Kenneth Branagh: Hamlet (1996)

ET ÆDELT HJERTE

Branaghs definitive filmatisering 

Af BO GREEN JENSEN

WILLIAM Shakespeares Hamlet bliver sjældent spillet i tekstens fulde længde. Det er der flere grunde til. For det første tager det fire timer. For det andet kan man diskutere, hvilken af de seks foreliggende udgaver, der er den mest autentiske. Førsteudgaven fra 1603, den såkaldte »bad quarto«, er skrevet af efter hukommelsen og afviger markant fra den forestilling, som vi kender i dag, mens den anden kvart fra 1604 kan betragtes som den mest autoritative. Også denne ændrer sig dog i de senere udgaver.

   Heller ikke på Shakespeares tid var det usædvanligt, at en ofte spillet tekst blev filet til gennem årene. Scener blev tilføjet, andre beskåret, der blev rettet og strammet og efterjusteret i overensstemmelse med tidens smag og den dramatiske nødvendighed. Man regner med, at folioudgaven fra 1623 gengiver den version af teksten, som The King's Men faktisk havde på repertoiret, hvorimod den anden quarto ligger tættest på forfatterens egen tekst. Denne er med sine 3.777 linier Shakespeares længste, og det er dén som Kenneth Branagh har baseret sin 90er-Hamlet på.

PÅ film er Hamlet blevet fremstillet af de mest forskellige typer og navne, fra Asta Nielsen i Sven Gades stumme 1920-version til Mel Gibson i Franco Zeffirellis energiske udgave fra 1990. Kenneth Branagh nævner selv russeren Grigorij Kozintsevs 1964-filmatisering blandt sine forbilleder, men der er ingen tvivl om, at han også i denne omgang har kastet et særlig grundigt blik på faderfiguren Laurence Oliviers version fra 1948, som alt andet lige er den klassiske filmatisering. Og lad det være sagt med det samme: det er ikke blot en mere tidssvarende Hamlet, som Branagh har fundet ind til i sit arbejde med figuren. Det er ganske enkelt også en bedre film, som han har aftvunget det kendte materiale.

DET er en stor og forbavsende levende film. Skal man indvende noget, kunne det være et vist forbehold over for den overdosering af kendte ansigter, som i passager distraherer så stærkt, at stjerneeffekten næsten virker mod hensigten. 

   Vist er Jack Lemmon et udmærket valg til rollen som Marcellus, og vist får Billy Crystal en rigtig figur ud af Graveren, som Hamlet taler forgængelighed med. Også Robin Williams' hektiske nummer som Osrick fungerer som tiltrængt comic relief, men der er intet vundet ved at bruge Charlton Heston som skuespillernes konge eller lade Gérard Depardieu fremsige fem replikker på dårligt engelsk i anden akts scene mellem Polonius og Reynaldo.

  Scenen er i øvrigt et af de steder, der i regelen springes over. Den giver os et nyt og skarpere blik på Polonius, og Depardieu distraherer i sammenhængen. Da Hamlet lader gæstespillerne opføre stykket-i-stykket, kan Branagh ikke dy sig for at anbringe John Gielgud og Judi Dench i de levendegjorte tableauer. I den henseende er Branaghs uforkortede Hamlet finkulturens svar på The Longest Day (1962, da. Den længste dag), Ken Annakins film om D-Dagen, som også var angrebet af stjernesyndromet i næsten ufrivillig komisk grad.

FOR sagen er jo, at denne Hamlet er så stærkt besat i de rigtige roller, at udenværkerne irriterer. Derek Jacobi gør Claudius mere menneskelig, og derfor også mere korrupt, end vi er vant til at se ham. Richard Briers fremstiller Polonius, så han for en gangs skyld bliver mere end affældig staffage.

   Kate Winslets Ophelia er en lille åbenbaring, og hun hjælpes godt på vej af de friheder, som Branagh har taget sig i forhold til figuren. I flashbacks ser vi faktisk Hamlet og Ophelia elske sammen, før tiden gik af led. Branagh undgår også at vise os Ophelias vanvid som yndigt. I stedet udsætter lægerne hende for den behandling, der var fremherskende i Oplysningstiden, og det er mere hjerteskærende end de sædvanlige tableauer med stille vand og blomster i håret.

HVOR Franco Zeffirellis 1990-version skruede helt op for blodskamsmotivet i sin fremstilling af forholdet mellem Hamlet og Gertrude, som blev spillet af Glenn Close, lader Branaghs udgave Julie Christie være en enklere, mere entydig person, som man næsten kunne kalde ordinær.

