tirsdag den 19. oktober 2021

François Ozon: Été 85/ Summer of 85 (2020)


ET LIV OG EN DØD I FIRE DELE
En film der skal ses for sin kejtede elskov

Af BO GREEN JENSEN

EN kystby i Normandiet, sommeren 1985. Alexis Robin (Félix Lefebvre) på 16 år nyder sin ferie og flyder under solen i en jolle, han har lånt. Skyerne vokser, himlen bliver mørk; med ét er drengen i havsnød. Jollen kæntrer, og han klamrer sig til skroget med det rejste sværd.
   Netop da kommer en anden båd med en lidt ældre teenager ud af stormen. David Gorman (Benjamin Voisin) ligner Apollon, mens han smilende forklarer, hvordan man vender jollen rundt. Den druknede mus bliver bugseret i havn. Han er allerede da forelsket til op over begge dundækkede ører.


SOMMEREN forløber i to spor, som filmen pendler imellem. I slutningen er der slet ingen glæde. Alex skal forklare, hvorfor han har skændet sin døde vens grav. Sagen er alvorlig, han kan få en fængselsdom. Læreren Lefèvre (Melvil Poupaud) beder ham skrive fortællingen ned. Det bliver en autofiktion om at elske en anden for første gang.
   David er gået ud af skolen for at hjælpe sin mor (Valeria Bruni Tedeschi) efter faderens død. David bearbejder sin sorg ved at hjælpe og elske så mange som muligt. Hans mor giver Alex et varmt bad og et feriejob i butikken, som sælger maritimt udstyr. Alt er godt, indtil Kate (Philippine Velge) fra England ankommer. David har dog selv fortalt, at trofasthed ikke ligger til ham.


FRANCOIS Ozon har instrueret 20 lange og lidt flere korte spillefilm siden 1988. Été 85 knytter an til de første, som ofte havde LGBTQ-tema. Der er endda et fysisk link. Alex må klæde sig som kvinde for at få adgang til lighuset. Kjolen, som Kate finder til ham, er den samme, som blev brugt i kortfilmen Une robe d’été fra 1996.
   Ozon har ofte sagt, at det ikke er historien, som er afgørende og svær at nå frem til, når han skal i gang. Det er måden, som han fortæller på, selve snittet og beskæringen, det samlede misè en scene. Det giver fuldkommen mening i forhold til filmværket. Der er trods alt ikke så langt fra komedier som 8 femmes og Potiche til tragiske stykker som Frantz og Tid til afsked.


DEN eksalterede tone er reproduceret nøjagtigt efter forlægget. Det vakte opsigt, da briten Aidan Chambers fik udgivet Dans på min grav i 1982. Romanen var en af de første ungdomsbøger, som skildrede kærligheden mellem to drenge. Den lange undertitel antyder kaskaden af fragmenter: »et liv og en død i fire dele, ethundredogsytten stykker, seks rapporter, med et par vitser, en gåde eller tre, nogle fodnoter og en fiasko nu og da for at hjælpe historien på gled.«
   Jørgen Christian Hansen oversatte bogen i 1984. Forfatteren modtog siden H.C. Andersen Prisen. Dance on My Grave er stadig en grundsten i Young Adult-feltet, som heldigvis er nået langt de sidste 40 år. Dengang måtte kærligheden ikke sige sit navn. Den kunne bare mumle det.


OZON holder altid sig selv fri af kontekst. Han er svær at få et indtryk af, uanset hvor tit man interviewer ham. Han får de fleste af sine ideer i teatret og genser gerne klassiske film. Han er altid i gang og har for længe siden valgt at være en fransk instruktør. Den engelsksprogede Angel (2007) – en biopic om forfatteren Marie Corelli – var blandt hans svageste arbejder.
   Der er flere ting i den nye film, som giver tilskueren fornemmelsen af noget personligt. Som det nævnte link med kjolen, lyset i Normandiet og følelsen mellem de to unge mænd. Filmen hed faktisk Sommeren ’84, men Robert Smith fra The Cure fik årstallet ændret, fordi Ozon ville bruge sangen »In Between Days« til slut. Og den sang er fra 1985.
   Musikken har ikke været så vigtig, siden Ozon bandt Jeune et jolie (2013, da. Ung & Smuk) op på fem signatursange af Françoise Hardy. Den film var mere formfuldendt end Sommeren ’85, som savner det sædvanlige perfekte og lidt glatte snit. Man føler flere steder, at Ozon har bakset med Sommeren ’85.


DER er ingen overraskelser. Alex og David har lovet hinanden at danse på graven, hvis en af dem forsvinder. Så Døden kan se, hvad de mener om døden. Det fører for det første til en fordybelse i jødisk begravelsespraksis; for det andet til den bedste og den værste scene i filmen.
   Da drengene er nyforelskede, går de på diskotek og danser til Bananarama. David giver Alex sin walkman på, så han kan danse til sin egen musik. Det er Rod Stewarts version af »Sailin’« med Sutherland Brothers & Quiver. Det er sådan en sang, som man hørte så tit, at følelsen trods alt blev slidt. Men i filmen besegler den kærlighedspagten.
   Det er derfor også »Sailin’«, som Alex danser til på Davids grav. Det gør han asynkront, klodset og uskønt. Det er en scene, som kunne have svævet, men her spræller og slår den sig næsten pinagtigt. Imidlertid er det netop sådan, at dansen er skildret af Alex i bogen.


   
I USA fik filmen en hård kritisk medfart. Jeg skal medgive, at det ikke er den Ozon-film, som har grebet mig dybest. Den er som et svagt 80er-album af David Bowie, der kunne skifte stilarter lige sådan. Jeg troede ikke på de voksne i filmen, især ikke Alex’ »jævne« forældre. Men jeg kunne samtidig se hvert hjul dreje. Der er en sjælden sårbarhed, som ikke er fingeret. Der er en følelse af kejtet ungdom, som sammen med det maritime motiv giver filmen et skær af sen Eric Rohmer.
   Det er Kate, den britiske pige, som kommer mellem de elskende drenge. Der er aldrig nogen misogyni hos Ozon. Tværtimod er Kate den eneste, som fortælleren kan dele sin sorg og sit raseri med. Hun siger noget klogt om, at de begge har elsket forestillingen om en person. Hun hjælper Alex med hans plan, og Ozon markerer, at den unge mand lukker en dør ved at lade hende gå.


FØRST og sidst er der Alex på stranden. Som han siger på lydsporet, er dette jo ikke slutningen på historien. Et videre liv begynder på stranden. Og det skete i sommeren ’85.
   Den covid-forsinkede premiere var timet perfekt til World Pride. Det er ikke sikkert, at du vil falde for filmen. Men jeg synes, at du skal lade det komme an på en prøve. Det er hverken 5 x 2 eller Grâce à Dieu. Det er Dans på min grav i fransk versionering. En god film at åbne efteråret med.


Été 85 (Sommeren '85). Instr. og manus: François Ozon. Foto: Hichame Alaouie. 101 min. Frankrig 2020. Dansk premiere: 19.08.2021.


Foto: Mandarin Films/ Camera Film/ CineMaterial/ Filmaffinity/ Unifrance/ Gyldendal
Filmen er stadig i biografdistribution
Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 20.08.2021

kl.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar