lørdag den 9. oktober 2021

François Ozon: Potiche (2010)


IRONISK OG OPRIGTIG
Udsøgt politisk morskabsteater

Af BO GREEN JENSEN


SUZANNE Pujol (Catherine Deneuve) er den perfekte hustru. Hun serverer for sin mand, sætter hver morgen friske blomster i vasen, løber ture i terrænet (iført trendy træningsdragt fra Adidas), noterer poetiske strøtanker (i en sirlig sort bog, som hun har til det samme), passer reden, som de store børn er fløjet fra, og sætter mandens behov milevidt over sine egne. Hun har ingen mening om noget, som ikke kommer fra ham. Suzanne er særdeles velkonserveret, skønt ungdommen ligger en del år tilbage. Hun tolererer mandens sidespring, for også dét hører med til et borgerligt liv i Sainte-Gudule i 1977, hvor Potiche tager sin stærkt stiliserede begyndelse.



PAUL Pujol (Fabrice Luchini) er til gengæld en narhat af de værre. Han styrer paraplyfabrikken, som han overtog efter Suzannes far, med udtalt mangel på talent. Han ligger i åben krig med fagforeningerne og nægter at give efter for kundernes behov. Han har mere travlt med at passe de seksuelle sideforretninger, der har givet ham bonusbørn flere steder på egnen. Han taler til Suzanne som til sine ansatte og bliver kun blidere i mælet, når han taler til Nadège (Karin Viard), privatsekretæren, som er hans elskerinde og familiens faste husgæst.
   De sidste figurer i kredsen er datteren Joelle (Judith Godreche), som forguder sin far og foragter den mor, hun i hvert fald ikke selv vil være i sit ægteskab. Det er hende, der siger potiche til Suzanne. Sønnen Laurent (Jérémie Renier) er derimod en kreativ type med følsomme træk, som hans far har prøvet at udslette. Endelig er Maurice Babin (Gerard Dépardieu), byens socialistiske borgmester, nok det menneske på jorden, som Paul Pujul hader mest inderligt.


POTICHE betyder vase, og hvis Suzanne er et trofæ for Paul, er hun det snarere som nips, tilbehør eller pyntegenstand. Pierre Barillet og Jean-Pierre Grédy, som skrev teaterstykket Potiche i 1980, siger selv, at de baserede karakteren på Bernadette Chirac. I 1977, da Jacques Chirac blev valgt som borgmester i Paris, sagde Bernadette, at hun ville være »mere end potiche«. Rollen som Suzanne blev i øvrigt skrevet til Jacqueline Maillan, som var djærv og vist nok lidt Marguerite Viby-agtig.
   Komedien er en kronjuvel fra det franske morskabsteater, comedie d’intrige eller théâtre de boulevard, i traditionen fra Georges Feydeau og Sacha Guitry, som også filmskabere fra Jean Renoir (Boudu sauvé des eaux, 1932) til Alain Resnais (Pas sur la bouche, 2003) har trukket på i lette stunder. François Ozon gjorde det første gang i 2002, da han samlede otte divaer i 8 femmes (da. 8 kvinder – og et mord), som med indlagte sange fra 1960erne og en forrygende catfight mellem Fanny Ardant og Catherine Deneuve blev et intelligent verdenshit.


DET er dog med mere kant og dybde, at Ozon vender tilbage til genren efter en række meget forskellige film, der enten var realistiske og seriøse (5 x 2, Le Temps qui reste, Le Refuge), eksperimenterende genrestykker (krimien Swimming Pool, periodedramaet Angel) eller grænseafsøgende fantastik (Ricky). Under valgkampen i 2007 fik instruktøren henvendelser fra både Nicolas Sarkozy (hvis liberalistiske guldkorn gentages i flere af Paul Pujols replikker) og den socialistiske præsidentkandidat, Ségolène Royal. Han støttede Royal, men tog samtidig notater til portrættet af det politiske dyr, som fødes i filmudgaven af Potiche.
   For filmen følger kun stykket – og publikums forventninger til boulevardgenren - et stykke ad vejen. Den begynder fornøjeligt nok som en farce, der sender tyren i dørken og lader hans trofæfrue træde i karakter. Under en strejke på fabrikken bliver Paul taget som gidsel af arbejderne, der har lært af 1968 og 1970ernes generelle politisering, skønt Sainte-Gudule ligger langt fra Paris. Suzanne opsøger Babin, som engang var hendes kæreste, og får ham til at intervenere. Patriarken kommer hjem som en skygge af sig selv og må længe konvalescere.

