GLEMTE BØRN
OG GYLDNE DØDE
J.M. Barrie og »Finding Neverland«
Af BO GREEN JENSEN
1. Drengen fra Thrums
JAMES Matthew
Barrie blev født i Kirriemuir i Skotland den 9. maj 1860. Han var det yngste
barn i en flok på syv. Moderen var religiøs og tilhørte frikirken the Auld Lichts. Faderen var væver. Det
var man bare i byen, som blev kaldt »Thrums«, da Barrie senere skrev om den i
en række sentimentale, meget populære erindringsskitser. Navnet skal minde om
lyden af væve, der arbejder. Auld Licht Idylls blev
Barries debut, da han i 1888 var flyttet til London for at leve som forfatter.
Siden fulgte A Window in Thrums
(1889)
Solen og månen i Barries barndom var moderen
Margaret Ogilvy. På overlevende fotos ser man en benet kvinde, der er blevet
tør og fjern før tiden. Hun holdt sandsynligvis af hele sin familie, men
øjestenen var David, den næstyngste søn. Den ældste, Alexander, var blevet
skoleforstander. Måske kunne David blive præst. David var en gylden dreng, som
havde alle evnerne. Det var ham, som med tiden skulle blomstre og realisere
Margarets drøm.
JAMES var ingen gylden dreng. Han var lille
og mørk, og han stammede. Allerede på drengen kunne man se, at manden ville
blive en skuffelse. Solen gik definitivt ned i januar 1867, da David døde efter
en skøjteulykke. Moderen var utrøstelig og fik aldrig varmen i blikket tilbage.
Den første hjerteskærende anekdote om Barrie tager form, da han ni år gammel
venter i det kroniske tusmørke ved soveværelset, hvor Margaret ligger og plejer
sin sorg. Moderen fornemmer, at nogen er i nærheden. »Er det dig?« spørger hun
ud i mørket. »Nej,« svarer James, som véd hvad hun mener. »Det er bare mig.«
Moderen døde i 1895. Året efter skrev Barrie
en bog, som blot bærer hendes navn, men afvisningen og
utilstrækkelighedsfølelsen var til det sidste et ømt punkt i forfatterskabet.
»Da jeg blev voksen,« skriver Barrie i Margaret
Ogilvy, »var han stadig en dreng på tretten år«. Den døde bror, som lever
evigt i mindet og aldrig bliver en dag over tretten. Først som 43-årig skabte
Barrie Peter Pan, men allerede i
præ-puberteten forstod han mekanismen, der skaber glemte børn og gyldne døde.
2. En døende fe
I Finding Neverland (2004) fortæller amerikaneren
Marc Forster historien om manden bag Peter Pan.
Eller rettere menneskene bag figuren,
der i de forløbne 120 år er blevet en af de mest sejlivede og emblematiske
skikkelser fra fælleskulturens mytologi. Alt fra jordnøddesmør til det
maskuline modenhedskompleks er blevet opkaldt efter drengen i grønt; drengen
der kan flyve; drengen på 12 år som aldrig bliver voksen og heller ikke ønsker
det.
Filmen
skildrer, hvordan Barrie tænkte tanken og fik ideen, da han i 1897 befandt
sig i et kunstnerisk og følelsesmæssigt dødvande. Den succesrige dramatiker
(Johnny Depp) står ved premieren på Little
Mary med oplevelsen af en fiasko. Alle klapper, men der er ingen glød i
bifaldet, og replikkerne falder tungt ned i stilheden. Så går han tur i
Kensington Gardens, møder enken Sylvia Llewelyn Davies (Kate Winslet) og
forelsker sig i hendes fire børn, der er drenge som drenge nu engang er.
Det var Barrie, som formulerede et
mindeværdigt fyndord om, at der »ikke sker os meget af betydning, når vi er
blevet 12 år.« I filmen bliver det til, at han bogstaveligt kan se øjeblikket, hvor drømmen slukkes i
drengenes øjne. Blikket dør. Vågen fryser til, og endnu en dyrebar barndom er
opbrugt. Barrie må rette sin opmærksomhed mod den næste dreng i rækken, hvis
han vil bevare forbindelsen til den skabende fantasi, som forklarer og forløser
vore traumer.
FILMEN former sig som en skildring af,
hvordan urpremieren på Peter Pan kom
i stand. Dustin Hoffman fremstiller den amerikanske producer, Charles Frohman,
som efter megen skepsis overbevises. Julie Christie er Sylvias mor, Emma
Wightwick, som inspirerer Kaptajn Klo-figuren og fordømmer datterens alliance
med Barrie, men ender med at klappe overgivent, da sandhedens time i stykket
oprinder, og det gælder om at frelse den døende fe Klokkeblomst.
Der er meget, som ikke stemmer overens med
det faktiske forløb. Little Mary var
ingen fiasko. Barrie var ikke smuk som Johnny Depp. Sylvia Llewelyn Davies var
endnu ikke blevet enke, da Barrie begyndte at gøre kur til hendes drenge, og i
virkeligheden var der fem Davies-brødre. Alligevel taler filmen sandt på samme
måde som Barries eget eventyr. Det victorianske teatermiljø er genskabt med en
overdådig detaljerigdom, der givet øjet appetit på mere, og skønt Sylvia først
døde i 1910, er det sandt, at Barrie foranstaltede en privat opførsel.
TIL slut slettes skellet mellem fantasi og
virkelighed. Sylvia træder ud af livet og ind i eventyret, hvor alt på én gang
er trist, sandt og smukt. »To die will be an awfully big adventure,« siger den
muterede skovgud hos Barrie. »Det bliver vældig spændende at dø!« lyder det
mere prosaisk i Birgitte Brix’ oversættelse. Herved drejer Forster filmen i
retning ad Shadowlands, William
Nicholsons sceniske udlægning af, hvordan C.S. Lewis fandt vejen til Narnia,
der er dramatiseret både for tv og film. I begge tekster vinder hjertets
sandhed over den faktiske, og dét er hele pointen.
Historien om Barrie og familien Llwelyn
Davies er tidligere dramatiseret i tre spillefilmslange tv-spil af englænderen
Andrew Birkin. The Lost Boys (1978)
kom på dvd i 2004, og trilogien kan anbefales, hvis man vil have den
realistiske og næsten ubærligt triste version af forløbet. Ian Holm (1931-2020) ligner
Barrie bedre end Depp. Hos Birkin er Peter
Pan-perioden overstået efter første episode. De resterende skildrer den
lange udtoning i alle årene efter Peter
Pan, frem til Barries død i 1937. Birkin er også forfatter til en af de
bedste bøger om Barrie, J.M Barrie and
the Lost Boys fra 1979.*
3. Tremmerne sidder der resten af livet
PETER Pan kom til verden i ryk og etaper. Sceneversionen
fik premiere på Duke of York’s Theatre den 27. december 1904. Imidlertid
optræder skikkelsen allerede i romanen The
Little White Bird (1902), hvor fem kapitler udgør en historie i historien.
Den bliver fortalt til drengen David af den voksne hovedperson, en melankolsk
forfatter, der som så mange af Barries fiktive masker er strandet et sted
mellem barndom og manddom – og føler sig nødstedt i sidstnævnte tilstand.
I The
Little White Bird er Peter stadig en baby. »Faktisk er Peter ældgammel, men
egentlig har han altid den samme alder, så det har ikke den ringeste betydning.
Han er én uge gammel, og selv om han blev født for så længe siden, har han
aldrig haft en fødselsdag. Der er heller ingen chance for, at han nogen sinde
får én. Han flygtede fra at være et menneske, da han var syv dage gammel. Han
undslap ad vinduet og fløj tilbage til Kensington Gardens.«
I den underliggende mytologi, en besynderlig
hjemmestrikket fiktion, som snart ligger nagelfast, snart er en strøtanke,
kommer alle børn til verden som fugle. Nødtvungent og gradvist lader de sig
tæmme og tøjre i barnekammeret, hvor kun den daglige udflugt til parken minder
dem om friheden. I Barries regressive univers kan man ganske enkelt ikke komme
langt nok tilbage:
Da David hørte denne historie, var han
overbevist om, at han aldrig havde prøvet at flygte. Men jeg bad ham tænke nøje
efter, mens han pressede sine hænder mod tindingerne, og da han havde gjort det
hårdt nok, og også hårdere, kunne han tydeligt huske en ungdommelig længsel
efter at vende tilbage til trætoppene, og med denne erindring fulgte andre, som
for eksempel at han havde ligget i sengen og planlagt at flygte, så snart hans
mor var faldet i søvn, og hvordan hun engang havde fanget ham, da han var nået
halvvejs op i skorstenen. Alle børn ville huske denne slags ting, hvis de
pressede deres hænder hårdt nok mod deres tindinger, for eftersom de var fugle,
før de blev mennesker, er de naturligvis lidt vilde de første par uger, og det
klør på deres skuldre, dér hvor vingerne plejede at sidde. Fortæller David
mig.
PETER Pan lander ved the Serpentine, den kunstige flod i Kensington Gardens, og har
Birds Island som base for sine eventyr, Han taler med dyrene, fuglene, som hjælper
ham, og de lunefulde feer, der er skitser til Klokkeblomst. Det lykkes endelig
Peter at forlade øen og finde tilbage til vinduet, som han fløj ud af. »I wish
now to go back to mother for ever and always,« siger han fromt og skynder sig,
for i drømme har han set sin mor græde. Men vinduet til barnekammeret er
lukket, og der er kommet tremmer for. Gennem glasset ser Peter sin mor omfavne
en anden lille dreng. Også denne fortælling slutter med, at nogen bliver lukket
ude af barndommen:
Peter kaldte, »Mor! Mor!«, men hun hørte
ham ikke. Forgæves slog han sine små arme mod jerntremmerne. Han måtte flyve
tilbage, grådkvalt, til parken, og han så aldrig sin kære igen. Hvilken prægtig
dreng han ville have været for hende! Ak, Peter! Alle vi som har gjort den
store fejltagelse, hvor anderledes ville vi ikke gribe tingene an, hvis vi fik
en chance mere. Men Solomon havde ret – der er ikke flere chancer, ikke for de
fleste af os. Når vi når til vinduet er det lukket ude-tid. Jerntremmerne
sidder der resten af livet.
The
iron bars are up for life. Det er ikke uden skadefryd, at Barrie
delagtiggør sine læsere i denne erfaring. Den sidste Peter Pan-episode i The Little White Bird rummer i øvrigt
skitsen til forholdet mellem Peter og Wendy. I parken bliver Peter ven med
Maimie Mannering, en viljestærk livstot på fire år. Alt er til stede i
miniature.
4. En anakronistisk undtagelse
BARRIE
poserer aldrig som voksen. Hans maskuline ideal er det mindst macho-agtige, man
kan forestille sig. Efter bogen om sin mor, Margaret
Ogilvy (1896), påbegyndte han en selvbiografisk romanserie, der blev meget
populær i samtiden. Mentalitetshistorisk udgør de britiske 1890ere en periode med
en sjældent klar polarisering. På de æstetiske barrikader råber patriotiske jingoists som W.E. Henley og Rudyard
Kipling skældsord ad flanerende dandies som
Oscar Wilde, Ernest Dowson, Aubrey Beardsley og de øvrige dekadenter.
Den brede mellemgrund optages af pragmatiske
realister som Robert Louis Stevenson og Arthur Conan Doyle. Barrie blev
betragtet som en anakronistisk undtagelse og kom godt ud af det med begge
fløje. Wendy Darling er således opkaldt efter Henleys datter, Margaret, som kun
var seks år, da hun døde. Pigen kaldte Barrie »my friend«, men hun kunne ikke
tale rent, så ordet blev til Wendy.
Mange motiver hos Barrie tager afsæt i sygdom. Alle han elskede døde fra ham.
Også på den baggrund gør det indtryk, da Peter udbryder: To die will be an awfully big adventure!
I Sentimental
Tommy (1896) introducerer Barrie sin følsomme anti-helt og lader ham slå
sig eftertrykkeligt på verden, før han trods alt bliver en mand af en slags.
Senere er Barries eget ægteskab med skuespillerinden Mary Ansell modellen for
kærlighedshistorien i Tommy and Grizel
(1900). Her har Barrie slet ingen problemer med at tegne sig selv som en umoden
mand. Faktisk er tendensen mod det regressive den forsonende egenskab hos Tommy
Sandys:
Stakkels Tommy! Han var stadig en dreng,
han var altid en dreng, der somme tider, som nu, forsøgte at være en mand, men
altid, når han så sig omkring, løb tilbage til sin drengetid, som om han så den
stå med udbredte arme og indbyde ham til at komme tilbage og lege. Han holdt så
meget af at være dreng, at han ikke kunne blive voksen.
MAN har ofte diskuteret, om Barrie havde
pædofile tilbøjeligheder, halvt erkendte seksuelle følelser i forholdet til
sine drenge. Nico Llewelyn Davies har udtalt, at de aldrig oplevede »noget i
den retning« fra onkel Jims side. I et filmet interview på dvd-udgaven af The Lost Boys (2004) erklærer Andrew
Birkin, at Barrie næppe nogen sinde fik et erotisk forhold til nogen eller
noget. Han var efter alt at dømme impotent og nærmest lidt stolt af at være
hævet over alt dét.
Han var dog ikke stolt, da Mary i 1909
forlod ham til fordel for Gerald Cannan, som Barrie kendte fra
dramatikerforbundet Dramatic League. Barrie havde aldrig inddraget Mary i sit
arbejde. Nu begyndte hun at renskrive manuskripter for sin mand og Cannan.
Konfronteret med et krav om skilsmisse, forsøgte Barrie i mange omgange at
undgå den fornedrende skandale, som Margaret Ogilvys søn havde respekt for.
Tilsyneladende følte han ingen respekt for sin hustru. Snarere en distræt
undren, fordi hun ikke var tilfreds med sin rolle som social rekvisit.
5. Deres drenge, mine drenge
I Finding Neverland antydes det, at Barrie
og Sylvia Llewelyn Davies nærede romantiske følelser for hinanden. Der er
intet, som peger i den retning. Filmen snyder dog med kronologien. Faderen,
Arthur Llewelyn Davies, var stadig i live, da Barrie i 1897 mødte George på fem
år, Jack på fire og babyen Peter, der stadig lå i barnevogn. Drengene var ikke
i parken med deres mor, men blev holdt i stram snor af guvernanten Mary
Hodgson. Det er dog sandt, at det skete i Kensington Gardens, hvor Barrie hver
eftermiddag gik inspirationstur, som regel i selskab med sanktbernhardshunden
Porthos, der også optræder i Peter Pan.
Hér er det vel, at Peter Pan bliver født.
Barrie var meget betaget af George, som han fandt forfriskende uforskammet og
som blev modellen for David i The Little
White Bird. Historierne om Pan som baby var egentlig eventyr om Peter
Llwellyn Davies, der blev fortalt for at divertere de lidt større brødre.
Privat blev Barrie på ingen tid permanent legeonkel for drengene og i Arthurs
øjne en irriterende husven. Imidlertid trådte Barrie til og hjalp økonomisk,
endda overstrømmende gavmildt, da Arthur fik konstateret den mundhulekræft, som
efter flere vansirende operationer tog livet af ham i 1907.
ARTHUR smilede høfligt, da Barrie i 1901 fik
trykt beretningen om sin sommer med drengene, en pastiche på R.M. Ballantynes The Coral Island (1857), med titlen The Boy Castaways of Black Lake Island.
Titelbladet bar Peters navn, og oplaget var på to eksemplarer, ét til Arthur og
ét til Barrie selv. I piratlegene ved sit landsted Black Lake optrådte Barrie
som en Klo-agtig slyngel. Han registrerede legene i en række fotos, som
dramatiserer teksten i The Boy Castways.
Serien kan ses i sin helhed på webstedet jmbarrie.co.uk, hvor Andrew Birkin har
samlet alt, hvad der er værd at vide om Barrie og drengene.
Senere stivnede smilet én gang for alle, da
Barrie i 1906 – efter den første succes med sceneudgaven af Peter Pan – trak de relevante afsnit ud
af The Little White Bird og fik dem
trykt under titlen Peter Pan in
Kensington Gardens, til lejligheden illustreret af kapaciteten Arthur
Rackham. Det var ikke teksten, som voldte problemer. Peter Pan in Kensington Gardens var en smuk bog – og er det stadig
i faksimileudgaven, som The Folio Society udgav til 100-året i 2004. Problemet
var dedikationen. »To Sylvia and Arthur Llwellyn Davies and their boys (my
boys)«, står der på titelbladet.
DERES drenge (mine drenge). Den fine boggave blev lagt på Arthurs dyne, mens han
forsøgte at vænne sig til det sønderskårne ansigt og munden uden gane, som
operationen havde givet ham. Imens tog Barrie sig af Sylvia og (sine) drenge.
Man kan ikke fortænke den knækkede mand i at føle et vist mål af bitterhed.
Jack, den næstældste søn, arvede faderens reservationer. Modsat George, Peter,
Michael og Nico lod han sig aldrig charmere af Barrie.
For Sylvia Llewelyn Davies må Barries
beskyttertrang have været velkommen. Hun havde hverken formue eller uddannelse
– hendes far var humoristen Gerald du Maurier, som leverede karikaturtegninger
til Punch – og var i en alder af 40
år blevet alene med fem ressourcekrævende drenge. Barrie tog sig af dette. Han
købte et hus til famlien, havde Sylvia og drengene med på skriveferier i
Schweiz og Paris. Da også Sylvia udviklede cancer og døde i 1910, adopterede
Barrie formelt parrets drenge. »Deres drenge« var omsider blevet »mine drenge«.
6. Fem fortabte drenge
IT is all rather sad, siger den sidste linje i Peter Pan in Kensington Gardens. Det
samme blev den videre historie om Barrie og De Glemte Drenge fra den virkelige
ønskeø. Peter Pan gik sin sejrsgang
over hele den engelsktalende verden. Barrie tjente med tiden så mange penge på
fænomenet, at han i 1929 kunne skænke sine rettigheder til børnehospitalet i
Great Ormond Street. Stedet drives stadig for indtægter, der stammer fra
ophavsretten til Peter Pan. Da copyrighten udløb i 2004, blev den forlænget med
en særparagraf.
I 1911 skrev Barrie Peter Pan and Wendy, romanen efter teaterstykket, som er den
version, vi kender bedst. Sceneudgaven blev til stadighed justeret. Sætstykket
– det altafgørende øjeblik, hvor tilskuerne skal klappe, hvis de tror på feer –
lå fast fra første aften, men mange scener er skåret fra eller tilføjet i tidens
løb. Barrie skrev også en epilog, When
Wendy Grew Up: An Afterthought (1908), der foregriber flere moderne
videreførsler, bl.a. Disney-filmen Return
to Neverland (2002, da. Tilbage til
Ønskeøen), en fortsættelse af den klassiske animationsfilm fra 1952, som
opgraderede fænomenet fra anglo-amerikansk juleklenodie til international
massekultur.
I 1928 udkom teksten til teaterstykket for
første gang i bogform. Barrie skrev da en fem sider lang tilegnelse, »To The
Five«, hvori han erklærer at have skabt den udødelige dreng »by rubbing the
five of you violently together, as savages with two sticks produce a flame.
That is all he is, the spark I got from you.« Barrie håber endelig, at »I vil
modtage denne tilegnelse i mindet om, hvad vi har betydet for hinanden og med
kærlig hilsen fra jeres ven.«
DEDIKATIONEN er bemærkelsesværdig. To af De
Fem var døde for længst. George faldt i Flandern i 1915, 21 år gammel. Michael,
som var den af drengene, der blev længst hos Barrie og fik et egentligt far-søn
forhold til ham, begik som 20-årig selvmord, da Barrie ikke ville anerkende
hans kærlighed til en studiekammerat. Begge unge mænd druknede sig i maj 1921.
Jack (1894-1959) var som nævnt altid bitter på Barrie og havde brudt
forbindelsen med ham.
Kun Peter og Nico anerkendte tilegnelsen.
Peter blev som voksen til forlæggeren Peter Davies. Han fik aldrig lov at
glemme forbindelsen til Neverland og udtrykte ved flere lejligheder regulær
væmmelse ved sin forbindelse til »den forfærdelige bog«. Han var 63 år, da han
i april 1960 tog sit liv i Londons Underground. Nico blev 77, dvs. lige så
gammel som Barrie, og kunne stadig huske det hele med varme, da han midt i
70erne stillede sin korrespondance til rådighed for biografen Andrew Birkin.
7. Øen bliver virkelig
EFTER
favoritten Michaels begravelse nævnte Barrie ham sjældent ved navn. Han talte i
stedet om »the lad who will never be old«. Barrie var sig i høj grad bevidst,
at han havde skabt en moderne myte. Peter Pan-universet blev for ham et sted at
gemme de døde og fryse den gode tid. Neverland er et billede på selve den
skabende fantasi. Stedet forvitrer, når Peter er væk, men kommer til live i
kraft af hans nærvær. »Øen bliver virkelig«, femte kapitel af Peter Pan og Wendy, beskriver processen
udførligt. Passagen er karakteristisk for Barries rapsodiske, mundrette stil:
Ønskeøen kunne mærke, at Peter var på vej
hjem, og vågnede op til dåd igen. Når Peter er væk, er der som regel roligt på
ønskeøen. Feerne sover en time længere om morgenen, dyrene passer deres unger,
og indianerne æder og æder i seks dage og nætter. Og når sørøvere og Glemte
Drenge mødes, rækker de bare tunge ad hinanden. Men så snart Peter viser sig,
kommer der fart over feltet igen. Han hader nemlig dovenskab. Hvis man lægger
øret til jorden, kan man høre hele øen syde af liv.**
Barrie gjorde Peters kroniske barndom til en
viljesakt, en trodsig undsigelse af voksenlivet med alt, hvad det indebærer.
Stykkets oprindelige undertitel var »The Boy Who Would Not Grow Up«, men i
1928-udgaven er tilføjet en for så vidt irrelevant regibemærkning. »Med
lidenskab« formulerer Peter sin hensigtserklæring for Wendy, surrogatmoderen
der vil tæmme sin »søn«: »Jeg vil ikke gå i skole og lære højtidelige ting.
Ingen skal fange mig, lille dame, og gøre mig til en mand. Jeg vil altid være
en dreng og have det sjovt.«
I en stum parentes bliver betydningen
gradbøjet: So perhaps he thinks, but it
is only his greatest pretend. »Sådan tror han måske, at det er, men det er
blot hans største selvbedrag.« Barrie indså med tiden, at han selv og Peter
snarere var drenge, som ikke kunne
blive voksne. Et sent notat siger det mere eller mindre lige ud: »It is as if
long after writing »P. Pan« its true meaning came to me – Desperate attempt to
grow up but can’t.«
Finding Neverland. Instr.: Marc Foster. Manus: David Magee. Foto: Roberto Schaefer. 106 min. UK-USA 2004. Dansk premiere: 25.02.2005.
NOTER
*) Andrew Birkin: J.M. Barrie and the Lost Boys. 324 s. London: Constable and Company, 1979. Reprinted New Haven and London: Yale University Press, 2003. Jeg købte Birkins bog, da den var ny og netop udkommet. Den så simpelt hen interessant ud, og jeg tændte på frasen The Lost Boys. Før da kendte jeg kun Disneys Pan. Jeg elskede animationsfilmen fra 1952 og ville gerne vide mere om, hvor historien kom fra. Det var før streaming, før blu-ray og dvd, endda før VHS-formatet for alvor var blevet udbredt og til at betale. Ideen om at man kunne eje film og se dem, når man ville, flere gange endda, var ny og helt vild. Jeg har siden læst mange bøger om Barrie, men ingen af dem overgår Andrew Birkins forbløffende kærlighedsarbejde. Han er i øvrigt bror til Jane Birkin (1946-2023), som var gift med Serge Gainsbourg (1928-1991) og sang 'Je t'aime ... moi non plus' sammen med ham, da jeg var dreng. Må altså være onkel til Charlotte Gainsbourg. Han bor stadig i Wales og vedligeholder websitet jmbarrie.co.uk der blev moderniseret i 2020 og er en veritabel ressource. Bogen blev grundstenen i en stor Barrie-samling. Den forkromede historie om Peter Pan som myte og kunsteventyr står i Det store eventyr (1984) og Det første landskab (1999).
**) The Little White Bird er aldrig oversat til dansk. Peter Pan in Kensington Gardens blev oversat og bearbejdet af Elisa Bruhn-Jensen i 1915. Bogen udkom på Gyldendal med titlen Peter Pan og illustrationer af Louis Moe. Her er handlingen henlagt til Frederiksberg Have. Teaterstykket Peter Pan blev oversat og udgivet på Borgens Forlag i 1967. Barries roman Peter Pan and Wendy (1911), som baserer sig på de nævnte bøger og sceneudgaven, men er en fuld (og forunderlig) tekst i sin egen ret, udkom først på dansk i 1984, da forlaget Apostrof udgav den i sin klassikerserie. Birgitte Brix har oversat. Bogen er gennemillustreret af Irene Hedlund og har forord af Vibeke Stybe. Lindhardt og Ringhof genudgav den til Barries 100-år i 2004. Jeg har selv oversat de to afsnit fra Peter Pan in Kensington Gardens. Beskrivelsen af Ønskeøen er fra kapitel 5 i Peter Pan og Wendy.
Fotos: Cinematerial/ MovieStillsDB/ jmbarrie.co.uk/ The Folio Society/ Andrew Birkin/ Yale University Press
Finding Neverland streames på HBO Nordic, iTunes, SF Anytime og Viaplay - The Lost Boys er udgivet på dvd
Teksten stod (i en kortere version) i Weekendavisen Kultur 25.02.2005
.jpg)
.png)
*) Carmen Oliveiras bog findes på engelsk med titlen Rare and Commonplace Flowers: The Story of Elizabeth Bishop and Lota de Macedo Soares (Rutgers University Press, 2002). Megan Marshalls biografi, Elizabeth Bishop: A Miracle for Breakfast, udkom i 2017. Den bedste samlede Bishop-udgave er Poems, Prose, and Letters (Library of America, 2008). Barbara Hammers Welcome to This House (2015) er en god portrætfilm om Bishop. John D. Scotts Elizabeth Bishop and the Art of Losing har premiere på FIN Atlantic International Film Festival i Halifax, Nova Scotia – hvor Bishop tilbragte lange perioder – i september 2021. 
.png)
.jpg)
.jpg)
.jpg)
.jpg)
.jpg)
.jpg)
.jpg)
.jpg)
.jpg)
