Translate

Viser opslag med etiketten John C. Reilly. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten John C. Reilly. Vis alle opslag

fredag den 23. juli 2021

Lynne Ramsay: We Need to Talk About Kevin (2011)



HVAD VAR DET, DER SKETE?
En sang om afmægtige mennesker

Af BO GREEN JENSEN

EVA Khatchadourian (Tilda Swinton) var engang en selvstændig, viljestærk kvinde. Hun skrev populære rejsebøger og besøgte eksotiske steder som Tomatina i Spanien, da verden var 20-30 år yngre. Så mødte hun den godmodige Franklin (John C. Reilly). De blev gift, og hun besluttede at give familielivet en chance. Eva fødte sønnen Kevin (Ezra Miller) og senere også en datter.
   Det var altid godt med pigen, en lille, hvidgylden blomst. Eva kunne give og modtage varme. Det blev derimod aldrig naturligt med Kevin, som var kold i hjertet fra begyndelsen. Nu er sønnen i sikker forvaring, og man hører aldrig om Far eller Søster. Evas ansigt er en udmattet maske. Som døden midt i livet eller omvendt. Så hvad var det i grunden, der skete?



SAGENS kerne skrælles fri lag for lag. Der er en effektiv, nervøs suspense i de første uudgrundelige scener, hvor man endnu ikke ved, hvad Eva har gjort, hvem hun var, hvorfor hun bor så mærkeligt, hvorfor hun drømmer så sært og symbolsk.
   Det første chok er synet af tomatindsmurte mænd i hvidt, der løfter Eva op som en gudinde. Det andet er knytnæveslaget, som en kvinde placerer i Evas ansigt på fortovet ved det lokale supermarked. Hvad var det, der skete? Sådan tænker man længe i We Need to Talk About Kevin.
   Kvinden går videre uden at se sig tilbage. Eva kommer på benene og lader sig ikke mærke med noget. Man forstår heller ikke helt belejringstilstanden omkring det ramponerede hus, som er dækket med skældsord i frisk, blodrød maling. Her spiser Eva sine rituelle omeletter og stirrer på krydset i væggen så længe og så udtryksløst, at det enten slet ikke kræver forklaring eller netop fordrer en grundig fortælling.



DER er i disse scener et mesterligt ekspressionistisk anslag, som får det maksimale ud af farvestyrken og bredden i de antropologiske scopebilleder, skønt hverdagen i den lille by i Connecticut er så ordinær, som tænkes kan.
   Der er i Hvad med Kevin? ingen tvivl om forbrydelsens væsen og gerningsmandens identitet. Men i høj grad en spænding omkring hans motiver og efterhånden en pervers drift efter at vide, hvad det var, som rev Evas liv over på midten.



EN mere saglig tone sætter ind i den lange forklaring. Filmen viser sig at være endnu en version af historien om en mor, men i dette tilfælde en kvinde, som gik ind i tilstanden med al mulig tvivl og som aldrig lærte at elske sin dreng, måske fordi han aldrig elskede hende til gengæld.
   Der er fra første færd en afstand mellem drengen med de kloge øjne og kvinden med de ivrige hænder. Eva vil gøre alle de rigtige ting, hun har læst om i Bogen om barnet. Men Kevin stirrer bare tilbage, når hun tilbyder ham sin favn og sin varme.
   Forholdet krystalliseres i scenen, hvor Kevin er blevet så stor, at han kan sidde op, og Eva triller en bold hen til ham, så han kan smile og trille bolden tilbage. Men Kevin fortrækker ikke en mine. Han ser på sin mor med en negativ trods, som senere gentages hos drengen, der på ingen måde glæder sig til at blive storebror og træffer sine forholdsregler.
   Da Eva overrasker den masturberende teenager, nu i Ezra Millers skikkelse, ser han trodsigt tilbage. »Du kan bare ikke få det ubehageligt nok, kan du vel?« siger Eva på et tidspunkt, da alt håb om nærhed er opgivet. »Ubehageligt?« dræver Kevin retorisk. »Sammen med min egen mor?«



MAN er hele vejen i Evas synsvinkel og tager derfor også hendes parti. Alligevel sætter en mistanke ind. Der må være en anden side af sagen. Kevins far opdager aldrig, hvad det er, hans kone fabler om. Han leger far-og-søn-ting med drengen i haven.
   Kevin ser spydigt på Eva over skulderen. Som hun ser det, ved han præcis, hvad det er han gør, når han spiller forældrene ud mod hinanden. Til det sidste ville Franklin sige, at det var Eva, som ikke kunne med Kevin.
   Som tilskuer ser man på Kevin og spørger, hvad der foregår i hans sind. Han er aldrig mindre end reserveret. Han er ikke dreng ét øjeblik. Han kasserer alle forslag om lege, spil og klubmedlemskaber. En dag har Franklin Robin Hood og en bue og pil med hjem til sin søn. Dét tænder drengen på med atypisk interesse. Robin Hood er den eneste bog, han beholder.



ENDELIG ser man – i Evas forrevne erindring – hvad mørket og modstanden udmøntes i. Da falder selv naboernes reaktioner på plads. Man forstår, hvorfor Eva må sone og blive. Og undrer sig over, at hun ikke er rejst.
   Der er en mageløs scene mellem mor og søn til allersidst. I en vis forstand er de tilbage på gulvet og triller bolden mellem hinanden. Men nu har Eva ingen frygt, og hun stiller ingen krav til sig selv. Der er ingen grådkvalt udsoning. Det er slet ikke den slags historie. Men Kevin triller bolden tilbage og svarer sin mor med et ærligt skuldertræk. »I used to think I knew. Now I’m not so sure.«



LYNNE Ramsay har fået en blændende film ud af Lionel Shrivers knastørre roman, hvor historien fortælles af Eva i breve til Franklin. Hos Ramsay ville Franklin i sagens natur ikke kunne læse, hvad hun skriver.
   Filmens styrke ligger i måden, den bliver hos de enkelte mennesker på. Jo, We Need to Talk About Kevin er et gådebillede, der berører fænomener som skoledrab, fødselspsykose og ondskabens væsen. Hvor meget er man født med, og hvor meget kan tilskrives ydre faktorer? Det er spændende problemstillinger, men det er dybest set ikke sagen for Ramsay.
   Hendes film behandler Eva og Kevin som unikke individer. Den respekterer deres særpræg og afvigelser fra en given profil. Netop ved ikke at være en regelret tendensfilm, får Hvad med Kevin? strejfet de vigtigste emner i tiden. Tilda Swinton er uforglemmelig som Eva, Ezra Miller er en troværdig udgave af drengen, som ikke vil smile. Det er dybest set, som Lynne Ramsay selv siger: »Jeg har ingen svar. Jeg stiller bare spørgsmål.«


RAMSAY brugte sin opvækst i den poetisk-realistiske Ratcatcher (1999), som var en slags Kes eller Fish Tank for sin tid. Hun brugte sine vandreår i den flygtige Morvern Callar (2002), der stadig kan imponere som en filmet drøm. I Kevin trænger hun helt ind til benet i en historie, som hun ikke selv har levet, men skildrer med fuld empati. Der er mere blod i splatter og horror, men gruen i Kevin er værre. Her er ondskaben ikke banal. Man deler den fulde styrke i smerten. Og gør det på paradoksal vis med glæde.



We Need to Talk About Kevin (Hvad med Kevin?). Instr.: Lynne Ramsay. Manus: Rory Kinnear, Lynne Ramsay. Foto: Seamus McGarvey. UK-USA 2011. Dansk premiere: 12.04.2012.


Fotos: BBC Films/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ Filmgrab
Filmen streames på Apple TV, Blockbuster, FILMSTRIBEN, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy, YouTube Film
2K Blu-ray fra Artificial Eye | CURZON 27.02.2012
2K Blu-ray fra Artificial Eye | CURZON i boxset 40th Anniversary Collection - Volume 1: Contemporary British Cinema | 4 Movies 22.08.2016
Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 13.04.2012

onsdag den 3. marts 2021

Jacques Audiard: The Sisters Brothers (2018) [Westerns 100]


KVÆSTEDE COWBOYS
Drømmen om at skabe den sidste gode western

Af BO GREEN JENSEN

ALLE nye westerns er metafilm. Filmskaberne ved, at de dyrker en anakronisme. Den klassiske western var fuld af racisme og misogyni. De nye film ved, at vi kender de gamle, og forholder sig både til historien og genren. Derfor er der ingen dusinværker. Hver eneste film er nødvendig.
   Franskmanden Jacques Audiard har skabt maskuline kronstykker som Det slag mit hjerte sprang over (2005) og fængselsfilmen En profet (2009). Guldpalmevinderen Dheepan (2015) fulgte hverdagen for en tamilsk vicevært i en parisisk ghettoforstad. Også i Danmark blev Smagen af rust og ben (2012), en grænseoverskridende kærlighedsfilm med Marion Cotillard og Matthias Schoenaerts, en ægte biografsucces.
   Audiards bedste værker er forbundet med sårbar maskulinitet af den mest stoiske slags. Alle hans helte er kvæstede mænd. Så naturligvis har han grebet chancen for at instruere, da skuespilleren John C. Reilly købte rettighederne til Paul DeWitts roman om The Sisters Brothers (2011). Reilly kunne se en nuanceret rolle til sig selv i materialet. Audiard har anet en mulighed for at hylde mestre som Ford, Hawks, Mann og Leone, mens han gav mytologien et velfortjent nakkeskud.


ELI og Charlie Sisters (Reilly og Joaquin Phoenix) er dusørjægere i 1850ernes USA. De udfører også et lejemord nu og da. Det er tiden for de store guldfund. Brødrene jager guldgraveren Hermann Warm (Riz Ahmed) på vegne af Kommandøren, en kapitalistisk bagmand i Trump/Murdoch-kategorien. Angiveligt står Warm i gæld til Kommandøren. I realiteten handler det om at få fat i hans opfindelse: formlen for en kemisk væske, der på magisk vis får guld til at lyse i vand.
   Der er flere synsvinkler og kronologiske spor. I ét beskriver Pinkerton-detektiven John Morris (Jake Gyllenhaal), hvordan han mødte Warm, mens han var på vej til noget andet. Detektiven fatter sympati for opfinderen, som vil grundlægge en utopisk koloni med pengene fra sit patent. Morris nærer ingen kærlighed til Sisters-brødrene, men han kender deres ry og respekterer deres håndværk.



FAKTISK drømmer alle filmens mænd om en bedre verden og en mindre voldsom levevej. Kun Charlie Sisters skyder løs på det hele. Eli er altid den tøvende, kejtede toer. Begge vil gerne tilbage til gården og besøge deres mor. Der er både komedie og tragedie i filmen. Grundtonen er på én gang mørk, nostalgisk og humoristisk.
   The Sisters Brothers er stemt i efterår på samme måde, som Robert Altmans McGabe & Mrs. Miller (1971) var forbundet med vinter. Her er klodsede skudopgør som i Clint Eastwoods Unforgiven (1992). Der er også en anelse Deadwood i filmen. I en næsten psykedelisk sekvens bliver opfindelsen demonstreret. Her er grådighed som i The Treasure of Sierra Madre (1948, da.Tre mænd søger guld). Af alle sine helte ligner Audiard måske John Huston mest.
   The Sisters Brothers havde premiere på Venice Film Festival i 2018. Også brødrene Coen kom med en western. Deres sjælfulde The Ballad of Buster Scruggs var en lige så stilbevidst antologifilm. Juryen foretrak den relative alvor hos Audiard og tildelte ham sin Grand Prix. Joel og Ethan Coen modtog manuskriptprisen.


The Sisters Brothers. Instr.: Jacques Audiard. Thomas Bidegain og Jacques Audiard. Foto: Benoît Debie. 122 min. Frankrig-Spanien-Rumænien-Belgien-USA 2018. Dansk premiere: 27.06.2019.


Fotos: Why Not Productions/ Annapurna Pictures/ Les Films du Fleuve/ Focus Features/ CineMaterial/ FilmAffinity/ Camera Film
Filmen streames på Apple TV, Blockbuster, DRTV, FILMSTRIBEN, Grand Hjemmebio,  Rakuten TV, SF Anytime, VIAPLAY, YouTube Film
4K UHD + 2K Blu-ray fra Arrow Video [Limited + Standard Edition] 27.02.2023
Anmeldelsen trykt første gang i Weekendavisen Kultur 28.06.2019

fredag den 17. juli 2020

Evig Latter: Stan Laurel 1890-1965 og Oliver Hardy 1892-1957


DEN TYKKE OG DEN TYNDE
Til sidst bliver det aften for Ørkenens Sønner 

Af BO GREEN JENSEN

DER var engang, hvor det hørte med til en opvækst at møde de komiske klassikere. Sådan er det ikke mere. Mange yngre filmfans bliver blanke i blikket, hvis man siger Marx Brothers, Chaplin og Buster Keaton. De har nok set YouTube-fragmenter, men de har ikke selv taget værkerne ind.
   Stan Laurel (1890-1965) og Oliver Hardy (1892-1957) var titaner i pionertiden. De blev tilfældigt rystet sammen af produceren Hal Roach, der havde sit eget filmstudie. De mødtes kort i The Lucky Dog (1921) og blev for alvor et makkerpar efter 45 Minutes From Hollywood (1926). I de følgende 30 år fik de skabt en fælles filmliste på 105 titler.
   Før da var Laurel en britisk gæst, som dublerede for Charlie Chaplin. »Babe« Hardy var en tung mand fra Georgia, der sled sine partnere op. Det er sært at se ham i den første (stumme) filmudgave af Troldmanden fra Oz (1925).* Men få husker tiden, før de blev til Gøg & Gokke, Helan & Halvan, Dick & Doof m.v. På alle sprog var Stan og Ollie indbegrebet af Den Tykke og Den Tynde – for ikke at tale om latter og kaos.

  
JON Bairds film begynder i 1937. Vi møder vores helte på settet til Way Out West. Det er den kostelige westernparodi, hvor parret danser kukursvals og synger »The Trail of the Lonesome Pine«. I diligencen flirter Gokke med Vivien Oakley. Han fremsiger scoreplikken: »A lot of weather we’ve been having lately«. I det vilde vesten må alt i alt være den sjoveste film med de to musketerer.
   Begge mænd er bitre, fordi de ikke selv ejer deres film. De synes, at Hal Roach underbetaler. De har hang til spil og krævende kvinder. Både Stan og Ollie var gift tre gange. Laurel går i vrede. Hardy tør ikke tage springet og bliver for en kort stund sat sammen med Harry Langdon.
   Denne lakune er stadig et ømt punkt seksten år efter, da parret er blevet turnerende anakronismer. De prøver at holde publikum fast ved at optræde på teatre i England. Laurel lokker med en Robin Hood-film. Den bliver aldrig realiseret, men ideen er så god, at man kan se den for sig. Det gør Laurel i en gennemført scene. Hardy spiller naturligvis Lille John.
   Først optræder duoen stoisk for gabende, halvtomme sale. Så får agenten Bernard Delfont dem til at lave mere PR. Da parret når London, er der fulde huse på Lyceum Theatre. De har noget at vise til hustruerne, som ikke er hjerteveninder. Der er kriser og skrøbeligt helbred. Men alt er godt på båden til Irland, da parret har fundet hinanden igen.



GØG og Gokke bliver spillet af Steve Coogan og John C. Reilly. De er sminket, så man knap kan se forskel på illusion og virkelighed, da filmen til slut kører sporene sammen. Efter fem minutter har alle glemt, at det ikke er Laurel og Hardy, vi ser.
   På et tidspunkt optræder parret i Glasgow. Ved teatret spørger en ældre kvinde, hvem der spiller Gøg og Gokke. Billetsælgeren er forvirret og siger, at det gør de selv. »Vrøvl«, siger kvinden. »De trak sig tilbage for mange år siden«. Hun kan ikke forstå, at to legender vil optræde på en støvet skotsk scene. I det samme ankommer Coogan og Reilly. Kvinden køber naturligvis sin billet.
   Scenen er ikke grebet ud af luften. Jeg kan huske, hvordan der blev talt om Gøg og Gokkes deroute, da jeg var dreng. Det var med den samme undren: Hvordan kunne de komiske Hollywood-kæmper ende som underbetalt pausestøj? Min stedfar fortalte med rædsel i stemmen om den sidste film, Atoll K eller Utopia (1951), som på dansk hed Gøg og Gokke på atomøen. Den gav ham myrekryb mange år efter.



FOR resten var Stan og Ollie i Danmark i oktober 1947. De ankom med hustruer til Hovedbanegården og blev kørt i karet til Palace Hotel på Rådhuspladsen. Der var gribende scener ved receptionen, hvor bl.a. Ib Schønberg, Liva Weel og Poul Reichhardt dansede kukkeursvals. Man havde aldrig gjort det samme for Abbott og Costello.
   Bairds film nævner ikke Atoll K og arrangerer kronologien, så den sidste tur bliver et triumftogt. Jeff Pope har baseret sit manuskript på A.J. Marriots 1993-bog om de britiske turneer, som der faktisk var tre af. Han har med garanti også læst Stan and Ollie: The Roots of Comedy (2001) af Simon Louvish, som er den bedste af nyere bøger om parret.
  