    


IMENS overtager Suzanne ledelsen af fabrikken og bliver en god og lydhør arbejdsgiver, som forvandler regnskabets minus til plus. Blandt andet ansætter hun Laurent som chef for designafdelingen og lader ham formgive en kollektion af pastelfarvede paraplyer, som både redder fabrikken og udgør en smuk hyldest til Jacques Demys Les parapluies de Cherbourg (1964, da. Pigen med paraplyerne), den fine hverdagsmusical, som blev den unge Deneuves gennembrud.
   Ozon overtager Potiche, da han lader Laurent springe helt ud af skabet og komme hjem med en mandlig kæreste (som måske er hans halvbror). Joelle bliver derimod svigtet af sin forlovede. Hun forråder sin mor ved at give aktiemajoriteren i firmaet til sin far, der vender tilbage for at køre fabrikken i sænk med sorte paraplyer. Suzanne og Babin har genoplevet ungdommens varme, men han tror, at hun har narret ham, da Joelles strategi om globalisering og outsourcing til Tunesien implementeres.


ENDELIG stiller Suzanne op som Babins modkandidat, da der igen skal vælges borgmester. Tiderne skifter med buldrende hast. Suzanne vinder uden problemer – og lærer at bruge mønsterfamilien som politisk rekvisit. Kan hun styre en fabrik, kan hun også styre en by. Og hvorfor ikke nationen? Da Deneuve og et tv-publikum synger »C’est Beau La Vie«, er det oplagt at tænke på Ségolène Royal. Man aner dog samtidig skyggen af Thatcher, Palin, Marine Le Pen og andre populistiske figurer fra kommende årtier (vi nævner ikke danske navne).


OZON dekonstruerer igen sofastykket – som i forvejen var ironisk funderet – og fremstiller et stykke slik, der er smagt til med gift og strøet med glasskår. Det er samtidig stadig en hjertelig film, som åbenlyst elsker sin hovedperson. »Jeg ved ikke, om Ozon holder af kvinder,« har Deneuve sagt om sit samarbejde med instruktøren. »Men jeg ved, at han elsker skuespillerinder.« Man er usikker på, hvor filmskaberen står. Vincent Maraval, Ozons producer, har sagt, at han brænder igennem, fordi han på én gang er ironisk og oprigtig. Dét er han i hvert fald, når han er bedst.


FILMEN er smukt forankret i tiden. Det er camp fra den øverste skuffe, fra Judith Godreches Farrah Fawcett-hår til sønnens åbenstående skjorter. Sangene er med Sylvie Vartan, Johnny Hallyday, Michèle Torr, Bee Gees, Boney M og Baccara. Kun »C’est beau La Vie« er skrevet til lejligheden. Der er et erotisk intermezzo mellem Suzanne og en spansk lastbilchauffør (Sergi López) og en meget folkelig dansescene med Deneuve og Dépardieu som forelskede flodheste. Man tror, det vil være en pinlig affære, men egentlig er det lige så kært som kendingsmelodien til »Aujourdhui Madame« og Philippe Rombis i øvrigt stilrene score.

   
OZON har atter skabt en let film, der skærer ind til benet ved at bruge effekter og rekvisitter fra andre genrers folkelighed. Karaktererne funkler, viddet er skarpt og humoren har altid en meget bittersød eftersmag. Mens publikum nynner, sværmer og lér, drives kniven dybere i fundamentet for de vedtagne måder.
   Der er nok lidt Chabrol og Almodóvar i Ozon, men først og sidst er han sin egen. Jeg kunne godt lide den rugende Le Temps qui reste (2005), hvor Melvil Poupaud og Jeanne Moreau sagde verden ret farvel. Jeg kunne lide den fantastiske Ricky (2009) med drengen, der kunne flyve, og det var balsamisk at følge den højgravide Isabelle Carré i Le Refuge (2010).
   Men med stjernerne og det politiske morskabsstof kan Ozon noget særligt. Fortælle film- og samtidshistorie. Dele kønnets undren. Være klar og nuanceret på én gang. Skabe film der er som glasløg med mange kulørte lag og facetter. Potiche er en af de bedste. Den er meget skarpere, end den ser ud.




Potiche (Potiche – trofæ-fruen). Instr. og manus: François Ozon. Foto: Yorick Le Saux. 103 min. Frankrig-Belgien 2010. Dansk premiere: 16.06.2011


Fotos: Mandarin Films/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ Scanbox Entertainment/ Unifrance/ Venice Film Festival
Filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, MUBI og SF Anytime
Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 17.06.2011
kl.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar