Translate

Viser opslag med etiketten mysticisme. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten mysticisme. Vis alle opslag

tirsdag den 19. juli 2022

Animation | Kahlil Gibran's The Prophet/Den lille pige og profeten (2014)



AT VÆVE ET KLÆDE
Animation mellem popcorn og arthouse

Af BO GREEN JENSEN

NOGLE bøger bliver grundsten i søgende menneskers litteratur. Som regel betyder det også, at de forsvinder fra den kritiske radar, bliver overset eller latterliggjort og får et alternativt undergrundsliv. To lysende eksempler fra min egen generations unge tid er Jonathan Livingston Seagull (1970, da. Jonathan Livingston Havmåge) af Richard Bach og Robert M. Pirsigs Zen and the Art of Motorcycle Maintenance: An Inquiry into Values (1974, da. Zen og kunsten at vedligeholde en motorcykel: en undersøgelse af værdier).
   For tiden er Paulo Coelhos O Alquimista (1988, da. Alkymisten), James Redfields The Celestine Prophecy (1993, da. Den niende indsigt), Cheryl Strayeds Wild: From Lost to Found on the Pacific Crest Trail (2012, da. Wild – en fortælling om at fare vild og finde sig selv igen) og Elizabeth Gilberts Eat, Pray, Love: One Woman's Search for Everything Across Italy, India and Indonesia (2006, da. Spis, bed, elsk: en kvindes søgen efter det hele i Italien, Indien og Indonesien) de foretrukne manualer for metafysiske backpackere.


MEN længe før Coelho, Redfield, Gilbert og Strayed var der The Prophet (da. Profeten) af Gibran Kahlil Gibran (1883-1931). Alfred A. Knopf udgav Gibrans bog i 1923. Siden er den oversat til 40 sprog og trykt i mere end 100 mio. eksemplarer. Den første danske udgave kom i 1964, den seneste i 2019.*
   Kahlil Gibran blev født i Libanon, som dengang var en del af Syrien, og kom som 12-årig til Boston med sin mor og tre søskende. Han var maler, tænker, forfatter og guru. Han skrev i alt 17 bøger, ni på arabisk og otte på engelsk. Flere er fortsættelser til Profeten. I Libanon har han status som nationaldigter. I USA og Europa er han synonym med The Prophet.
   Bogen består af 26 prosadigte, som taler i stort sprog om livet og døden. De skiftevis fine og floskuløse tekster er lagt i munden på digteren Almustafa, som efter 12 års husarrest skal deporteres. Han taler til indbyggerne i Orphalese, en fiktiv, undertrykt bystat. Seersken Almitra stiller ham spørgsmål på vegne af Folket. Det politiske budskab handler især om, at sjælen ikke kan lænkes.




SAGT med al respekt for billedsstyrken i Gibrans sufistiske solipsisme: Den er ikke et oplagt forlæg for en stor, moderne animationsfilm, som vil tale til hele familien. Kahlil Gibran's The Prophet, som på dansk er blevet omdøbt til Den lille pige og profeten, har da også en forunderlig baggrund.
   Filmen er co-produceret af skuespilleren Salma Hayek og DOHA Film Institute. Hayek har før sat penge i hjerteprojekter som filmen om Frida Kahlo. Doha Film Institute har bl.a. produceret Mira Nairs ret gode filmatisering af Mohsin Hamids The Reluctant Fundamentalist (2007, da. Den modvillige fundamentalist), som åbnede Venedig Festivalen i 2012.
   Instituttet er ikke så officielt som det lyder. Navnet dækker over en fond, som sheika Al-Mayassa bint Hamad bin Khalifa Al-Thani, et medlem af kongefamilien i Quatar og en af verdens rigeste kvinder, etablerede i 2010. Tanken er tydeligvis at udbrede arabisk kultur i en global sammenhæng.
   Der er derfor købt bredt og fordomsfrit ind. Disney-animatoren Roger Allers (f. 1949) – som var hovedforfatter på Beauty and the Beast (1991) og Aladdin (1992), før han instruerede megahittet The Lion King (1994) sammen med Rob Minkoff og skrev manuskript til The Emperor's New Groove (2000) – har bearbejdet og forstørret grundhistorien.
   Dissidenten Mustafa sidder i husarrest. Han bliver hentet af soldater, som ligner tyrkere fra Ottoman-tiden. Regimet vil løslade ham, hvis han undsiger sin praksis. Mustafa nægter og bliver henrettet. Himmelskibet kan endelig sejle.




ALLERS' kunstgreb består i at gøre »seersken« Almitra til en pige på otte år. Hun har ikke brugt sin stemme, siden hendes far forsvandt. Hun kommer og går hos profeten. Sammen med sin mor, Kamila, forsøger Almitra at redde den dødsdømte mand. Hun taler naturligvis, da det gælder.
   Rammehistorien er solidt fortalt og prosaisk illustreret. De filosofiske og religiøse tirader bliver derimod fortolket i eksperimenterende billeddigte, som nogle af dagens mest originale håndtegnere har animeret.
   Det er svært stof for et ungt publikum. For eksempel fremstiller Joann Sfar (Gainsbourg – vie héroïque, Rabbinerens kat) det livslange parforhold som en fandango, mens Lars Mikkelsens stemme på lydsiden forkynder, at kærligheden mellem ægtefolk må være som »vuggende vande mellem sjælenes kyster«.
   Gibran var stor i den slags udsagn: »Hav tillid til drømmene, for i dem er porten til evigheden skjult.« »Hvordan skal vi kende dødens hemmelighed, hvis ikke vi søger den i livets midte?« »Som vin skal vi bevares: evige kar.«



MICHAL Socha har tegnet segmentet om Frihed; tvillingebrødrene Gaëtan og Paul Brizzi (som instruerede Ildfuglen-afsnittet i Fantasia 2000) har animeret segmentet om Døden. Nina Paleys fortolkning af teksten om Børn er forsynet med en sang af Damien Rice – ellers er det gennemgående score skrevet af Gabriel Yared.



FLERE bidrag holder sig helt tæt på kunstnerens sædvanlige signatur. De føles derfor som enkeltstående værker og bliver næsten fremmedelementer i historien om pigen og profeten. Det gælder for satirikeren Bill Plymptons film (»om at Spise & Drikke«) og Joan C. Gratz' fortolkning af temaet Arbejde, som bruger korncirkler og stjerneklynger i ånden fra Vincent van Gogh. Mohammad Saeed Haribs segment (»om Godt & Ondt«) kunne være sat sammen af malede baggrunde fra gamle tegnefilm.


    
MEST vellykket er nordirske Tomm Moores segment, »Om Kærlighed«, der lader Moores keltisk kantede signaturstil indgå i frodige symbioser med art nouveau (Gustav Klimt) og symbolisme (Egon Schiele).
   Gibran var selv en god og alsidig billedkunstner, som fulgte den franske skole (fra Fantin-Latour) i portrætter og trak på både Rodin og William Blake i sine nøgenstudier. I flere grafiske arbejder ligger stilen tæt på danskeren Rudolph Tegner. Ligesom i teksterne er der et vagt generisk præg, en vilje til kunst, over arbejdet. Mærkeligt nok prøver ingen af tegnerne at integrere Gibrans egen stil i kompendiet.



DE otte film-i-filmen står stærkest hver for sig. Til gengæld kan de sammen demonstrere, hvor mange lag og frie rum, der findes i Gibrans besnærende tekst. Roger Allers forsøger at indlejre dem i en familievenlig fortælling, der vælger en enkel og meget banal grundstil. Det er dén sammenføjning, der skaber problemer. Filmen knækker simpelt hen over i to, så hverken barnets historie eller filosofitimen for alle livsaldre kommer til deres ret. 


