Translate

Viser opslag med etiketten Salma Hayek. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Salma Hayek. Vis alle opslag

tirsdag den 19. juli 2022

Animation | Kahlil Gibran's The Prophet/Den lille pige og profeten (2014)



AT VÆVE ET KLÆDE
Animation mellem popcorn og arthouse

Af BO GREEN JENSEN

NOGLE bøger bliver grundsten i søgende menneskers litteratur. Som regel betyder det også, at de forsvinder fra den kritiske radar, bliver overset eller latterliggjort og får et alternativt undergrundsliv. To lysende eksempler fra min egen generations unge tid er Jonathan Livingston Seagull (1970, da. Jonathan Livingston Havmåge) af Richard Bach og Robert M. Pirsigs Zen and the Art of Motorcycle Maintenance: An Inquiry into Values (1974, da. Zen og kunsten at vedligeholde en motorcykel: en undersøgelse af værdier).
   For tiden er Paulo Coelhos O Alquimista (1988, da. Alkymisten), James Redfields The Celestine Prophecy (1993, da. Den niende indsigt), Cheryl Strayeds Wild: From Lost to Found on the Pacific Crest Trail (2012, da. Wild – en fortælling om at fare vild og finde sig selv igen) og Elizabeth Gilberts Eat, Pray, Love: One Woman's Search for Everything Across Italy, India and Indonesia (2006, da. Spis, bed, elsk: en kvindes søgen efter det hele i Italien, Indien og Indonesien) de foretrukne manualer for metafysiske backpackere.


MEN længe før Coelho, Redfield, Gilbert og Strayed var der The Prophet (da. Profeten) af Gibran Kahlil Gibran (1883-1931). Alfred A. Knopf udgav Gibrans bog i 1923. Siden er den oversat til 40 sprog og trykt i mere end 100 mio. eksemplarer. Den første danske udgave kom i 1964, den seneste i 2019.*
   Kahlil Gibran blev født i Libanon, som dengang var en del af Syrien, og kom som 12-årig til Boston med sin mor og tre søskende. Han var maler, tænker, forfatter og guru. Han skrev i alt 17 bøger, ni på arabisk og otte på engelsk. Flere er fortsættelser til Profeten. I Libanon har han status som nationaldigter. I USA og Europa er han synonym med The Prophet.
   Bogen består af 26 prosadigte, som taler i stort sprog om livet og døden. De skiftevis fine og floskuløse tekster er lagt i munden på digteren Almustafa, som efter 12 års husarrest skal deporteres. Han taler til indbyggerne i Orphalese, en fiktiv, undertrykt bystat. Seersken Almitra stiller ham spørgsmål på vegne af Folket. Det politiske budskab handler især om, at sjælen ikke kan lænkes.




SAGT med al respekt for billedsstyrken i Gibrans sufistiske solipsisme: Den er ikke et oplagt forlæg for en stor, moderne animationsfilm, som vil tale til hele familien. Kahlil Gibran's The Prophet, som på dansk er blevet omdøbt til Den lille pige og profeten, har da også en forunderlig baggrund.
   Filmen er co-produceret af skuespilleren Salma Hayek og DOHA Film Institute. Hayek har før sat penge i hjerteprojekter som filmen om Frida Kahlo. Doha Film Institute har bl.a. produceret Mira Nairs ret gode filmatisering af Mohsin Hamids The Reluctant Fundamentalist (2007, da. Den modvillige fundamentalist), som åbnede Venedig Festivalen i 2012.
   Instituttet er ikke så officielt som det lyder. Navnet dækker over en fond, som sheika Al-Mayassa bint Hamad bin Khalifa Al-Thani, et medlem af kongefamilien i Quatar og en af verdens rigeste kvinder, etablerede i 2010. Tanken er tydeligvis at udbrede arabisk kultur i en global sammenhæng.
   Der er derfor købt bredt og fordomsfrit ind. Disney-animatoren Roger Allers (f. 1949) – som var hovedforfatter på Beauty and the Beast (1991) og Aladdin (1992), før han instruerede megahittet The Lion King (1994) sammen med Rob Minkoff og skrev manuskript til The Emperor's New Groove (2000) – har bearbejdet og forstørret grundhistorien.
   Dissidenten Mustafa sidder i husarrest. Han bliver hentet af soldater, som ligner tyrkere fra Ottoman-tiden. Regimet vil løslade ham, hvis han undsiger sin praksis. Mustafa nægter og bliver henrettet. Himmelskibet kan endelig sejle.




ALLERS' kunstgreb består i at gøre »seersken« Almitra til en pige på otte år. Hun har ikke brugt sin stemme, siden hendes far forsvandt. Hun kommer og går hos profeten. Sammen med sin mor, Kamila, forsøger Almitra at redde den dødsdømte mand. Hun taler naturligvis, da det gælder.
   Rammehistorien er solidt fortalt og prosaisk illustreret. De filosofiske og religiøse tirader bliver derimod fortolket i eksperimenterende billeddigte, som nogle af dagens mest originale håndtegnere har animeret.
   Det er svært stof for et ungt publikum. For eksempel fremstiller Joann Sfar (Gainsbourg – vie héroïque, Rabbinerens kat) det livslange parforhold som en fandango, mens Lars Mikkelsens stemme på lydsiden forkynder, at kærligheden mellem ægtefolk må være som »vuggende vande mellem sjælenes kyster«.
   Gibran var stor i den slags udsagn: »Hav tillid til drømmene, for i dem er porten til evigheden skjult.« »Hvordan skal vi kende dødens hemmelighed, hvis ikke vi søger den i livets midte?« »Som vin skal vi bevares: evige kar.«



MICHAL Socha har tegnet segmentet om Frihed; tvillingebrødrene Gaëtan og Paul Brizzi (som instruerede Ildfuglen-afsnittet i Fantasia 2000) har animeret segmentet om Døden. Nina Paleys fortolkning af teksten om Børn er forsynet med en sang af Damien Rice – ellers er det gennemgående score skrevet af Gabriel Yared.



FLERE bidrag holder sig helt tæt på kunstnerens sædvanlige signatur. De føles derfor som enkeltstående værker og bliver næsten fremmedelementer i historien om pigen og profeten. Det gælder for satirikeren Bill Plymptons film (»om at Spise & Drikke«) og Joan C. Gratz' fortolkning af temaet Arbejde, som bruger korncirkler og stjerneklynger i ånden fra Vincent van Gogh. Mohammad Saeed Haribs segment (»om Godt & Ondt«) kunne være sat sammen af malede baggrunde fra gamle tegnefilm.


    
MEST vellykket er nordirske Tomm Moores segment, »Om Kærlighed«, der lader Moores keltisk kantede signaturstil indgå i frodige symbioser med art nouveau (Gustav Klimt) og symbolisme (Egon Schiele).
   Gibran var selv en god og alsidig billedkunstner, som fulgte den franske skole (fra Fantin-Latour) i portrætter og trak på både Rodin og William Blake i sine nøgenstudier. I flere grafiske arbejder ligger stilen tæt på danskeren Rudolph Tegner. Ligesom i teksterne er der et vagt generisk præg, en vilje til kunst, over arbejdet. Mærkeligt nok prøver ingen af tegnerne at integrere Gibrans egen stil i kompendiet.



DE otte film-i-filmen står stærkest hver for sig. Til gengæld kan de sammen demonstrere, hvor mange lag og frie rum, der findes i Gibrans besnærende tekst. Roger Allers forsøger at indlejre dem i en familievenlig fortælling, der vælger en enkel og meget banal grundstil. Det er dén sammenføjning, der skaber problemer. Filmen knækker simpelt hen over i to, så hverken barnets historie eller filosofitimen for alle livsaldre kommer til deres ret. 


