Translate

Viser opslag med etiketten Paris. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Paris. Vis alle opslag

torsdag den 2. september 2021

Richard Linklater: Before Sunset (2004)


ROMANTIK FOR REALISTER
En chance mere ni år efter

Af BO GREEN JENSEN

DE mødtes i Wien og forelskede sig. Det ved enhver, som husker Jesse (Ethan Hawke) og Céline (Julie Delpy) fra Richard Linklaters Before Sunrise (1995), en nyromantisk kærlighedsfilm der med tiden har fået småklassisk status. Han kom med toget fra Spanien. Hun skulle næste dag til Paris. Linklater skildrede mødet med lydhør sans for tidens tone og et diskret nik til alle de filmiske fortilfælde, som Før solopgang stod på skuldrene af.
   Ni år senere er Jesse på bogturné i Europa for at promovere romanen This Time, der skildrer et lignende kærlighedsmøde. Sidste station på signeringsrejsen er Shakespeare and Company i Paris, den ikoniske engelske boghandel, hvor modernisterne mødtes back in the day. De fremmødte læsere spørger til modellen for pigen i bogen. De vil også gerne høre, hvad der videre skete for parret.
   Jesse svarer undvigende, let og koket. Alle ved jo, at han har en kone og en søn hjemme i New York. Publikum går, boghandleren hidkalder Jesses bil. Der er nu 81 minutter til, at Jesse skal være i lufthavnen. Da er det, at Céline giver sig til kende.


DEN første film var bemærkelsesværdig både for sin form og for sin tone. Efter ti år med ironien i højsædet demonstrerede Linklater – som dengang var synonym med den grynede, slentrende zeitgeist i Slacker (1990) og Dazed and Confused (1993) – at den desorienterede, historieløse og alle vegne udskældte Generation X ikke havde mistet evnen til at forelske sig. Dialogen var delvis improviseret og sprang fra banale til evige emner. Endelig koncentrerede filmen et forløb på 14 timer. Der var intet før og efter. Parret aftalte at mødes seks måneder senere. Så skiltes de ved daggry og forsvandt.



VED gensynet smelter årene væk. En stor del af charmen ved Linklaters film ligger i måden, den generobrer klicheerne på. Kærligheden er om muligt blevet større. Parret er nu midt i trediverne og bærer på en del mere dødvægt. De elskende fortsætter dog, hvor de slap, får hurtigt talte sig varme på hinanden og kommer rundt om mange emner i samtalen, der skiftevis har indhold og er et påskud for at holde fast. Også Before Sunset er en katalog over emner, som optager Linklaters generation. Der er denne gang slet ikke redigeret i kronologien. Med Paris som baggrund slentrer parret rundt i virkelig tid.


»ROMANTIK for realister,« har Linklater (f. 1960) kaldt, hvad han søger i filmen. Han havde ligesom Hawke (f. 1970) og Delpy (f. 1969) gået med en følelse af, at historien ikke var færdig. De tre har udviklet fortsættelsen sammen, og når Before Sunset lykkes så besnærende, skyldes det netop den henslængte, halvvejs tilfældige tone. Vi er vant til at få vores film serveret som komedie, tragedie, thriller eller melodrama, men i virkeligheden er tilværelsen ikke genrebestemt. Tingene sker for os hulter-til-bulter, og de evige spørgsmål blander sig med banale detaljer.
   Linklater udtrykker dette præcist. Som tilskuer håber man selvsagt, at Jesse denne gang bliver hos Céline. Den dydige engel på højre skulder kan ganske vist hviske, at de gamle flammers genforening ikke vil vække begejstring hos Jesses familie, men vi ser aldrig konen og barnet, så det er let at deaktivere bekymringen. Sagen er jo, at denne kærlighed føles rigtig. Måske fik man rodet sig ind i noget andet, men det var fordi den elskede manglede.


BÅDE Hawke og Delpy har fået mere karakter. Hun synger to af sine sange (balladen »A Waltz for a Night« findes også på albummet Julie Delpy). Han reflekterer over kunstens væsen (Hawke er forfatter til romanerne The Hottest State og Ash Wednesday). De udveksler dybsindige almindeligheder om prisen for globalisering. Han beder hele tiden chaufføren vente. De tager hen til hendes lejlighed. Når han flyet, og hvad vil han vælge? Der er en rigtig slutning, skønt den falder chokerende henslængt. Den skal afgjort ikke røbes her.


DEN fine hverdagstone har altid været Linklaters adelsmærke. Han har også gjort det i platheder – som teenagefarcen School of Rock (2004) – og mere selvbevidste dybsindigheder som animationsfilmen Waking Life (2001). Her er han atter ved udgangspunktet, life and life only, og markerer sig som en distinkt overlever i filmbranchens kommercielle cirkus. Before Sunset er et sanseligt snakkestykke, som man må have et hjerte af sten for at afvise.