KONCEPTET ligner den abstrakte animationskunst i Fantasia (1940), hvor Walt Disney i samme ambitiøse antologiform forsøgte at gøre tegnefilmen til noget for voksne og klassisk musik til allemandseje. Flere af gæstekunstnerne i The Prophet var bidragydere til Fantasia 2000, som markerede den gamle films 60-års-jubilæum.
   Det er under alle omstændigheder et kærkomment bud på en anderledes animationsfilm. Gibran taler et sted om »at væve et klæde« og »bygge et hus med hengivenhed«. Den lille pige og profeten bliver ofte betænkeligt svulstig. Alligevel er man aldrig i tvivl om, at filmen er et kærlighedsarbejde.

*) Profeten findes i mange udgaver. Profetens bog (Lindhardt og Ringhof, 2019) samler Per Thorells oversættelse af The Prophet (1923) og Marit Lise Bøghs oversættelse af The Garden of the Prophet (1933) i et bind med et forord af Rupi Kaur. Standardværket om Kahlil Gibran er skrevet af maleren og billedhuggeren Kahlil George Gibran (1922-2008), som var forfatterens gudbarn og grandnevø. Sammen med sin hustru, Jean Gibran, skrev han i 1974 biografien Kahlil Gibran: His Life and World, som er meget respektfuld, men fuld af detaljer om forfatterens blomstrende kærlighedsliv. I 2017 blev den genudgivet med titlen Kahlil Gibran Beyond Borders. Pete Katz' graphic novel (Simon and Schuster/ Canterbury Classics, 2022) er en meget vellykket fortolkning, der får plads til hele Gibrans tekst i sine Hergé-sirlige talebobler
.   





Kahlil Gibran's The Prophet (Den lille pige og profeten). Instr.: Roger Allers + Gaëzan & Paul Brizzi, Joan C. Gratz, Mohammad Saeed Harib, Tomm Moore, Nina Paley, Bill Plympton, Joann Sfar, Michael Sochy. Manus: Roger Allers, Hanna Weg, Irene Mecchi, Douglas Wood. m.fl. 84 min. Frankrig-Canada-USA-Libanon-Quatar 2015. Dansk premiere: 23.06.2016.


Fotos: DOHA Film Institute/ Participant/ Code Red Productions/ FFA Private Bank/ MyGroup Lebanon/ Financière Pinault/ Ventanarosa Productions/ Hanson/ Creative Projects Group/ Gibran National Committee/ Bardel Entertainment/ Prophet Screen Partners/ Pathé/ Angel Films/ Alfred A. Knopf/ Lindhardt og Ringhof/ Head of Zeus/ Simon and Schuster/ Cinematerial
Filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN og SF Anytime 
Anmeldelsen stod (i kortere form) i Weekendavisen Kultur 24.06.2016.

tirsdag den 6. juli 2021

Chasing Trane: John Coltrane 1926-1967



DEN KOSMISKE REJSE
En portrætfilm om jazzpioneren

Af BO GREEN JENSEN

SAXOFONISTEN John Coltrane var kun 40 år, da han døde – af leverkræft i 1967 –
 men som en af jazzens store stilskabere kaster han stadig en kolossal skygge.
   Der er vist nok delte meninger om de sidste indspilninger, hvor en i forvejen eksperimenterende form er på vej ud i rummet og ind i en eskalerende religiøsitet. Den frie jazz bliver her til bøn og lovsang. Denne drift mod en hengivelse er dog klar allerede på hovedværket A Love Supreme (1964), hvor Coltranes fantastiske rejse begynder for alvor.
   Portrætfilmen Chasing Trane foretager flashbacks til Coltranes opvækst i North Carolina og starten på musikkarrieren, som begyndte i hans flådetid på Hawaii og fortsatte i Philadelphia. Coltranes første helt var Charlie Parker. Hans læreår gik med at følge Parkers eksempel i bands, som blev styret af Johnny Hodges og Dizzy Gillespie.


