EN LILLE HJORT AF PORCELÆN
Hvad blev der af nazisternes børn?
Af BO GREEN JENSEN
.jpg)
Der er dog ikke skrevet meget om, hvad der blev af nazisternes børn. De var formet af værdier, som blev forbudt med ét slag. De overtog forældrenes skyld og måtte forholde sig til forbrydelser, som de blev gjort medansvarlige for. Det gælder ikke efterkommerne, men generationen, som voksede op under Hitler. Cate Shortland (Somersault, Berlin Syndrome, Black Widow) fortæller historien i Lore, hvor en 14-årig datter af nazistiske forældre må tage sig af fire yngre søskende, da hendes far og mor anbringes i fangelejre.
HANNELORE og hendes søskende er børn af mønsternazisterne Vati og Mutti. Vati har eksekveret folkemordet i Hviderusland. Mutti har levet standsmæssigt i Bayern med Lore, Liesl, to tvillingesønner, samt efternøleren Peter. Lore begynder en aften i 1945, da Vati vender hjem fra fronten, men kun for at redde, hvad reddes kan, før de allierede tropper når frem. Papirer brændes i haven, ejendele sorteres sporadisk. Lore vil have sin nipssamling med. Kun en lille hjort bliver pakket ind. Alt er i opløsning. Vati er beruset og underligt euforisk. Mutti er bitter og bebrejder ham adskilligt.
Lore er mere end noget forvirret. I de første uger venter hun stadig på den endelige sejr, som Føreren og forældrene har lovet. Familien skjuler sig på en gård. Vati arresteres. Mutti sælger de sidste værdier og bliver voldtaget af russiske soldater. Amerikanerne kommer og kan knapt ånde for afsky. De tyske udyr tvinges til at se på fotos af kz-lejre og åbnede massegrave. Det er prisen for et måltid. Lore genkender sin far på et foto. Ingen angrer noget som helst. Man hader sejrherrerne og giver jøderne skylden som altid. Da Mutti interneres, bliver børnene sat på porten. På den måde bliver Lore sin mors stedfortræder.
BØRNENES plan er at rejse fra München til Hamburg, hvor deres mormor forhåbentlig venter. Det bliver en vinterrejse gennem et slagent Tyskland, hvor de sejrende parter så småt er begyndt at markere deres territorier. De får som regel lov at passere. Det er lettere for børn at rejse under radaren. Den eneste, som hjælper aktivt, er Thomas (Kay Malina), en ung mand, som fatter interesse for Lore. Han kender flugtens rytmer og kneb. Endvidere har han jødiske papirer, som nu er effektive adgangstegn.
Lore er opdraget til at væmmes ved Thomas. Det gør hun på meget urimelig vis. Man har empati med Lore, men føler sjældent fuld sympati. Dertil er hun for dygtigt indoktrineret, skønt stålsatheden krakelerer, efterhånden som rædslerne hober sig op.
SØSTEREN Liesl er lige så trodsig, som Lore var i forholdet til deres mor. Liesl vil alt, som er amerikansk. Lore venter stadig på stormtropperne. Desillusion dominerer et fuldkommen ødelagt land. De når en lysning med knækkede træer. Billedet ligner i slående grad Max Ernsts maleri af Europa efter regnen.
Der er møder, dødsfald og prøvelser. Lore er også en slags forreven road movie. Til sidst er sulten den eneste virkelighed. Ved vejs ende bliver en af drengene irettesat for ikke at spise pænt. Da siger Lore fra, så det kan høres. Hun propper sin mund til med mad og tramper på det sidste, hun har efter moderen: en lille hjort af porcelæn.
MAN oplever Lore som en tysk film, skønt instruktøren er australier. Konstruktionen giver mening i forhold til forlægget. »Lore« er en af tre fortællinger i Rachel Seifferts The Dark Room, som var nomineret til Booker Prisen i 2001. Seifferts far er australsk, hendes mor er tysk. Hun blev selv født i Oxford og boede i Berlin, mens hun skrev.
I bogen møder man endvidere fotografen Helmut, som arbejder i Berlin før krigen, og læreren Micha, som i 1990ernes nyligt genforenede Tyskland prøver at komme til bunds i sine bedsteforældres historie. Der er få fysiske detaljer, men de historiske spor føres sammen, så læseren konstruerer baggrunden. Det afsvedne Tyskland, som Shortland skildrer i filmen, ligner landet, som Seiffert beskriver. Det er en sjældent kongenial filmatisering af en indsigtsfuld og uafrystelig bog.
SHORTLANDS svigerfamilie er tyske jøder, som kom til England i tide. Det er sin mands familiefotos, hun har lagt i Thomas’ tegnebog. Detaljen er med til at skabe en intuitiv resonans. Shortland talte med nazistbørn, som aldrig spurgte deres forældre om noget. Flere gav udtryk for noget, som Shortland kalder »en kompliceret nostalgi«. Denne kvalitet – og barnets perspektiv – løfter Lore op til særlige højder.
Saskia Rosendahl er fremragende i titelrollen. Filmen dækker sig ikke ind med pædagogisk tydeliggørelse af, hvad der er rigtigt og forkert. Ingen i sammenbruddets Europa kan kalde sig fuldkommen rene. Det gælder nu som i Tysklands år nul.
Se også Apropos EM: Miraklet i Bern/ Das Wunder von Bern (2003); Dennis Gansel: Napola/ Before the Fall (2004) [Krigens børn]; Den tyske rose: Sophie Scholl 1921-1943 [Tysk modstandskamp 2]; De kaldte hende Sarah/ Elle s'appelait Sarah (2010) [Krigens børn]; Det store stilehæfte/ Le grand cahier (2013) [Krigens børn]; Flugten til Nice/ Un sac de billes (2017) [Krigens børn]; Forår for Hitler: Jojo Rabbit (2019) [Oscars 2020]; Siegfried Lenz: Tysktime (1968/2019) [Bogen og filmen]; Kosinski | Marhoul: The Painted Bird (2019) [Krigens børn].
Rachel Seiffert: The Dark Room. 392 s. Heinemann, 2001.
Rachel Seiffert: Mørkekammeret. Oversat efter »The Dark Room« (2001) af Mogens Wenzel Andreasen. 306 s. Forlaget Cicero, 2002.
.jpg)
Fotos: Rohfilm/ Edge City Films/ Porchlight Films/ Artificial Eye/ Memento/ Miracle Film Distribution
Filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, MUBI og SF Anytime
Teksten stod i Weekendavisen Kultur 05.04.2013
Ingen kommentarer:
Send en kommentar