Before Sunset – Før solnedgang. Instr.: Richard Linklater. Manus: Julie Delpy, Ethan Hawke og Richard Linklater. Foto: Lee Daniel. 81 min. USA 2004. Dansk premiere: 30.07.2004.


Fotos: CineMaterial/ Filmaffinity/ MovieStillsDB/ Criterion Collection
Filmen streames på Apple TV, Blockbuster, Rakuten TV, SF Anytime, ViIAPLAY, YouTube Film
2K Blu-ray fra The Criterion Collection [i bokssættet The Before Trilogy (Spine #856)] 28.10.2019
Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 30.07.2004

lørdag den 3. juli 2021

50 år efter: Et digt til Jim Morrison 1943-1971

[Jim Morrison døde i Paris den 3. juli 1971. I dag er det 50 år siden. Han skrev flammende digte og sang i The Doors. Han var 27 år til sidst.]     

MORRISON 
 
I

Til sidst er det morgen i Morrisons stue.
50 år er gået og jeg sidder med hans ting.
Jeg kan næsten høre ham henne ved skærmen
Hvor tvivlens rappe løver står på spring.

Han mumler om Nåde & Stor Motorvej
Han sværger ved Striptease & Blaffer
Ved vanvittig pige & vanvittig dreng
& bliv i min sjæl Indianer

Til sidst må der have været Støvet
En hånd af elektriske fingre om hjertet
& den glasklare undren ved bare at være
endnu en skamskåren mand der går ned.


II

De rejsende biler på rustboulevarden
Skøgernes stemmer ved sceneindgangen
Solnedgang støbt i en brynje af marmor
& smedejernsmasken for drenge i brunst:

Til sidst må der have været Havet
& byen som stiger i blindt hvidt lys
hvor lyset skures af konflagrationer
til kernen af fremtid er hærdet & ren

(Da forestillingen om renhed fødtes
blev alting tabt uigenkaldeligt).


III

Til sidst må der have været Aske
Besvimelsens ord fra stationer i sindet
& sikkert et smykke med glemsels indfatning,
hvidgylden tyngde & kant af diamant.

Han lytter til pigernes stemmer i gangen.
Den gule ting er stået op. Tid
til en ø, at blive fuld, skrive & sejle
i buet dånende sommer.

Verdener hinsides & Verdener efter
Til sidst må der have været Lyset.

 


IV

Hukommelsesfragten bliver ved under jorden
& mindst ni vinde & mindst fire liv

passerer i tragten ved sommerens kant.
Jeg tror han fandt en kvindes mund.

Jeg tror han rammer skrinets bund.
Jeg tror han trækker flugten ned.
Jeg tror han strejfer Blomsten.
Jeg tror han finder fred.

Parfumen fra i går er varm. Jeg tror
han ser en sol under vandet. Jeg
tror han slikker fisse indtil sindet
løber rent. Jeg tror han hører tog
derangere fra Vildnis til Undergrunden
i den Store Amerikanske Nat.
 
 
V

En varm kvindestemme
kalder drengen ind fra leg.
Jeg tror han vejrer morgen.
Jeg tror han dør

Alene & uigenkaldeligt
for at blive kaos
& komme tilbage
som en gejl gud
når det stille

Hav sammensværger et Harnisk. 
 
BGJ 
 


Digtet står i samlingen En krans til de faldne (1992) ss. 31-35. Det er nænsomt ajourført til lejligheden. Mere på bogreenjensen.dk

søndag den 16. maj 2021

Céline Sciamma: Portræt af en kunstner i virkeligheden [2020]


PORTRÆT AF EN KUNSTNER I VIRKELIGHEDEN
Et interview med filmskaberen Céline Sciamma

Af BO GREEN JENSEN

CÉLINE Sciamma er født i Paris i 1980. Hun voksede op i Cergy, »en ny by i de nordvestlige forstæder«, og tilbragte en stor del af sin barndom og ungdom i biografen Utopia, som heldigvis viste de rigtige film: Ken Loach, Broerne i Madison County, Fritz Langs Metropolis, David Lynch.
   »Det var en biograf med en visuel signatur: der var en masse rødt plys og en stærk lugt af træ. Det føltes virkelig som et teater. Det føltes virkelig som noget særligt. Jeg kom der tre gange om ugen. Jeg var en enspænder. Men det føltes mindre ensomt i biografen.«
   Filmen, som gjorde en forskel, var Krzysztof Kieslowkis Tre farver: Blå. »Jeg var 13 år. Det var første gang, jeg ventede på en film fra en bestemt instruktør, og jeg tror, det var første gang, jeg gik i biografen alene. For det handler ikke kun om filmene, også om oplevelsen af at gå derind. Jeg kan huske, at jeg cyklede i regnen. Biografen lå otte kilometer væk. Det føltes som første gang, jeg havde truffet en beslutning for mig selv på den måde. Da jeg kom ud, var det regnvejr, og jeg havde en blå regnfrakke. Jeg kan huske den forbindelse mellem filmen og mit liv. Det handler ikke bare om at søge ly i biografen. Det handler om i hvor høj grad, den smitter af på dit eget liv.«*