COLTRANE fik sin chance i 1955 hos Miles Davis. Han gik selv, fordi han syntes, at Miles kom til at fylde for meget. Mens han udviklede sin egen stil – og skar albummet Blue Train (1958) – var han saxofonist hos Thelonius Monk. Han blev bortvist på grund af sit stofmisbrug. Monk tog ham til nåde, Trane faldt atter i.
   Så var det, at han tog en beslutning og gjorde sig fri. Coltrane var gift, havde bonusbørn at forsørge og ville ikke ende som Charlie Parker. John Scheinfelds film vender stadig tibage til skæringsåret 1957, hvor legenden valgte et renere liv. Steddatteren Antonia Andrews beskriver, hvor hårdt det gik for sig, da Coltrane gik cold turkey og blev i huset i måneder, mens hustruen Naima hjalp ham over det værste.


DER er stumper af henved tres sange. Scheinfeld gør særligt meget ud af »Alabama« (1964), som er Coltranes melankolske pendant til Nina Simones vrede »Mississippi Goddamn«. Begge løfter arven efter Billie Holidays evige »Strange Fruit«. Eks-præsident Bill Clinton kalder kompositionen »a beautiful elegy screaming with pain«.
   Coltranes skæve fortolkning af The Sound of Music-sangen »My Favorite Things« blev et overraskende radiohit i 1961. Så isolerede han sig i huset på Long Island for at komponere A Love Supreme i fire satser. Her er ideen, at han spiller de ord, som er skrevet på coveret.


CHASING Trane er en effektiv introduktion. Den er desværre også fuld af talende ansigter, som konstant klippes ind i musikken. Karaktervidnerne siger udmærkede ting, men de er mærkeligt urytmisk anbragt.
   Flere talking heads henviser til Pablo Picasso og Jimi Hendrix, når de skal finde en analogi for Coltranes forvandling. Det er gamle kolleger som Sonny Rollins og Jimmy Heath. Det er celebre fans som Bill Clinton og John Densmore, trommeslageren fra The Doors, der som altid forklarer håndværket godt.
   Især er det guitaristen Carlos Santana, som jeg skylder min egen indføring i Coltrane. Santana og John McLaughlin bruger to af Coltranes kompositioner, »Acknowledgement« fra A Love Supreme og balladen »Naima«, på albummet Love Devotion Surrender (1973). Her udforsker de – under navnet Mahavishnu Orchestra – en diffus og forklaret åndelighed, som dagens newagere vil sætte pris på.



DESVÆRRE kan Scheinfeld ikke tale med Alice Coltrane (1937-2007), som var pianist i den sidste kvartet og fortsatte med at udforske og forkynde musikken på album med titler som Transcendence (1977) og Transfiguration (1978). Hovedværket er det fjerde album, Journey in Satchidananda (1970). Santanas Illuminations (1974) er indspillet med Alice Coltrane.
    Hun blev gift med John Coltrane i 1966. Hun gjorde kvartetten til en kvintet og blev af purister betragtet som en negativ faktor, meget som rockfans lidt senere så Yoko Ono, da John Lennon trak sig ud af The Beatles. Alle parrets tre sønner fortæller. Coltrane selv blev helgenkåret af African Orthodox Church i San Francisco. 
   Et kapitel for sig er den sidste japanske turné. Her fortæller Yasuhiro Fujioka, som driver Coltrane House i Osaka og ejer den største samling af memorabilia. Den japanske superfan er aldrig kommet over Coltranes koncert i Nagasaki, hvor han spillede »Peace on Earth«.


COLTRANES egne udsagn bliver læst af Denzel Washington. Coltrane er misbrugeren, som rettede sig og blev kanoniseret. Beskrivelsen af hans rejse mod lyset er ganske vist ikke på højde med vreden i Whatever Happened, Miss Simone? (2015), Liz Garbus’ dokumentar om Nina Simone. John Scheinfeld har tidligere portrætteret Herb Albert, Sergio Mendes, John Lennon og Harry Nilsson. Han er tilbøjelig til at skære alle kager i den samme dej. 

