Translate

Viser opslag med etiketten borgerskab. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten borgerskab. Vis alle opslag

fredag den 28. januar 2022

Kvinderne på sjette sal | Les femmes du 6ème étage (2010)


KVINDERNE PÅ KVISTEN

En sædekomedie med mere i ærmet

Af BO GREEN JENSEN

PARIS i 1960. Det er ved at blive bedre, lysere tider, og blandt borgerskabets hjemmegående fruer går der mode i at ansætte spanske husassistenter, som arbejder mere for mindre betaling.
   På den måde ender Maria Gonzalez (Natalia Verbeke) i huset hos familien Joubert, der bor i en stor patricierlejlighed med alle moderne bekvemmeligheder. Hun får et værelse oppe på sjette etage, hvor fem-seks andre spanske stuepiger sover. Her er der ingen bekvemmeligheder.
   Hr. Joubert (Fabrice Luchini) interesserer sig egentlig ikke for dette eller livet i ejendommen i øvrigt. Han har for længst lagt drømmene væk og skynder sig helst på kontoret hver morgen. Når blot ægget er kogt, som han kan lide det, vil han overlade husførelsen til sin køligt korrekte hustru (Sandrine Kiberlain), der synes at betragte parrets sjældne sex som kvittering og betaling.
   Men Maria kan virkelig koge et æg, og Jean-Louis mærker med ét, at han lever. For første gang i flere år går han op til kvinderne på sjette og ser, hvor kummerligt de lever. Han bliver en helt på stedet, da han sørger for, at en blikkenslager renser det kronisk blokerede pedaltoilet. Og han forelsker sig i varmen og fællesskabet hos kvinderne.



FØRST tager Suzanne det med knusende ro. Hun har bedre tid til at feste og gæste, erklærer sig udmattet efter en hård dags shopping og er glad for at være i fred. Men hun fornemmer forandringen i sin mand, og hun mærker især, at han gradvis flytter sit liv op til de spanske kvinder. Da hun vil holde på ham og genfinde varmen, er det lige ved at være for sent.
   Jean-Louis er forelsket og vil lægge sit liv for Marias fødder. Imidlertid er der komplikationer. Så hvad skal det ikke ende med? Hvor går grænsen mellem dramaturgisk ønsketænkning og nøgtern realisme af en slags?



ER det muligvis også lidt synd for Suzanne, skønt hun ligger som hun har redt? Philippe Le Guay har skabt en kvidrende, hjertevarm komedie, som er sørgmunter og politisk årvågen.
   Der er en fin undertone af gammeldags boulevardteater. Som François Ozon i sine sædeskildrende borgerskabssatirer – 8 femmes (2002), Potiche (2010) og senest Dans la maison (2012, da. I de bedste hjem), som bruger Fabrice Luchini i den samme slags rolle – kan Le Guay få den nærmeste fortid til at sige noget vigtigt om, hvordan vi lever nu. Måske er kontrasten mellem fransk berøringsangst og spansk oprindelighed trukket vel hårdt op, men følelsen mere end kompenserer.



KVINDERNE spilles af kapaciteter som Carmen Maura, Lola Dueñas, Berta Ojea, Nuria Solé og Concha Galán. Luchini og Kiberlain er uovertrufne. Det er en smuk film, som taler stærkest til voksne, der har ting at fortryde og liv i bagagen. Perioden markeres diskret af Jorge Arriagadas musik og produktionsdesignet ved Pierre-François Limbosch. En stor lille film med meget på hjerte.



Kvinderne på sjette sal (Les femmes du 6’eme étage). Instr.: Philippe Le Guay. Manus: Jerôme Tonnerre, Philippe Le Guay. Foto: Jean-Claude Larrieu. 105 min. Frankrig 2010. Dansk premiere: 13.10.2011.


Fotos: Vendôme Productions/ Miracle Film Distribution/ CineMaterial/ MovieStillsDB
Filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, SF Anytime
2K Blu-ray fra Atlantic Film 21.12.2011
Anmeldelsen trykt i Weekendavisen Kultur 14.10.2011

tirsdag den 25. januar 2022

Kvindebilleder: Den gode hustru | La bonne épouse (2020)


MIRAKLER I MAJ
En kønspolitisk folkekomedie

Af BO GREEN JENSEN

SKOLESTART, sensommer 1967. Vi befinder os i Alsace-Moselle i det nordøstlige Frankrig, hvor 50ernes adfærd endnu sætter normen. Drenge har sløjd og skal ud at erobre. Piger har pli og skal lære at dække et smukt middagsbord.
   Paulette Van Der Beck (Juliette Binoche) havde sikkert udlængsel, da hun var yngre, men nu inkarnerer hun borgerligheden. Paulette har i 30 år drevet husholdningskolen Bitche med sin mand, den noget ældre og meget lidt spændende Robert (François Berleand), som for det meste bliver på kontoret.
   Paulette underviser i gode manerer. For køkkenet står svigerinden Gilberte (Yolande Moreau), som stadig drømmer om stor romantik. Det samme gør søster Marie-Thérèse (Noémie Lvovsky), der værner om elevernes moral og tager sig af praktiske pligter. Marie-Thérèse var i la Résistance under krigen og forstår sig på skydevåben. Man udfordrer hende på egen risiko.


FOR hvert år kommer der færre elever. De sytten nye frøkener er en katalog over tidens grundtyper. Den rebelske Annie Fuchs (Marie Zabukovec) kunne være Brigitte Bardot som teenager (men er, siger instruktøren Martin Provost, inspireret af forfatteren Annie Ernaux).
   De unge kvinder sværmer, drømmer og venter. Nogle er parkeret på skolen af praktiske grunde. Nogle skal gemmes af vejen. Andre får, hvad der kunne blive råd til, når drengenes uddannelse var betalt.
   Livet på skolen er styret af komiske pligter og ritualer. Paulette tager en dyb indånding og går ind for at demonstrere, hvordan man skænker te. Alt handler om at blive husmor og hustru. Paulette advarer Robert om, at »dét« er på vej. »Hvad er dét?« »Dét« er alt, som markerer, at tiderne skifter: kommunisterne, strejkerne, krigen i Algeriet.


DER er obligatoriske timer i syning, gulvvask og husholdningspenge. Det er en lukket verden i en absurd forestilling, som ved, at den bliver aflyst om lidt. Der er derfor ikke gjort så meget ud af den realistiske indramning.
   Rutinen bryder sammen, da Robert falder død om i haven. Kvinderne må forholde sig til, at alle aktiver er brugt på hasardspil. Huset er belånt fire gange. De kører til Strasbourg for at møde bankdirektøren (Édouard Baer). Han og Paulette ser betaget på hinanden. Egentlig skal skolen på tvang. Men man kunne jo lade gammel gæld ligge og åbne en ny konto i Paulettes navn.
   Gilberte er forelsket på stedet. Paulette har genkendt kæresten André, som hun ville prøve alt sammen med, da hun var ung.


FORTÆLLINGEN når nu sin kerne. For hvis karikaturen i første kapitel er træt, bliver der åbnet for det gode stof i anden akt. Paulette prøver først at gøre som før. Hun begynder også at udleve sine drømme med André. Endelig spørger hun sig selv – og Gilberte og Marie-Thérèse, som er meget skeptisk – hvad de egentlig uddanner pigerne til.
   Et selvmordsforsøg får konsekvenser. Filmen vil balancere tragisk farce og komisk alvor. Det lykkes ikke altid, men alle værdier er oppe i luften, da tv-programmet La bonne épouse ankommer. Skolen skal repræsentere Alsace ved boligmessen, som selveste Yvonne De Gaulle indvier.
   Vi er i maj 1968, og vejene ind til Paris lukker til. Bussen med pigerne standser. Alle står ud og begynder at gå. De synger og danser på vejen i en improviseret koreografi. Martin Provost har selv skrevet teksten til »Les nouveaux piliers«, som de synger, mens fremtiden åbner sig, svimmel og lys. Grégoire Hetzel har komponeret musikken .
   Det er hér, at jeg taber mit hjerte til filmen, som hidtil har virket lidt overgjort. Det er, som hvis Jacques Demy og Agnès Varda havde nået at lave en musical sammen. Det gjorde parret aldrig. I hvert fald var det hans ideer, som skulle gennemføres i Les Parapluies de Cherbourg (1964, da. Pigen med paraplyerne ) og Les Desmoiselles de Rochefort (1967, da. Pigerne fra Rochefort).