SCIAMMA gik på La Fémis, den berømte parisiske filmskole. Her skrev hun manuskriptet til Les pieuvres (»Water Lillies«), som blev vist i både Cannes og Toronto i 2007 (og på Buster i Danmark det følgende år). Det var en lesbisk kærligheds- og jalousihistorie om 15-årige piger. Adèle Haenel, som spiller kunstnerens model i Portræt af en kvinde i flammer, havde sin første hovedrolle i Water Lilies.
   Sciamma behandlede tidligt identitetspolitikken, der blev så vigtig i 2010erne. Tomboy (2011) handler om Laure på ti år, der præsenterer sig som drengen Mikhaël, da familien flytter til et nyt kvarter. Sciammas sidste ungdomsfilm var Bande des filles (Girlhood), som fik dansk premiere i 2014. I 2020 er hun 40 år og foretrækker at tale om voksne kvinder.
   Portrait de la jeune fille en feu er et spring på alle måder. Filmen er et realistisk periodestykke; en skildring af kærlighed mellem to kvinder; en refleksion over forholdet mellem kunstner og motiv, men også en analyse af forholdet mellem kunst og betragter. Der er en høj grad af metatekstuel bevidsthed, som Sciamma ikke vægrer sig ved at stå ved.**



I 1770 ankommer portrætmaleren Marianne (Noémie Merlant) til et afsondret slot på en ø i Bretagne. Hun skal male husets giftefærdige datter. Marianne har en kort samtale med modellens italienske mor (Valeria Golino). Så er hun alene med Héloïse (Adèle Haenel), som ikke vil males (fordi hun ikke vil giftes) og stritter imod i mange omgange.
   Der er tilnærmelser og fortrolighed. En gensidig tillid vokser sammen med en gensidig tiltrækning. Der er en stor og brat hengivelse. De elskende tager afsked for aldrig at mødes igen. Endelig er der portrættet, som koncentrerer det stormfulde forhold.
   Det er ikke portrættet, som kunstneren maler på øen. Det er billedet, som hun maler efter erindringen og viser eleverne mange år efter. Det hænger stadig på væggen og brænder. Det er billedet, som taler sandt.


PORTRÆT af en kvinde i flammer
var en stor succes på Festival de Cannes i 2019. Juryen kunne have kåret en guldpalmevinder, men også dén pris tog Bong Joon-hos Parasite. Sciamma fik prisen for det bedste manuskript. Det gentog sig ved uddelingen af De Europæiske Filmpriser. Ved Golden Globe-uddelingen i januar 2020 blev den kåret som årets bedste internationale film. Sciamma rejste verden rundt med Portræt i år. Imens må hun have skrevet på Petite Maman, som var i konkurrence på Berlinalen 2021. 
   Jeg møder Sciamma på et hotel i Paris. Det er en lille rundbordssamtale med to andre journalister Hun må have hørt de fleste spørgsmål mange gange. Det kan man faktisk ikke mærke på den iver, som hun svarer med. Hun stryger sig hele tiden i håret og læner sig frem, når hun taler. Sciamma har grund til at være stolt. Hun er sindbilledet på en kunstner i blomst.



– Det er en film om begær og erindring. Hvad fylder mest i historien?
   »De er ikke til at skille ad. Jeg ville bryde med den gængse, globale fortælling om konflikt og forhandling. Forførelse og forelskelse. Og med forestillingen om, at en lykkelig kærlighedshistorie altid handler om besiddelse. Eller har et tragisk udkomme. Især fordi det er en lesbisk kærlighedshistorie. Lesbiske er blevet ’ofret’ i filmkunsten i så mange år.
   Så hvad er en lykkelig slutning, og hvordan fortæller man den historie? Mit udgangspunkt var en situation, hvor parterne føler sig stillet lige. En emanciperet kærlighed. Så jeg arbejdede virkelig med at finde den rigtige fortælling og skabe den rigtige struktur. Og på at finde ud af, hvordan man får den rigtige balance mellem erindringen om et kærlighedsforhold og nutiden i et kærlighedsforhold. På et tidspunkt slog det mig: Det er jo ligesom Titanic. Det var, hvad jeg tænkte lige bagefter. Den samme struktur og de samme motiver. Der er et øjeblik, hvor de elskende tager afsked. Farvel betyder virkelig farvel, og de véd det. Hvilke spændinger medfører det? Det var dét, jeg ville sætte fast på lærredet.«



– VAR der megen research?
   »Jeg tror, jeg brugte tre år på at undersøge perioden, for jeg ville undgå anakronismer. Jeg undersøgte meget omkring tiden, især i det kunstneriske landskab, hvad en maler ville male osv. Jeg lærte virkelig meget. Jeg anede ikke, at der var så mange kvindelige kunstnere i perioden. Der var flere hundrede, som vi aldrig hører om. Der var megen teknisk research omkring faget. Hvilket farvepigment, en kunstner som Marianne ville vælge; hvordan hun ville transportere sine arbejder osv.
   Jeg undersøgte også intimiteten, som vi heller aldrig hører om. Mange af de eksperter, man spørger til råds, kan sige alt muligt om, hvilke kjoler og hatte, en kvinde fra tiden ville gå med, men ikke noget om samværsformer, tonen mellem kvinder, afbrudte graviditeter, hvad de spiste, hvilke stoffer de tog. Man må stykke det sammen ved at læse en masse gamle bøger, der er skrevet af kvinder. Det er spændende arbejde, men det tager tid. Gudskelov for Google, siger jeg bare.«



– Når man læser om tiden – for eksempel hos Foucault og Peter Gay og andre mentalitetshistorikere – så hører man nok, at der var tavshed om homoseksuelle relationer. Men i nogle miljøer også tolerance og accept. Det var bare en anden slags kærlighed. Kunne det være sådan i det særlige sociale lag, hvor du finder disse to kvinder?
   »Der var jo ikke engang et ord for det dengang. Lesbiske blev kaldt tribader. Der var ingen identitet forbundet med homoseksuel kærlighed, den eksisterede ikke i det offentlige rum. Men det er muligt, at den blev tolereret. Jeg prøver ikke at vise det som en konflikt i samfundet eller i individet. Det er en anden historie. Jeg er mere interesseret i kærligheden som en mulighed, hvordan den føles for dem hér og nu.
   Der har altid været den slags kærlighedshistorier. Jeg ved ikke om de blev tolereret, for de blev ikke fortalt. Men jeg er ret sikker på, at intimitetens politik var den samme. Det er de samme energier, der styrer seksualiteten gennem hele historien, mener jeg. Vi kan stole på, at vores følelser nu er stærke nok til at inkarnere lidenskaberne fra dengang. Især hvis er tale om skjulte lidenskaber, som undgår og omgår de herskende koder. Jeg er ret sikker på, at fremstillingen er nøjagtig.«



– Stuepigen Sophie er altid med i billedet...
   »Jeg ville tale om søsterskab, og jeg ville kropsliggøre søsterskabet. Det er ikke en film om social ulighed og dominans. Der er ingen dominans, for kvinderne har et naturligt forhold til hinanden. De accepterer tingenes tilstand og tager den sociale orden for givet.
   Det handler om forholdet mellem en kunstner og hendes model. Vi var enige om ikke at lege med forestillingen om et socialt hierarki. Så stuepigen Sophie er især en sekundær karakter. Du ser hende aldrig i billedet alene, men hun er med i udkanten af mange scener. Hun står ikke og lytter ved døren eller går til hånde hele tiden. Historien bruger hende ikke til noget. De er sammen i køkkenet. Héloïse laver mad, Sophie gør rent, kunsteren arbejder. De er bare sammen som søstre. De tager hensyn og nærer omsorg. Det er et stærkt politisk statement, synes jeg.«


JEG overvejer at spørge Sciamma, om hun brugte Germaine Greers bog The Obstacle Race (1979, da. Forhindringsløbet), som fortæller om netop de kunstneres tid. Hun er allerede i gang med at svare:
   »Jeg var optaget af, hvordan portrætmalerne dengang brugte symboler og allegoriske beskeder. Hvis et fuglebur i baggrunden er åbent eller lukket, kan du se, om kvinden er jomfru. Forskellige dyr er seksuelle metaforer. Der er et stort øjeblik til slut, mange år efter, hvor Marianne ser et portræt af Héloïse og hendes datter. Marianne leder efter et budskab. Først kan hun ingenting se, så bliver hun opmærksom på, at Héloïse holder en bog og har fingeren sat ind ved side 28. Det var den side, hvor Marianne sagde, at Héloïse skulle tegne sig selv. Så hun har husket det hele og er der endnu.
   Side 28. Når du ser det på papiret og på lærredet, er det bare et tal, men efter filmen er det et ord i et sprog, som du vil kunne tale flydende og forstå. Så det gælder om at knytte din forbindelse til filmen og lægge forholdet fast. Der er tale om en ganske kort, intens periode, en uge eller ti dage, i kvindernes liv. Jeg vil jo have, at tilskueren føler sig lutret. Jeg vil have publikum til at gå ud og få tatoveringer med Side 28.
   Så det handler ikke om at skildre alle de gode eller dårlige ting. Det handler om følelsen, som bygger op, bliver tæt og når et klimaks. Om at blive betragtet meget intenst. Og om at se intenst på alt hele tiden. Du skal føle, du har set hele kærlighedshistorien.
   Der er en aktiv dynamik mellem de to tidslag i filmen. Marianne ser Héloïse for sig som brud. Hun har tidligt en forudanelse om det sidste billede, hun vil se. På en måde ser vi hele historien på én gang. Så det handler lige så meget om dit forhold til filmen. Og til din egen erindring, for det levner historien plads til, især i sidste akt. Du skal se den, som om det var din kunst og din erindring. Jeg tænker mere på din rejse som tilskuer end på de fiktive karakterers udvikling.«


– Kan en film koncentrere erindringen som et billede eller en bog kan?
   »Det er bestemt min ambition. Det er jo det, jeg selv leder efter i en film. Det er dét, de gode film gør for mig. At finde et nyt sprog og pludselig se og forstå dette ene billede. Du er meget aktiv som tilskuer. Du er til i dette billede. Det tilhører dig. Jeg vil have, at du betragter filmen, men også, at du føler dig betragtet af filmen og genkendt. Det er den dynamik, jeg prøver at projicere. Jeg mener bestemt, at film kan besidde den kraft.«
   – Man er vant til at høre musik i historiske film. Den er med til at tegne perioden. Her er der næsten ingen musik.
   »Det var en beslutning, jeg tog meget tidligt i skriveprocessen. For så bliver det en anden film, der i sig selv skal være rytmisk og musikalsk. Filmen handler også om sult efter skønhed og kunst. Efter billeder og musik. Hvis man ville høre musik, gik man i kirke om søndagen. Og blev overvældet. Vi kender ikke den følelse nu, hvor der er sådan en demokratisk adgang til alle slags kunst, at vi er overmættede. Men dengang har følelsen været akut. Jeg ville sætte dig i samme situation, så der er lighed mellem tilskueren og karaktererne.
   Samtidig vidste jeg, at når musikken var der, når den endelig kom, var den noget, man ville føle meget stærkt. For filmen handler også om, hvordan kærligheden uddanner os og åbner os over for kunsten. Du skal revurdere hele dit forhold til musik. Og til musik på film. Så vi satser alt på de to stykker. Vivaldi er et klassisk hit. Sangen, som kvinderne synger på stranden, er ny, men den lyder som noget, de kender.
   Det er jo en udfordring. Og en helt anden måde at gøre det på. Du hører, hvad de hører. Du er i deres sted. Og fraværet af musik skærper samtidig nærværet. Det ændrer hele universet. For nu må du arbejde rytmisk med de lyde, som er der naturligt: vejrtrækningen; havet og vinden; knasende brænde; kul på papir, når hænderne arbejder.
   Så meget handlede om rytmen. Jeg sagde: Nu går du hen til hende, og det er fem skridt, sådan hér, i dette tempo, hverken mere eller mindre. Melodien er nu i personernes rytme. Musikaliteten har stadig prioritet.«



– Landskabet føjer meget til oplevelsen. Var det svært at finde det rigtige sted?
   »Jeg vidste, at filmen skulle optages i Bretagne. Det skulle være et strengt og næsten fjendtligt landskab og også en location, som havde denne gotiske atmosfære. Det er meget fransk, men det er også engelsk, hele atmosfæren af romantisk litteratur. Emily Brontës Stormfulde højder var en stor reference. Så manuskriptet skrev jeg med henblik på Bretagne, og der var mange strande at vælge imellem. Men slottet ledte vi efter i lang tid. De er som regel sat i stand og bliver brugt som kulisser ved bryllupsarrangementer, så der er en forloren atmosfære ved det hele. Slottet i filmen er faktisk et rådhus. En fløj bliver brugt som kontor, resten har ikke været rørt i hundrede år. Så da vi fandt det, føltes det så ægte og virkeligt, der var virkelig en vibe fra fortiden. Vi rørte det knapt. Vi kom med trækasserne og nogle linnedgardiner, og det var det.«



– Marianne har en rød kjole. Héloïse har en grøn og en blå…
   »Det er første gang, jeg har arbejdet med en kostumedesigner. Jeg valgte selv kostumerne til mine andre film, og det indebar en masse shopping, men ellers var det enkelt. Her var det vigtigt at få detaljerne korrekte. Det skulle ikke være en parade af balkjoler i silke. Den grønne kjole er noget andet end det Watteau-skrud, som film om den tid ofte vælger. Jeg ville give dem hver sin farve, hver sin uniform, for at skabe en superheltedynamik.
   Vi brugte megen tid på de kjoler. Der var ingen prøver før optagelserne. Så de fleste samtaler handlede om kostumedesignet. Den farve til den karakter. Til sidst var det chokerende at se dem i andet tøj. Men det virker. Især i den sidste scene i teatret. Kjolen, som Adèle Haenel har på, er en autentisk kjole fra det 18. århundrede.«

*) Beskrivelsen af biografen Utopia er fra et mini-essay, som Sciamma skrev/fortalte til serien »Dream Palaces«, der er en fast enquete/klumme i det britiske filmtidsskrift Sight & Sound.

**) Portrait de la jeune fille en feu bliver streamet adskillige steder (se nedenfor). Det kan stærkt anbefales at anskaffe blu-ray-udgaven fra The Criterion Collection (#1034), som for det første aldrig bliver taget af platformen og for det andet indeholder en masse nyttigt baggrundsstof. Billedkunstneren Hélène Delmaire, der har udført de malerier, som Marianne/Noémie Merlant arbejder på i filmen, fortæller om sin arbejdsproces og har designet udgivelsens artwork sammen med Criterions designchef Eric Skillman. Maleriet på omslaget (der fungerer som uncial i denne artikel) er udført specielt til blu-ray-udgivelsen. 




Céline Sciamma blev interviewet på Hotel Collectionneur i Paris den 20. januar 2020 [Unifrance 22. Rendez-vous with French Cinema]


Fotos: Lilies Films/ MK2/ Camera Film/ The Criterion Collection/ Hélène Delmaire (paintings + artwork)/ MUBI (Sciamma Portrait)/ ABC News (Sciamma w/ Haenel & Merlant)/ Unifrance
Filmen streames (maj 2025) på Apple TV, Blockbuster, FILMSTRIBEN, Grand Hjemmebio, Rakuten TV , SF Anytime, Viaplay Store, YouTube Film
2K Blu-ray fra The Criterion Collection (Spine #1034) [region A] 23.06.2020
2K Blu-ray fra Artificial Eye CURZON [region B] 08.06.2020
Interviewet trykt i Weekendavisen Kultur 14.02.2020     

torsdag den 1. oktober 2020

Bernardo Bertolucci: The Dreamers (2003)


OUTSIDERBANDEN
En bittersød erindring om 1968 

Af BO GREEN JENSEN

FORÅRET 1968 i Paris var tiden og stedet for ungdomsoprøret. I den ideologiske alliance mellem studerende og arbejdere fik tidens modkultur den politiske arm, som endnu savnede specifikke målsætninger, da musikken og blomsterne kom til magten i »kærlighedssommeren« året før. 1968 fik den varmeste sommer siden 1945, i Europa såvel som i USA.
   I Paris var der dog en diskret ouverture. Den havde at gøre med film og statslige ansættelsesforhold. Frankrig fik tidligt et aktivt filmmuseum, la Cinémathèque francaise. Her viste kuratoren Henri Langlois gamle film – alle slags film – for den generation af kommende kritikere og instruktører, der i 1960erne sprang ud som la nouvelle vague. Godard, Truffaut, Chabrol, Rohmer og Rivette mente alle, at de skyldte Henri Langlois stor tak.
   Derfor brød helvede løs, da kulturministeren André Malraux i februar 1968 afskedigede Langlois og erstattede ham med embedsmandstypen Pierre Barbin. Man demonstrerede ved Cinemateket og veg mod forventning ikke tilbage, da systemet gik så vidt som til at sætte stormtropper fra CRS ind mod mængden. Langlois blev genindsat, roen var for så vidt genoprettet. Men nu kunne man se, at protest gjorde nytte. I det britiske filmtidsskrift Sight and Sound – hvorfra jeg har denne baggrund - mener filmhistorikeren David Thompson ligefrem, at Daniel Cohn-Bendit, chefideologen bag studenteroprøret i maj, var direkte inspireret af optøjerne ved Cinemateket.