   Til gengæld er filmen en appetitvækker. Jeg gik direkte hjem og bestilte A Love Supreme. Jeg ved ikke meget om jazz. Jeg troede, at Bitches Brew stod alene. Efter Chasing Trane er jeg klogere. John Coltrane skabte kosmisk musik, der er mere end psykedeliske fagter. Måske er det lyset, der bliver transformeret. Måske er det hengivelsen, som han higede efter, der lyder sådan, når den folder sig ud. 


Chasing Trane – The John Coltrane Documentary. Instr. og manus: John Scheinfeld. Foto: Stan Tayor. 99 min. USA 2017. Dansk premiere: 21.06.2017.


Fotos: CineMaterial/ Filmaffinity/ Wikimedia Commons/  Blue Note/ Impulse!/ Google
Filmen streames ikke i Europa. I USA kan den ses på Apple TV og lejes/købes på iTunes
Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 22.06.2017 (der er dog skrevet pænt meget til)

fredag den 2. april 2021

Darren Aronofsky: The Fountain (2006)


LIVETS TRÆ OG LYSETS KILDE
New Age version 2.0 begynder i The Fountain

Af BO GREEN JENSEN

KABBALA, kristendom og mystik løber sammen i denne på alle måder overdrevne fabel om livets uudslukkelighed og dødens grundlæggende neutralitet. I 2006 var The Fountain eksotisk. I 2021 kan man se Aronofskys film som et forvarsel. Her er hele woke-mentaliteten lagt frem. 
   Der er tre sammenflettede spor i fortællingen, og det lykkes ved effektiv klipning at holde publikum hen. Da forklaringen kommer, bliver tilskueren både bekræftet og overrasket. Om man fastholder interessen så længe, er et spørgsmål om smag. Nogle vil dele filmens undren. Andre vil gå fra en gryde med glosuppe.
   Der jongleres uhyre behændigt. Allerede i filmens første minutter er perspektivet bredt ud over godt og vel et årtusinde. I 1500-tallets Spanien bliver soldaten Tómas som den sidste, der ikke knæler for Inkvisitionen, sendt til kolonierne i Den Nye Verden for at finde Livets Træ ved en skjult pyramide i mayafolkets jungle. Dronning Isabella sender personligt sin ridder afsted og lover ham at blive »din Eva«, hvis han vender hjem med livets hemmelighed.


I VOR egen tid kæmper forskeren Tommy Creo for at finde en kur, der kan vende ældningsprocessen og helbrede hans hustru, Izzy, før svulsten i hendes hjerne er moden. Tommy har så travlt med at stræbe, at han glemmer at være til stede i nuet. Fem eller seks gange gentages scenen, hvor Izzy beder ham gå med ud i den første sne. Sidste gang hun spørger, går han med og lader forskningen være. Begge reaktioner har vidtrækkende konsekvenser.
   Endelig opsøger filmen Tom, en pyjamasklædt astronaut, der stiger mod universets loft i en blanding af sæbeboble og sneglobe. Også et døende træ og en kilde indgår i bonsai-landskabet. Ofte kommer Izzy og beder Tom gå med, hvis hun ikke opfordrer ham til at »gøre den færdig«. Han hvisker til træet, hvis fibre sitrer på samme måde som Izzys nakkehår, når de ligger i ske.



I SIN sidste tid har Izzy to projekter. Hun studerer en døende stjernetåge, Xibalba, hvor mayaerne mente, at deres underverden lå. Samtidig skriver hun på en roman om den sidste conquistador og hans dronning. Det er den bog, Tommy skal gøre færdig, når hun ikke magter mere. Det kræver ikke særlige evner at genkende Hugh Jackman og Rachel Weisz i de to hovedroller i alle tre aldre.
   Tómas finder træet, og bogen om Kilden får en overraskende slutning, da den udslukte mand bliver grådig og æder livsmasse af alle kræfter. Lotusmunken træder frem i Ny Spanien, mens soldaten duellerer med en blodindsmurt mayapræst. Izzy dør eller dør alligevel ikke, for i den sidste ende spiller alle vore planer ingen rolle. Det gør kun Livets Træ, som stiger mod Xibalba. Selv i fantasygenren får man det næppe mere sakralt eller kulørt.