KONCEPTET ligner den abstrakte animationskunst i Fantasia (1940), hvor Walt Disney i samme ambitiøse antologiform forsøgte at gøre tegnefilmen til noget for voksne og klassisk musik til allemandseje. Flere af gæstekunstnerne i The Prophet var bidragydere til Fantasia 2000, som markerede den gamle films 60-års-jubilæum.
   Det er under alle omstændigheder et kærkomment bud på en anderledes animationsfilm. Gibran taler et sted om »at væve et klæde« og »bygge et hus med hengivenhed«. Den lille pige og profeten bliver ofte betænkeligt svulstig. Alligevel er man aldrig i tvivl om, at filmen er et kærlighedsarbejde.

*) Profeten findes i mange udgaver. Profetens bog (Lindhardt og Ringhof, 2019) samler Per Thorells oversættelse af The Prophet (1923) og Marit Lise Bøghs oversættelse af The Garden of the Prophet (1933) i et bind med et forord af Rupi Kaur. Standardværket om Kahlil Gibran er skrevet af maleren og billedhuggeren Kahlil George Gibran (1922-2008), som var forfatterens gudbarn og grandnevø. Sammen med sin hustru, Jean Gibran, skrev han i 1974 biografien Kahlil Gibran: His Life and World, som er meget respektfuld, men fuld af detaljer om forfatterens blomstrende kærlighedsliv. I 2017 blev den genudgivet med titlen Kahlil Gibran Beyond Borders. Pete Katz' graphic novel (Simon and Schuster/ Canterbury Classics, 2022) er en meget vellykket fortolkning, der får plads til hele Gibrans tekst i sine Hergé-sirlige talebobler
.   





Kahlil Gibran's The Prophet (Den lille pige og profeten). Instr.: Roger Allers + Gaëzan & Paul Brizzi, Joan C. Gratz, Mohammad Saeed Harib, Tomm Moore, Nina Paley, Bill Plympton, Joann Sfar, Michael Sochy. Manus: Roger Allers, Hanna Weg, Irene Mecchi, Douglas Wood. m.fl. 84 min. Frankrig-Canada-USA-Libanon-Quatar 2015. Dansk premiere: 23.06.2016.


Fotos: DOHA Film Institute/ Participant/ Code Red Productions/ FFA Private Bank/ MyGroup Lebanon/ Financière Pinault/ Ventanarosa Productions/ Hanson/ Creative Projects Group/ Gibran National Committee/ Bardel Entertainment/ Prophet Screen Partners/ Pathé/ Angel Films/ Alfred A. Knopf/ Lindhardt og Ringhof/ Head of Zeus/ Simon and Schuster/ Cinematerial
Filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN og SF Anytime 
Anmeldelsen stod (i kortere form) i Weekendavisen Kultur 24.06.2016.

fredag den 19. februar 2021

Matteo Garrone: Tale of Tales (2015)


HISTORIERNES HISTORIE
Da eventyr blandede gru og magi
 
Af BO GREEN JENSEN

MATTEO Garrone er en af skarpe italienske instruktører fra generationen, der blev født i 1968. Han fik første gang lov selv at skrive historien i gyseren L’Imbalsamatore fra 2002.
   Det var dog Gomorra fra 2008, der gav Garrone et internationalt publikum. Roberto Savianos bog om il Camorra, den napolitanske mafia, blev i Garrones hænder et myldrebillede af skiftende tider og skikke. Mens Saviano kom på Camorraens sorte liste, blev Garrone en helt i miljøet. Gangsterne elskede, at han gjorde dem til filmstjerner.
   Garrone er uddannet filmfotograf. I Reality fra 2012 fik han en fiskehandlers besættelse af realityshows til at begynde som hjertelig socialrealisme og slutte som tindrende afsind, alene ved lyssætning og kreativ billedbeskæring. Tale of Tales er faktisk den første film, hvor han ikke fører kameraet selv.


TALE of Tales er en fantastisk effektfilm for voksne. Det er også en af de europudding-produktioner, som der er rigeligt mange af for tiden. En distinkt filmskaber får mulighed for at bruge den store værktøjskasse. Til gengæld skal der filmes på engelsk og med etablerede stjerner. Der kan godt komme gode ting ud af forsøget, men sjældent film på niveau med de lokale produktioner, der gav instruktørerne chancen.

   Tale of Tales står sig dog stærkt billedmæssigt. Det er en eventyrfilm, som udspiller sig i et feudalt middelalderunivers af den slags, hvor man forventer spektakulære islæt som dragerne i Game of Thrones-serien. Garrone leverer en blanding af dét og for alvor magiske eventyrfilm som Jacques Demys Peau d'âne (1970, da. Æselskind) og La belle et la bête (1946, da. Skønheden og Udyret) i Jean Cocteaus drømme(sur)realistiske version.


FILMEN er en sammenvævning af tre eventyr fra Giambattista Basiles Il racconta dei racconti. Basile levede fra 1566 til 1632. Han var en forløber for Charles Perrault og brødrene Grimm, men læses kun i hjemlandet nu. Basile samlede folkeeventyr, som han skrev ned og gav sit personlige touch. Det er hos ham, at man finder de første versioner af Askepot, Rapunzel,Tornerose, Den bestøvlede kat og Hans og Grete.*
   Garrone lader historierne være lige så makabre, bizarre og sjofle, som de fremstår hos Basile. En gold dronning (Salma Hayek) spiser et uhyres hjerte for at blive gravid. En distræt konge (Toby Jones) fodrer og træner en loppe, der bliver stor som et vildsvin. Han gifter sin datter væk til en kæmpe, der slæber prinsessen med til en grotte. En gøglerfamilie dør i forsøget på at redde hende. Trolden flænser dem på et minut.

   
IMENS bliver en liderlig konge (Vincent Cassel) betaget af en smuk sangstemme. Den tilhører den ene af to gamle søstre, som farver tøj og bliver i huset om dagen. De holder kongen hen ved at give ham en finger. Den ene strammer huden op og tilbringer natten med kongen. Han kaster hende ud fra tårnet næste dag.
   Den kasserede søster får mælk af en heks og bliver nu virkelig så ung, at hun kan spilles af Stacy Martin. Hendes søster betaler en slagter for at få flået huden af, så skindet kan skifte. Hun stavrer blodigt tilbage til slottet. Imens tager prinsessen selv kampen op og skærer halsen over på kæmpen i grotten.
   Det er skæve, robuste moraliteter, som ikke er smurt ind i sukker og forvandlet til noget for børn. De groteske ting er skildret i klare, prægtige billeder. Stadig og frem for alt er det Garrone, til trods for den engelske dialog.


TIL gengæld er det et åbent spørgsmål, om filmen gør noget for Basile som forfatter. Den lykkes som en tour de force, der fra det første hedeflimrende billede af gaderne i Selvascura signalerer, at dette ikke er Mormors sædvanlige godnathistorier. Bagefter har man det lidt, som da Terry Gilliam satte alle effekter ind på at skabe en actionfilm om The Brothers Grimm (2005). Ideen er god, men det er svært at se en dybere mening i den fantastiske farvelade.


*) Basile begyndte sin karriere som venetiansk lejesoldat, fungerede som administrator i flere italienske konge- og hertugdømmer og endte som venerabel jurist. Kavaleren skrev også digte og sange. Efter hans død blev eventyrene samlet og udgivet af hans søster, Adriana Basile, som var sanger og komponist. Der er to bind og 50 eventyr, som bliver fortalt på fem dage i den Dekameron-inspirerede rammehistorie. Il racconta dei racconti (1634) er derfor også kendt som il Pentamerone. Brødrene Grimm fremhævede Basile i forordet til Kinder- und Hausmärchen (1812-58). Basiles bog er oversat til engelsk (i 1893 af den opdagelsesrejsende soldat og polyhistor Sir Richard Francis Burton, som også introducerede 1001 nats eventyr i Storbritannien), tysk og fransk. Der foreligger ingen dansk Pentameron. Basile mente selv, at hans historier var henvendt til børn. Den fulde napolitanske titel er Lo conto de li cunti overo lo trattenemiento de peccerilles, dvs. fortællingernes fortælling eller morskab for de mindste. Il racconta bliver betragtet som den første moderne eventyrsamling. Det er den første bog, som er bevidst om eventyret som genre og fuldt dedikereret til denne. Basile blev nyoversat (med fyldige noter af Nancy L. Canepa, Associate Professor i fransk og italiensk ved Dartmouth College, som også har skrevet en afhandling om Basile) i 2007 og er under genopdagelse. Penguin Classics genudgav Canepas oversættelse i 2016.


Tale of Tales (Il racconto dei racconti). Instr.: Matteo Garrone. Manus: Edoardo Albinati, Ugo Chiti, Massimo Gaudioso, Matteo Garrone. Foto: Peter Suschitzky. 125 min. Italien-Frankrig-UK 2015. Dansk premiere: 10.12.2015.


Fotos: Archimede/ Camera Film/ CineMaterial/ FilmAfffinity
Filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, Google Play, GRAND HJEMMEBIO, iTunes, SF Anytime og YouTube Movies
Weekendavisen Kultur 11.12.2015

søndag den 31. januar 2021

Todd Robinson: Lonely Hearts (2006) [Noir 100]


DETEKTIVENS HISTORIE
Et blødere blik på The Honeymoon Killers 

Af BO GREEN JENSEN


TO handlingsspor støtter og nærer hinanden i Todd Robinsons effektivt castede Lonely Hearts. Tiden er 1940ernes slutning, og stedet er et prosaisk USA, hvor uskyld er en absolut mangelvare. Prologen skildrer et ubegribeligt selvmord, som begåes af en kvinde, hvis hænder netop har tilberedt en bryllupsdagskage. Hun skærer sine pulsårer over ved håndledet, og man ser blodet brede sig i badekarret. Det vises oppefra, i en afsindig optik. Man ser ikke kvindens ansigt, og i den første ordinære scene er der allerede gået tre år.
   Nogle eftersøgte mordere er blevet pågrebet, og kriminalassistent Charles Hilderbrandt (James Gandolfini) fortæller i hårdkogt detektivjargon om sin gode ven og kollega Elmer C. Robinson (John Travolta), der ikke kunne hvile og ikke ville give slip, før han havde fundet og fanget de berygtede »Honeymoon Killers«, som efterlod sig et stadig bredere spor af dræbte enlige kvinder og lemlæstede børn.
   Det er også Hilderbrandt, som præsenterer de hæmningsløse mordere. Ray Fernandez (Jared Leto) er en effektiv bondefanger, der reflekterer på enlige kvinders kontaktannoncer. Hvis brevene dufter af penge, slår den tidligt tyndhårede Romeo til. Iklædt toupé og grænseløs selvtillid dræner han sine ofre for penge. Den seriøst sexfikserede og rablende gale Martha Beck (Salma Hayek) er egentlig et offer, som nægter at lade sig vrage. Hun følger efter ham og gør sig uundværlig. For første gang kan manden ikke sige nej.


DET monstrøse par er skabt for hinanden. En sociopat møder en psykopat, og sammen har de kronede dage. Fraskilte kvinder og yngre krigsenker charmeres, forføres og ægtes. Fernandez får pengene ind på sin konto, mens Beck poserer som hans søster. Ligene skaffes lemfældigt af vejen, støbes ned i et gulv, begraves i marken, parteres og kasseres. For Beck er den hede sex allerbedst, når hun og Fernandez er sammen ved siden af ofrenes endnu dampende kroppe.
   Dræberne opererer i solskin. Kriminalbetjentene er derimod natdyr, som bærer bløde hatte og regnfrakker, også når jagten fører dem ud på knastørre marker i Midtvesten. Skønt Hilderbrandt fortæller, er Robinson i fokus. Han er ved at gå til af skyldfølelse. Han taler dårligt med sin teenagesøn og prøver forgæves at skjule sit forhold til kollegaen René (Laura Dern). Han er lige så irrationel med dette, som Fernandez er forfængelig med sin toupé. Robinson føler instinktivt, at han kan rette balancen, hvis han fanger de flygtige Lonely Hearts Killers.


