NATDYRET
Af BO GREEN
JENSEN
BATMAN har
altid været en undtagelse. Modsat andre maskerede helte har han ingen særlig
superkraft. Natmennesket kommer ikke fra en anden galakse, men fra
virkeligheden midt i New York. Han er hverken blevet bestrålet eller bidt af
muterede insekter. Han har alene sin drift efter hævn at gøre godt med, arsenalet
og uniformen, det tjekkede tekniske udstyr og et markant talent for selviscenesættelse. Junglens andre dyr frygter allermest måden,
den mørke ridder kommer og går på. Så meget ved manden er effektivt teater, men
smerten han bærer er ikke fingeret. I perioder har han efterlevet loven og været
en sober rollemodel for de mindste. Det er ved at være længe siden. De sidste 40 år har Batman været for voksne.
I dag river helten hoveder af.
Bob Kane (1915-98) hed egentlig Robert Kahn og
var en ranglet jødisk ung mand fra Bronx, da han (sammen med Bill Finger) skabte Batman i 1939. Han tog
ikke mindst ved lære af den succes, som kollegerne Jerry Siegel og Joe Shuster året
før havde fået med Superman-figuren. Siegel og Shuster var ansat hos
tegneserieforlæggeren Harry Donenfeld, da de skrev og tegnede det første nummer
af Action Comics, som udkom 1. juni 1938. Ophavsretten tilhørte forlaget, det
senere DC Comics. Trods et langstrakt retsligt efterspil, så de aldrig en cent
af den formue, som manden fra Krypton akkumulerede. Et halvt århundrede senere lykkedes
det Siegel at få teamet krediteret på Richard Donners filmatisering fra 1986,
men der faldt stadig ingen royalties.
Kane var fra begyndelsen bevidst om sin
kreations potentiale, og han var fast besluttet på ikke at sætte sin
kunstneriske kontrol overstyr. Han gav figuren videre til andre, bedre og
hurtigere tegnere, men svævede til sin død over vandene som en veritabel Walt
Disney. Hvert stykke merchandise blev forhandlet under personlig licens, og
Kane er krediteret som konsulent på samtlige filmatiseringer. Historien om de
unge serieskabere er fortalt meget livfuldt i Gerard Jones’ Men of Tomorrow: Geeks, Gangsters, and the
Birth of the Comic Book (2004). Den ligger selvsagt også til grund for
Michael Chabons eminente roman om The Amazing Adventures of Kavalier & Clay (2000, da. Den utrolige historie om Kavalier & Clay).
HELTEN selv skyldte
vel Superman lidt. Den første flyvende mand i trikot var så overvældende et
kulturfænomen, at alle måtte have mere hurtigst muligt. Spraglede kopier med
fantastiske navne og forbløffende forhistorier blev født i snesevis uge for
uge, mens den første »Golden Age of Comics« tog fart. Batman debuterede i nr.
27 af Detective Comics i maj 1939. Året efter flyttede Dick Grayson, en
forældreløs søn af myrdede trapezartister, ind hos millionæren Bruce Wayne.
Batman fik sit eget blad i april 1940.
Der er siden kommet, bogstaveligt talt,
flere hundrede parallelle publikationer med hver deres egen distinkte profil.
Batman i fremtiden, Batman i fortiden, Batman i mulige Elsewolds, med og uden Robin, for sjov og i kulsort blodig alvor.
Den klassiske Batman, vi først tænker på, blev tegnet af Carmine Infantino i 60erne og Neal Adams i 70erne.
DC Comics-redaktøren og forfatteren Dennis O’Neil har haft det længste opsyn
med moderhistorien. I 1994 skrev han romanen Knightfall, som er en vellykket prosaudgave af hele
Azrael-sidehistorien, der gjorde Batman rå og dæmonisk for alvor.
DET er dog uden tvivl Frank Millers mørke The Dark Knight Returns (1986, da. Nattens ridder vender tilbage), som har
virket stærkest i nyere tid. Her præsenteres for første gang en aldrende mand,
der har ondt i hele kroppen og dårligt kan huske, hvorfor han hævner. I 2002
skrev Miller en fortsættelse, The Dark
Knight Strikes Again, til Lynn Varleys kantede illustrationer. Den er
desværre ikke så vellykket, skønt både Superman, Robin og Wonder Woman, den
sidste af de endnu aktive guldalderhelte, atter medvirker i periferien.The Dark Knight III: The Master Race (2015) er en problematisk, men langt mere overbevisende sag.
Kane lod Batman bære trikot, fordi Superman
havde svøbt sig i de amerikanske farver. Skikkelsen kom dog et andet sted fra.
