samtidsfilm om ordinære forældre, som får et magisk kærlighedsbarn.

Se også François Ozon: Grâce à Dieu/ Gud være lovet (2018); François Ozon: Jeune et jolie/ Ung & Smuk (2013); François Ozon: Swimming Pool (2003); François Ozon: Potiche (2010); François Ozon: 5 x 2 (2004) + interview [Moderne mestre].

*) Brian Masters: Now Barabbas was a Rotter. The Extraordinary Life of Marie Corelli. 326 s. London: Hamish Hamilton, 1978. Titlen henviser til romanen Barabbas, a Dream of the World's Tragedy (1893). Herresædet Mason Croft er modellen for Angel Deverells Paradise. Den historiske bygning fungerer i dag som domicil for Shakespeare Institute ved University of Manchester. I Taylors roman og Ozons film bliver Angel gift med maleren Ésme Howe-Nevinson (Michael Fassbender), som er bror til Nora Howe-Nevinson (Lucy Russell), forfatterens sekretær og fortrolige veninde. I virkeligheden levede Corelli sammen med Bertha Vyver i 40 år. Det er dog sandt, at hun skrev romantiske breve til kunstneren Arthur Severn, som må være modellen for Esmé. Han gengældte ikke interessen. Corelli mistede sit publikum efter 1. Verdenskrig. Mark Twain besøgte Mason Croft i 1907 og skriver om det i tredje bind af sine Autobiographies. Annette R. Federico har skrevet monografien Idol of Suburbia: Marie Corelli and Late-Victorian Literary Culture (Charlottesville: University of Virginia Press, 2004).

Angel. Instr.: François Ozon. Manus: Martin Crimp, François Ozon. Foto: Denis Lenoir. 134 min. Frankrig-Belgien-UK 2007. Dansk premiere: 06.06.2008 

Fotos: Fidélité Productions/ Camera Film/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ Virago Publishing/ Hamish Hamilton Ltd./ National Portrait Gallery

Filmen streames på SF Anytime

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 06.06.2008