FILMEN skuffer primært, fordi Aronofskys debut var så original. I den sære, sort-hvide Pi eller π (1998) var en migræneplaget matematiker ved at omsætte livets mening til tal. Ved en computer, som Robert Storm Petersen kunne have formgivet, blev han opsøgt af finansfirmaer og bortført af kabbalister. Måske var manden ved at knække koden, finde Guds navn og nøglen til markedets udsving. Endelig tog han en boremaskine, rettede den mod sin tinding og gjorde en ende på talkværneriet. Da kunne han atter høre børnenes stemmer.
   I Requiem for a Dream (2000) blev flere slags afhængighed skildret indefra og meget stærkt, med afsæt i en kultroman af Hubert Selby Jr. De første film var små produktioner. Aronofsky fik 35 mio. dollars at realisere The Fountain for, da Brad Pitt og Cate Blanchett sagde ja til hovedrollerne. Begge sprang i målet for at medvirke i Babel. Han fik alligevel sin chance i den store kommercielle form, og The Fountain kunne være blevet en effektfilm ud over det sædvanlige.



DET er den måske også. Flere fortalere har sidestillet The Fountain med Stanley Kubricks navnkundige 2001: A Space Odyssey (1968). Det er nu nok nærmest grebet i flugten. Kubrick ville hade al inderligheden.
   En mere nærliggende sammenligning er de visuelt bjergtagende efterdødsfabler, som man finder i grænselandet mellem høj romantik og blød science fiction, f.eks. Vincent Wards billedorgie What Dreams May Come (1998), hvor en enkemand følger sin døde hustru gennem universerne i malerier, som hun skabte eller var inspireret af, fra elysiske paradislandskaber til forfærdende helvedesvisioner. Der går en direkte linie fra The Fountain til de sammenfoldede musetrapper af tid i Cloud Atlas (2012).
   På idéplanet kan The Fountain synes så forskruet, så indfedtet i holisme og new age, at man vægrer sig ved at tage den alvorligt. Billedsiden lever dog sit stærke og uafbrudt fængslende liv. Især fortryller scenerne fra den sneglobe-agtige sfære, hvor Tommy Creo stiger op mod Xibalba. Her griber Aronofsky tilbage til tintede stumfilms stoflige skønhed. Selve filmkunstens DNA er i spil.


I ØVRIGT er det kun i lanceringsmaterialet, at fortællingens spor føjes bogstaveligt sammen. Her kan man læse, at scenerne med »den buddhistiske astronaut« finder sted i det 26. århundrede, hvor Tom – en slags repræsentativt menneske – endelig forstår »de mysterier, som han har bakset med igennem et tusinde år«. Faktisk bliver dette ikke forklaret i filmen, hvor cancerhistorien synes at definere virkeligheden.
   Det hænger ikke nødvendigvis bedre sammen, men historiernes porøse væsen får en mere konstruktiv kvalitet. The Fountain er nok en monumental tossestreg – det samme sagde mange i samtiden om 2001 – men den har store ideer og stærkt billedstof, samt en vilje til at løbe linen helt ud. Filmen ses bedst på stort lærred, hvor detaljerne kan komme til deres ret.



The Fountain. Instr. og manus: Darren Aronofsky. Foto: Matthew Libatique. 96 min. USA 2006. Dansk premiere: 04.04.2007.


Fotos: Warner Bros./ 20th Century/ CineMaterial/ MovieStillsDB
Filmen streames på Apple TV, Blockbuster, DISNEY+, SF Anytime
2K Blu-ray fra Walt Disney Studios 28.05.2007
Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 04.04.2007