Translate

Viser opslag med etiketten Algeriet. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Algeriet. Vis alle opslag

torsdag den 2. juni 2022

Xavier Beauvois: Des hommes et des dieux/Om guder og mænd (2010)


TYVE I PARADIS
Om retten til ikke at vælge side

Af BO GREEN JENSEN

»Jeg har sagt: I er guder, I er alle sønner af den Højeste. Dog skal I dø som mennesker, og I skal falde som en af stormændene. Rejs dig, Gud, hold dom over jorden, for du har alle folkene som ejendom.«
   Titlen er taget fra Salmernes Bog, og Om guder og mænd er overhovedet oplyst af kristne begreber, som i filmkunsten sjældent behandles på et mere end kosmetisk plan. Ikke siden Michael Powells Black Narcissus (1947, da. Den sorte lilje), hvor Deborah Kerr havde rollen som priorinde på et kloster i Himalaya, har en ægte teologisk dagsorden fyldt så meget som i Des Hommes et des dieux.*
   Baggrunden er desværre autentisk. Natten til den 27. marts 1996 blev syv munke fra cistercienserklostret i Tibhirine i Algeriet ført bort af partisaner fra Groupe Islamique Armé, som krævede lederen Abdelhek Layada løsladt. Den 23. maj erklærede GIA, at munkene var blevet henrettet. Xavier Beauvois' film rekonstruerer forløbet, men undlader at sætte nationalitet på. Det kunne være hvor som helst i den franske Maghreb.



BEAUVOIS er først og fremmest interesseret i mændenes forsøg på ikke at engagere sig. For kan åndeligheden forholde sig ren, når historiens vinde raser? Og er det fast tro eller formastelighed, hvis man vælger at blive og sætte livet på spil? Munkene bliver flere gange bedt om at rejse, mens konflikten i området eskalerer til en regulær borgerkrig mellem regeringen og Den Islamiske Frelserfront.

   Traditionelt har brødrene, som alle er ældre, fransktalende mænd, levet i fred med den muslimske befolkning. Klostret fungerer som områdets nærhospital. Broder Luc (Michael Lonsdale) tilser børnene og giver deres mødre nye sko. Lederen Christian (Lambert Wilson) kender både Koranen og Bibelen og er fast besluttet på ikke at lade sig presse, hverken af partisanerne eller de aggressive regeringstropper.



FILMEN skildrer i roligt tempo og meget smukke billeder, hvordan det i længden ikke er muligt at opretholde klostrets urørlige status. Den første oprørsleder har respekt for Christians standpunkt, men snart bliver han erstattet af mere kompromisløse kræfter. Krigen intensiveres. I bogstavelige, men effektive scener står brødrene sammen og synger i farvet lys under billedvinduet, mens skuddene falder.
   En aften, da munkene igen har diskuteret, om de skal rejse eller blive, henter Luc to flasker ædel vin og lægger Tjajkovskijs Svanesøen på grammofonen. Her er filmens sande hjerte. Man deler brødrenes glæde og forstår, hvad forklarelse er. En regeringshelikopter hænger over klostret og er ved at overdøve musikken. Det lykkes ikke i første omgang, men den stemningsfulde nadver er munkenes sidste triumf.



OM natten føres syv af dem væk. Christians ord om at have levet rigtigt og gjort, hvad man kunne, så man atter kan mødes »som tyve i Paradis«, bliver fremsagt over et billede, som viser bordet, hvor munkene sad. Nu er stolene tomme. Til sidst forsvinder munkene ind i sneen sammen med soldaterne. En tekst fortæller, hvornår de blev dræbt. Kun den gamle Amédée overlevede og kunne fortælle historien.
   Des hommes et des dieux er en prunkløs film, som på én gang forsvarer mændenes ydmyghed, forklarer deres position og undrer sig over samme. Der er ikke noget ædelt over måden, som det slutter på. Munkenes død er en blank parentes i en verden, som er fuld af religiøs fanatisme og politiske myrderier. Også ved ikke at handle, taler brødrene trods alt bødlernes sprog.



HVIS man undersøger forhistorien, er der flere forklaringer på munkenes død. Det står klart, at de blev brugt som brikker i et politisk spil, som de nægtede at tage del i. Flere kilder hævder, at mændene døde i en mislykket redningsaktion. Andre mener, at GIA var i ledtog med regeringens sikkerhedsstyrker. Det spiller ingen rolle. Det er præcis disse jordiske spilfægterier, som munkene ikke vil opsluges af.
   Des hommes et des dieux handler om retten til ikke at vælge side, til ikke at tage del i krigen, som altid er et brodermord, fordi vi alle tilhører menneskeslægten og udgør en global familie. Xavier Beauvois’ film ligner en anakronisme, men er skabt i hjertet af tiden og taler meget stærkt til samme. Her giver troen atter mening. Det er det bedste forsvar for kristne værdier, man har set noget sted i nyere sted.



*) Black Narcissus
fra 1947 er en klassisk film om tro og fortrængning blandt britiske nonner, der er kommet til Himalaya for at etablere et kloster. Deborah Kerr er søster Clodagh, som får missionen betroet; Kathleen Byron er den psykotiske søster Ruth. Michael Powell og Emeric Pressburger optog filmen i Pinewood Studios, men det lykkedes fotografen Jack Cardiff at skabe betagende bjergbilleder. Især scenerne fra klokketårnet har sat sig.
   BBC fandt i 2020 på at lave en ny miniserie. Gemma Arterton har fået Kerrs rolle og fungerer endnu bedre. Søster Ruth bliver stadig overspillet. Som manden på stedet var David Farrar fra den gamle film blevet ubærlig. Alessandro Nivola er en forbedring. Diana Rigg medvirker i sin sidste tv-rolle, og Jim Broadbent ankommer ved juletid. Skønt meget er skabt med CGI, har filmholdet faktisk været i Nepal.
   Billederne og Brian Easdales musik var det bedste i den gamle film. Anna Dudleys score står svagere, men billedsiden kan måle sig med Jack Cardiffs. Charlotte Bruus Christensen begyndte som Thomas Vinterbergs fotograf på Submarino. Hun er både instruktør og fotograf på Black Narcissus. Hvordan serien er havnet hos Disney, kan man bare gisne om. Men smuk og berigende er den. 3 episoder, 176 min. Disney+

Om guder og mænd (Des hommes et des dieux). Instr.: Xavier Beauvois. Manus: Etienne Comar og Xavier Beauvois. Foto: Caroline Champetier. 122 min. Frankrig 2010. Dansk premiere: 07.04.2011.


Fotos: Why Not Productions/ Armada Films/ France 3 Cinéma/ France Télévisions/ Canal+/ Cine+/ CNC/ Cinémage 4/ Cofinova 6/ Soficinéma 6/ CAMERA FILM/ CineMaterial/  Sony Pictures Classics (Trailer via YouTube)/ Artificial Eye Curzon (via DVDBeaver/ Gary Tooze) (Blu-Ray screenshots)/ Unifrance
Filmen streames (juli 2025) på Blockbuster, FILMSTRIBEN, SF Anytime, YouTube Film
2K Blu-ray (regionsfri) fra Curzon Artifiicial Eye (UK) 11.04.2011
Anmeldelsen trykt i Weekendavisen Kultur 08.04.2011 + 04.06.2021 [Black Narcissus Note]

lørdag den 9. maj 2020

Michael Haneke: Caché (2005) [Moderne mestre]



