Translate

Viser opslag med etiketten AIDS. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten AIDS. Vis alle opslag

søndag den 8. maj 2022

Carla Simón: Sommeren 1993/Estiu 1993 (2017)


EN LILLE FORÆLDRELØS PIGE
En catalansk barndom i voksen optik

Af BO GREEN JENSEN

TRODS dateringen er det en tidløs historie. Frida på 6 år mister sin mor og skal bo hos sin onkel og tante på landet. Hun er vokset op i Barcelona, hvor forældrene førte et hårdt liv, som familien nu og da nævner, når de tror, at Frida ikke hører det. Så har årstallet alligevel betydning: Fridas mor var HIV-positiv og døde af en almindelig lungebetændelse.
   For den forældreløse pige gør årsagen hverken fra eller til. Hun savner sin mor og skal samtidig lære et fremmed sted at kende. Esteve, Fridas morbror, og hustruen Marga driver en lille restaurant i la Garrotxa. De har en datter, Anna, på 4 år, som Frida skal behandle som sin lillesøster. Hun bliver også bedt om at sige Mor til Marga og Far til Esteve.
   På en måde er det enkelt. Alligevel er det slet ikke let. Marga og Esteve tager imod Frida med åbne arme. De behandler hende som deres datter fra begyndelsen og stiller derfor også krav. Der er ingen vej tilbage, men alligevel spørger Frida håbefuldt til sit gamle hus i Barcelona, når bedsteforældrene er på besøg. Hun håber mod alt håb at vende tilbage.


DER venter en vanskelig sommer. Frida er ikke altid sød mod den tillidsfulde Anna, som ser op til sin nye storesøster. Flere gange kommer Anna til skade. Marga forstår, hvad der rører sig i Frida, men alligevel bliver hun bekymret og vred.
   Frida føler, at Anna er lidt mere elsket. Det er hun sikkert også. Omvendt går Marga i brechen for Frida, da pigen slår knæet og bløder. Landsbyens mødre går i panik. Alle ved, at Fridas mor havde AIDS.
   Det er catalanske Carla Simóns første lange spillefilm. Hun fortæller sin egen historie, og det var vigtigt for hende at filme i la Garrotxa, i det selvsamme hus, hvor hun voksede op. Sommeren 1993 er tilegnet mindet om den døde mor.

   
TRODS alt falder pigen til over tid. Vist er der en aften, hvor hun vil gå hjemmefra og helt til Barcelona, men Esteve og Marga reagerer så tilpas opskræmt, da de ikke kan finde hende, at Frida kommer frem fra sit skjul og bekendtgør, at hun vil vente til næste dag, når det er blevet lyst.
   Der er flere vendepunkter, men aldrig det store kram og den forløsende scene, man ville se i en mere konstrueret sammenhæng. Simon lader mange sår være åbne. Flere af dem er sikkert ikke helt lægt endnu.
   Sommeren 1993 er en af de film, som snyder voksne tilskuere, fordi de handler om børn og bliver i barnets perspektiv, men er henvendt til forældre, der kan huske, hvordan barndommen var. Der er små uskyldstab og tilløb til en udviklingssskildring, men filmen får sin sprøde saglighed ved at blive i sommeren. Og Simón er aldrig sentimental.


FOTOGRAFEN Santiago Racaj følger med Frida, bliver på hendes ansigt og filmer i pigens øjenhøjde, så man mindes tidlige værker af iraneren Abbas Kiarostami, film som Hvor er vejen til min vens hus? (1987). Alligevel siver mange af de voksnes konflikter igennem.
   Det er sikkert muligt at mærke både Victor Erices (Ånden i bistadet) og Guillermo del Toros (Pans labyrint) klassiske pigeskildringer. Eller også er det et synsbedrag, som kommer af den spanske baggrund.
   Under alle omstændigheder er det en løfterig og næsten prunkløs debutfilm. Den ender cirka modsat dér, hvor hjertevarme familiefilm plejer at tage afsked. Til og med er der endelig tårer, men Marga hjælper pigerne med gøre skolebøgerne klar. Frida stiller svære spørgsmål og får ærlige svar. Vi tænker, at det nok skal gå. Selv er hun ikke så sikker.


