tirsdag den 21. marts 2023

Billy Wilder: Sunset Boulevard (1950) [Noir 100]


DØD MAND FORTÆLLER
Sunset Boulevard, 1950

Af BO GREEN JENSEN

DER er aldrig tvivl om udfaldet: Sunset Boulevard er en død mands beretning. Forfatteren Joe Gillis (William Holden) ligger med ansigtet nedad i swimmingpoolen ved huset på Sunset Boulevard, hvor den gotiske skæbnefortælling har sit ironiske omdrejningspunkt. På lydsiden taler han til os, og accepterer vi denne gimmick, kan vi ikke slippe historien igen.
   Legenden siger, at Billy Wilder (1906-2002) optog en endnu mere frapperende begyndelse. Kameraet kører gennem et lighus, ned langs rækken med afsjælede kroppe. Da det når til Holden, sætter denne sig brat op og taler. Tim Robbins har lavet en Dead Man Walking (1995). Wilders mørkeste film kunne hedde Dead Man Talking.*
   Vi forbinder vel den østrigsk fødte Wilder med noget morsomt. Det skyldes de gnavne komedier, der med tiden blev hans speciale. Farcen Some Like It Hot (1959, da. Ingen er fuldkommen) konkurrerer med Howard Hawks' Bringing Up Baby (1938, da. Han, hun og leoparden) og His Girl Friday (1940, da. Sensationen) om at være den definitive screwball comedy. Alene for de henslængte lystspil med Walter Matthau og Jack Lemmon tænker det meste af verden venligt om Wilder.


WILDER var dog ophavsmand til to af de mørkeste film, som blev produceret i 1940ernes Hollywood. Double Indemnity (1944, da. Kvinden uden samvittighed), som Raymond Chandler og Wilder skrev manuskriptet til efter James M. Cains roman, definerede tonen og stilen for den distinkte bølge, man siden gav navnet film noir. Vi opfatter strømningen som ærke-amerikansk, men de misantropiske krimier blev i vid udstrækning skabt af tysktalende immigranter som Wilder.
   Mere overset er The Lost Weekend (1945, da. Forspildte dage), der skildrer en alkoholikers kamp med dæmonerne uden den melodramatiske glasur, som Blake Edwards smurte på emnet i Days of Wine and Roses (1962, da. Hektiske dage). Genremæssigt hører Sunset Boulevard hjemme ét sted: ligesom Vincente Minnellis The Bad and the Beautiful (1952, da. Illusionernes by) og George Cukors udgave af A Star is Born (1954, da. En stjerne fødes) er den et udsøgt eksempel på Hollywood-om-Hollywood filmen.



JOE Gillis er strandet i Hollywood. Forfatteren er arbejdsløs og kommer ingen vegne med de »originale manuskriptideer«, han arbejder på. Da fogeden vil hente hans bil, klarer han i første omgang frisag og tager på en ydmygende rundtur til filmstudierne. Hos Paramount har Betty Schaefer (Nancy Olson) faktisk læst hans Bases Loaded. Hun kunne ikke lide historien, men husker et andet Gillis-manus med gode scener i.
   Gillis flygter ud af byen, og filmen bevæger sig fra syrlig sædekomedie ind i mytologisk territorium. Da han parkerer ved palæet på 10086 Sunset Boulevard, forlader han nu-og-her virkeligheden. Stumfilmstjernen Norma Desmond (Gloria Swanson) venter en bedemand, som skal begrave hendes kæledyr, en tam og højt elsket chimpanse, så butleren Max (Erich von Stroheim) lukker Gillis ind.
   Norma Desmond var feteret og forgudet i sin tid, men idolet har ikke arbejdet, siden talefilmens gennembrud tyve år før. »You used to be big«, siger Gillis. »I am big! It's the pictures that got small,« fnyser Norma. Hun planlægger at gøre comeback som Salome og er sikker på, at Cecil B. DeMille vil byde hende velkommen hjem til Paramount, hvis blot hun kan få hold på manuskriptet. Gillis kommer som sendt fra himlen.