MARTIN Provost var 11 år i maj 1968. Selv var jeg 12 og kan kende perspektivet. Vi så til fra lav højde og hørte musikken, men det var ældre søskende, studerende og lærlinge, som gik ud og førte praktisk værdikamp.
   Demonstranterne krævede indrømmelser, som de – på enestående vis – også fik, fordi 1968 var et kulturelt øjeblik, der havde råd til og mod på forandring. Alle havde nok af nedarvede værdier. Alle trængte til at trække vejret frit. Provosts film er let i tonen, men han har arbejdet længe med dybdeskarpheden i det mentalititetshistoriske polaroid-foto.
   Jeg talte med Provost i 2010. Han var dengang en ener i filmindustrien, fordi han helst ville arbejde langsomt og foretrak at bo på landet. Så i filmen om Séraphine kunne han caste sin nabo, Yolande Moreau – der er kendt som en komisk naturkraft – som savant-kunstneren Séraphine de Senlis (1864-1942), »en markmus med helligt storhedsvanvid«.
   Provost instruerede siden Sage femme (2016, da. Gensynet) med Catherine Frot og Catherine Deneuve som datter og mor. Filmen beskriver jordemoderfaget og er en hyldest til kvinder i alle syv aldre. Provost er en sjældenhed blandt mandlige filmskabere: en åben og sand feminist.


DER er derfor mere i La bonne épouse end den stiliserede retrofarce, som det er let at forveksle løjerne med. Livet på skolen er skildret, som Jacques Tati og Hergé ville gøre. Det er trods alt en kærlig karikatur. Filmen begynder som vakkelvorn folkekomedie og slutter som en håndlavet musical, der har opgivet at skelne mellem genrer, fiktion og virkelighed. Den bliver da også en hyldest til grænseløsheden i la nouvelle vague.
   Juliette Binoche har en sjælden lejlighed til at spille sanselig borgerfrue i genren, som Stéphane Audran og Catherine Deneuve havde monopol på i en menneskealder. Tag ikke fejl. La bonne épouse er en ærkefransk delikatesse, og der skal nok være tilskuere, som flygter mod udgangen. Men for den rette liebhaver er ruinen en god investering. Det lønner sig at give farcen en chance.


La bonne épouse (Den gode hustru/ How to Be a Good Wife). Instr.: Martin Provost. Manus: Séverine Werba & Martin Provost. Foto: Guillaume Schiffman. 109 min. Frankrig 2020. Dansk premiere: 23.07.2020.


Fotos: Les Films du Kiosque/ Filmbazar.dk/ CineMaterial/ Cineuropa

Filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, Grand Hjemmebio, SF Anytime
Ingen BD-udgivelse - DVD fra Filmbazar DK 24.11.2020
Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 24.07.2020

torsdag den 14. maj 2020

Michael Haneke: Funny Games U.S. (2007)


KOMMERCIEL GRAMMATIK
Version 2.0 af studiet i sadisme for begyndere

Af BO GREEN JENSEN

TI ÅR efter den tysksprogede førsteudgave af Funny Games, en af flere chokeffekter på Cannes Festivalen i 1997, har Michael Haneke genindspillet sin kontroversielle voldsfilm om filmvold. Funny Games er mediekritisk analyse forklædt som en øvelse i voyeuristisk sadisme. Den originale film var en intenst ubehagelig oplevelse, som med streng konsekvens afleverede flere relevante pointer og fremviste Hanekes faste kæpheste.

   Det samme gælder den engelsksprogede genindspilning, som kopierer den første film scene for scene. Gentagelsen har dog ikke samme præg af nødvendighed. Siden har Haneke sagt vigtigere ting om beslægtede emner i mere subtilt chokerende arbejder som Elfriede Jelinek-filmatiseringen La Pianiste (2001, da. Pianistinden) og den eminente Caché (2005, da. Skjult).



OGSÅ i den nye version ankommer en selvtilstrækkelig kernefamilie, bestående af Far (Tim Roth), Mor (Naomi Watts), Søn (Devon Gearheart) og Hund (schäferhunden er nu en retriever), til sommerhuset og indretter sig. En tennisklædt ung mand banker på og er skiftevis høflig og uforskammet. Da hans ven støder til, bliver stemningen åbenlyst truende.
   Bløde Peter (Brady Corbet) og Skarpe Paul (Michael Pitt) leger snart kat-og-mus med familien. Far bankes ned med en golfkølle, Søn likvideres i tv-stuen. Skal Mor da være the final girl, som overlever ifølge genrekontrakten? Nej, for her dræbes alle håb systematisk, når publikum har leget med tanken. Nådesstødet kommer i signaturscenen, hvor salen griber sig selv i at juble, da Mor skyder Peter rent gennem brystet. Paul finder fjernbetjeningen og kører filmen tilbage til stedet, hvor tingene begyndte at gå skævt.



SCENEN virker stadig, men det er karakteristisk for den nye version, at Haneke udpensler mere. Michael Pitt forklarer, at han leder efter fjernbetjeningen. I den gamle film greb Arno Frisch den uden videre og spolede båndet tilbage. Det kommer ikke bag på tilskueren, at han medvirker i en metafiktion. De unge mænd forstår vort behov for at trække pinen i langdrag og henvender sig til publikum i asides, som inddrager tilskueren. Haneke vil demonstrere, at vi som mediebrugere følger en bestemt rituel liturgi og er afhængige af vort adrenalinfix.



DER er tale om en tro kopi, og så man ikke den østrigske original, kan man nok have udbytte af genindspilningen. Watts og Roth gør det udmærket i Susanne Lothars og Ulrich Mühes sted, mens Pitt og Corbet kopierer typologien hos Arno Frisch og Frank Giering. Amerikaniseringen af den borgerlige selvtilfredshed er gennemført. Haneke lader dog fortsat tysk primalpunk tage livet af Händel, Mascagni og Mozart, da man hygger sig med en operaquiz i familiens firehjulstrækker. Der må findes en mere effektiv amerikansk musik til formålet.
   Det er en syg film, som vil inkarnere der Zeitgeist. Det gjorde den mere spektakulært i 1997, før torturporno som Saw-serien og Hostel-filmene blev mainstream i teenagesegmentet.



DER er en grundlæggende skævhed ved Hanekes eksponering af sit tema. Horrorfans er sjældent psykopater. De ser ikke smerten og lidelsen som realistiske elementer, men som rekvisitter og metaforer, effekter i et stilapparat. Hanekes mediekritik i Benny’s Video (1992) havde mere bid og relevans. En teenagedreng dræbte sin kæreste, da hun ikke ville som kvinder på film, og Far og Mor hjalp til med at rydde op efter drabet. Her havde Haneke kraft bag sine stød. I Funny Games bliver han ét med det sprog, som han vil kritisere.
   Haneke ønsker, at vi tager de sadistiske lege alvorligt, men det er næppe muligt på grund af metatekstualiteten. Tilbage står en ekstrem stiløvelse, der vil gøre os til medsammensvorne, men spørgsmålet er, om vi er det. Argumentet fremlægges overbevisende, men konklusion virker fortænkt. Det ville være interessant at se, om en ægte Hollywood-film kunne fastholde Hanekes ubønhørlige præmis. Funny Games U.S. er en uafhængig, international samproduktion, som næppe får bred amerikansk distribution.* Altså mere et emne for Smagsdommerne, som vil nyde at gyse anstændigt, da operahyggen sprænges i luften.