DAVID Verdaguer og Bruna Cusi er gode som forældrene, de progressive neo-ruralister, der vil genfinde ægte værdier på landet. Men det er børnene Laia Atigas og Paula Robles, som Carla Simón får store ting ud af. Deres samspil er fuldkommen overbevisende.
  Det er næsten som at se en film om drenge af Nils Malmros. Intet er grebet i flugten. Alt er omhyggeligt rekonstrueret.

Estiu 1993 (Verano 1993) var Spaniens officielle Oscar-kandidat i 2018. Instruktørens næste spillefilm, Alcarrás, modtog Guldbjørnen på Berlinalen 2022. Carla Simón er født i Barcelona i 1986.


Sommeren 1993 (Estiu 1993). Instr. og manus: Carla Simon. Foto: Santiago Racaj. 97 min. Spanien (Catalonien) 2017. Dansk premiere: 07.06.2018.


Fotos: Avalon/ Creative Europe MEDIA/ Fundación SGAE/ Inicia Films/ Institut Català de les Empreses Culturals/ ICO/ ICAA/ Media/ Movistar+/ Producciones Cinematográficas Cima/ RTVE/ Sources 2/ Televisió de Catalunya/ Øst for Paradis Filmdistribution/ CineMaterial
Filmen streames på Blockbuster og FILMSTRIBEN
Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 08.06.2018

torsdag den 14. oktober 2021

François Ozon: Le temps qui reste/ Time to Leave (2005)


ET LIV FØR DØDEN
Sidste dage, første ting

Af BO GREEN JENSEN

DET er altid senere, end vi tror. Man håber, at man går rundt midt i livet, men sandsynligvis er man nærmere slutningen. Fotografen Romain (Melvil Poupaud) er i trediverne, da han bliver syg. Som praktiserende homoseksuel frygter han, at det er AIDS, skønt han lever i et fast parforhold. Det er det dog ikke. Romain har uhelbredelig cancer. Der er kun få måneder til at tage afsked.
   Le temps qui reste foregår i denne undtagelsestilstand. Hvert individ reagerer forskelligt på døden. Romain lukker fuldstændig af. Han forlader sin kæreste, kvitter sit arbejde, rejser for ikke at komme tilbage. Kun sin bedstemor vil han tale med om det hele. Han føler, at hun vil forstå ham, fordi hun »selv snart skal dø«. Han tager heller ikke fejl. Det er scenerne mellem Poupaud og den 78-årige Jeanne Moreau (1928-2017), som man husker, når resten er kommet på afstand.*



UDEN ydre falbelader gennemlever Romain de obligatoriske stadier: vrede, afvisning, købslåen, fortvivlelse og accept. François Ozon er god til at finde visuelle metaforer for processen, som foregår i den døende. Samtidig er hele filmen farvet af instruktørens syn på, hvordan det bør være: man må når som helst kunne slippe det hele. Det gælder måske ikke om at føle så lidt som muligt, men det gælder om ikke at vise det.
   Filmen er skudt i inderligt bredformat. Der er ingen forsonende galgenhumor. Når livet truer med at slå smilerynker i dødsmasken, tager Ozon det i opløbet og konsoliderer filmens stoisk rituelle kvalitet. Det er mere imponerende end engagerende gjort.
   Heldigvis har tilfældet en sen overraskelse til Romain. En servitrice (Valeria Bruni-Tedeschi) finder behag i hans væsen og spørger ud af det blå, om han vil være sæddonor for hende og ægtemanden, som hun i øvrigt er lykkelig med. For Romain kommer henvendelsen som en benådning. Den døende føler sig atter begæret og ser en mulighed for at få andel i fremtiden.


