The Iron Lady: Margaret Thatcher 1925-2013

DEN BIOGRAFISKE SANDHED

Uskarpt portræt af den britiske statsleder

Af BO GREEN JENSEN

DEN bedste scene er den første. En aldrende kvinde med frakke og tørklæde køber mælk i et lokalt supermarked. Der er en kakofoni af skarpe lyde. I køen står en sort mand og hører sin egen musik på en iPod. Butiksindehaveren er indisk. Hvis han ved, at kvinden engang var landets premierminister, lader han sig ikke mærke med noget. Man fornemmer, at det ikke er kvindens tid mere. Hun tager dog oplevelsen i stiv arm og synes mest af alt at undre sig.

   Ingen genkender Margaret Thatcher (Meryl Streep), som bærer mælken hjem til den skarpt bevogtede bolig i Mayfair. Hun har en sammenkrøben gangart, som passer til en kvinde på 86 år. Hun har været ude i det multietniske England, som man kunne tro, hun ville beklage sig over, da hun sætter sig ved morgenbordet, hvor ægtefællen Denis (Jim Broadbent) læser avis. Hun er dog mere optaget af, at prisen på mælk er steget igen.

   

THE Iron Lady er god i sådanne scener, hvor den skaber en hverdagssituation og gør sig umage med at brede den ud. Desværre er der relativt få. I stedet bruger filmen tid på at rekonstruere episodiske highlights fra den officielle biografi, ofte med en respektfuld ugidelighed, der tangerer det fantasiløse.

   De historiske og politiske flashbacks er indlejret i en rammefortælling, hvor den kognitivt svækkede Thatcher stadig taler med sin afdøde mand. Hun vægrer sig ved at kassere hans ting. Det har hun gjort i otte år. Også denne dag vil sekretæren, vagterne og den bekymrede datter forsøge at få hende til at give slip.

   Mens Lady Thatcher signerer sin seneste erindringsbog – og kommer til at skrive Margaret Roberts på titelbladet – rejser filmen tilbage til begyndelsen. Købmandsfamilien søger ly under Blitzen, kammeraterne håner den flittige pige. Hun kandiderer i sin fars gamle kreds og bliver mobbet af partiledelsens old boys. Kun Denis kan se potentialet i kvinden, som siden vil ændre nationen. De bliver gift og får børn, tvillingerne Carol og Mark, som er meget alene, mens deres mor gør konservativ karriere.

SOM ungt par bliver Margaret og Denis fremstillet af Alexandra Roach og Harry Lloyd. Iain Glenn er Alfred Roberts, den kernesolide faderfigur og rollemodel, som datteren altid så op til og huskede med uforbeholden varme. Snart når fortællingen stedet, hvor Streep kan spille Margaret i begge tider. Ofte husker hun attentatet i Brighton, hvor en nordirsk terrorbombe rystede partikongressen i 1984. I forbifarten, som en hest med skyklapper må opleve sin rute, skildres de slag, der gjorde Thatcher til en af sin tids mest forhadte politikere.

   Posten som partiformand og oppositionsleder er sikret i februar 1975. Downing Street 10 indtages efter den konservative jordskredssejr i maj 1979. Hun sætter hårdt mod hårdt i Ulster, scorer en folkelig sejr i Falklandskrigen (1982) og bliver triumferende genvalgt i juni 1983. Fagbevægelsen knækkes under minearbejderstrejken 1984-85. Hun danser vals med åndsfællen Ronald Reagan og glemmer efterhånden at lytte, når kritikere som Geoffrey Howe (Anthony Head) og Michael Heseltine (Richard E. Grant) taler. Hun styrtes og trækker sig ind i det limbo, som Phyllida Lloyds film gør til en flydende nutid.

MAN får indtryk af en kvinde, som altid handler med overbevisning. På den måde undgår filmen at tage stilling til hendes realpolitik. Det er for så vidt en legitim metode, men da Lloyd og manuskriptforfatteren Abi Morgan begynder bøje kronologien, går der gradvis inflation i skyggespillet. Filmen kunne være længere eller kortere, det ville ingen forskel gøre. Formen er frustrerende, fordi der også er scener, som virkelig lever og står sig.

