Bête Noire: J. Edgar Hoover 1895-1972

FJENDER AF SYSTEMET
Clint Eastwood instruerer den subversive biopic

Af BO GREEN JENSEN

DER var mange, som drog et lettelsens suk, da J. Edgar Hoover døde den 2. maj 1972. Den 77-årige FBI-direktør havde fungeret i 54 år og tjent sit land under otte præsidenter. Han havde skaffet sig magt og siddet på samme med en nidkær umættelig- og utrættelighed, som er uden amerikansk sidestykke.

   I Hoovers tid blev Forbundspolitiet en stat i staten, der kunne måle sig med det østtyske Stasi. Han vidste alt om alle og havde indsamlet belastende oplysninger om politiske nøglepersoner. Var der intet snavs at finde, blev arbejdet gjort med rygter, anonyme breve og almindelig mistænkeliggørelse.

   58 mio. telefonsamtaler blev aflyttet i Hoovers embedstid. Alt blev registreret i et kolossalt arkiv, der med vilje var organiseret, så ingen kunne gennemskue systemet. Især holdt han af at overvåge forfattere, filmfolk og intellektuelle, som i hans øjne opførte sig uamerikansk. Nogle af sagsmapperne overlever. Graham Greene, Philip Roth, Marlon Brando og John Lennon blev indgående undersøgt. Det var Hoover, som tvang Charlie Chaplin til at gå i schweizisk eksil.

   Ingen vidste med sikkerhed, hvor omfattende de fortrolige sagsmapper var, men de færreste ville have dem åbnet. Man ville se dem ødelagt. Hoover fik en statsmands begravelse, og den siddende præsident, Richard Nixon, holdt tale til nationen om, hvor granitfast den gamle soldat havde været. Præsidentens private reaktion var dog et vantro »That old cocksucker!«

NIXONS spontane udbrud er fanget i J. Edgar, Clint Eastwoods film om fabeldyret, som lader Hoover stå på sin balkon og se til, hver gang en ny præsident bliver indsat. Paraden passerer hans kontor i J. Edgar Hoover Building, hvor FBI endnu har hovedkvarter.

   Hoover vinker ikke til Nixon. Man kunne tro, at de to paranoikere ville betragte hinanden som brødre. Men Hoover er utryg ved Nixon. Han kan mærke, at den nye mand bliver svær at kontrollere. »Han vil have os til at overvåge journalister nu,« siger Hoover til Clyde Tolson efter den første samtale. »Men er det ikke ulovligt?« siger Tolson. Og stiller spørgsmålet helt uskyldigt.

   Eastwoods film er god til at se de historiske ironier – som når Hoover kalder senator Joseph McCarthy en politisk opportunist. Samtidig ses paradokset i Hoovers efterretningsvirksomhed. Der var skam- og lovløst magtmisbrug, men også solidt politiarbejde. En tid lang troede man, at Hoover var gået så vidt og havde været så svær at blive af med, at ingen igen ville give en sikkerhedschef så megen magt. Så kom 9/11 og krigen mod terror. Hoover ville atter have kronede dage.

HOOVER er skildret på film mange gange, først iscenesat som forbillede og nationalhelt, siden afvist som frihedens fjende og hadeobjekt. Allerede i 1977 var der premiere på Larry Cohens The Private Files of J. Edgar Hoover, et pionerprojekt for HBO Pictures og den første fremstilling, som frejdigt brugte løs af rygterne om Hoovers nøjeregnende hævngerrighed, hans udskejelser i det homoseksuelle miljø, hans forbindelse til mafiaen, hans had til demokratiske kræfter som Martin Luther King og Robert Kennedy. Hoover blev spillet af Broderick Crawford, og Cohen så et gradvist forfald i ærkeamerikanerens karakter. Slutningens dekadence blev sidestillet med begyndelsens overbevisning, da Hoover endnu kunne se forskel.

   Eastwoods film følger for så vidt den samme kurve, men kronologien er klippet op, og billedet er mørkere, skønt tonen og stilen er mere behersket. Dustin Lance Black har skrevet J. Edgar som en tematisk tvilling til Gus Van Sants Milk (2008), hvor Sean Penn havde rollen som den homoseksuelle borgerretsforkæmper Harvey Milk (1930-1978), der i øvrigt var en af de mange med en privat fil hos J. Edgar Hoover.

FOR Black er det seksualiteten, som definerer identitetsmysteriet. Sagerne fylder adskilligt, men filmen har sin kerne i forholdet mellem Hoover og Clyde Tolson (Armie Hammer). Eastwood er en konservativ filmskaber, som tillægges reaktionære værdier. Han har ofte fået skyld for at dele høgen Hoovers politiske standpunkt. Det mest interessante ved J. Edgar, som ikke er nogen helt vellykket film, er måske at se, hvordan Eastwood vil bruge sin binære ideolekt til at skildre en stor kærlighed mellem mænd. Omvendt er det ikke så vildt. »Dirty« Harry Callahan var homofobiker, men Eastwood har udfordret sit maskuline image, siden han første gang instruerede sig selv i Play Misty for Me (1971, da. Mørkets melodi).

   Leonardo DiCaprio spiller rollen som Hoover med tilknappet ansigt og en kejtet fysik, der bliver tøndeformet med tiden. Som ung har han endnu en åbenhed i sig. Siden vænner han sig til, hvordan andre mennesker reagerer, og han lærer at lukke iveren til. Han går ud med Justitsministeriets nye sekretær, Helen Gandy (Naomi Watts), og viser hende biblioteketet, hvor han har udviklet sit kartotekssystem. Så prøver han at kysse hende, for det er vel »sådan man gør«.

   Gandy afviser Hoover og bliver på stedet udnævnt til hans personlige assistent. Også i virkeligheden var hun hans sekretær fra 1918 til 1972. Sidste medlem af surrogatfamilien bliver juristen Clyde Tolson, som Hoover ansatte i 1926 og gjorde til sin vicedirektør i 1930. Gennem alle årene er det de tre, der driver forretningen sammen, Hoover, Tolson og Gandy. Det virker ikke helt troværdigt, men det passer til filmens kammerspilstemning.

DEN unge mand udvikler sit had til kommunister i forbindelse med en række anarkistiske attentater i 1921. Han får sin store chance, da hans chef bliver ofret. Hoover bedyrer sin respekt for manden, men løfter ikke en finger for at redde ham. I 1924 bliver han direktør for The Bureau of Investigation, som han i 1935 får han lov at omstrukturere som The Federal Bureau of Investigation med nationale beføjelser.

   Hele vejen er der modstand, men Forbudstidens gangsterkrig bliver en gevinst for de første G-mænd. Hoover foragter folket, som jubler over lovløse fribyttere. Han vender stemningen ved at promovere sit korps i pulp fiction, tegneserier og film. Agent Melvin Purvis likviderer gangsteren John Dillinger i 1934. Hoover tager æren og lægger distance til Purvis. Før Dillingers død jubler publikum, når James Cagney spiller Tom Powers i The Public Enemy (1931). Fire år senere klapper de lige så entusiatisk, da han spiller Brick Davis i ’G’ Men (1935).

   Stadig er der problemer med emsige politikere, som mener, at Hoover misbruger sin stilling. Så han begynder at samle oplysninger i de berygtede »personal files«. En høring rejser tvivl om Hoovers habitus. Ergo sættes alle på sagen, da tyskeren Bruno Hauptmann kidnapper Charles Lindberghs lille søn. Drengen dør, men FBI finder (vist nok) gerningsmanden. Hoover etablerede et register over fingeraftryk og brugte tekniske beviser med CSI-agtig fremsynethed. Det var ikke alt sammen megalomani.

GRADVIS skrev manden verden om i sit billede. Alle modstandere var kommunister, alle fans af FBI var patrioter. Skiftende præsidenter tog livtag med Hoover. Franklin D. Roosevelt foragtede direktøren for at afsløre Eleanor Roosevelts lesbiske forhold, men gav ham lov til at foretage arrestationer uden dommerkendelse. Harry S. Truman anerkendte FBIs indsats under 2. verdenskrig, hvor al tysk aktivitet i USA blev infiltreret. Han vendte dog det døve øre til, da Hoover i 1950, ved Koreakrigens begyndelse, fremlagde sin plan om at internere 12.000 navngivne fjender af systemet.

