Translate

Viser opslag med etiketten Xavier Beauvois. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Xavier Beauvois. Vis alle opslag

torsdag den 2. juni 2022

Xavier Beauvois: Des hommes et des dieux/Om guder og mænd (2010)


TYVE I PARADIS
Om retten til ikke at vælge side

Af BO GREEN JENSEN

»Jeg har sagt: I er guder, I er alle sønner af den Højeste. Dog skal I dø som mennesker, og I skal falde som en af stormændene. Rejs dig, Gud, hold dom over jorden, for du har alle folkene som ejendom.«
   Titlen er taget fra Salmernes Bog, og Om guder og mænd er overhovedet oplyst af kristne begreber, som i filmkunsten sjældent behandles på et mere end kosmetisk plan. Ikke siden Michael Powells Black Narcissus (1947, da. Den sorte lilje), hvor Deborah Kerr havde rollen som priorinde på et kloster i Himalaya, har en ægte teologisk dagsorden fyldt så meget som i Des Hommes et des dieux.*
   Baggrunden er desværre autentisk. Natten til den 27. marts 1996 blev syv munke fra cistercienserklostret i Tibhirine i Algeriet ført bort af partisaner fra Groupe Islamique Armé, som krævede lederen Abdelhek Layada løsladt. Den 23. maj erklærede GIA, at munkene var blevet henrettet. Xavier Beauvois' film rekonstruerer forløbet, men undlader at sætte nationalitet på. Det kunne være hvor som helst i den franske Maghreb.



BEAUVOIS er først og fremmest interesseret i mændenes forsøg på ikke at engagere sig. For kan åndeligheden forholde sig ren, når historiens vinde raser? Og er det fast tro eller formastelighed, hvis man vælger at blive og sætte livet på spil? Munkene bliver flere gange bedt om at rejse, mens konflikten i området eskalerer til en regulær borgerkrig mellem regeringen og Den Islamiske Frelserfront.

   Traditionelt har brødrene, som alle er ældre, fransktalende mænd, levet i fred med den muslimske befolkning. Klostret fungerer som områdets nærhospital. Broder Luc (Michael Lonsdale) tilser børnene og giver deres mødre nye sko. Lederen Christian (Lambert Wilson) kender både Koranen og Bibelen og er fast besluttet på ikke at lade sig presse, hverken af partisanerne eller de aggressive regeringstropper.



FILMEN skildrer i roligt tempo og meget smukke billeder, hvordan det i længden ikke er muligt at opretholde klostrets urørlige status. Den første oprørsleder har respekt for Christians standpunkt, men snart bliver han erstattet af mere kompromisløse kræfter. Krigen intensiveres. I bogstavelige, men effektive scener står brødrene sammen og synger i farvet lys under billedvinduet, mens skuddene falder.
   En aften, da munkene igen har diskuteret, om de skal rejse eller blive, henter Luc to flasker ædel vin og lægger Tjajkovskijs Svanesøen på grammofonen. Her er filmens sande hjerte. Man deler brødrenes glæde og forstår, hvad forklarelse er. En regeringshelikopter hænger over klostret og er ved at overdøve musikken. Det lykkes ikke i første omgang, men den stemningsfulde nadver er munkenes sidste triumf.



OM natten føres syv af dem væk. Christians ord om at have levet rigtigt og gjort, hvad man kunne, så man atter kan mødes »som tyve i Paradis«, bliver fremsagt over et billede, som viser bordet, hvor munkene sad. Nu er stolene tomme. Til sidst forsvinder munkene ind i sneen sammen med soldaterne. En tekst fortæller, hvornår de blev dræbt. Kun den gamle Amédée overlevede og kunne fortælle historien.
   Des hommes et des dieux er en prunkløs film, som på én gang forsvarer mændenes ydmyghed, forklarer deres position og undrer sig over samme. Der er ikke noget ædelt over måden, som det slutter på. Munkenes død er en blank parentes i en verden, som er fuld af religiøs fanatisme og politiske myrderier. Også ved ikke at handle, taler brødrene trods alt bødlernes sprog.



HVIS man undersøger forhistorien, er der flere forklaringer på munkenes død. Det står klart, at de blev brugt som brikker i et politisk spil, som de nægtede at tage del i. Flere kilder hævder, at mændene døde i en mislykket redningsaktion. Andre mener, at GIA var i ledtog med regeringens sikkerhedsstyrker. Det spiller ingen rolle. Det er præcis disse jordiske spilfægterier, som munkene ikke vil opsluges af.
   Des hommes et des dieux handler om retten til ikke at vælge side, til ikke at tage del i krigen, som altid er et brodermord, fordi vi alle tilhører menneskeslægten og udgør en global familie. Xavier Beauvois’ film ligner en anakronisme, men er skabt i hjertet af tiden og taler meget stærkt til samme. Her giver troen atter mening. Det er det bedste forsvar for kristne værdier, man har set noget sted i nyere sted.