BAIRDS film fik dansk premiere i 112 biografer. Forhåbentlig følger en stor renæssance for parrets fysiske komik, der især i de første korte tonefilm nåede poetiske højder. Laurel, som skrev meget af materialet, blev aldrig tryg ved det lange format. Fra Diavolo (1933) og Muntre sigøjnere (1936) er bizarre operettefilm med indlagt situationskomik. Men Ud på galajen (1933) og Tossede piloter (1939) er umistelige værker.
    Gøg & Gokke præsenteres som en latterorkan for hele familien. Filmen er dog snarere en bittersød elegi. Coogan og Reilly er sublime som parret, der diskuterer, om de er venner eller kolleger. Laurel kan ikke se, at det gør nogen forskel. Han forstår først sin makker, da Hardy kollapser ved en skønhedskonkurrence, hvor parret fungerer som dommere.


   
FLERE filmhøjdepunkter genskabes på scenen, f.eks. County Hospital-sketchen med nødder og hårdkogte æg. Stan og Ollie synger »The Trail of the Lonesome Pine«, så ikke et øje i salen er tørt. Shirley Henderson spiller Lucille Hardy, Nina Arianda er den formidable Ida Kitaeva, som Laurel endelig blev lykkelig med. Danny Huston spiller sjuften Hal Roach, der overlevede sine stjerner. Roach var 100 år, da han døde i 1992.
   Gøg & Gokke er fantastisk seværdig. Den er charmerende, nænsom og meget nostalgisk, men betragter dog verden med knastørre øjne. Moralen er dybt kommerciel. Det gælder om at have fuld ophavsret. Til slut bliver det aften for Ørkenens Sønner. Der er ingen præmie for udholdenhed.

Se også Store instruktører: Charles Chaplin 1889-1977 [Evig Latter]; Mike Leigh: Topsy-Turvy (1999) [Evig Latter]; Evig Latter: Jacques Tati 1907-1982; Evig Latter: Dirch Passer 1926-1980 og Kjeld Petersen 1920-1962; Evig Latter: Komikeren Andy Kaufman 1949-1984; Besværgende latter: Komikeren Roberto Benigni.

*) Strengt taget er den første filmudgave The Wonderful Wizard of Oz (1910), som forfatteren L. Frank Baum producerede sammen med instruktøren Otis Turner. Der var dog tale om 'a one-reel wonder' af ti minutters varighed. Forlægget var den populære scenemusical, som Baum selv var med til at skrive, der blev opført i Chicago i 1902 og på Broadway i 1903. Man kan også argumentere for, at de animerede afsnit i multimedie-forestillingen Fairylogue and Radioplays, som Baum turnerede med i 1908, var en tidlig Oz-filmatisering. Men først i 1925 blev det teknisk muligt at lave en dramatisering i moderne spillefilmslængde.
   Larry Semon spillede fugleskræmslet og instruerede selv The Wizard of Oz, hvor Oliver Hardy har dobbeltrollen som den ene karl på gården i Kansas og Tin Man/Skovhuggeren i Oz. Dorothy Dwan spiller Dorothy. Filmen varer 81 minutter. Baums søn er krediteret for manuskriptet. Mark Evan Schwartz’ Oz before the Rainbow: L. Frank Baum’s The Wonderful Wizard of Oz on Stage and Screen to 1939 (Johns Hopkins University Press, 2000) er en detaljeret guide til alt det, som kommer før MGM-filmen fra 1939. På 3-disc udgaven af MGM-filmen fra 2005 kan begge de gamle versioner opleves. Hardys rolle er stor nok til at gøre 1925-filmen interessant for Gøg & Gokke-fans. Især gør han indtryk som romantisk stemt landarbejder. Se i øvrigt henvisninger i Landet bag regnen: L. Frank Baum og The Wizard of Oz (1900/1939).


Stan & Ollie (Gøg & Gokke). Instr.: Jon S. Baird. Manus: Jeff Pope. Foto: Laurie Rose. 98 min. UK-Canada-USA 2018. Dansk premiere: 25.04.2019.


Fotos: Foto: Entertainment One/ Sony Pictures Classics/ UIP/ Mediadrum/ Dansk Kulturarv/ Cinematerial [+]
Filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, Grand Hjemmebio, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy, YouTube Film
2K Blu-ray fra Noble Entertainment 12.09.2019
Artiklen stod i Weekendavisen Kultur 26.04.2019