   Stod det til Hoover, var FBI blevet et amerikansk KGB. I Eastwoods film sidder han hver gang i forværelset med portrættet af George Washington og venter på at tale med den nye præsident. Han hader Kennedy-brødrene og foragter JFK for hans affærer. Han aflytter hotelværelset, hvor præsidenten er sammen med Marilyn Monroe. Robert Kennedy kræver samtalerne udleveret. Hoover lægger sagsmappen og gør opmærksom, at han »naturligvis« har sin egen kopi.

FIKTIONEN er, at den aldrende Hoover beslutter at skrive sin version af historien, da vinden i tiden blæser imod ham. Filmen kommer fra scene til scene ved at lade Hoover fortælle til en respektfuld, skønt meget spørgelysten Agent Smith (Ed Westwick), der siden sætter anekdoterne i system. Det er en irriterende form, som bevirker, at alt for mange scener er skudt i dårligt lys med Watts og Hammer i tyk, utroværdig make-up. DiCaprios maske er lidt bedre lagt.

   Også narrativt er der tale om en belastende konvention, som har ødelagt mange erindringshistorier, men her kommer tricket trods alt til sin ret. Hoover beskriver, hvordan han kæmpede den gode kamp og gjorde det nødvendige. Pointen er dog, at fortælleren lyver. »Jeg har læst din bog,« siger den svækkede Tolson. »Det var jo slet ikke sådan. Du foretog ikke den arrestation. Der var ingen hvid hest på gaden. Charles Lindbergh kom ikke ud og trykkede dig i hånden og erklærede sin tillid til FBI. Han ville ikke tale med dig. Han sagde, du var en irriterende lille mand, der gik i vejen.«

   Parret kender hinanden så godt, at Hoover end ikke retfærdiggør sig, og Tolson angriber ham ikke for alvor. Derimod siger han »Jeg elsker dig« i den centrale kærlighedsscene, som udvikler sig til et korporligt opgør, da Hoover forklarer sin vicedirektør, at han har været i byen med Dorothy Lamour, fordi det »måske er på tide, at der kommer en Mrs. Hoover«.

EASTWOOD og Blacks film lader Tolson og Hoover have et ægtepars vaner, men de går aldrig i seng med hinanden, og der bliver ikke fulgt op på de mange historier om Hoovers udskejelser, hans transseksuelle tilbøjeligheder, som flere biografier har gjort et stort nummer ud af og som efterhånden hører med til mytologien.

   Det tætteste filmen kommer dette tema, er da Hoover sørger over sin mor (Judi Dench) og tager hendes kjole og perler på foran spejlet. Hun har pylret om sin dreng fra starten, domineret ham, når der var brug for dét og været hans ivrigste fan. På et tidspunkt er Hoover og Tolson på ferie i Florida (Hoover holdt af at spille på heste, og man siger, at mafiaen dækkede hans tab). De deler drinks med Lela Rogers og hendes to døtre, hvoraf den ene er Gingers Rogers. Lela vil danse med Hoover, som ellers har været en sand verdensmand. Nu stivner han midt i springet.

HJEMME i Washington fortæller han Mor, at han bare ikke kan lide at danse. Han uddyber ikke, men hun forstår, hvad han siger, og kvitterer ved at spørge, om han husker kammeraten, de kaldte Daffy? »Ja. Det var ham, der tog en kjole på og blev hånet, da det blev opdaget.« »Kan du huske, hvad der blev af ham?« »Ja, han tog sit liv nogle år efter.« »Uhm. Daffy stod for Daffodil. Jeg vil hellere have en død søn end en levende smørblomst. Og nu skal jeg lære dig at danse.

   Hoover bliver næsten til Norman Bates fra Alfred Hitchcocks Psycho i den scene. Siden bevarer han altid kontrollen. På den måde er det i kønnets undren, snarere end i magtbegærets kombination af selvfølelse og mindreværd, at J. Edgar finder et menneske i sin hovedperson. Hoover er en ondskabsfuld mand, men han er også en sammensat karakter – ikke karikaturen fra de sædvanlige fremstillinger.

