Translate

søndag den 19. juli 2020

Løven fra Sparta: Frank Millers 300 (1999/2019)


LØVEN FRA SPARTA
Slaget ved Thermopylæ ifølge Frank Miller

Af BO GREEN JENSEN

»FREMMEDE, bring spartanerne bud om, at vi har gjort, hvad vi bør, og ligger døde hér.« Slaget ved Thermopylæ blev udkæmpet i september 480 f.Kr., da den persiske kong Xerxes førte sin mægtige hær mod de græske bystater, som på daværende tidspunkt – og absolut kun af nød - var allierede i et skrøbeligt peloponnesisk forbund. Under ledelse af kong Leonidas holdt 300 spartanske
hoplitter i tre dage stand mod en persisk hær på ca. 200.000 soldater.
   Herodot af Halikarnassos, historieskrivningens fader, som skildrer slaget i syvende bog af pionerværket Historia, mente ganske vist, at den persiske hær var på mere end fem millioner mand, men moderne historikere regner med, at han løb sur i de asiatiske tal. Ligeledes talte den græske koalitionshær mere end fem tusind mand, men der var tale om et skrabsammen af thebanere, korintere, mykenere m.m., som førte hver sin undtagelsespolitik. I slagets afgørende fase synes der virkelig kun at have været Leonidas’ tapre 300 til at dæmme op for den persiske flod.



BEDRIFTEN var mulig, fordi passet ved Thermopylæ (»de varme porte«) dengang kun var 15-20 meter bredt, en ufremkommelig sti mellem bjerget og havet. I dag er landskabet forvandlet, men monumentet over spartanerne bærer stadig den indledningsvis citerede gravskrift, som skyldes Simonides af Keos. Især amerikanske kilder holder af at citere den mundrette engelske version, som begynder med ordene »Go tell the Spartans«. På alle verdens militærakademier brænder en evig ild for spartanerne.
   Slaget bliver i Zack Snyders effektfilm 300 en surrealistisk voldsom historie, som åbenlyst hylder de spartanske soldaters »nødvendige« blodoffer. Forlægget er Frank Millers grafiske fremstilling fra 1997, et hovedværk i nyere amerikansk seriekunst. Prologen skildrer beundrende, hvordan drengebørn i Sparta blev tugtet og hærdet fra tumlingestadiet, sat ud i sneen til ulve og vildsvin, som de siden blev mænd ved at dræbe. Man kasserede straks det svageste afkom. Mænd og kvinder levede netop spartansk i en kollektiv samfundsorden, som foregriber flere moderne totalitærstater.



SPARTA var den komplementære modsætning til demokratiet i Athen. Dét har altid været paradokset og attraktionen ved det klassiske eksempel.*
   Muligvis havde militærstaten ingen kunstnere og filosoffer, men det var de hårde mænd fra Sparta, som gjorde det nødvendige og skred til handling, når intellektuelle sofister ville diskutere problemerne bort. Mange tvivlsomme sager er retfærdiggjort med henvisning til det spartanske ideal. Det er potent propaganda for nationalister og ammunition for fanatiske kræfter. At det fascistiske Sparta faldt fra hinanden, mens den demokratiske model havde fremtiden for sig, bliver sjældent råbt fra talerstolen.
   Millers grafiske roman blev oprindelig udsendt i fem seriehæfter og senere samlet i bogform. Den lækre sofabordsbog kom i Danmark på feinschmeckerforlaget G. Floy Studio. I sin anmeldelse i Weekendavisen kaldte Christopher Arzrouni værket en krydsning mellem »fejende flot fascisme« og »herligt hellensk heltemod«. »Hvilken skamfuld nydelse,« konkluderer den indsigtsfulde artikel.



EN sådan guilty pleasure var, hvad flertallet følte ved Zack Snyders filmudgave, da den blev vist på Berlinalen i 2007. For eksempel skrev den britiske kritiker Jonathan Romney: »Som en overdreven, brutal oplevelse, forankret i en distinkt computerspil-æstetik, var 300 i sandhed en skyldbevidst glæde. Med sin anti-ironiske, homoerotiske forherligelse af blod, stål og sener, er det filmen som Leni Riefenstahl kunne have skabt, hvis hun havde haft et CGI-budget på millioner af Reichsmark til rådighed.«
   Noget er der nok om snakken, men filmen vil andet og mere. 300 er filmkunstens svar på arkitektonisk brutalisme. Især er Snyder – som Frank Miller – opsat på at fjerne ethvert spor af gylden eventyraura. Allerede Herodot benytter det heroiske nederlags retorik om spartanernes indsats. Det er dét, som gør Thermopylæ til et stednavn på linje med Alamo og Balaklava. Historien kan bruges af alle, som taber med ære og dør uden at stille spørgsmål. Ted Post lavede i 1978 en film om de sidste franske tropper i Indokina og de første amerikanske »rådgivere«. Titlen var netop Go Tell the Spartans.


FRANK Millers primære inspirationskilde er – naturligvis, havde jeg nær sagt – den eneste anden film, som er drejet over Antikkens sidestykke til slaget ved Fort Alamo. Miller er født i 1957 og kunne således møde Rudolph Matés The 300 Spartans (1962, da. Løven fra Sparta) med de samme vidtåbne sanser, som 60ernes danske drenge besad, da filmen fik premiere herhjemme. Om sin bestemmende oplevelse har Miller udtalt:
   »Jeg var på én gang rystet og inspireret af det, jeg havde set, for det gik pludselig op for mig, at heltene ikke nødvendigvis er dem, der får medaljerne til sidst. De virkelige helte er mennesker, der gør det, der er nødvendigt og det, der er det rigtige at gøre, selv om de må betale den ultimative pris. Hele mit liv har jeg villet fortælle den historie, for det er stadig den bedste, jeg nogensinde har hørt. Så da jeg havde tilegnet mig tilstrækkelig erfaring som tegner, kastede jeg mig ud i det.«
   Der er næppe tvivl om, at det i lige så høj grad var tegneserieudgaven af filmen, som bjergtog den 8-årige knægt. Før VHS og dvd var det sådan, man lagrede filmiske indtryk. Herhjemme udkom Løven fra Sparta som nr. 12 i serien Filmklassikere, der var et af Illustrerede Klassikeres mange forsøg på at forlænge succesen med de bearbejdede værker fra verdenslitteraturen. Løven fra Sparta var en bevægende oplevelse, som drenge kunne gentage dagligt. Der var ingen ende på offerviljen. Vi ville alle leve i Sparta.

   
FOR nylig genfandt jeg tegneserien, der fyldte så meget for 55 år siden. Der er tale om et tarveligt hæfte på 32 sider, et gennemført dusinprodukt, tegnet i 60ernes kønsløse husstil, dårligt farvelagt og ubehjælpsomt tekstet.
   Formentlig var kunstnerne italienske, det var stort set hele holdet bag den østrigsk fødte Matés filmudgave, et ambitiøst eksempel på 60ernes glæde ved udstyrsstykker i sværd-og-sandal genren, som var filmet i Cinemascope og befolket med tusind statister. Richard Egan spillede Leonidas, og Diane Baker var hans dronning, Gorgo, som hjemme i Sparta taler politikerne til rette, mens hoplitterne kæmper mod Xerxes i passet.
   Hos Snyder ses Gerard Butler som Leonidas og Lena Headey som Gorgo. Hun lader sig misbruge seksuelt for at få taletid i rådet. Han bruger hvert øjeblik til at råbe fyndord om ære og svinge sine våben over perserne. Forræderen Efialtes (Andrew Tiernan), som lukker fjenden ind ad en bagvej, da Leonidas har afvist ham, er en forkrøblet vanskabning. Xerxes lover ham kvinder og respekt. Efialtes ligner samtidig en af de dekadente eforer, præsterne som forsøger at standse Leonidas. Der er for skams skyld også en snert af Gollum og Ringenes Herre på spil.



ALT er gjort med skuespillere, som agerer på computerskabte baggrunde. Det er det for alvor radikale ved 300. Man har faktisk aldrig set noget lignende. Snyders film overfører æstetikken fra Millers grafiske roman (som var farvelagt af hans daværende hustru, Lynn Varley) til levende, stærkt stiliserede billeder, der giver tilskueren indtryk af at befinde sig midt i en altomsluttende simulation. Hvor Millers og Robert Rodriguez’ Sin City (2005) dyrkede forlæggets sort-hvide askese, hælder Snyder masser af detaljer på. Grækernes verden er badet i kobber. Det forrevne mørke bløder livagtigt.
   Man er derfor delt mellem principiel respekt, stedvis begejstring og en overordnet betænkelighed ved filmens fascistiske formsprog. For det er klart, at 300 kan tages til indtægt for ekstreme ideologiske positioner. Det var ingen ubetinget god nyhed, at den blev et tilløbsstykke i USA, Rusland, Korea og Indonesien. Efter 14 dage var der solgt billetter for 240 mio. dollar. Det fortjente filmen ikke.
   For Miller er spartanerne ikke overmennesker – kødets skrøbelighed er en forudsætning for den tragiske heroisme – men de er modeller for, hvad et menneske kan og bør kan være. Som han sagde i Cannes i 2005, da jeg spurgte ham om volden i Sin City: »Jeg erkender, at jeg har en tragisk opfattelse af historiens væsen og den menneskelige natur. Jeg er ikke leveringsdygtig i utopier, for jeg tror ikke på dem, og jeg kan ikke bruge dem til noget. For mig er en helt et menneske, der vil ofre alt for at gøre de rigtige ting. Ikke en mand, der får en medalje til slut, eller en Harry Potter som resten af klassen tiljubler.«