HAN fortæller på hårdkogt, lakonisk manér, vel vidende at han gør en ynkelig figur. Han hader sig selv for at blive hos Norma, men er for svag til at sige fra. Og nok dækker Wilder sig ind bag Gillis og sanktionerer hans syn på den flimrende filmby, men samtidig lykkes det filmen at skabe sympati for den patetiske Norma og stoikeren »Max«, som viser sig at være Maximillian von Mayerling, en instruktør man i 1920erne nævnte i samme åndedrag som D.W. Griffith og DeMille. Han er ikke kun Normas tjener: »Ser De, jeg var hendes første mand.«


FILMENS brug af autentisk Hollywood-fortid giver den et bizart troværdighedspræg. Gloria Swanson (1899-1983) var selv en falmet stjerne, da hun spillede Norma Desmond. De gamle filmklip, hun viser Gillis, stammer fra den problematiske Queen Kelly (1932), som von Stroheim instruerede. Han spiller næsten sig selv, og når »Vokskabinettet« mødes hos Norma, sidder bl.a. H.B. Warner [fra Griffiths King of Kings], Anna Q. Nilsson [fra henved 100 stumfilm] og Buster Keaton [the one and only] med ved bridgebordet. Sladderjournalisten Hedda Hopper ringer til sin redaktør i sidste scene. Cecil B. DeMille spiller Cecil B. DeMille. Hver hård anekdote om bristede drømme har basis i virkeligheden. For eksempel var det Swanson, som fik von Stroheim fyret fra Queen Kelly.**



GILLIS bliver installeret i huset. Han bliver også Normas kæreste. Hver gang han vil gå, drager hun ham dybere ind. Nytårsaften opsøger han Betty og sine tidligere kolleger. Max ringer. Madame har forsøgt selvmord. Gillis giver sin gode idé til Betty og vil helt ud af Hollywood, hjem til virkeligheden.
   DeMille kan ikke bruge Salome, skønt han tager venligt imod Norma. Hun kunne muligvis bære dét afslag, men hun kan ikke undvære Gillis. »Ingen forlader Norma Desmond,« er det sidste hun siger, før hun skyder ham, én gang i maven og to i ryggen. Han havner i bassinet, og filmen er fremme ved udgangspunktet.
   Wilder snyder med fortællersynsvinklen, men resultatet er en slutning af de store: Max får Norma ned fra førstesalen, ned til pressens blitzlys og betjentene, som vil føre hende væk, ved at instruere hende for sidste gang. Huset på Sunset bliver Paramount-studiet. Drømmen har ædt Norma Desmond: »All right, Mr. DeMille. I'm ready for my close-up.« Hun skrider ned ad trappen, ned til lyset, ud af virkeligheden.



SIN dybde finder filmen i Franz Waxmans skæbnesvangre musik og John Seitz' suveræne, sort-hvide billeder, der er belyst og filtersat, så man føler sig hensat til de stumme storfilms bløde, stofligt flydende billeder. Filmen havde ikke fungeret, hvis den var skudt i tidens intense pangfarver.
   I slutscenen bliver Norma Desmond et afsindigt øjeblik stjerne igen, og det er ikke mere muligt at skille patos fra sarkasme i monologen, som Wilder og Brackett har skrevet til hende: »Ser De, dette er mit liv. Det har det altid været. Der er ikke andet. Bare os. Og kameraerne. Og alle de vidunderlige mennesker derude i mørket.«
   Wilder blev gammel i Californien uden at tabe en takt af sit tema, men han instruerede ikke efter Buddy Buddy (1981, da. Morderen vil ikke forstyrres), som var en skuffelse både for ham selv og publikum. Han var stolt bag al sin skepsis, da Andrew Lloyd Webber og Christopher Hampton i 1993 skrev filmen om til en musical. Wilder modtog ikke en cent. Paramount ejer Sunset Boulevard.***



NOTER

*)  Historien er sandfærdig. Scenen fra lighuset blev ikke optaget, men indleder første gennemskrivning af Wilder og Bracketts manuskript fra 1948. Joe Gillis har fornavnet Dan og bliver spillet af Montgomery Clift. Rollen som Norma Desmond er endnu ikke besat. Manuskriptet er reproduceret i Sven Mikulecs fremragende artikel om Sunset BoulevardCinephilia & Beyond. Interessen for Sunset Boulevard har holdt sig gennem 70 år. I 2022 udkom Steven Cohans monografi i serien BFI Film Classics. I september 2023 udkommer Double Solitaire: The Films of Charles Brackett and Billy Wilder på forlaget Rowman & Littlefield.    