FARLIGT KAMERA 
En isnende thriller om skyld og fortrængning

Af BO GREEN JENSEN

BILLEDET viser et hus og en gade, rue des Iris, et fredeligt sted i Paris. I adstadigt tempo skrives en bedemølle af credits på skærmen. Vi véd, at vi ser på en film som begynder, men bagefter fortsætter optagelsen. En cyklist passerer. Nogen kommer ud af en dør. Først da trækkes hvide striber over skærmen og røber, at vi betragter et bånd. Vi er ikke alene. To stemmer taler. Manden spørger, om der er mere. »Ingenting,« svarer kvinden.
   »Denne film er ikke en film,« kunne man skrive under billedet (i ånden fra René Magrittes maleri). Eller også er der flere. Man er på gyngende grund fra begyndelsen, hvor et ekstra lag virkelighed skydes ind og sætter oplevelsen i anførselstegn. Vi ser på et bånd, som nogen har lagt ved døren hos Georges og Anne Laurent. Det er ikke første gang, og de er usikre og irritable. I øvrigt er det hverdag, og familien skal have aftensmad. Senere kommer sønnen Pierrot. Georges er ude at sondere terrænet. Han begriber ikke, hvor det skjulte kamera kan have stået.*
      Med vanlig distance præsenterer Michael Haneke således kernefamilien, der trues på livet i flere af hans film. Manden og kvinden spilles denne gang af Daniel Auteuil og Juliette Binoche. Væggen er dækket af bøger og bånd. Også disse udgaver af Georges og Anne har forskanset sig bag en mur af kultur.
   Hanekes film sætter altid en ære i at problematisere selve iagttagelsen. Det nye i Skjult er, at man glemmer de receptionsteoretiske overvejelser. Snarere øges graden af indlevelse. Hvad der kun lykkedes halvt i Benny’s video (1992) og Funny Games (1997), fungerer efter planen i Caché.



SOM dagene går bliver videooptagelserne mere nærgående. I posten dukker makabre børnetegninger op på sirligt trykte postkort. Et af dem sendes til sønnens skole. Der er nogen, som truer og kredser om Georges, ser ham over skulderen, ånder ham i nakken. Monsieur Laurent er ikke hvem som helst. I tv taler han hver uge med celebre forfattere i et Apostrophes-agtigt bogprogram, som er respekteret af alle. Han vil i hvert fald ikke give køb på sin tryghed, retten til et privatliv, som er borgerdyrets kæreste eje.
   Georges og Anne går til politiet. På vej ud til bilen bliver parret næsten påkørt af en cyklist, der ser sig lige så dårligt for. Cyklisten er en ung sort mand. Georges råber. Manden standser. Et skænderi eskalerer og er lige ved at eksplodere i vold, da Anne siger undskyld. Parret har nu vished for, at politiet intet vil foretage sig, medmindre en konkret trussel foreligger.



FLERE bånd og tegninger kommer. Skønt han ikke siger det højt, mener Georges, at han ved, hvem der udfører den raffinerede terror. Han holder dog kortene tæt ind til kroppen, både for publikum og sig selv. Som tilskuer ser man, hvad Georges ser, også når han husker eller drømmer, men man kan ikke drage forbindelsen. Det er noget med en arabisk dreng, som bløder fra munden og vender sig halvvejs truende om. Der er også henrettet fjerkræ, en økse og en huggeblok på en gårdsplads. Vi fornemmer, at disse ting ligger i barndommen. Og får stadig stærkere gådehud, fordi døden ingen årsag har.
   Sammen med Georges opsøger tilskueren nu Majid (Maurice Benichot), en fransk-arabisk mand, som lever anderledes ydmygt i en boligblok i et nedslidt kvarter. Georges overfuser og anklager Majid, som imidlertid nægter at lade sig tryne. Hér, hos Majid, ligger hunden begravet, men vi får aldrig rigtigt hunden at se. På det næste bånd har kameraet registreret Georges’ besøg hos Majid. Han bliver nødt til at fortælle Anne om sin barndom. Der er en konkret forbindelse mellem mændene. Et vigtigt spor fører tilbage til urolighederne i Paris i 1961.** Som dreng løj Georges og gav Majid skylden. Men er alt dét ikke meget længe siden? Og hvem er det, der sender de farlige bånd?