*) Black Narcissus
fra 1947 er en klassisk film om tro og fortrængning blandt britiske nonner, der er kommet til Himalaya for at etablere et kloster. Deborah Kerr er søster Clodagh, som får missionen betroet; Kathleen Byron er den psykotiske søster Ruth. Michael Powell og Emeric Pressburger optog filmen i Pinewood Studios, men det lykkedes fotografen Jack Cardiff at skabe betagende bjergbilleder. Især scenerne fra klokketårnet har sat sig.
   BBC fandt i 2020 på at lave en ny miniserie. Gemma Arterton har fået Kerrs rolle og fungerer endnu bedre. Søster Ruth bliver stadig overspillet. Som manden på stedet var David Farrar fra den gamle film blevet ubærlig. Alessandro Nivola er en forbedring. Diana Rigg medvirker i sin sidste tv-rolle, og Jim Broadbent ankommer ved juletid. Skønt meget er skabt med CGI, har filmholdet faktisk været i Nepal.
   Billederne og Brian Easdales musik var det bedste i den gamle film. Anna Dudleys score står svagere, men billedsiden kan måle sig med Jack Cardiffs. Charlotte Bruus Christensen begyndte som Thomas Vinterbergs fotograf på Submarino. Hun er både instruktør og fotograf på Black Narcissus. Hvordan serien er havnet hos Disney, kan man bare gisne om. Men smuk og berigende er den. 3 episoder, 176 min. Disney+

Om guder og mænd (Des hommes et des dieux). Instr.: Xavier Beauvois. Manus: Etienne Comar og Xavier Beauvois. Foto: Caroline Champetier. 122 min. Frankrig 2010. Dansk premiere: 07.04.2011.


Fotos: Why Not Productions/ Armada Films/ France 3 Cinéma/ France Télévisions/ Canal+/ Cine+/ CNC/ Cinémage 4/ Cofinova 6/ Soficinéma 6/ CAMERA FILM/ CineMaterial/  Sony Pictures Classics (Trailer via YouTube)/ Artificial Eye Curzon (via DVDBeaver/ Gary Tooze) (Blu-Ray screenshots)/ Unifrance
Filmen streames (juli 2025) på Blockbuster, FILMSTRIBEN, SF Anytime, YouTube Film
2K Blu-ray (regionsfri) fra Curzon Artifiicial Eye (UK) 11.04.2011
Anmeldelsen trykt i Weekendavisen Kultur 08.04.2011 + 04.06.2021 [Black Narcissus Note]

onsdag den 1. juni 2022

Xavier Beauvois: Les gardiennes | The Guardians | Vogterne (2017)


GÅRDEN I MIDTEN AF VERDEN
En stor film om stædige bønder

Af BO GREEN JENSEN

ÅRET er 1915, stedet en gård midt i Frankrig. Der er langt fra Haute Vienne i Limousin til fronterne i Den Store Krig, som alle egnens unge mænd bliver indkaldt til at kæmpe i. De tager afsted som patrioter, men kommer hjem med udslukte miner. Især har de erfaret, at tyskerne ikke er frådende hunner, men bønder og skolelærere som de selv.
   Vogterne er dog ikke mændenes film. De første billeder viser døde soldater i blå uniformer. Senere har Georges, den ældste søn, et livagtigt mareridt, hvor han kæmper mod tyske soldater. Han mejer dem ned på forskellige måder. Til sidst jager han en bajonet i officeren – og får et genkendelsens chok, da han vrider gasmasken af den døendes ansigt.
   Ellers er der ingen scener fra krigen. Af og til bliver der handlet i byen, og man henter sine slægtninge på stationen. Resten af livet foregår på markerne og i skoven ved slægtsgården Le Paradier. Her må kvinderne dyrke jorden og tage vare på driften, mens mændene er væk. Det er det samme på de andre gårde. Alle vogterne hjælper hinanden.


HORTENSE Misanger er matriarken, som koordinerer arbejdet. Sønnerne Georges og Constant er ved fronten sammen med svigersønnen Clovis. Datteren Solange hjælper til og underviser på landsbyskolen. Clovis har en datter, Marguerite, som håber at blive gift med Georges. For ham er hun dog snarere en ekstra lillesøster.
   Hortense er gift med Henri, som er for gammel og giftplaget til at hjælpe med andet end praktiske råd. I mangel af bedre tager hun Francine Riant i huset. Francine er et vajsenhusbarn på 20 år. Hun er vant til at arbejde ude og inde. Hun spreder til og med glæde. Francine længes efter at høre til. Hun falder hurtigt til på Paradier.