*) I et interview fra december 2012 siger Haneke om den amerikanske genindspilning: »Forfærdeligt. Den værste oplevelse i mit professionelle liv. For jeg undervurderede måden, de laver film på, hvor lang tid det tager. Det er så tungt og klodset, at man bliver skør. Jeg lavede originalen på seks uger, og det var let at nå det hele på seks uger. I Amerika havde jeg otte uger, og det var en kamp til stregen at nå det. Så det var en dårlig oplevelse, ikke på grund af stedet og menneskene, men fordi der ikke var penge nok i produktionen. Det opdagede jeg hen ad vejen. Producerne var ikke professionelle. Jeg synes ikke, filmen er dårlig, men den krævede kræfter at lave.« 


Funny Games (Funny Games U.S.) Instr. & manus: Michael Haneke. Foto: Darius Khondji. 113 min. Østrig-Frankrig-Tyskland-Italien-UK-USA 2007. Dansk premiere: 04.04.2008.


Fotos: Celluloid Dreams/ Halcyon Pictures/  Tartan Films/ X-Filme Creative Pool/ Lucky Red/ Kinematograf/ Belladonna Productions/  Serenity Films/ Warner Independent Pictures/ Wega Film/ Nordisk Film/ Cinematerial/ Filmaffinity/ FilmGrab [+]
Filmen streames ikke i DK - i UK og EU bl.a..på Amazon Store, Apple TV, Rakuten TV, YouTube Film
2K Blu-ray fra Artificial Eye | CURZON 29.06.2015
2K Blu-ray fra TF1 i boxset Le Cinéma de Michael Haneke 1989-2012 | 12 Films | 04.12.2013
Anmeldelsen trykt i Weekendavisen Kultur 05.04.2008

lørdag den 9. maj 2020

Michael Haneke: Caché (2005) [Moderne mestre]



FARLIGT KAMERA 
En isnende thriller om skyld og fortrængning

Af BO GREEN JENSEN

BILLEDET viser et hus og en gade, rue des Iris, et fredeligt sted i Paris. I adstadigt tempo skrives en bedemølle af credits på skærmen. Vi véd, at vi ser på en film som begynder, men bagefter fortsætter optagelsen. En cyklist passerer. Nogen kommer ud af en dør. Først da trækkes hvide striber over skærmen og røber, at vi betragter et bånd. Vi er ikke alene. To stemmer taler. Manden spørger, om der er mere. »Ingenting,« svarer kvinden.
   »Denne film er ikke en film,« kunne man skrive under billedet (i ånden fra René Magrittes maleri). Eller også er der flere. Man er på gyngende grund fra begyndelsen, hvor et ekstra lag virkelighed skydes ind og sætter oplevelsen i anførselstegn. Vi ser på et bånd, som nogen har lagt ved døren hos Georges og Anne Laurent. Det er ikke første gang, og de er usikre og irritable. I øvrigt er det hverdag, og familien skal have aftensmad. Senere kommer sønnen Pierrot. Georges er ude at sondere terrænet. Han begriber ikke, hvor det skjulte kamera kan have stået.*
      Med vanlig distance præsenterer Michael Haneke således kernefamilien, der trues på livet i flere af hans film. Manden og kvinden spilles denne gang af Daniel Auteuil og Juliette Binoche. Væggen er dækket af bøger og bånd. Også disse udgaver af Georges og Anne har forskanset sig bag en mur af kultur.
   Hanekes film sætter altid en ære i at problematisere selve iagttagelsen. Det nye i Skjult er, at man glemmer de receptionsteoretiske overvejelser. Snarere øges graden af indlevelse. Hvad der kun lykkedes halvt i Benny’s video (1992) og Funny Games (1997), fungerer efter planen i Caché.



SOM dagene går bliver videooptagelserne mere nærgående. I posten dukker makabre børnetegninger op på sirligt trykte postkort. Et af dem sendes til sønnens skole. Der er nogen, som truer og kredser om Georges, ser ham over skulderen, ånder ham i nakken. Monsieur Laurent er ikke hvem som helst. I tv taler han hver uge med celebre forfattere i et Apostrophes-agtigt bogprogram, som er respekteret af alle. Han vil i hvert fald ikke give køb på sin tryghed, retten til et privatliv, som er borgerdyrets kæreste eje.
   Georges og Anne går til politiet. På vej ud til bilen bliver parret næsten påkørt af en cyklist, der ser sig lige så dårligt for. Cyklisten er en ung sort mand. Georges råber. Manden standser. Et skænderi eskalerer og er lige ved at eksplodere i vold, da Anne siger undskyld. Parret har nu vished for, at politiet intet vil foretage sig, medmindre en konkret trussel foreligger.