DET kan næsten kun være filmskaberen, fiktionens øverste autoritet, der sidder som en dukkemester og styrer marionetternes færden. Hanekes film bruger thrillerens form til at gøre tilskueren så optændt, at han må have vished for sagen og trænge til bunds i mysteriet, som til stadighed flyder ud og skifter farve. Imidlertid er der ingen bund. Eller rettere, der er flere mulige svar. Midt i opklaringsarbejdet sker noget brat, som gør det umuligt at skrive videre om filmen, fordi tilskueren må have den fulde chokværdi til gode. Caché er en afsindigt spændende film, ikke mindst fordi den stryger tilskuerens forventninger til genren mod hårene.
   Der er fantastisk mange lag i Caché. I det mindste kan man røbe, at der er tale om en studie i kollektiv skyld og fortrængning. Hvis vi lever på den lyse side af samfundet – ikke ude mellem indvandrerne eller nede mellem undermenneskene – vil vi alle have en aktie i Skjult. Vi har sikkert også de rigtige meninger, er oplyste og kultiverede, ganske som Georges og Anne. Det ændrer dog intet ved sagen, medmindre vi praktiserer hvad vi prædiker. Haneke er selv den første til at indrømme, at han næppe ville smile og sige velkommen, hvis en nødhjælpsorganisation bankede på og bad ham dele sin lejlighed med en flygtningefamilie. Heller ikke hvis der var plads.

  
MED sin klare og skarpe, iskolde film har Michael Haneke skabt en moderne fabel, som er intens og i udpræget grad kun for voksne. Politisk, psykologisk og historisk betydning hober sig op i fortællingens lag, og der er ikke én forkert eller tvivlsom betoning i den ubønhørlige drift mod forløsning.
   En hjerteskærende scene fra barndommen vises i en lang indstilling, på noget nær ubegribelig afstand, i samme umulige perspektiv som de første overvågningsbånd. Fortrængeren insisterer på sin fortrængning, og det er et meget åbent spørgsmål, om han nogen sinde vil vågne.
   Det er vigtigt at blive siddende til de sidste billeder af mylderet på en skoletrappe er kørt færdige under slutteksterne. Her knyttes måske endnu en betydningsfuld forbindelse. I hvert fald er det værd at undersøge. Som Haneke selv siger: »Mine film er egentlig ikke for intellektuelle. De er faktisk meget enkle. Man skal bare kunne se.«




*) For det første: »Denne film er ikke en film« henviser til René Magrittes berømte maleri, La trahison des images eller Billedernes forræderi fra 1929, med indskriften »Ceci n'est pas une pipe« – »Dette er ikke en pibe« – som netop forestiller en pibe. For det andet: I Hanekes film hedder gennemsnitsparret altid Anne og Georges Laurent. Det gælder fra Funny Games (1997) til Happy End (2017. I Bennys Video (1992) er de bare Mutter und Vater.

**) Under Algierkrigen (1954-1962) gennemførte FNL (Front de Libération Nationale), den algierske befrielsesfront, en række fredelige demonstrationer i Paris. Den 17. oktober 1961 blev demonstranterne drevet tilbage mod Seinen af en stor indsatsstyrke under politichef Maurice Papons ledelse. Mindst to mistede livet og flere hundrede blev såret. Der var 7.500 arrestationer. Episoden var hurtigt glemt og fortrængt og blev knapt nok markeret i pressen. Historikeren Jean-Luc Einaudi skrev om det i bogen La Bataille de Paris fra 1991. Det var helt nyt stof for mig, da jeg så Caché første gang. Efter 51 år, i oktober 2012, blev dagen markeret af François Hollande, Frankrigs daværende præsident. Hollande erkendte overgrebet og undskyldte på nationens vegne.  

Caché (Skjult). Instr. & manus: Michael Haneke. Foto: Christian Berger. 117 min. Frankrig-Østrig-Tyskland-Italien 2005. Dansk premiere: 28.04.2006.


Fotos: Les Films du Losange/  CineMaterial/ Filmgrab/ Camera Film
Filmen streames på Grand Hjemmebio
2K Blu-ray fra Artificial Eye | CURZON 27.10.2008
2K Blu-ray fra TF1 i boxset Le Cinéma de Michael Haneke 1989-2012 | 12 Films | 04.12.2013
Anmeldelsen trykt i Weekendavisen Kultur 29.04.2006