VOGTERNE bygger på en roman, som Ernest Pérochon skrev i 1924. Pérochon blev aldrig oversat til dansk, men flere titler findes på norsk. Filmens producer, Sylvie Pialat, havde bogen fra sin bedstefar. Når hun bad netop Xavier Beauvois om at læse den, må det være, fordi hun har set Des hommes et des dieux (da. Om guder og mænd), som nåede verden rundt i 2010.
   Her skildrede Beauvois tidens gang på et kloster i Algeriet, hvor munkene nægtede at rejse, skønt konflikter trak sammen omkring dem. De døde for sagen til slut, men filmens styrke lå i beskrivelsen af de tusind ens virksomme dage, som følger med at passe et hus. Les gardiennes skildrer et andet miljø, men Beauvois investerer den samme iagttagende æstetik.



HANDLINGEN er enkel som en skillingsvise – måske en af dem, som Francine går og synger, og som hun står på scenen og optræder med i 1920, da omstændighederne har tvunget hende væk fra Paradier.
   Francine og Georges forelsker sig, da han er hjemme på orlov. Hortense holder af Francine, men vælger at forråde hende af grunde, som snarere har at gøre med Solange og gårdens omdømme. Jeg skal ikke røbe mere. Det er en hård, strategisk handling, som egentlig ikke ligger til Hortenses karakter. For i mange henseender er hun eksemplarisk.
   Vogterne er ikke et Marcel Pagnol’sk fanbrev til naturen i Provence, en kristen allegori i ånden fra Bruno Dumont eller et varsel om den næste krig på linje med Michael Hanekes hadske Das weisse Band (2009, da. Det hvide bånd). Filmen er en stille, realistisk skildring af menneskene på en gård i krig og fred.



DER er både desillusion og optimisme. Constant, Solange og Francine taler om, hvordan tingene vil ændre sig til det bedre. Hortense investerer i en mekanisk selvbinder, og det er en begivenhed, som udkonkurrerer naturen, da Solange køber en traktor af de amerikanske tropper, som mobiliserer på egnen.
   Forandringen kommer ikke helt, som de har håbet. Georges, Clovis og Marguerite, som nok skal ende med at få sin vilje, er straks tilbage i de sædvanlige skænderier om arv og fordeling af jord. »Jeg foretrækker dem sådan hér,« siger Hortense til Solange. »Når de er deres gamle jeg igen.«



MAN kunne godt hælde floskler om stoisk livsvisdom og dyb psykologisk indsigt i en vurdering af filmen. Og jeg er nødt til at fremhæve skønheden i de berusende billeder af marken og skoven i skiftende lys, som fotografen Caroline Champetier har komponeret. Musikken er et sent og kongenielt arbejde af stemningsmesteren Michel Legrand (1932-2019).
   Først og sidst ligger styrken dog i manglen på effekter. Der er bare landet, virkelige mennesker, vekslende sommer og vinter. Når det sner, kan man se, at personerne fryser. Der bliver ikke snydt med noget. Det gamle er ikke bedre end det nye. Der er bare gården i midten af verden.



TEMPOET er næsten nede i naturens egen ujævne rytme. Der sker hele tiden en smule, forrykkelser i de personlige relationer, umærkelige ændringer som siden får betydning. Med ét kommer hug, som åbner en afgrund: dødsfald, utroskab, fuldbyrdet elskov. Eller synet af en nymalet traktor, som uimodsigeligt hører fremtiden til.
   Cyril Descours, Nicolas Giraud og Olivier Rabourdin spiller fint som de hjemvendte mænd, men det er Nathalie Baye og Laura Smet – som også i virkeligheden er mor og datter – der bærer filmen sammen med den debuterende Iris Bry. Brys Francine er tilskuerens synsvinkel. Hun vil med tiden nok tilgive sin skæbne. Publikum glemmer den aldrig.



Vogterne (Les gardiennes). Instr.: Xavier Beauvois. Manus: Fréderic Moreau, Marie-Julie Maille, Xavier Beauvois. Foto: Caroline Champetier. 138 min. Frankrig-Schweiz 2017. Dansk premiere: 01.11.2018.


Fotos: Les Films du Worso/ Pathé/ Canal+/ Eurimages/ CMC/ Camera Film/ CineMaterial/ MovieStillsDB
Filmen streames (juni 2025) på Apple TV, Blockbuster, FILMSTRIBEN, Grand Hjemmebio, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Lej & Køb, YouTube Film
2K Blu-ray fra Music Box Films (region A) 11.09.2018
2K Blu-ray fra Pathé Distribution (region B) 11.04.2018 
Anmeldelsen trykt i Weekendavisen Kultur 02.11.2018.