I selvbiografien Batman & Me
(1989) peger skaberen på tre inspirationskilder. For det første var der
Leonardo da Vincis tegninger til en slags hang
glider. For det andet havde Roland Wests filmatisering af Mary Roberts
Rhinehart-krimien The Bat Whispers
(1931) gjort indtryk på Kane, da han så den som 15-årig. Her lod »Flagermusen« sit
symbol projicere på væggen. Heraf det legendariske Bat Signal på himlen over Gotham City. Ærkefjenden The Jokers makabre syresmil var inspireret af Victor Hugos Manden der ler.
DEN primære
inspiration var dog Zorro. Kane havde ikke læst Johnston McCulleys
føljetonroman The Curse of Capistrano
(1919), som faktisk er den californiske rævs fødested, da han første gang
tegnede Batman. Han havde imidlertid set Douglas Fairbanks bære kappe og maske,
leve et dobbeltliv og kaste sig fra hus til hus i The Mark of Zorro (1920). Det er netop den film, som familien
kommer ud fra, da Bruce Waynes forældre bliver skudt ned på gaden i Gotham. For
Kane var der slet ingen tvivl om figurens udspring:
»Jeg var medlem af en klub, som hed The
Zorros. Vi bar sorte masker og prøvede at efterligne Fairbanks’ dumdristige
akrobatik. Fra Zorros brug af en maske, som skjuler at han er Don Diego, fik
jeg ideen til Batmans hemmelige identitet. Ligesom den lapsede og velstående
spanske greve kunne Bruce Wayne være en økonomisk uafhængig mand, der foregav
at være indolent. Zorro red på en sort hest, der hed Tornado. Han red ind i sin
hule og kom ud af bornholmeruret i stuen. Bat-grotten var inspireret af denne
hule i Zorro.«
Siegel og Shuster havde ideen til Clark
Kent, Supermans forsigtige alter ego, fra Baronesse Orczys Sir Percival Blakeney
i revolutionsromancerne om The Scarlet
Pimpernel. Så alt løber sammen i eventyrgenren. Nok er de amerikanske
superhelte et moderne svar på Antikkens halvguder, men de vokser ud af
samtidens triviallitteratur, og de har deres udspring i biografen, dér hvor
skaberne først fandt en flugtvej mellem virkeligheden og drømmen om ære.
OGSÅ på film
har figuren haft mange liv og været i stadig forvandling. Den første føljetonudgave
er fra 1943. Det er, som kultursociologen Will Brooker bemærker i Batman Unmasked: Analyzing a Cultural Icon
(2001), næppe på nogen måde tilfældigt, at superheltene for alvor tager fat på
at redde verden, mens Hitler kommer til magten i Europa og Amerika inddrages i
krigen.
Deres indgriben bliver selvsagt aldrig helt
troværdig, for man kan ikke forene de to virkeligheder. I prestigeudgivelsen 9-11 (2002), det første af to DC-albums,
hvori »The World’s Finest Comic Book Writers & Artists Tell Stories to
Remember« på baggrund af 11. september-angrebet, er der en bittersød lille
Superman-historie. Helten beskriver alle de ting, som han kan, mens en læsende
dreng gør store øjne. »The one thing I can not do is to break away from the
fictional pages where I live and breathe, become real during times of crisis
and right the wrongs of an unjust world.« Så gør han knæfald for de rigtige
helte, som er brandmænd, læger og politifolk.
DET var et tigerspring for Batman og Robin,
da Adam West (1928-2017) og Burt Ward forvandlede myten til høj camp og sprang ud af skabet
som kryptobøsser i biograffilmen fra 1966.* Først Julie Newmar, så Lee
Meriweather og endelig Eartha Kitt gjorde indtryk som Catwoman i tre sæsoner af
tv-serien 1966-69. Virkeligheden vendte først tilbage i Tim Burtons to filmatiseringer,
Batman (1989) og Batman Returns (1992), som husker humoren samtidig med, at mørket
fra Frank Millers version bliver inddraget.
Burtons film forekom stilfulde, da man så
dem for 30 år siden. De er forbavsende svære at gense i dag, hvor alt ligner skalamodeller
af plastic og tvivlsomme påskud for seksuel fetichisme. Warner fortsatte serien
i Joel Schumachers Batman Forever (1995)
og Batman and Robin (1997). Det blev
værre og værre. I 90erne så man Michael Keaton, Val Kilmer og George Clooney som
Batman. Før sin død røbede Kane, at han satte mest pris på Kilmers
fremstilling. De års bedste Batman-film var i virkeligheden Batman: The Animated Series (1992-95). Herhjemme blev serien sendt på TV2.
PÅ denne
baggrund kan man spørge, hvad vi skal med en ny Batman-film. Til og med er der
tale om endnu en tolkning af figurens traumatiske genesis: drengen der mister
sine forældre, det frustrerede savn, manden der træder i karakter som maskeret vigilante, problemerne med at være sådan
et væsen, dobbeltlivet som playboy og natdyr, den etiske kløft mellem hævn og
retfærdighed.