   Jernladyen må i sagens natur virke anderledes på britiske tilskuere. En lang række tv-film og teaterstykker har skildret Thatchers liv i heroisk, satirisk og kritisk belysning. Rollen er blevet spillet af Patricia Hodge i The Falklands Play (2002), hvor hun fremstår som en karikeret dominatrice; af Andrea Riseborough som den unge Thatcher i The Long Walk to Finchley (2008) og af Lindsay Duncan som den imploderende stjerne i Margaret (2009). For et hjemmepublikum er The Iron Lady et supplement til disse fremstillinger.*

   

ANDERLEDES ser det ud, hvis man ikke selv var der i 80'erne og betragter livsskitsen som den biografiske sandhed. Da er filmen ganske enkelt for uskarp og let. Thatcher var en brutal demagog. Hun afmonterede velfærdsstaten. Hun konsoliderede markedsøkonomien og arbejdede for social ulighed. Det er stadig Thatchers England. Hun vidste præcis, hvad hun gjorde hver gang. Hun var virkelig blå ind til benet.

   Meryl Streep kan virkelig denne slags udklædningsrolle, og hun brillerer hele vejen igennem. Jim Broadbent er sat på en uriaspost som Denis Thatcher, hvis rolle alene er at støtte og more. Streep gør for Thatcher, hvad Helen Mirren gjorde for dronning Elizabeth i The Queen (2006). Den film havde bare et bedre manuskript og var mesterligt lagt til rette. The Iron Lady er lidt af hvert af det hele, og det vil sige hverken fugl eller fisk.

Meryl Streep modtog sin tredje Oscar for rollen som Margaret Thatcher. De andre to var for Kramer mod Kramer (1979) og Sophie's Choice (1982). Hun har været nomineret 21 gange. Kun Ingrid Bergman og Jack Nicholson har sagt tak lige så tit. 

*) Gillian Anderson spiller Margaret Thatcher i sæson 4 af Peter Morgans The Crown (2016-2023), som dækker årene 1979-1990. Her er accenten lagt på kejtet underdanighed. Det er formentlig den dramatiske fremstilling, som flertallet nu forbinder med Thatcher. I sæson 3 og 4 bliver dronning Elizabeth spillet af Olivia Colman. I The Iron Lady har Colman rollen som den voksne Carol Thatcher.

   Mellem filmen The Queen og serien The Crown skrev Peter Morgan skuespillet The Audience (2013). Her er dronningens ugentlige møder med skiftende premierministre, fra Winston Churchill til Tony Blair og David Cameron, bundet sammen i en kæde af dramatiske vignetter. Stephen Daldry instruerede den første opsætning på The Guilgud Theatre. Helen Mirren spillede Elizabeth 2. i London i 2013 og på Broadway i 2015. En ajourført forestilling åbnede i London i 2015. Her havde Kristin Scott Thomas dronningerollen. Margaret Thatcher blev spillet af Haydn Gwynne (2013), Judith Ivey (2015) og Sylvestra Le Touzel (2015). Flere scener fra The Audience er genanvendt i The Crown. Morgan er med tiden blevet stadig mindre kritisk i sit syn på kongehuset.

The Iron Lady (Jernladyen). Instr.: Phyllida Lloyd. Manus: Abi Morgan. Foto: Elliot Davis. 105 min. UK-Frankrig 2011. Dansk premiere: 23.02.2012.

Fotos: DJ Films/ Pathé/ Film4/ Canal+/  Goldcrest Pictures/ UK Film Council/ CinéCinéma/ The Weinstein Company/ Scanbox Entertainment/ CineMaterial/ MovieStillsDB

Filmen streames på Apple TV, Blockbuster, FILMSTRIBEN, GRAND HJEMMEBIO, SF Anytime

Revideret udgave af anmeldelsen i Weekendavisen Kultur 24.02.2012.