torsdag den 10. februar 2022

Joel Coen: The Tragedy of Macbeth (2021) [Oscars 2022]


DRAGESKÆL OG ULVETAND
Joel Coen fravælger humorens airbag

Af BO GREEN JENSEN

VI taler på dansk om »det hvide lærred« i biografen. På engelsk siger man the silver screen. De store stumfilm fra mediets første 30 år havde virkelig et sølvskær. Der var tyngde og krop i de mejslede billeder. Uden for studiet kom teknikken til kort, men indenfor kunne man skabe fuldendte verdener.
   Joel Coen, fotografen Bruno Delbonnel og scenografen Stefan Dechant går efter selve filmens grundstof i deres nye fortolkning af Macbeth. Den historiske Macbeth var konge af Skotland fra 1040 til sin død i 1057. William Shakespeare skrev stykket i 1606, da den engelske konge var skotsk. Macbeth er mange ting på en gang, bl.a. en tekst om realpolitik.
   Denzel Washington og Frances McDormand har lejlighed til at spille mod deres typer. Washington var for 30 år siden en stærk Don Pedro i Kenneth Branaghs filmatisering af Much Ado about Nothing (1993, da. Stor ståhej for ingenting). Det var i perioden, hvor Branagh klædte alle Shakespeares skikkelser i hvide uniformer. Hans monumentale og højpoetiske Hamlet fra 1996 er stadig en stor milepæl.


DA The Tragedy of Macbeth blev vist første gang – på New York Film Festival i november i fjor – fortalte Denzel Washington, at han begyndte i faget som Othello på et teater kun to gader væk. At det havde været en forunderlig rejse og at han omsider havde erfaringen til at forstå de smukke replikker.
   McDormand er kendt for en kombination af snusfornuft, handlekraft og empati. Signaturrollerne er sheriffen i Fargo (1996), hævnersken i Three Billboards Outside Ebbing, Missouri (2017), den skuffede titelperson i Olive Kitteridge (2014), den strejfende kvinde i Nomadland (2020).
   Hun begyndte i brødrene Coens Blood Simple (1984). McDormand og Joel Coen danner par. Macbeth skal især være hendes projekt. Måske er det derfor, at Coen for første gang arbejder uden sin bror. Det gør en stor forskel. The Tragedy of Macbeth ligner ikke nogen af Coen-brødrenes film.


JEG er næppe den første skribent, som bemærker, at Macbeth er en forløber for film noir. Der er en tidløs og evigt moderne kvalitet i tronranernes rå magtbegær. Som typer kunne de være politikerparret i House of Cards. Eller personer i brødrene Coens The Man Who Wasn't There (2003).
   De deler en skyld og fortjener hinanden. For Shakespeare er pointen, at magt korrumperer; at mere vil have mere; at tabt integritet ikke genvindes. De fleste versioner gør Lady Macbeth til en passiv aggressor, der presser sin svage mand frem. Men i teksten er de fuldkommen jævnbyrdige.
   Hun bukker under før ham. Hun kan ikke vaske blodet af sine hænder, for det sidder i hendes tvangsforestilling. Da Macbeth har myrdet søvnen, kan han bære det bedre end hun. Han ser ikke væk. Han tror sig usårlig, fordi heksene har lovet, at ingen mand, der er født af en kvinde, kan slå ham ihjel. Og fordi enhver kan regne ud, at skovens træer aldrig vil give sig til at gå.


JOEL Coen har bestræbt sig på at skabe en film. Han vil ikke reproducere teatret, finde nye rum i huset eller sætte Macbeth på museum. Filmen skal stå som et stærkt billeddigt. Der er skåret, men ikke ændret i teksten.
   Denzel Washington og Frances McDormand fremsiger den i et tonefald, som tilstræber en realistisk dialog. Rytmen er brudt, poesien nedtones. Det er dét, der fungerer dårligst i filmen. Især McDormand er atypisk usikker.
   Det er Kathryn Hunter i rollen som alle tre hekse, der har en fest i sprogets teater. Hun får hver dråbe grise- og abeblod med. Lige dét motiv er ikke tonet ned: »By the pricking of my thumbs/ Something wicked this way comes«. Det bliver skrevet og sagt fire gange, mens Hunter vrider sig som en kontortionist.


SENERE sidder heksene som sorte fugle på høje spær, der lukker sig over Macbeth. Alle modstanderne er udrenset. Thanen er nu blevet konge. Han har fået, hvad han ville, men sejren har en bitter smag. I samme øjeblik dør hans dronning, og Birnam-skoven begynder sin vandring mod Dunsinane Slot.
   Det har altid været Macbeths reaktion, der vinder tilskueren for ham. Han fremsiger monologen om al vores flygtige tid og tåben, der larmer og buldrer. Han siger, at vi alle er spillere på en scene. Han skyder intet fra sig. Da det kommer til stykket, er det Macbeth, som sætter pris på den tragiske ironi.


»THE Scottish Play« blev senest filmet i 2015, da australieren Justin Kurzel instruerede Michael Fassbender og Marion Cotillard. Accenten var da på fuld realisme og historisk håndgribelighed. Filmen »forklarede« Lady Macbeths karakter og forsvandt ganske hurtigt i tågen.
   Coen lader dramaet udspille sig i en geometrisk dekoration, der fremhæver den rituelle kvalitet. Det ligner sætstykker fra Carl Th. Dreyer, Robert Wiene, Bertolt Brecht, Fritz Lang, Peter Brook, Orson Welles. Welles instruerede sig selv i Macbeth (1948). Hans berømte teateropsætning fra 1936 – med caribisk cast og øgenavnet »Voodoo Macbeth« – blev desværre kun filmet i bidder.
   Denzel Washingtons læderrustning minder om brynjen, som Toshiro Mifune bar i Blodets trone (1957) – Akira Kurosawas japanske version af Macbeth.


DEN bedste filmudgave er stadig Roman Polanskis Macbeth (1971). Jon Finch og Francesca Annis er nok for unge som parret i midten, men her balancerer samtlige dele: realisme, poesi, psykedelisk mareridt. Den sære musik af Third Ear Band bryder reglerne for harmoni og dissonans. Macbeth er svag og rådden til benet. Men også den sidste fornuft i et skævt univers.
   Coens film scorer højt på sin rene æstetik. Tragedien bliver et febersyn. Der er i alle brødrene Coens film – selv de mørkeste og mest voldsomme stykker – en undertone af humor. Det er en del af uforligneligheden. Joel Coen prøver i sin Macbeth at arbejde uden den humor. Det er det mest radikale ved filmen.


The Tragedy of Macbeth er Oscar-nomineret i 3 kategorier: Best Actor (Denzel Washington); Best Cinematography (Bruno Delbonnel) og Best Production Design (Stefan Dechant - set decoration: Nancy Haigh).



The Tragedy of Macbeth. Instr. og manus: Joel Coen. Foto: Bruno Delbonnel. 105 min. USA 2021. Dansk premiere: 14.01.2022 (streaming); 16.01.2022 (bio).


Fotos: A24/ IAC Films/ Apple TV+/ Camera Film/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ Filmaffinity
Filmen streames på Apple TV+
Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 14.01.2022

Ingen kommentarer:

Send en kommentar