CLINT Eastwood var 81 år i 2011, da han instruerede J. Edgar. Han havde alderen til at have spist de cornflakes, som gjorde raske drenge til Junior G-Men, når de fandt det seje plasticskilt i pakken. Han voksede op med heltemyten om Hoover. Som ung skuespiller kunne han have medvirket i Mervyn Leroys The F.B.I. Story (1959), hvis han ikke i samme periode havde travlt med at spille Rowdy Yates i 217 episoder af westernserien Rawhide, før han tog til Italien og blev stjerne hos Sergio Leone.

   Hoover var rådgiver på Leroys film, som Warner Brothers producerede med særlig støtte fra FBI. Han medvirker selv og valgte personligt James Stewart til rollen som Chip Hardesty, der holder foredrag om sin tid i bureauet. Siden producerede Warner ni sæsoner af The F.B.I. (1965-74) for ABC, igen med Hoovers opbakning. Nu er det endelig også en film fra Warner, som dekonstruerer den kolde krigs heltefigur. Sådan går det op og ned her i verden, og sådan bliver regnskabet rettet trods alt.

DER er hele tiden én film mere i Eastwood. I 2024 er han ved at instruere Toni Collette og Nicholas Hoult i retssalsdramaet Juror No. 2. Der har ikke været en grundtone siden den revisionistiske krigsskildring i Flags of Our Fathers og Letters from Iwo Jima (2006), som var tematiske tvillingefilm. Men patriotiske markeringer i American Sniper (2014) og The 15.17 to Paris (2018). Og famlende forsøg på at gøre noget andet i Changeling (2008), Invictus (2009), Hereafter (2010) og Jersey Boys (2014), som var en biopic om The Four Seasons. 

   Ikke to titler ligner hinanden, og ingen af dem lykkes helt godt. De bedste sene værker har været film, hvor skuespilleren Eastwood medvirker selv og benytter lejligheden til at kommentere og kritisere sin hårdkogte legende. Gran Torino (2010), The Mule (2018) og Cry Macho (2021) viderefører processen, som begyndte i Unforgiven (1992, da. De nådesløse), da stjernen var en knægt på 62.

    Måske har han ikke flyttet sig politisk, men dokudramaet Richard Jewell (2019) er en skarp og skræmmende skildring af det moderne FBIs arbejdsmetoder. Man er overbevist om, at »helten« Richard Jewel selv har anbragt bomben, han bliver hyldet i medierne for at have fundet..Eastwood instruerer sin systemkritik med stor præcision og små virkemidler. Jon Hamm er den sleske agent, som besnakker syndebukken, der i begyndelsen er benovet over at være i stue med ægte G-Men. Kun fordi en falleret advokat (Sam Rockwell) træder til, bliver Jewells tilværelse reddet på stregen.

Se også Richard Attenborough: Chaplin (1992); Don DeLillo: Underworld (1997) | Et interview; Steven Spielberg: Catch Me If You Can (2002); Martin Scorsese: The Irishman (2019); Michael Mann: Collateral (2004) | Et interview; David O. Russell: American Hustle (2013); Martin Scorsese: The Wolf of Wall Street (2013); Selma (2014): En film om Martin Luther King [Black Lives Matter 5]; Steven Spielberg: Bridge of Spies (2015); Jeff Nichols: Loving (2016) [Black Lives Matter 13]; Bad Times at the El Royale (2018) [Noir 100]; David Lowery | Robert Redford: The Old Man and the Gun (2018); One Night in Miami (2020) [Oscars 2021] [Black Lives Matter 17]; Judas and the Black Messiah (2021) [Oscars 2021) [Black Lives Matter 15]; The United States vs. Billie Holiday (2021) [Black Lives Matter 19] + Store instruktører: Charles Chaplin 1889-1977 [Evig latter]; Som Spartacus: Dalton Trumbo 1905-1976. 

J. Edgar. Instr.: Clint Eastwood. Manus: Dustin Lance Black. Foto: Tom Stern. 136 min. USA 2011. Dansk premiere: 19.01.2012.

Fotos: Imagine Entertainment/ Malpaso Productions/ Wintergreen Productions/ Warner Bros./ SF Studios/ CineMaterial/ MovieStillsDB/  

Filmen streames på Apple TV, Blockbuster, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy

Første version af anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 20.01.2012.