HER møder tre karakterer hinanden i Bernardo Bertoluccis underskønne The Dreamers. Amerikaneren Matthew (Michael Pitt) sidder aften efter aften og forsvinder ind i billederne. Han har nok bemærket den interessante Isabelle (Eva Green), som i regelen optager et sæde i nærheden, men det er først under demonstrationerne i februar, at han kommer i kontakt med hende og Theo (Louis Garrel). Søskendeparret hævder at være siamesiske tvillinger i sjælen. 
   I hvert fald har de modermærker i samme facon og kan gøre næsten som de vil i den kulturradikale husholdning hos forældrene, en etableret digter (Robin Renucci) og hans engelske hustru (Anna Chancellor). The Dreamers – som bygger på erindringsromanen The Holy Innocents (1988) af den skotske kritiker og forfatter Gilbert Adair – skildrer nu den sære mellemtid, som de tre unge elskende tilbringer sammen i dét, vi husker som frihedens forår.*
   Også Adair og Bertolucci husker 1968 som en paradisisk parentes, hvor farverne stod stærkere og livet føltes lidt mere udsat. De husker dog også slangen i græsset. Allerede i 1996, da han var i Cannes for at lancere Stealing Beauty, fortalte Bertolucci om sit drømmeprojekt: en film som skildrede 60erne i den krønikeform, der havde fungeret optimalt i 1900 (1976).
   Ideen blev i 2003 til The Dreamers, som fik premiere på filmfestivalen i Venedig. I mellemtiden var det brede episke lærred muteret til en lille akvarel i pastelfarver. Myldrebilledet med massevis af karakterer er blevet et kammerstykke for tre personer. Men det er fortsat 60ernes eftermæle som formuleres. I et manifest som siger, at følelsen i drømmen lever videre.



FULDT forløst er filmen måske ikke. Den lange mellemakt bliver i lejligheden, da man for længst har indset, at Matthew, Theo og Isabelle er i færd med at lukke virkeligheden ude. Vi længes efter stenen, som knuser ruden til slut, da »gaden kommer ind ad vinduet«.
   Gilbert Adair har om sin roman sagt, at der er tre lag utopisk praksis i spil: en politisk utopi, som kulminerer i oprøret ude på gaden; en personlig og seksuel utopi, som for en tid realiseres, da tvillingerne og deres ven finder sammen; samt en kunstnerisk utopi om filmen som kollektiv drøm. I sine reneste scener viser The Dreamers alle disse lag på én gang.
   Begyndelsen står stærkest, fordi Bertolucci med overrumplende friskhed sætter uret tilbage, så vi er midt i det hele igen, i Paris på gaden i modstandens forår, da barrikaderne smykkes med blomster, skønt krigen er virkelig nok. Imidlertid er det forelskelsen via filmkærligheden, der løfter The Dreamers helt op til himlen. I korte indstik citerer Bertolucci de film, som drømmerne dyrker: Sam Fullers Shock Corridor, Greta Garbo i Dronning Kristina, Fred Astaire i Top Hat, Marlene Dietrich i Blonde Venus.


MATTHEWS ildprøve bliver forsøget på at forbedre rekorden fra Jean-Luc Godards Bande à part (1964, da. Outsiderbanden). Her løber Anna Karina, Claude Brasseur og Sami Frey gennem Louvre på ni minutter og 47 sekunder. Green, Pitt og Garrel forbedrer tiden i en scene, der føles lige så frisk. I foråret 1968 stod Bertolucci selv på gaden i Rom og filmede Partner. Fire år senere optog han Sidste tango i Paris on location. Al denne fortid sidder i The Dreamers, som aldrig docerer om perioden, men lever i og er ét med sin tid.
   I forældrenes kæmpemæssige lejlighed går de smukke børn til bords, i bad og i seng med hinanden. De bruger alle pengene og lærer kapitallogik på den hårde måde. Kan man ikke gætte et filmcitat, må man betale en bod, mens de andre ser på. Theo onanerer på knæ foran fotoet af Dietrich i Den blå engel. Matthew deflorerer Isabelle. En sjælden gang trænger gadestøj ind i lejligheden, men de tre holder efterhånden op med at gå ud. Cinemateket er jo alligevel lukket.



DET kan selvsagt ikke blive ved sådan for drømmerne, der hed Les enfants terribles hos Jean Cocteau, som Adair ikke lægger skjul på, at han hylder. Der er også lidt Jules et Jim over filmen, lidt Phantasterne og Den kroniske uskyld. Vennernes trekant, kærlighedspuppen, er jo endnu mere evig end den gængse, som består af manden, hustruen og elskerinden eller hustruen, manden og elskeren. Tvillingernes latente incest er en sødmefuld sygdom til døden. Stenen slår hul ud til virkeligheden. De vågner lige så brat som vi.
   I de sidste skelsættende optagelser fra gadekampene i maj 1968 har modstanden mistet sin uskyld. Et konstant motiv i filmen er, hvordan dogmatikeren Theo i diskussionerne med Matthew konsekvent foretrækker den maskinelle ensretning over for enerens outsiderstatus. Han sætter Charles Chaplin over Buster Keaton, Eric Clapton over Jimi Hendrix, Maos ene røde bog over resten af regnbuebiblioteket. På gaden til slut skal de to vælge side, og Isabelle må bestemme sig for, hvem hun følger. Scenen er meget smukt realiseret.
   Indirekte har The Dreamers også en instruktiv kommentar til ideologikrigen om den nærmeste fortid, som debatten til stadighed fører herhjemme. Jeg skal ikke røbe alt, men det skader ikke at forberede tilskueren på det fornemme slutbillede: de brudte barrikader ligger hen i natlys, røg og flammer. På lydsporet synger Edith Piaf, at hun intet fortryder, men allerede få linier inde fortrænges »Je ne regrette rien« af temaet fra begyndelsen, Jimi Hendrix’ visionære lydritual »Third Stone from the Sun«.