DEN androgyne kong Xerxes (Rodrigo Santoro) begærer Leonidas og sender elefanter og næsehorn mod spartanerne. Kværnende masser af »udødelige« stormtropper presser på, men hoplitterne hugger dem ned som de kommer. Man føjer stadig mere stof til ligmuren, der er filmens makabre sætstykke.
   Med dybdepsykologisk filmkunst har 300 kun lidt at gøre. Man kan dog heller ikke tale om genreforlængende spekulation. Som Millers serie er Snyders film båret af en umiskendelig kunstnerisk vision. Den er skiftevis som en gammeldags western, en syret rapport fra helvedes porte og et playstationspil, der vil mobilisere. Man er uafbrudt fascineret og af og til godt underholdt.



FILMEN blev en stor succes, skønt den kritiske velvilje aftog. 300 fik i 2014 en fortsættelse, som egentlig er en prequel, der fortæller forhistorien, i form af 300: The Rise of Empire. Her taler Gorgo til sine tropper om Slaget ved Marathon (890 f.Kr.), hvor Xerxes' far døde. Krigen mod grækerne begyndte som et hævntogt. Det fører ti år senere til søslaget ved Salamis, som foregår samtidig med forsvaret af Thermopylæ. Især forholdet mellem Xerxes og hans admiral, Artemisia (Eva Green), er i fokus. I slutningen af det lange flashback, kommer Gorgo selv de græske skibe til undsætning med flere krigere. 
   Filmen krediterer Frank Miller, men er skrevet af Zack Snyder og instrueret af Noam Murro. Lena Headey gentager rollen som Gorgo. Hun var i mellemtiden blevet et stort navn i kraft af sin rolle som Cersei Lannister i Game of Thrones (2011-2019). Hvis film som 300 gødede jorden for Game of Thrones, kan fortsættelsen omvendt siges at være præget af den fantastiske realisme (eller realistiske fantastik) i HBO-serien. 
   Frank Millers egen udgave af Xerxes udkom først i 2018. Til gengæld er Xerxes: The House of the Fall of Darius and the Rise of Alexander en større historie, der fortsætter efter Xerxes' død i 465 f.Kr. og slutter ved Darius den Tredjes grav i 331 f.Kr., da perserhæren er endeligt besejret, og Alexander den Store indleder sit asiatiske felttogt.

 

I 2020 kan man se, hvor ny og tæt-på-primitiv CGI-teknikken var i 2007. Det er til gengæld næsten nostalgisk at sammenligne 300 med Oliver Stones Alexander fra 2004. Ikke alene er Colin Farrell fejlcastet som Alexander. Stone vælger også en klassisk episk stil, der vil være Spartacus eller Ben-Hur for sin tid, men ender med at have mere tilfælles med Løven fra Sparta, end 300 har med sit mentale forbillede, som må være Ridley Scotts Gladiator.
   Det er en kvalitet i både 300 og Xerxes, at kvinderne får lov at være stærke og grusomme semi-fascister på linje og højde med mændene. Til Frank Millers andre bedrifter hører hans opskrivning af Elektra-karakteren fra DareDevil-universet. Hun fik sin egen film med Jennifer Garner i 2005. Elektra Natchios er forløberen for Artemisia, Eva Greens karakter i 300: The Rise of an Empire.



SET fra 2020, var 300 et kulturelt øjeblik. Vi blev faktisk revet med i fem minutter. Miller er sin egen mand. Han har haft personlige og professionelle problemer i tiåret mellem Sin City-filmen og Xerxes. Bogen hører ikke til hans bedste værker. Det gør til gengæld Batman: The Dark Knight: Master Race (2017), hvor gammelmandsinkarnationen af Nattens Ridder er tilbage som fascistisk selvtægtsmand (med Carrie Kelley som Robin og Batwoman).
   Jeg kommer fra en tid, hvor man gik i biografen og så westerns og romantisk adventure til en dobbeltforestilling søndag eftermiddag. Lørdag aften handlede midnatsforestillingen typisk om horror, hemmelige agenter, 2. verdenskrig og hed erotik.
   Det var fantastiske tider, som forsvandt med VHS, kabel-tv, dvd og endelig streaming. Men de dér dobbeltforestillinger var vores serie-binging. 300 havde passet perfekt i genrelandskabet. Den var nok blevet vist efter midnat, men det var søndag eftermiddags drenge, der sneg sig ind for at aflure mændenes slag.
   Så Go tell the Spartans: Løverne lever. Antikkens soldater har gjort deres pligt.

Se også Frank Miller | Will Eisner: The Spirit (2008).



*) Man kan fortolke meget forskelligt på Sparta. Nobelpristageren William Golding (1911-1993), som skrev andet og (meget) mere end Fluernes Herre, samlede i 1965 ti års essays og artikler op i en bog med titlen The Hot Gates. Her står en lovsang til spartanernes selvopofrende konge: "Neither you nor Leonidas nor anyone else could foresee that here thirty years' time was won for shining Athens and all Greece and all humanity (...) A little of Leonidas lies in the fact that I can go where I like and write what I like. He contributed to set us free." ("Hverken du eller Leonidas eller nogen anden kunne forudse, at der her blev vundet tredive år for strålende Athen og hele Grækenland og hele menneskeheden (...) Lidt af Leonidas lever videre i den kendsgerning, at jeg kan gå, hvor jeg vil, og skrive, hvad jeg har lyst til. Han bidrog til at sikre vores frihed.") Der er ingen, der kan vide ret meget om kong Leonidas' motiver. Der er intet, der tyder på, at de var særligt ædle. Men det er, som Golding skriver, en kendsgerning, at diktaturet i Sparta forsvarede demokratiet i Athen. Tilsyneladende uden at anfægte sine ordrer. Leonidas bliver i regelen fremstillet som kriger, en hoplit med sin hjelm og sit spyd. En romantisk og lidt vidtløftig undtagelse er franskmanden Jacques-Louis Davids portræt fra 1814. David er især kendt for heroiske fremstillinger af Napoleon Bonaparte og for sit portræt af den myrdede Jean-Paul Marat. Han malede mange motiver fra Antikken. Det er formentlig en pointe, at neoklassicisten skildrer det gamle og det nye på samme måde. 


Frank Miller & Lynn Varley: 300. 117 s. Dark Horse Comics, 1999

Frank Miller & Alex Sinclair: Xerxes: The Fall of the House of Darius and the Rise of Alexander. 112 s. Dark Horse Comics, 2019

300. Forfatter og tegner: Frank Miller. Farvelægger: Lynn Varley. Oversat af Steffen P. Maarup. 90 s. Roskilde: G. Floy Productions, 2007

300. Instr.: Zack Snyder. Manus: Zack Snyder og Kurt Johnstad. Foto: Larry Fong. 117 min. USA 2007. Dansk premiere: 30.03.2007

300: The Rise of an Empire. Instr.: Noam Murro. Manus: Zack Snyder, Kurt Johnstad. Foto: Simon Duggan. USA 2014. Dansk premiere: 06.03.2014

Løven fra Sparta (The 300 Spartans). Instr: Rudolph Maté. Manus: George St. George, Ugo Liberatore, Remigio Del Grosso, Giovanni d'Eramo, Gian Paolo Callegari. Foto: Geoffrey Unsworth. 114 min. USA 1962.


Fotos: Warner Bros. Pictures/ Legendary Entertainment/ Virtual Studios/ Hollywood Gang Productions/ Atmosphere Entertainment/ Mel's Cite du Cinema/ Nimar Studios/ Dark Horse Comics/ G. Floy Productions/ Faber & Faber/ Wikimedia Commons
300 streames på Apple TV, Blockbuster, Rakuten TV, SF Anytime, VIAPLAY, YouTube Film
4K UHD + 2K Blu-ray fra Warner Bros. 05.10.2020
300: Rise of an Empire streames på AMAZON PRIME, Apple TV, Blockbuster, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Store, YouTube Film
2K Blu-ray fra Warner Bros. 19.09.2014 
Kimen til artiklen var en anmeldelse af 300 i Weekendavisen Kultur 30.03.2007. Resten er skrevet i juli 2020.

lørdag den 18. juli 2020

I mytens lys: Judy Garland 1922-1969


HVOR REGNBUEN ENDER
Judy Garland genopstår i britisk biopic

Af BO GREEN JENSEN

JUDY Garland levede hele sit liv på en scene. Hun voksede op i fuld offentlighed og blev tidligt afhængig af bifaldet. Uanset hvad tiden slog i stykker, kunne hun ikke give slip på sit publikum. Af samme grund fik hun hengivne fans, hvor andre kunstnere bare har tilskuere.
   Frances Gumm var kun to år, da hun gik på scenen – i forældrenes biograf – og sang »Jingle Bells« med sine søstre. Hun var 13, da hun skrev kontrakt med MGM. Efternavnet blev ændret – ikke på studiets, men på manageren George Jessels foranledning. Jessell fandt, at søstrene Gumm var smukke som »a garland of flowers«. Fornavnet fandt hun selv i sangen »Judy« (1934) af Hoagy Carmichael og Sammy Lerner.



GARLAND var 15, da hun sang »You Made Me Love You« til Clark Gables foto i Broadway Melody of 1938. Scenen gjorde så stort indtryk, at hun blev castet som naboens datter i den første af talrige »baghavemusicals«, hvor hun dannede par med Mickey Rooney. Imens fulgte heldet med vinden i Kansas. Judy var netop fyldt 16, da hun spillede Dorothy Gale i den syvende filmudgave af L. Frank Baums første Oz-bog.
   Troldmanden fra Oz (1939) beseglede hendes skæbne. Garland fik lov at være lysende ung i Vincente Minnellis Mød mig i St. Louis (1941). Ellers foretrak MGM at bruge hende som en ordinær kontrast til Lana Turner. Judy var taknemlig. Hun giftede sig med Minnelli og var en fejlfri stjerne årtiet igennem.
   I Summer Stock (da. Sommerløjer) fra 1950 har hun hatten på skrå og synger tårerne væk i »Get Happy«. Det er en af de sange, som er klogere end sit kulturelle øjeblik. Dem sang Garland mange af. Eller hun fik banaliteter til at lyde som perler af dyrekøbt visdom. Summer Stock blev hendes sidste film for MGM. Studiet kasserede hende efter brug, kan man sige.


   
DER var flere gode roller – frem for alt den store som Esther Blodgett/ Vicky Lester i meta-musicalen A Star is Born (1954, da. En stjerne fødes (1954) og en sjælden sangfri indsats i Stanley Kramers Judgement at Nuremberg (1961, da. Dommen i Nürnberg), som hun blev Oscar-nomineret for. Hendes sidste film blev I Could Go on Singing (1963, da. Hun er min stjerne), en britisk produktion, hvor hun atter næsten spiller sig selv som sangerinden Jenny Bowman, der forelsker sig i Dirk Bogarde.
   Alligevel var det på scenen, som dronningen af det evige comeback, hun levede stærkest de sidste årtier. Hun tog piller for at sove, for at synge og smile, for ikke at ryste. Hun var skind og ben, et nervebundt. Den sidste koncert fandt sted i Falconer Salen på Frederiksberg den 25. marts 1969. Hun døde den 22. juni og blev kun 47 år.



DET er den desorienterede Garland, der har nået stedet, hvor regnbuen ender, som vi møder i Rupert Goolds biografiske forestilling om Judy.
   I 1968 lå Garlands liv i ruiner. Hun blev skilt fra Sidney Luft og flakkede rundt med børnene Lorna og Joey. Til en fest hos deres halvsøster, Liza Minnelli, mødte Judy sin ægtemand nr. fem, Mickey Deans. Han bliver i Goolds film spillet af Finn Wittrock og er endnu en mand, som tror, han kan rejse legenden igen. Rufus Sewell spiller Sid Luft, som ser til og ved bedre.
   Renée Zellweger spiller Garland med tæret fysik og den døende stjernes manierismer. Hun synger også en snes af de store fakkelsange: »By Myself«, »Get Happy«, »The Trolley Song«, »For Once in My Life« og naturligvis Harburg og Arlens uopslidelige »Over the Rainbow«, som forelå i 1003 coverversioner, sidst der blev talt efter. Zellwegers sidste replik er en forklaring på sangen. Den er ærligt talt ikke nødvendig: »If happy little bluebirds fly beyond the rainbow/ Why, oh, why can’t I?«
     Filmen følger Garland på hendes sidste britiske turné. Manageren Bernard Delfont (Michael Gambon) har booket legenden til en serie udsolgte koncerter i sin natklub The Talk of the Town. Her er hun skiftevis magisk og håbløs, som regel beruset, men ude af stand til at være ligeglad hele tiden.
   Mens det nye forhold til Mickey er godt, leger han med tanken om at sætte Judy på scenen sammen med The Rolling Stones. Ideen er slet ikke dårlig. Garland havde en rockstjernes psyke. Det var alt eller intet hver eneste aften.



JUDY
er baseret på et skuespil af Peter Quilter, som hedder The End of the Rainbow. På teatret har der sikkert været koncert i den ene side af scenen og flashbacks til begyndelsen i den anden. Man tænker sig, at lyset blev tændt og slukket efter behov, når der skulle klippes i tiden.
   Filmen gør det rent i flashbacks, som efterhånden bliver mekaniske. De fokuserer på den første tid og Andy Hardy-filmene med Mickey Rooney. Parret bliver sendt på date for pressens skyld, og studiet holder Garland på en streng diæt af amfetamin og barbiturater.
   Første scene er hjerte- og gerningsstedet i ét: den unge Judy (Darci Shaw) står på settet til Troldmanden fra Oz sammen med Louis B. Mayer (Richard Cordery), som nedgør og kontrollerer hende filmen igennem. Mayer skrev en del af de ting, som han hér får lagt i munden. Han bliver dæmoniseret, mens Judy bliver kanoniseret. Der er ingen grå toner. Goold går rent efter mytens lys, som virker bedre på teater end på film.
   Garland har altid været dyrket særlig ivrigt i LGBT-kulturen. Rufus Wainwright (som synger »Have Yourself a Merry Little Christmas« på lydsporet til Judy) tog konsekvensen, da han lavede en coverversion af Judy at Carnegie Hall (1962) og kopierede albummet tone for tone.
   I filmen er der et atypisk afsnit, hvor den ensomme Judy går med to fans hjem til deres lejlighed og viser sin søsterligt trøstende side. De kommer og hører hende hver aften. De vil have pengene igen, da Delfont sætter Lonnie Donegan på. Det er faktisk et stilbrud, men episoden emmer af varme og menneskelighed.



DET er ikke en Hollywood-produktion, filmen er britisk til benet. Man har opdyrket en regulær minigenre: Verdensstjerner, som kommer på besøg, da det lakker mod enden, og viser mennesket bag myten. Det begyndte med Michelle Williams som Marilyn Monroe i My Week with Marilyn (2011). Film Stars Don't Die in Liverpool (2017, da. Filmstjerner dør ikke i Liverpool) – med Annette Bening som Gloria Grahame – blev i Danmark lagt direkte på Filmstriben. Det var for resten den samme impressario, Bernard Delfont, som sendte Stan Laurel og Oliver Hardy på skumringstur gennem 1950rnes England i Stan & Ollie (2018, da. Gøg & Gokke).
   Judy har ikke helt samme fylde, men Zellweger er eminent. Mange har spillet Garland på film, blandt andre Andrea McArdle (1978), Tammy Blanchard (2001) og Elizabeth Karsell (2001), men det er Judy Davis’ fremstilling i Life With Judy Garland: Me & My Shadows (2001) – og Betty Glosteds danske sceneudgave – som Renée Zellweger skal overtrumfe.
   Det gør hun med nerve, sødme og glans. På indholdssiden er der tale om en Garland for begyndere. Man savner at høre om alle de ting, som skete i 40rne og 50rne. Omvendt bliver kronologien håndterlig, og legenden får lov at stå, som den fortjener.




Judy. Instr.: Rupert Goold. Manus: Tom Edge. Foto: Ole Bratt Birkeland. 118 min. UK-Frankrig-USA 2019. Dansk premiere: 24.10.2019.


Fotos: Pathé International UK/ BBC Film/ Ingenious Media/ Calamity Films/ Confit Productions/ Scanbox Entertainment/  Warner Bros./ Warner Archive/  20th Century Fox/ Scanbox Entertainment/ Cinematerial/ YouTube 
Filmen streames (juli 2025) på Apple TV, Blockbuster, FILMSTRIBEN, Grand Hjemmebio, Rakuten TV, SF Anytime, TV2 Play, VIAPLAY, YouTube Film
2K Blu-ray fra 20th Century Fox (UK) 03.02.2020  
Anmeldelsen trykt i Weekendavisen Kultur 25.10.2019

fredag den 17. juli 2020

Evig Latter: Stan Laurel 1890-1965 og Oliver Hardy 1892-1957


DEN TYKKE OG DEN TYNDE
Til sidst bliver det aften for Ørkenens Sønner 

Af BO GREEN JENSEN

DER var engang, hvor det hørte med til en opvækst at møde de komiske klassikere. Sådan er det ikke mere. Mange yngre filmfans bliver blanke i blikket, hvis man siger Marx Brothers, Chaplin og Buster Keaton. De har nok set YouTube-fragmenter, men de har ikke selv taget værkerne ind.
   Stan Laurel (1890-1965) og Oliver Hardy (1892-1957) var titaner i pionertiden. De blev tilfældigt rystet sammen af produceren Hal Roach, der havde sit eget filmstudie. De mødtes kort i The Lucky Dog (1921) og blev for alvor et makkerpar efter 45 Minutes From Hollywood (1926). I de følgende 30 år fik de skabt en fælles filmliste på 105 titler.
   Før da var Laurel en britisk gæst, som dublerede for Charlie Chaplin. »Babe« Hardy var en tung mand fra Georgia, der sled sine partnere op. Det er sært at se ham i den første (stumme) filmudgave af Troldmanden fra Oz (1925).* Men få husker tiden, før de blev til Gøg & Gokke, Helan & Halvan, Dick & Doof m.v. På alle sprog var Stan og Ollie indbegrebet af Den Tykke og Den Tynde – for ikke at tale om latter og kaos.

  
JON Bairds film begynder i 1937. Vi møder vores helte på settet til Way Out West. Det er den kostelige westernparodi, hvor parret danser kukursvals og synger »The Trail of the Lonesome Pine«. I diligencen flirter Gokke med Vivien Oakley. Han fremsiger scoreplikken: »A lot of weather we’ve been having lately«. I det vilde vesten må alt i alt være den sjoveste film med de to musketerer.
   Begge mænd er bitre, fordi de ikke selv ejer deres film. De synes, at Hal Roach underbetaler. De har hang til spil og krævende kvinder. Både Stan og Ollie var gift tre gange. Laurel går i vrede. Hardy tør ikke tage springet og bliver for en kort stund sat sammen med Harry Langdon.
   Denne lakune er stadig et ømt punkt seksten år efter, da parret er blevet turnerende anakronismer. De prøver at holde publikum fast ved at optræde på teatre i England. Laurel lokker med en Robin Hood-film. Den bliver aldrig realiseret, men ideen er så god, at man kan se den for sig. Det gør Laurel i en gennemført scene. Hardy spiller naturligvis Lille John.
   Først optræder duoen stoisk for gabende, halvtomme sale. Så får agenten Bernard Delfont dem til at lave mere PR. Da parret når London, er der fulde huse på Lyceum Theatre. De har noget at vise til hustruerne, som ikke er hjerteveninder. Der er kriser og skrøbeligt helbred. Men alt er godt på båden til Irland, da parret har fundet hinanden igen.



GØG og Gokke bliver spillet af Steve Coogan og John C. Reilly. De er sminket, så man knap kan se forskel på illusion og virkelighed, da filmen til slut kører sporene sammen. Efter fem minutter har alle glemt, at det ikke er Laurel og Hardy, vi ser.
   På et tidspunkt optræder parret i Glasgow. Ved teatret spørger en ældre kvinde, hvem der spiller Gøg og Gokke. Billetsælgeren er forvirret og siger, at det gør de selv. »Vrøvl«, siger kvinden. »De trak sig tilbage for mange år siden«. Hun kan ikke forstå, at to legender vil optræde på en støvet skotsk scene. I det samme ankommer Coogan og Reilly. Kvinden køber naturligvis sin billet.
   Scenen er ikke grebet ud af luften. Jeg kan huske, hvordan der blev talt om Gøg og Gokkes deroute, da jeg var dreng. Det var med den samme undren: Hvordan kunne de komiske Hollywood-kæmper ende som underbetalt pausestøj? Min stedfar fortalte med rædsel i stemmen om den sidste film, Atoll K eller Utopia (1951), som på dansk hed Gøg og Gokke på atomøen. Den gav ham myrekryb mange år efter.



FOR resten var Stan og Ollie i Danmark i oktober 1947. De ankom med hustruer til Hovedbanegården og blev kørt i karet til Palace Hotel på Rådhuspladsen. Der var gribende scener ved receptionen, hvor bl.a. Ib Schønberg, Liva Weel og Poul Reichhardt dansede kukkeursvals. Man havde aldrig gjort det samme for Abbott og Costello.
   Bairds film nævner ikke Atoll K og arrangerer kronologien, så den sidste tur bliver et triumftogt. Jeff Pope har baseret sit manuskript på A.J. Marriots 1993-bog om de britiske turneer, som der faktisk var tre af. Han har med garanti også læst Stan and Ollie: The Roots of Comedy (2001) af Simon Louvish, som er den bedste af nyere bøger om parret.
  

BAIRDS film fik dansk premiere i 112 biografer. Forhåbentlig følger en stor renæssance for parrets fysiske komik, der især i de første korte tonefilm nåede poetiske højder. Laurel, som skrev meget af materialet, blev aldrig tryg ved det lange format. Fra Diavolo (1933) og Muntre sigøjnere (1936) er bizarre operettefilm med indlagt situationskomik. Men Ud på galajen (1933) og Tossede piloter (1939) er umistelige værker.
    Gøg & Gokke præsenteres som en latterorkan for hele familien. Filmen er dog snarere en bittersød elegi. Coogan og Reilly er sublime som parret, der diskuterer, om de er venner eller kolleger. Laurel kan ikke se, at det gør nogen forskel. Han forstår først sin makker, da Hardy kollapser ved en skønhedskonkurrence, hvor parret fungerer som dommere.


   
FLERE filmhøjdepunkter genskabes på scenen, f.eks. County Hospital-sketchen med nødder og hårdkogte æg. Stan og Ollie synger »The Trail of the Lonesome Pine«, så ikke et øje i salen er tørt. Shirley Henderson spiller Lucille Hardy, Nina Arianda er den formidable Ida Kitaeva, som Laurel endelig blev lykkelig med. Danny Huston spiller sjuften Hal Roach, der overlevede sine stjerner. Roach var 100 år, da han døde i 1992.
   Gøg & Gokke er fantastisk seværdig. Den er charmerende, nænsom og meget nostalgisk, men betragter dog verden med knastørre øjne. Moralen er dybt kommerciel. Det gælder om at have fuld ophavsret. Til slut bliver det aften for Ørkenens Sønner. Der er ingen præmie for udholdenhed.

Se også Store instruktører: Charles Chaplin 1889-1977 [Evig Latter]; Mike Leigh: Topsy-Turvy (1999) [Evig Latter]; Evig Latter: Jacques Tati 1907-1982; Evig Latter: Dirch Passer 1926-1980 og Kjeld Petersen 1920-1962; Evig Latter: Komikeren Andy Kaufman 1949-1984; Besværgende latter: Komikeren Roberto Benigni.

*) Strengt taget er den første filmudgave The Wonderful Wizard of Oz (1910), som forfatteren L. Frank Baum producerede sammen med instruktøren Otis Turner. Der var dog tale om 'a one-reel wonder' af ti minutters varighed. Forlægget var den populære scenemusical, som Baum selv var med til at skrive, der blev opført i Chicago i 1902 og på Broadway i 1903. Man kan også argumentere for, at de animerede afsnit i multimedie-forestillingen Fairylogue and Radioplays, som Baum turnerede med i 1908, var en tidlig Oz-filmatisering. Men først i 1925 blev det teknisk muligt at lave en dramatisering i moderne spillefilmslængde.
   Larry Semon spillede fugleskræmslet og instruerede selv The Wizard of Oz, hvor Oliver Hardy har dobbeltrollen som den ene karl på gården i Kansas og Tin Man/Skovhuggeren i Oz. Dorothy Dwan spiller Dorothy. Filmen varer 81 minutter. Baums søn er krediteret for manuskriptet. Mark Evan Schwartz’ Oz before the Rainbow: L. Frank Baum’s The Wonderful Wizard of Oz on Stage and Screen to 1939 (Johns Hopkins University Press, 2000) er en detaljeret guide til alt det, som kommer før MGM-filmen fra 1939. På 3-disc udgaven af MGM-filmen fra 2005 kan begge de gamle versioner opleves. Hardys rolle er stor nok til at gøre 1925-filmen interessant for Gøg & Gokke-fans. Især gør han indtryk som romantisk stemt landarbejder. Se i øvrigt henvisninger i Landet bag regnen: L. Frank Baum og The Wizard of Oz (1900/1939).


Stan & Ollie (Gøg & Gokke). Instr.: Jon S. Baird. Manus: Jeff Pope. Foto: Laurie Rose. 98 min. UK-Canada-USA 2018. Dansk premiere: 25.04.2019.


Fotos: Foto: Entertainment One/ Sony Pictures Classics/ UIP/ Mediadrum/ Dansk Kulturarv/ Cinematerial [+]
Filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, Grand Hjemmebio, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy, YouTube Film
2K Blu-ray fra Noble Entertainment 12.09.2019
Artiklen stod i Weekendavisen Kultur 26.04.2019