HISTORIEN er ikke grebet ud af luften. Virkelighedens Beck og Fernandez blev pågrebet i 1949, sigtet for 17 drab, hvoraf de tilstod 12, og henrettet i Sing Sing-fængslet den 8. marts 1951. Det er også sandt, at de mødte hinanden via en kontaktannonce. Martha Beck var dog fysisk forskellig fra Salma Hayek, der hér er stylet som en yngre Jane Russell.
   Den virkelige Martha Beck var en neurotisk ulykkelig sygeplejerske, som vejede mere end 100 kilo. Hendes henrettelse måtte udsættes, fordi den elektriske stol skulle justeres. Den spinkle Fernandez var ingen Adonis, men han kunne bedre skrue sin selvfølelse op. Noget sagde klik, da de mødte hinanden. To misfits fandt sammen for at tage hævn.
   Deres historie er filmet flere gange, bl.a. i Leonard Kastles kultfilm The Hooneymoon Killers (1970), en subversiv kultursatire med Shirley Stoler og Tony LoBianco, der fik premiere i kølvandet på Arthur Penns Bonnie and Clyde (1967). I Luís Buñuel-lærlingen Arturo Ripsteins Profundo carmesí (1996, amr. Deep Crimson) er navnene ændret og handlingen henlagt til Mexico. Manden bærer dog stadig toupé, og kvinden i forholdet vejer for meget.


BEGGE fremstillinger solidariserer sig med de monstrøse dræbere. Todd Robinson undgår dette med æstetiske kunstgreb og narrative filtre. I Hayeks skarpe skikkelse er Beck så sindssyg og giftig, at man studerer fænomenet, snarere end at leve sig ind. Frem for alt viser Robinson ofrene, uden at ironisere over deres patetiske træk. Som weekendbruden Janet Long har Alice Krige sin bedste rolle i mange år.
   Endelig er Lonely Hearts detektivens historie. Elmer C. Robinson stirrede sig så blind på sagen, at man kunne frygte for hans forstand. Bagefter slap han imidlertid taget, forlod detektivarbejdet og gik sin vej for at leve et andet sted med sin søn og kvinden som havde ventet, mens besættelsen rasede ud. For så vidt som filmen besidder et hjerte, kommer det til udtryk i scenen, hvor Robinson afhører Beck og slår en ganske fin sprække i hendes porcelænsklokkeagtige narcissisme.


LONELY Hearts er en langt bedre film, end man tror, når man først ser plakaten og hører den lurvede baggrundshistorie. Finessen er formentlig, at instruktøren Todd Robinson er barnebarn af den nidkære Elmer C. Det burde sikkert ikke gøre en forskel - man véd det, fordi man har læst det – men giver ikke desto mindre filmen følelsesmæssig autenticitet.
   Filmen er eksemplarisk fortalt og fornemt designet. Politifolkenes scener er neo-noir i traditionen fra Curtis Hansons L.A. Confidential (1997) og tabloidfotografen Weegees grynede blitzskud af friske gerningssteder, mens Beck og Fernandez opererer i en realistisk genskabt solskinsudgave af 1940ernes USA.
   Robinson oplyser, at den visuelle reference var Paul Hendricksons sofabordsbog Bound for Glory: America in Color 1939-43 (2004), som samler de fotos af Roosevelts USA, der blev taget på vegne af Farm Security Administration og Office of War Information.* Det giver filmen en forførende stoflighed, som kunne stjæle opmærksomhed fra historien, hvis denne ikke var så rå og så rigtig. »Vi tænkte kun på to film, Badlands og In Cold Blood,« siger Robinson om filmens psykologiske register.


*) Hendricksons bog var kataloget til udstillingen af samme navn, som stadig [31.01.2021] ligger på Library of Congress' hjemmeside i en eksemplarisk kurateret onlineversion. Den er under alle omstændigheder værd at besøge.  

Lonely Hearts. Instr. og manus: Todd Robinson. Foto: Peter Levy. 108 min. USA 2006. Dansk premiere: 27.10.2006


Fotos: Millennium Films/ Scanbox Entertainment/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ FilmAffinty
Filmen streames på FILMSTRIBEN
Trykt første gang i Weekendavisen Kultur 27.10.2006