MAN tænker da på begyndelsens billede af Matthew på vej over Pont Ilena med et eksemplar af Cahiers du cinéma i hånden. På filmen er der gået tre måneder, fra lukningen af Cinemateket til de regulære gadekampe i maj. I virkeligheden er der gået 36 år, og filmen er sig denne afstand bevidst. Jean-Pierre Léaud, François Truffauts alter ego, holder skiftevis tale på gamle dokumentaroptagelser og i dramatiske rekonstruktioner, som Bertolucci klipper dem sammen med.**
   The Dreamers blev Bertoluccis bedste film efter 2000 og hans yngste arbejde i umindelige tider. Her er intet af gammelmandssygen fra den slibrige Stealing Beauty. Den forlorne forklarelse fra The Last Emperor og Little Buddha er lagt på hylden. Vi er tilbage i det politiske krydsfelt mellem historiske kræfter og menneskelig drift, som var hovedsagen i Konformisten, Sidste tango og Luna. The Dreamers bliver nu og da eksalteret, men energien er magisk og tidløs.


*) The Holy Innocents udkom i 1988. Romanen blev revideret og genudgivet som The Dreamers i 2003. Også manuskriptet til The Dreamers udkom i bogform. Gilbert Adair (1944-2011) skrev ti fiktionsværker 
– også Love and Death on Long Island (1990) er filmatiseret – og en række kritiske essaysamlinger. Romanerne i Evadne Mount-trilogien er raffinerede pasticher på den britiske guldalderkrimi. Især Hollywood's Vietnam (1981) og The Postmodernist Always Rings Twice (1982) er originale. I britisk sammenhæng blev hans rolle ofte at forklare fransk teori for engelske læsere, hvilket han gjorde på vittig vis i talrige klummer. I Flickers: An Illustrated Celebration of 100 Years of Cinema (1995) har han samlet en personlig kanon, som han uddyber i karakteristisk idiosynkratisk form. Adair blev kun 66 år. Forfatterskabet er desværre ikke oversat.


**) Jean-Pierre Léaud (f. 1944) var 15 år, da han spillede Antoine Doinel i Truffauts Les 400 coups (1959, da. Ung flugt), filmen der indvarslede la nouvelle vague sammen med Agnès Vardas La Pointe Courte (1955) og Jean-Luc Godards À bout de souffle (1960, da. Åndeløs). Antoine Doinel-skikkelsen optræder siden i kortfilmen Antoine e Colette (1962), Baisers volés (1968, da. Stjålne kys), Domicile conjugal (1970, da. Elsker 
– elsker ikke) og L'amour en fuite (1979, da. Kærlighed på flugt). Efter Truffauts død blev Léaud en talisman for nybølgeinstruktørerne. Godard castede ham som inspektør Neveu i Détective (1985). Han har kuriøse cameoroller i film af Tsai Ming-liang og Aki Kaurismäki. Typisk bliver han castet som ikoniske instruktører, det er gået ned ad bakke for: Réne Vidal, som genindspiller Louis Feuillades' Les Vampires (1915) i Olivier Assayas' Irma Vep (1996); rugbrødsinstruktøren i Bertrand Bonellos Le pornographe (2001). Først i nyere tid er det lykkedes ham at træde helt ud af skyggen. Léaud er fremragende som den dekadente, døende solkonge i Albert Serras La mort de Louis XIV (2016). 



The Dreamers (I sognatori). Instr.: Bernardo Bertolucci. Manus: Gilbert Adair. Foto: Fabio Cianchetti. 115 min. Italien-Frankrig-UK-USA 2003. Dansk premiere: 06.05.2004


Fotos: Recorded Picture Company/ Fiction/ Peninsula Films/ HanWay Films/ Fox Searchlight Pictures/ Medusa Film/ Tele+/ CineMaterial/ FilmAffinity/ FilmGrab/ MovieStillsDB/ Twentieth Century, YouTube [RPC Original Trailer]: 
Filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, Grand Hjemmebio, MUBI, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy, YouTube Film
4K UHD + 2K Blu-ray fra Icon Film Distribution (UK) 13.05.2024
Trykt første gang i Weekendavisen Kultur 07.05.2004 – forskelligt er skrevet til i september 2020