OZON kan som altid bære en film igennem med stil. Det er tydeligt, at han vil skabe noget prunkløst, en demonstrativt moden og sober dødsskildring, der er blottet for sentimentalitet og uden antydning af indbyggede ironier. Les temps qui reste ligger langt fra humoren i 8 femmes, og den fravælger de narrative raffinementer, der gjorde metakrimien Swimming Pool og den kronologisk spejlvendte 5 x 2 mere interessante, end filmene måske strengt taget var.
   Han ser Tid til afsked som anden del af en trilogi om døden. Den første var Sous le sable, hvor Charlotte Rampling havde så svært ved at give slip på sin døde mand, at han blev ved med at være virkelig for hende. Trilogiens sidste film vil skildre et par, som mister sit barn.*



OZONS ambition om at realisere det enkle er indfriet. Le temps qui reste er en visuelt pletfri og til det asketiske gennemført skildring af en mand, som tager afsked med livet. Denne filmskabers force er narrative ornamenter, barok komik, fysisk spænding, konkret erotik, ironisk indsigt og psykologisk dybde.
   Kun det sidste kommer til udtryk i Tid til afsked, som af samme grund virker nøgen og tømt. Patrice Chéreau (1944-2013) kunne i den væsensbeslægtede Son frère (2003) skabe drama ved at fokusere hårdt på en døende krop. Ozon vælger konsekvent at æstetisere og skaber herved en film, som tangerer det banale.

RIP Jeanne Moreau 1928-2017


*) Den ikoniske franske skuespillerinde debuterede i Jean Stellis Dernier amour (1949), fik sin første store rolle i Jean Drévilles La reine Margot (1954) den første filmatisering af Alexandre Dumas' roman om Marguerite de Valois, og brød for alvor igennem i to film af Louis Malle: Les amants (1958, da. De elskende) og Ascenseur pour l'échafaud (1958, da. Elevator til skafottet), som alene for Miles Davis' improviserede score er berømt. Hun medvirkede i François Truffauts Les 400 coups (1959, da. Ung flugt) – filmen som startede la nouvelle vague sammen med Jean-Luc Godards À bout de souffle (1960, da. Åndeløs) – og blev udødeliggjort gennem sin rolle i samme instruktørs Jules et Jim (1962, Jules og Jim), hvor hun synger signatursangen »Le tourbillon«. Alene i 60erne havde Moreau store roller i film af Orson Welles (The Trial, Chimes of Midnight), Michelangelo Antonioni (La Notte), Joseph Losey (Eva), Jacques Demys (La baie des anges/ Englebugten), Marcel Ophüls (Banana Peel), Louis Malle (Le feu follet, Viva Maria!), John Frankenheimer (The Train), Luis Buñuel (Le journal d'une femme chambre/ En kammerpiges dagbog), Jean-Luc Godard (Une femme est une femme, Masculine Féminin), Truffaut (La mariée était en noir/ Bruden var i sort) og Tony Richardson (Mademoiselle). Moreau medvirkede i mere end 150 film. Hun havde sene store roller i Rainer Werner Fassbinders Querelle (1982), Luc Bessons La femme Nikita (1990) og Wim Wenders' Bis ans Ende der Welt (1992, Til verdens ende), men arbejdede til det sidste, også efter Les temps qui reste. Hun skrev og instruerede selv Lumiere (1976), L'Adolescente (1979) og portrætfilmen Lillian Gish (1982). Jeanne Moreau blev 89 år.

** Følelsen bruges både i Ricky (2009), hvor den fantastiske dreng til sidst flyver væk, og i den enkle, realistiske Le refuge (2009), hvor Isabelle Carré isolerer sig på landet for at føde sin døde kærestes barn. Her må hun forholde sig til hans mandlige kæreste, som spilles af Melvil Poupaud fra Les Temps qui reste. Denne har en stærk fysisk lighed med Ozon. Både dette træk og filmens grundstemning føjer Refugiet sammen med Tid til afsked. Faktisk giver det bedre mening at betragte Sous le sable, Les Temps qui reste og Le refuge som en trilogi af prunkløse film om at miste. Ricky og Refugiet fik desværre ikke dansk premiere.


Le temps qui reste (Tid til afsked). Instr. og manus: François Ozon. Foto: Jeanne Lapoirie. 85 min. Frankrig 2005. Dansk premiere: 27.10.2006


Fotos: Fidélité Productions/ France 2 Cinéma/ StudioCanal/ Canal+/ Mars Distribution/ Strand Releasing / Camera Film/ CineMaterial/ MovieStillsDB
Filmen streames ikke i DK - i UK og EU på Apple TV - i USA, Canada, Australien på Amazon Prime
DVD fra Artificial Eye | CURZON 25.09.2006
Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 27.10.2006