Med sin målbevidst realistiske fortælling
leverer englænderen Christopher Nolan (Memento,
Insomnia) dog en væsentlig videreførsel af myten. For første gang er der
ingen smilerynker, og man kan se, at slagene virkelig gør ondt. Christian Bale
er en udmærket inkarnation af figuren, og han er ikke mindst i stand til at
gøre den unge Bruce Waynes dilemma konkret i de første 70 minutter af filmen,
hvor Batman endnu ikke har fundet sit mytologiske dyr. Han vælger flagermusen,
fordi det var dyret han frygtede mest. Heldigvis var der ingen rotter i
brønden, hvor helten landede, da han var dreng.
MICHAEL Caine er overraskende ukrukket i
rollen som butleren Alfred, der stilfærdigt bliver en fadererstatning. Morgan
Freeman forsyner vor mand med de seneste versioner af flagermusrustningen, Batmobilen
og andet afgørende tilbehør. Det hele ligner en slags virkelighed, også huset
med grotten og byen, der sædvanen tro næsten styrter i grus.
Som læremesteren
Ra’s Al Ghul, der vender tilbage som en stærk fjende, er Liam Neeson svær at
skelne fra sin rollen som Jedi-ridderen Qui-Gon Jinn i Star Wars: The Phantom Menace. Fugleskræmslet med mareridtsmasken
er skræmmende livagtigt. Katie Holmes leverer en romantik, som sammen med
eksplosionerne i den automatiske slutning nok er filmens svageste faktor.
Gary Oldman giver en sober, støvet
fremstilling af kommissær Gordon, den sidste ærlige strisser i byen, der ved
filmens begyndelse er lige så korrupt som Sin
City. Til slut kan han tænde Bat-signalet, som duver forjættende på den
gnidrede nathimmel. En gal skurk har efterladt et spillekort ved sit seneste
gerningssted. Der er selvsagt tale om Jokerens kort, for naturligvis er de næste film i Nolans trilogi, The Dark Knight (2008) og The Dark Knight Rises (2012), på vej allerede.
FØRSTE gang jeg mødte Batman var på forsiden
af det første danske blad, som udkom i 1966. Helten bliver forvist fra Gotham
City, Robin står og kaster sten efter ham. Der kom andre superhelte, som jeg
fik et trofast forhold til, men det var altid noget særligt med Batman. Man
lever videre med fiktionen som voksen, eller man slipper den og lader vågen
fryse til. Om man kan lide denne film hænger nok sammen med, hvilket tegn man
selv bærer inde under skjorten. For mig var det altid en sort flagermus.
*) Der er en støt nostalgisk længsel efter bronzealderstilen fra slut-60erne og start-70erne. I 2013 skabte forfatteren Jeff Parker (med vekslende tegnere) serien Batman '66 som en direkte videreførsel af universet fra tv-serien med Adam West og Burt Ward. Til og med december 2016 udkom 30 hæfter, som er samlet med diverse ekstramateriale i den herlige Batman '66 Omnibus (2018). Herefter følger en række enkeltstående miniserier med ekstrem high concept-faktor og stor kærlighed til perioden: Batman '66 Meets the Green Hornet (2015), Batman '66 Meets the Man from U.N.C.L.E. (2016), Batman '66 Meets Steed & Mrs. Peel (2017) [dvs. britiske The Avengers], Batman '66 Meets Wonder Woman '77 (2017) [hvor Lynda Carters tv-inkarnation af Wonder Woman er i spil] og Archie Meets Batman '66 (2019). Serien er en af de bedste og mest distinkte fornyelser af universet, som ellers tenderer mod okkulte excesser og gotiske krummelurer. Animationsfilmen The Return of the Caped Crusaders (2016), som Adam West, Burt Ward og Julie Newmar lagde stemmer til, indgår i den synergiske strategi. I 2017 fulgte fortsættelsen Batman vs. Two-Face, igen med West, Ward og Newmar, samt William Shatner som Harvey Dent. Adam West var 88, da han døde den 9. juni, 2017. Filmen er forsynet med dedikationen "In Loving Memory of Adam West (1928-2017). Rest Well, Bright Knight."
Se også poster om Joker (2019) og Frank Miller. Læs mere om Nolans Insomnia (2002), The Prestige (2006), Inception (2010) og Interstellar (2014)
Batman Begins. Instr.: Christopher Nolan. Manus: David S. Goyer, Christopher Nolan. Foto: Wally Pfister. 137 min. UK-USA 2005. Dansk premiere: 22.07.2005
Fotos: Warner Bros./ DC Comics/ Cinematerial/ Filmaffinity/ [Filmgrab]
Filmen streames (køb eller leje) på YouTube
Ajourført udgave af teksten fra Weekendavisen Kultur 23.07.2005
Ingen kommentarer:
Send en kommentar