**) Queen Kelly blev indspillet i 1928, men først distribueret (i to territorier) i 1932. Forhistorien føjer et væsentligt metalag til relationen mellem Norma Desmond og Max von Mayerling. Det er i sig selv bemærkelsesværdigt – og siger meget om Wilders tæft for at bruge spillernes medbragte mytologier – at han kunne få samspillet mellem Gloria Swanson og Erich von Stroheim til at fungere. Han vidste, hvad han gjorde, da han castede dem.
   Swanson producerede selv Queen Kelly, som efter planen skulle distribueres af United Artists (dvs. Griffith-Chaplin-Fairbanks/Pickford-alliancen, der var etableret for at omgå det etablerede system, som ikke tilgodeså kunstnerne). Økonomien på projektet blev styret af Joseph P. Kennedy – far til John F. Kennedy og Robert Kennedy – som Swanson havde et forhold til i udtoningen af sit eget tredje ægteskab (med franskmanden Henri de la Falaise).
   Swanson ansatte von Stroheim, som skrev manuskriptet og begyndte at instruere. I hans version slutter filmen i Tysk Østafrika (nu Tanzania og Rwanda), hvor Kelly bliver bestyrer af et bordel. Stroheim insisterede på fysisk realisme og lod bl.a. en medspiller savle på Swanson. Hun og Kennedy fyrede von Stroheim. Filmen blev færdiggjort med en slutning, som Richard Bolewanski instruerede sammen med fotografen Gregg Toland.
   Kontrakten gav von Stroheim mulighed for at blokere for filmen i USA. Queen Kelly blev distribueret i Europa og Latinamerika med Swansons slutning, der lader Kitty Kelly-karakteren tage sit liv. Queen Kelly fik aldrig USA-premiere og var en kommerciel fiasko. Der var ondt blod mellem Swanson og von Stroheim i årtier. Først i 1985 udsendte Kino Lorber en kopi, der restaurerede von Stroheims version ved hjælp af stills og manusudtag. Von Stroheim foreslog selv Wilder at bruge Queen Kelly i Sunset Blvd. Han satte pris på kvaliteten af »heavy irony«. Modsat Norma Desmond havde den ældre Gloria Swanson en aktiv karriere på film, tv og især teater. Hun spiller sig selv i Airport 1975 (1974). Hun blev gift og skilt seks gange – dog aldrig fra Erich von Stroheim.


***) Musicaludgaven af Sunset Boulevard har musik af Andrew Lloyd Webber, tekster af Don Black og manuskript af Christopher Hampton. Det fulde score blev første gang gennemspillet på The Sydmonton Festival i 1992. Sydmonton er Webbers egen årlige sommerevent, hvor nye projekter (også af andre komponister) bliver præsenteret for teaterfolk og investorer. En tidlig version (uden Hamptons bidrag) blev opført i 1991.
   Den færdige produktion havde urpremiere den 12. juli 1993 på Adelphi Theatre. Trevor Nunn instruerede forestillingen med Patti LuPone (Norma Desmond), Kevin Anderson (Joe Gillis), Daniel Benzali (Max) og Meredith Braun (Betty Schaefer). Billy og Audrey kom til premieren sammen med Nancy Olson (f. 1928), der spiller Betty i filmen. Wilder var 44 år, da han og Charles Brackett skrev førsteudgaven. Gloria Swanson var kun 50 år, da hun spillede Norma. I 1993 var han blevet 87 – og Swanson var død ti år før. 


JEG sætter stor pris på de første musicals/rockoperaer, Joseph and the Amazing Technicolor Dreamcoat (1968), Jesus Christ Superstar (1970) og Evita (1976), som Lloyd Webber skrev sammen med Tim Rice, der er en formidabel tekstforfatter. Jeg synes endda om filigranarbejdet, som er kilet ind mellem showstopperne: The Likes of Us (skrevet i 1965, men først produceret i 2005), Jeeves (1975), som Webber skrev sammen med Alan Ayckbourn, Tell Me on a Sunday (1979), som var den første med tekster af Don Black; Song and Dance (1982), som kombinerede Tell Me On a Sunday med de instrumentale kompositioner fra Variations (1978).  
   Jeg begyndte at få problemer i forhold til Cats (1981), kunne aktivt ikke udstå Starlight Express (1984) og blev aldrig den store fan af The Phantom of the Opera (1986). Til gengæld var Aspects of Love (1989) en moden og klar forestilling, der slap forpligtelsen på elektrisk musik og brød med blockbuster-formatet fra de store scenemusicals.
   Efter 1990 er Lloyd Webbers arbejder en blandet buket af forsøg på at ramme den rigtige kugle igen. To er fremragende: The Beautiful Game (2000) og The Woman in White (2004); to er bedre end deres ry: Love Never Dies (2010) og Stephen Ward (2013); to er regulært rædselsfulde: Whistle Down the Wind (1996) og The Wizard of Oz (2011). Juryen voterer stadig med hensyn til School of Rock (2015) og Bad Cinderella (2021), som har manuskript af Emerald Fennell