   Rosenkrans og Gyldenstjerne, som især efter Tom Stoppards Rosencrantz and Guildenstern Are Dead er blevet tragediens mest celebre statister, er næsten ansigtsløse i Timothy Spalls og Reece Dinsdales skikkelser. Derimod er den myrdede konges genfærd – Brian Blessed med tordenstemme og himmelblå kontaktlinser – blevet både en gotisk effekt og en magtfuld person.

   Branagh selv er som Hamlet en overlever med dobbeltagentens talent for at forstille sig. Han handler aldrig i affekt, men iscenesætter sin hævn med klart overblik og sætter så at sige sit eget følelsesliv på standby. Han anfægtes nok af Ophelias skæbne, men kan dog ikke andet end trække på skulderen ved denne personlige omkostning. Han sætter aldrig spørgsmålstegn ved sin hævns valør, det destruktive afsind som han møder tidens generelt absurde forvridninger med. Det har han heller ikke grund til, for så vidt som faderens genfærd og hævnens lov her er fremstillet som regulære moralske naturkræfter. Det er op til Hamlet at genoprette balancen, sætte tiden tilbage i led.

FOTOGRAFEN Alex Thomson har tilrettelagt de brede 70mm-optagelser, så hele billedfladen bruges, og Tim Harveys scenografi vender op og ned på vores gængse forestillinger om stykkets formørkede verden. Vi er vant til at se nøgne rum, kalkede vægge og asketiske kostumer i en teatralsk scenografi, som forstærker og forstørrer tragediens centrale konflikt.

   Hos Branagh gøres alting tværtimod overdådigt, stort og farverigt – aldrig mere bjergtagende end i åbningscenen, hvor Claudius og Gertrud indtager tronen sammen. En regn af rosenblade drysser ned over de hvide uniformer, og salen er fuld af levende mennesker. Kun Hamlet er i sort som altid, og afstanden til hans omverden føles af samme grund større og stærkere end sædvanligt.

BLENHEIM Palace ved Woodstock i Oxfordshire holder for som slottet i Helsingør, og i slutningen krydsklipper Branagh mellem slutopgøret inde i tronsalen og Fortinbras' soldater, der trænger ind på slottet i uniformer fra Napoleonstiden.

   Den mest effektive tilføjelse til Hamlet, som vi hyppigst ser stykket, er dog fjerde scene i fjerde akt, hvor Hamlet opsummerer sin tragedie og til sin skam »ser døden true tyve tusind mænd,/ som går for eftermælets gøglesyner/ til graven som til sengs«, da Fortinbras' hær marcherer mod Polen. Vi ser faktisk hæren marchere hos Branagh, og scenen forstærker sin virkning ved at være den sidste før pausen i fire timers versionen.

FOR skønt Branaghs full version af Hamlet egentlig ikke føles så lang – man suges ind i handlingen og sproget og glemmer hurtigt tid og sted – var det amerikanske billetsalg så skuffende, at produktionsselskabet Castle Rock rykkede ud med en beskåret to timers version. Den forkortede film havde dansk premiere i 19 biografer, men kun den fulde version fik et videre liv. Den føles netop så stor, helstøbt og færdig, at man ikke ville ændre eller undvære én scene.

Se også Joel Coen: The Tragedy of Macbeth (2021) [Oscars 2022]; John Madden/Tom Stoppard: Shakespeare in Love (1998); Bob Dylan: Murder Most Foul (2020); Tamburlaine skal dø: Christopher Marlowe 1564-1593; Efter Leskov: Lady Macbeth (2016). 

I temaet »Liv og teater« se også bl.a. Jean-Baptiste Poquelin Molière 1622-1673; Klassiske karakterer: Cyrano de Bergerac; Arthur Miller: The Crucible/Heksejagt (1953/1996).

Hamlet. Instr. og manus: Kenneth Branagh. Foto: Alex Thomson. USA 1996. 242 min. Dansk premiere: 04.04.1997.

Fotos: Castle Rock Entertainment/ Turner Pictures/ Fishmonger Films/ Columbia Pictures/ Nordisk Film Distribution/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ Filmgrab/ framegrabs [Warner Home Entertainment]

Filmen streames (i fuld version) på Blockbuster, Google Play og iTunes – Blu-ray fra Warner Bros. august 2010

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 04.04.1997