FLERE bånd og tegninger kommer. Skønt han ikke siger det højt, mener Georges, at han ved, hvem der udfører den raffinerede terror. Han holder dog kortene tæt ind til kroppen, både for publikum og sig selv. Som tilskuer ser man, hvad Georges ser, også når han husker eller drømmer, men man kan ikke drage forbindelsen. Det er noget med en arabisk dreng, som bløder fra munden og vender sig halvvejs truende om. Der er også henrettet fjerkræ, en økse og en huggeblok på en gårdsplads. Vi fornemmer, at disse ting ligger i barndommen. Og får stadig stærkere gådehud, fordi døden ingen årsag har.
   Sammen med Georges opsøger tilskueren nu Majid (Maurice Benichot), en fransk-arabisk mand, som lever anderledes ydmygt i en boligblok i et nedslidt kvarter. Georges overfuser og anklager Majid, som imidlertid nægter at lade sig tryne. Hér, hos Majid, ligger hunden begravet, men vi får aldrig rigtigt hunden at se. På det næste bånd har kameraet registreret Georges’ besøg hos Majid. Han bliver nødt til at fortælle Anne om sin barndom. Der er en konkret forbindelse mellem mændene. Et vigtigt spor fører tilbage til urolighederne i Paris i 1961.** Som dreng løj Georges og gav Majid skylden. Men er alt dét ikke meget længe siden? Og hvem er det, der sender de farlige bånd?



DET kan næsten kun være filmskaberen, fiktionens øverste autoritet, der sidder som en dukkemester og styrer marionetternes færden. Hanekes film bruger thrillerens form til at gøre tilskueren så optændt, at han må have vished for sagen og trænge til bunds i mysteriet, som til stadighed flyder ud og skifter farve. Imidlertid er der ingen bund. Eller rettere, der er flere mulige svar. Midt i opklaringsarbejdet sker noget brat, som gør det umuligt at skrive videre om filmen, fordi tilskueren må have den fulde chokværdi til gode. Caché er en afsindigt spændende film, ikke mindst fordi den stryger tilskuerens forventninger til genren mod hårene.
   Der er fantastisk mange lag i Caché. I det mindste kan man røbe, at der er tale om en studie i kollektiv skyld og fortrængning. Hvis vi lever på den lyse side af samfundet – ikke ude mellem indvandrerne eller nede mellem undermenneskene – vil vi alle have en aktie i Skjult. Vi har sikkert også de rigtige meninger, er oplyste og kultiverede, ganske som Georges og Anne. Det ændrer dog intet ved sagen, medmindre vi praktiserer hvad vi prædiker. Haneke er selv den første til at indrømme, at han næppe ville smile og sige velkommen, hvis en nødhjælpsorganisation bankede på og bad ham dele sin lejlighed med en flygtningefamilie. Heller ikke hvis der var plads.

  
MED sin klare og skarpe, iskolde film har Michael Haneke skabt en moderne fabel, som er intens og i udpræget grad kun for voksne. Politisk, psykologisk og historisk betydning hober sig op i fortællingens lag, og der er ikke én forkert eller tvivlsom betoning i den ubønhørlige drift mod forløsning.
   En hjerteskærende scene fra barndommen vises i en lang indstilling, på noget nær ubegribelig afstand, i samme umulige perspektiv som de første overvågningsbånd. Fortrængeren insisterer på sin fortrængning, og det er et meget åbent spørgsmål, om han nogen sinde vil vågne.
   Det er vigtigt at blive siddende til de sidste billeder af mylderet på en skoletrappe er kørt færdige under slutteksterne. Her knyttes måske endnu en betydningsfuld forbindelse. I hvert fald er det værd at undersøge. Som Haneke selv siger: »Mine film er egentlig ikke for intellektuelle. De er faktisk meget enkle. Man skal bare kunne se.«




*) For det første: »Denne film er ikke en film« henviser til René Magrittes berømte maleri, La trahison des images eller Billedernes forræderi fra 1929, med indskriften »Ceci n'est pas une pipe« – »Dette er ikke en pibe« – som netop forestiller en pibe. For det andet: I Hanekes film hedder gennemsnitsparret altid Anne og Georges Laurent. Det gælder fra Funny Games (1997) til Happy End (2017. I Bennys Video (1992) er de bare Mutter und Vater.

**) Under Algierkrigen (1954-1962) gennemførte FNL (Front de Libération Nationale), den algierske befrielsesfront, en række fredelige demonstrationer i Paris. Den 17. oktober 1961 blev demonstranterne drevet tilbage mod Seinen af en stor indsatsstyrke under politichef Maurice Papons ledelse. Mindst to mistede livet og flere hundrede blev såret. Der var 7.500 arrestationer. Episoden var hurtigt glemt og fortrængt og blev knapt nok markeret i pressen. Historikeren Jean-Luc Einaudi skrev om det i bogen La Bataille de Paris fra 1991. Det var helt nyt stof for mig, da jeg så Caché første gang. Efter 51 år, i oktober 2012, blev dagen markeret af François Hollande, Frankrigs daværende præsident. Hollande erkendte overgrebet og undskyldte på nationens vegne.  

Caché (Skjult). Instr. & manus: Michael Haneke. Foto: Christian Berger. 117 min. Frankrig-Østrig-Tyskland-Italien 2005. Dansk premiere: 28.04.2006.


Fotos: Les Films du Losange/  CineMaterial/ Filmgrab/ Camera Film
Filmen streames på Grand Hjemmebio
2K Blu-ray fra Artificial Eye | CURZON 27.10.2008
2K Blu-ray fra TF1 i boxset Le Cinéma de Michael Haneke 1989-2012 | 12 Films | 04.12.2013
Anmeldelsen trykt i Weekendavisen Kultur 29.04.2006

fredag den 8. maj 2020

Michael Haneke: Happy End (2017) [Moderne mestre]


KØLIG BLÅ SOMMER I HUSET EUROPA
En ironisk salut for senborgerskabet

Af BO GREEN JENSEN

FAMILIEN Laurent er baseret ved Kanalen i Calais. Fundamentet er et byggefirma med lang tradition og stolte aner. Som de fleste håbløse slægter har dynastiet kendt bedre dage. Lige nu er grundstemningen en desillusioneret pragmatisme, der spejler tidens europæiske ånd.
   Patriarken sidder i kørestol, har kroniske smerter og er mere end mæt af dage. Til gengæld er forstanden skarp, og maneren er om muligt blevet mere spydig. 87-årige Jean-Louis Trintignant, som bar det samme generiske navn i Amour (2013), fortolker karakteren Georges Laurent upåklageligt.
   Sønnen Thomas (Mathieu Kassovitz) har været en skuffelse. Han blev læge og bor med sin nye familie i huset, hvor hver generation har en fløj. Datteren Anne (Isabelle Huppert) har derimod vist sig at være Fars Pige. Hun driver virksomheden og holder styr på de løse kanoner. Familien er fransk ind til benet, men Anne har belejligt forlovet sig med en britisk bankforbindelse (Toby Jones). Alliancen har købt tid og rettet op på en skrantende økonomi.



I REFERAT lyder plottet i Happy End, Michael Hanekes spillefilm nummer 12, som enhver anden senborgerlig soap opera. Mange tv-serier kunne brydes ned i samme skabelon og køre i x antal sæsoner med små forrykkelser i persongalleriet og kampen for at redde familiens ære som narrativ motor. Se bare på Dallas (1978-1991), Dynasty (1981-1989) og Succession (2018-2023). Men her bliver filtret sat af en intellektuel misantrop, som ikke deler slægtens – eller publikums - værdier. Det gør en betydelig forskel.
   Haneke åbner historien fra den mest distancerede synsvinkel. En kvinde bliver iagttaget gennem kameraet i en smartphone, mens tekstbeskeder kommenterer detaljerne i hendes rutine. Tonen er spydig og helt uden medfølelse.
   Haneke begyndte tidligt at tematisere informationsteknologien, som han dæmoniserer og banaliserer med lige dele empati og skadefryd: Bennys video (1992), Funny Games (1997) og Caché (2005) ser samtiden fra samme solidarisk-sadistiske vinkel. I Det hvide bånd (2009) var narcissismen og voyeurismen oversat til historiske forhold i hate mail og snagende dagbøger. Vi så, hvordan nationalsocialismen kom til verden i mellemkrigstidens Tyskland. Vi forstod, hvordan tingene udviklede sig.



DET er uklart, hvem der sender og modtager de hadefulde sms'er. Men børn er sjældent uskyldige poder hos Haneke. De tager jo farve af deres forældre. 13-årige Ève (Fantine Harduin), Thomas’ datter af første ægteskab, har eksperimenteret med at give sin hamster antidepressiv medicin. Måske justerer hun også, af interesse eller kedsomhed, sin flæbende mors foreskrevne dosis. I hvert fald virker medicinen. I næste billede står Anne og beder familien tage godt imod yngste medlem, der så tidligt og tragisk har mistet sin mor.
   Herfra skrider tingene, meget som den forskalling, der styrter sammen og dræber en arbejder på byggepladsen i belastende tv-billeder. Det er Anne, som bærer de fleste scener. Hun skændes med sin egen søn, Pierre (Franz Rogowski), der skammer sig over familien. Hun følger med i sin brors utroskab. Anne passer også domicilet, hvor en stab af marokkanske tjenestefolk går til hånde.
   Der er meget at se til i Huset Laurent. Anne behandler alle utålmodigt overbærende, som var det børn, hun talte til. Isabelle Huppert er født til at spille de roller.

   
NÅR filmen bevæger sig rundt i Calais, er gaderne fulde af migranter, som venter på passage. Selvrevseren Pierre tager dem med til bryllupsfesten. Her vil Ève og Georges Laurent demonstrere, hvor godt yngste og ældste generation forstår hinanden. Der er en morsom, makaber og inderlig slutning. Den ironiske titel står mejslet.
   Happy End er en subversiv svikmølletur gennem Hanekes faste motiver. Der er et opsummerende præg over filmen, som genbruger træk og teknikker i en multiplotfortælling, som nærmest siger modsatte af Ukendt kode (2001), hvor Haneke på samme måde zoomede ud og panorerede hen over en personkreds i dagens indhegnede Europa.
   Han var dengang forbeholdent optimistisk. Det er han ikke mere.


MICHAEL Haneke præsenterede filmen på Cannes Festivalen i 2017. Happy End lignede da en afskedsalut fra den 78-årige østriger, som altid har udfordret normaliteten og afstumpetheden. Han er siden begyndt at skrive og instruere Kelvin’s Book, en engelsksproget føljeton, som skal streames i ti episoder. På hvilken platform vides ikke endnu, men der er stadig mere stof og mørk latter i den grånende antifascist.
   Her samler Haneke den europæiske familie til en sidste ironisk hyggestund i Calais. Happy End er en sædeskildrende gravskrift. Det bliver næppe mere senborgerligt.

RIP Jean-Louis Trintignant 1930-2022



Happy End. Instr. & manus: Michael Haneke. Foto: Christian Berger. 108 min. Frankrig-Tyskland-Østrig-Italien 2017. Dansk premiere: 28.03.2018.


Fotos: Les Films du Losange/ X-Filme Creative Pool/ Wega Film/ France 3 Cinéma/ WDR/ Bayerischer Rundfunk/ ARTE France/ CNC/ Österreichisches Filminstitut/ Camera Film
Filmen streames på Apple TV, Blockbuster, FILMSTRIBEN, Grand Hjemmebio, SF Anytime, Viaplay Store, YouTube Film
2K Blu-ray fra Artificial Eye | CURZON (UK) 26.03.2018
Anmeldelsen trykt [i kortere version} i Weekendavisen Kultur 29.03.2018