   
SUNSET Boulevard vinder ved genhør. Patti Lupone spillede Norma Desmond i den originale West End-forestilling, som er fastholdt på den britiske World Premiere Recording. Musicalen fik for alvor succes i Los Angeles (1993) og på Broadway (1994), hvor Glenn Close spillede Norma Desmond. Rollen er senere sunget af bl.a. Elaine Page, Betty Buckley, Petula Clark, Diahann Carroll, Rita Moreno og Debra Byrne. I den seneste danske opsætning [Den Jyske Opera, Musikhuset Aarhus 12-20. august 2022]  blev rollen spillet af Tammi Øst.
   Christopher Hamptons bearbejdelse følger det originale manuskript af Charles Brackett og Wilder ganske nøje. Det virker først idéforladt, men er ved eftertanke det mest radikale. Flere scener gengiver dialogen fra filmen ord for ord. Lloyd Webbers musik er ingen metervare, men i årene efter The Phantom of the Opera var den ved at blive det. Komponisten var i underskud, og temaer fra ét partitur dukker op i et andet. Der opstår en slags husstil, som netop nærmer sig rund metervare.
   I Sunset Boulevard er problemet først og fremmest, at musikken ikke signalerer Hollywood i 1920erne og 50erne, snarere stift teater i mælkehvid europæisk aftapning. Det kan skyldes, at flere temaer stammer fra Cricket (1986), en 30 minutter lang særforestilling, som Webber og Rice skrev til dronning Elizabeths 60 års fødselsdag. Der er 11 musikalske motiver i Cricket. Webber genbrugte fem i Aspects of Love og to i Sunset Boulevard, hvor »As the Seasons Slip Fruitlessly By« bliver til »As If We Never Said Goodbye«. Tim Rice ville gerne have videreudviklet Cricket. Det kunne ikke lade sig gøre efter Webbers kannibalisering af materialet. 




GLORIA Swanson var den første, som så mulighederne for en musical i materialet. I 1951 fik hun mundtligt tilsagn fra Paramount Pictures og brugte fire år på at udvikle en forestilling sammen med Richard Stapley og Dickson Hughes. Russell Homan fra Paramount brød sit løfte og lukkede projektet ned i 1957. I 1994 bearbejdede Dickson Hughes materialet i cabaretforestillingen Swanson on Sunset (1994). Det komplette score fra Swansons projekt udkom på cd i 2008. Forløbet er dokumenteret i Jeffrey Schwarzs Boulevard! A Hollywood Story (2021), som havde arbejdstitlen Swanson on Sunset
   Den unge Stephen Sondheim havde samme idé som Lloyd Webber, da han udarbejdede en synopsis sammen med tekstforfatteren Burt Shevelove. Sondheim og Shevelove ville caste musicalstjernen Jeanette MacDonald som Norma Demond. Ifølge Sondheim var det Billy Wilder, som talte ham fra projektet. Wilder sagde, at en musical ikke kunne rumme det hele: »It has to an opera. After all, it’s about a dethroned queen.« Tredive år senere var Wilders kommentar ved den britiske premiere: »The best thing they did was leave the script alone.« 


GENERELT talte Wilder pænt og diplomatisk om musicalen. Han har næppe været fan af musikken. Han var sikkert også bitter, fordi Paramount ejede alle rettigheder. Men han var oprigtigt glad for anerkendelsen og opmærksomheden, der fulgte med genopdagelsen. Han så, at hans situation var som Normas og satte uden tvivl bittersød pris på ironien.
   Den britiske og den amerikanske cast recording ligger tæt på hinanden. Der er lidt mere glans over Broadway-opsætningen, som har tilføjet »Every Movie’s a Circus«. Patti Lupone synger bedre end Glenn Close, men Close lyder mere som Norma Desmond og har sin egen historie med i bagagen. 
   Forholdet mellem Norma Desmond og Max von Mayerling ligner forholdet mellem Marlene Dietrich og Josef von Sternberg. Daniel Benzali er den eneste overbevisende Max. Han fanger både den tragiske bund og »the heavy irony«. Glenn Close vendte tilbage til rollen i en succesfuld genopsætning på Palace Theater i New York i 2017 – nu uden de kolossale sætstykker fra John Napiers originale sceneografi. 


Sunset Boulevard. Instr.: Billy Wilder. Manus: Charles Brackett, Billy Wilder. Foto: John Seitz. 110. USA 1950.



Fotos: Paramount Pictures [still photos Glen E. Richardson/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ Film-grab.com/ Automat Pictures/ Faber & Faber/  Stage Door Records/ Really Useful Records/ Polydor/ John Napier Stages/ Cinephilia & Beyond
Sunset Boulevard streames på Apple TV, Blockbuster, Google Play, GRAND HJEMMEBIO, Rakuten TV og YouTube Movies
Filmen udkom senest på Blu-ray HD i 2017.
Ajourført version af teksten i Verdens 25 bedste film (Munksgaard Rosinante, 1998)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar