torsdag den 25. maj 2023

Marco Bellocchio: Buongiorno, notte | Good Morning, Night (2003)


VILDFARELSEN
Den italienske venstrefløjs syndefald

Af BO GREEN JENSEN

FOR 50 år siden, i 1970ernes Europa, stod der endnu en romantisk aura omkring ideologisk motiveret terrorisme. Det var borgerskabets egne børn, som begik den, og dybt i hele tiden lå en dyrkelse af ungdom som mulighed for indsigt, der i dag ville være utænkelig. Især begrebet overbevisning nød noget nær religiøs respekt. Demokratiet så det som sin pligt at lytte til ekstreme stemmer, thi også de hørte med i fællesskabet, og hvem sagde at flertallet havde patent på den moralske og politiske sandhed?
   På pervers vis måtte man næsten respektere sin fjende, for i en særlig optik gav modstanden mening. Forbrydelser kunne ikke blot forsvares, men betragtes som nødvendige våben og redskaber i den store frihedskamp mod Systemet. I min egen gymnasietid diskuterede vi fænomener som proletariatets diktatur og det historiske imperativ med gravalvorlige miner. Man skrev sange og digte til ære for den tyske byguerilla. Baader Meinhof, Rote Armee Fraktion, IRA for the hell of it, amerikanske Weatherman Underground. Alt flød sammen under plakaterne med den myrdede Ernesto »Ché« Guevara, som havde både Kristus-blikket og det rigtige rockstjerneudtryk.


MIDT i den abstrakte revolutionsiver kom der af og til realiteter på tværs. Når man så, hvad parolerne faktisk førte til, blev der sunget om sejren med mindre begejstring. Da terrorgruppen Brigate Rosse (De Røde Brigader) i marts 1978 tog Aldo Moro, formand for Italiens kristne demokrater, som gidsel i »befrielseskampen«, kunne moderate stemmer forsvare initiativet. De forstummede dog, og fordømmelsen var entydig, da den tidligere ministerpræsident blev myrdet efter 55 dage. Med henrettelsen fulgte en selvretfærdig politisk erklæring.
   På den »progressive« venstrefløj førte mordet på Aldo Moro til megen debat og en vis selvransagelse. Nogle sagde fra, andre blev i folden. Sagen blev en lakmusprøve i forholdet mellem samvittighed og overbevisning, på samme måde som den sovjetrussiske invasion af [daværende] Tjekkoslovakiet havde været ti år før. Moro var kendt som en anstændig politiker og et ansvarligt menneske. Han var nok det mindst egnede emne for en inhuman politisk demonstration. De Røde Brigader var aktive frem til 1989, men med mordet på Moro mistede de enhver form for folkelig opbakning.*



MARCO Bellocchio (f. 1939) tilhører generationen, der kom efter Fellini, Visconti og Antonioni. Han skrev og instruerede nogle af sine bedste arbejder (Næverne i lommenKina er nær, I faderens navn, Triumftoget) i de politiske sen-60ere og 70ere. Modsat mere frapperende fæller som Bertolucci og Pasolini fik han aldrig et stort publikum i Nordeuropa. I Italien og Frankrig står han blandt kæmper. I 80erne blev han mere indadvendt, og i 90erne så godt som forsvandt han i en lukket form, der angiveligt undersøgte forbindelsen mellem politik, seksualitet og religion.
   Det lyder mere spændende, end det var. På Cannes Festivalen kunne dvælende arbejder som Il sogno della farfalla (1994) og Il principe di Homburg (1997) få én til at tænke, at stjernen var slukket. Veteranen har rejst sig med skeptiske film om religiøse og politiske emner. Han har så godt som fravalgt metafysikken. Vincere (2009) var en hård og knastør film om diktatoren Benito Mussolini. Mafiafilmen Il traditore (The Traitor), som konkurrerede i Cannes i 2019, var en moralsk og sanselig sædeskildring, der gav yngre kolleger som Matteo Garrone og Paolo Sorrentino a run for their money.
   Den unge Bellocchio var grov og diffus, den ældre er altid politisk og kritisk. I Buongiorno, notte skildrer han nøgternt, med næsten blid renfærdighed, hvordan bortførelsen af og mordet på Aldo Moro kan have formet sig for terroristerne. Vi følger gidseltagerne, tre mænd og kvinden Chiara (Maya Sansa), der ser sig selv som frihedskæmpere og soldater i en undergrundskrig.
   De indretter sig i lejligheden, hvor Moro (Roberto Herlitzka) bliver holdt fanget i et lille rum bag nogle reoler. De holder facaden over for naboerne, passer deres arbejde, spiser sammen som en familie. Selve bortførelsen finder sted off camera. Det er ikke en spændingsfilm på den måde. Med ét er Moro der bare, og de unge terrorister må forholde sig til realiteten bag idealet.**



DET gør de på forskellig vis, mens Moro skriver breve til familie, kolleger og myndigheder, i begyndelsen med ført hånd, på Brigadernes vegne, men endelig for egen regning i en slags samarbejde med bortførerne. Da han skriver et sidste afgørende brev til Paven, og så godt som trygler Kirken om at reagere, kalder han sine vogtere ind for at høre deres mening. Chiara er hårdest i sin kritik. Hun siger til Moro, at brevet lyder for leflende og underdanigt.
   Alligevel er det Chiara, som har de fleste anfægtelser. Filmen følger med hende på arbejde – hun er universitetsbibliotekar – og registrerer, hvordan den offentlige stemning veksler for og imod, før den bliver til fordømmelse. En ung mand, som skriver digte og skuespil, forsøger at blive kæreste med Chiara. Hun holder frikvarter fra bortførelsen og går med ham til en sammenkomst, hvor gamle kommunister mindes den gode kamp i 1940erne. »Hjemme« i lejligheden er der jubel, da Chiara kan fortælle, at nogen har malet brigadernes røde stjerne på væggen i bibliotekets elevator.



DER er en sval ubønhørlighed i forløbet. Den mest nidkære ideolog blandt de fire fører lange samtaler med Moro for at få ham til at forstå og i praksis billige sin egen død. Mod slutningen deler filmen sig og løber i to parallelle spor. I et drømmende skær ser vi Chiara give sine kammerater sovemedicin, så Moro om natten kan forlade lejligheden og gå smilende hjem gennem daggryet. Men i den hårde hovedstrøm af virkelighed er der ingen udveje. Moro får sin »dom« læst op og bliver henrettet efter planen, atter off camera.
   Fordi Bellocchio fravælger spændingsskabende tricks, og fordi han ikke åbenlyst vælger side, har man som tilskuer mulighed for og overskud til at se sagen fra både Brigadernes, Moros og omverdens vinkel. Den eneste faktor, som ikke bliver frikendt, er Vatikanet. Vi ser den sygdomssvækkede pave læse Moros brev og beslutte sig for ikke at reagere. Endelig udsender han en erklæring om, at De Røde Brigader må overgive sig betingelsesløst. På dette tidspunkt ville en hvilken som helst tilnærmelse få Brigaderne til at vente.



GODMORGEN nat er en virkningsfuld film med flere dobbelte bunde. Der er rig lejlighed til at leve sig ind. Man kan have fysiske flashbacks til tiden og huske, hvordan vi tænkte og agerede i 1970erne, som denne tilskuer gjorde, eller man kan drage den uundgåelige forbindelse til nutidens politiske forbrydelser og reflektere over midler og mål.
   Kritikken af Kirken er derimod et internt katolsk anliggende. Det var den, der gjorde Godmorgen nat til en omdiskuteret succes i sit hjemland. Bellocchio blev fornærmet, fordi filmen »kun« fik en manuskriptpris på årets Venice Film Festival og endda blev talt ned af lokale jurymedlemmer. Også hans forrige film, L’Ora di religione (da. Min mors smil) fra 2002, havde teologisk (dobbelt)moral på sin kunstneriske dagsorden. 
   Det er en skarp og saglig mikrofortælling, der holder sig strengt til de indre processer. Bellocchio havde behandlet terrorismen og talt med flere brigademedlemmer i dokumentaren Sogni infranti (1995, int. Broken Dreams). I 2022 vendte han tilbage til stoffet i Esterno notte (Exterior Night), en seks timer lang miniserie, som fortæller makrohistorien og anlægger et panoramisk perspektiv på voldens tid og »anni di piombo«. Venstrefløjens syndefald kan endelig ses med en vis form for klarhed, i hvert fald fra den aldrende filmskabers vinkel.***



EXTERIOR Night fik biografpremiere som en spillefilm i to dele. Uden for Italien bliver den streamet i seks episoder. Aldo Moro og hans hustru, Eleonora Chiavarelli, spilles af Fabrizio Gifuni og Margherita Buy. Forvandlingskunstneren Toni Servillo gentager ikke sin indsats fra Paolo Sorrentinos Il Divo, hvor han blev ét med rollen som Giulio Andreotti, den politiske overlever. I stedet er han castet som pave Paul 6. Exterior Night streames på Viaplay – og 83-årige Marco Bellocchio er allerede stærkt tilbage i Cannes med Rapito (Kidnapped).****  



*) Det samme skete i Tyskland, da Rote Armee Fraktion i oktober 1977 henrettede den 62-årige Hanns Martin Schleyer, som var formand for Forbundet af tyske arbejdsgiverforeninger (BDA). Modsat Moro havde Schleyer belastende træk i sin baggrund. Som ung var han medlem af Hitler Jugend, og under 2. verdenskrig blev han officer i SS, hvor han fungerede som Richard Heydrichs næstkommanderende. Disse forhold trådte i baggrunden, da RAF foretog likvideringen. RAF tog Schleyer som gidsel den 5. september 1977 og krævede 11 RAF-medlemmer løsladt fra Stammheim-fængslet i Stuttgart. Kravet blev gentaget i forbindelse med flykapringen i Mogadishu den 13. oktober 1977. Helmut Schmidts forbundsregering nægtede at forhandle med terroristerne. Man tilbageholdt løsesummen, som blev rejst af Schleyers familie, og situationen i Mogadishu blev løst ved en kommandoindsats den 17. oktober. Dagen efter tog tre RAF-medlemmer deres liv i Stammheim: Andreas Baader, Gudrun Ensslin og Jan-Carl Raspe. Ulrike Meinhof havde hængt sig i sin celle den 9. maj 1976.
  

**) Navnene er ændret, men Buongiorno, notte bygger på brigademedlemmet Anna Laura Braghettis (f. 1953) bog om sin rolle i bortførelsen, Il prigioniero (1998), som hun skrev sammen med journalisten Paola Tavella. Psykologien er ikke den samme. Braghetti fortsatte arbejdet ufortrødent og deltog i flere terroraktioner. Den 12. februar 1980 udførte hun og Bruno Seghetti attentatet på Vittorio Bachelet, vicepræsidenten for det øverste retslige råd. Hun blev arresteret i maj samme år og afsoner en livsvarig fængselsdom. De øvrige vogtere i »folkets fængsel« var Prospero Gallinari og Germano Maccari (1953-2001), der poserede som Braghettis samlever. Det var kolonnelederen Mario Moretti, som kontrollerede operationen og førte samtaler med Moro. Moretti påtog sig ansvaret for drabet i retten. Han blev arresteret i 1981 og afsoner seks livstidsdomme.

***) »Anni di piombo« – »blyets år« – er betegnelsen for perioden 1968-1982, da krigsførelsen mellem det yderste venstre og højre [med aktiv medvirken fra kriminelle organisationer som 'Ndrangheta og diverse politienheder] var på sit højeste. Navnet er en tilpasning af den italienske titel på Margaretha von Trottas film Die blauerne Zeit (1981), som i fiktiv form fortæller om søstrene Christiane og Gudrun Ensslin. I Danmark hedder filmen De tyske søstre.

****) Rapito (eller La conversione) havde verdenspremiere på Cannes Festivalen den 23. maj 2023. Den historiske film er autentisk baseret og beskriver, hvordan en jødisk dreng, Edgarto Mortara fra Bologna, i 1858 blev fjernet fra sin familie og opdraget i Vatikanet, hvor han gjorde gejstlig karriere. Med andre ord en film om katolsk antisemitisme og en øvelse i etnisk arrogance, der udspringer af samme menneskesyn som de amerikanske tvangsadoptioner af børn fra indianske nationer, finske og svenske forædlingsprogrammer med samer i Lapland, australske opdragelseslejre for børn fra den oprindelige befolkning og danske forsøg med anbringelse og indoktrinering af grønlandske børn. Steven Spielberg arbejdede i 2016 på en film om Edgarto Mortara, før han opgav projektet. Bellocchio har skrevet Rapito i samarbejde med Susanna Nicchiarelli (som instruerede Trine Dyrholm i Nico, 1988).
 



Buongiorno, notte (Godmorgen nat). Instr. og manus: Marco Bellocchio. Foto: Pasquale Mari. 105 min. Italien 2003. Dansk premiere: 15.04.2005


Fotos: Filmalbatros/ Rai Cinema/ Sky/ MiBAC/ Festival de Cannes/ Wikimedia Commons
Filmen streames ikke i DK – i Italien på Netflix og Google Play
Miniserien Esterno notte streames på Viaplay med titlen Exterior Night
Første del af anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 15.04.2005

Ingen kommentarer:

Send en kommentar