mandag den 8. november 2021

Klassiske karakterer: Moses og mogulerne



MOSES OG MOGULERNE
Fra Cecil B. DeMille til Ridley Scott

Af BO GREEN JENSEN

»MINE damer og herrer, unge og gamle. Det virker måske usædvanligt, at jeg taler til jer, før filmen begynder, men vi har et usædvanligt emne, historien om frihedens fødsel.«
   Det er selveste stormogulen, der taler. Cecil B. DeMille præsenterer The Ten Commandments (1956, da. De ti bud), en helaftensfilm om Moses og jødernes udfrielse, som skal være kronen på et langt liv i Hollywood.
   Der er skrevet om filmen i måneder. En halv verden venter i spænding. Charlton Heston, tidens foretrukne he-man, har rollen som Moses. Som Ramses ser man Yul Brynner. Kun DeMille kunne slippe afsted med at basere en film på »The Holy Scriptures and other ancient and modern writings«.
   Ouverturen er afspillet, mens tilskuerne fandt deres pladser. Nu henvender filmskaberen sig direkte til publikum. Det er sandt nok usædvanligt. Kun Walt Disney og Alfred Hitchcock har gjort noget lignende.
   DeMille redegør for sin metode. Man fornemmer, at han er stolt af sin film. Så skærer han igennem og forklarer, hvorfor alt det med Moses er vigtigt:
   »Denne films tema er, om mænd skal styres af Guds lov, eller om de skal styres af en diktator som Ramses’ indfald. Er mænd statens ejendom, eller er de frie sjæle under Gud? Det samme slag kæmpes fortsat over hele verden i dag.«


CECIL Blount DeMille (1881-1959) bliver sjældent nævnt med venlig stemme i filmhistorisk sammenhæng. Hans speciale var spectaculars, kæmpemæssige produktioner, som krævede hære af teknikere og statister. Byer blev genrejst, berømte slag udkæmpet i fuld størrelse. De ti bud var ikke den første.
   Kritikken går på, at der ikke var andet end kamp og tummel i de panoramiske rekonstruktioner. »Send out for some pillars and Cecil B. DeMille,« synger Bob Dylan i »Tombstone Blues«. Pauline Kael afskrev ham som »en skinhellig manipulator«.
   DeMille, som kom fra Massachusetts, debuterede i 1914 med The Squaw Man. Han instruerede 61 stumfilm og 19 tonefilm. Mange var westerns. Fra begyndelsen fik han ry for at være en købmand, den jævne mands D.W. Griffith. The Plainsman (1936) var hans Birth of a Nation, The Sign of the Cross (1932) var hans Intolerance.
   Det var DeMille, der fandt på at bruge Bibelen som forlæg for kulørte blockbusters. Han instruerede en (stum) version af The Ten Commandments allerede i 1923. I hans version er sværd-og-sandal genren som regel også lig med sex. Maria Magdalene skejer stort ud i The King of Kings (1927). Victor Mature og Hedy Lamarr gav Amerika duggede briller som bibelske sexmonstre i Samson and Delilah (1949).


DeMILLE holdt af at ligne en kunstner. Han bar megafon, kasket og ridestøvler. Hvis folk skulle beskrive en filminstruktør, tænkte de på Cecil B. DeMille. Da Gloria Swanson lader sig tale ned ad trappen i Billy Wilders Sunset Boulevard (1950), er det med ordene: »All right, Mr. DeMille, I'm ready for my close-up.«
   Han skal endvidere have været en reaktionær og selvhævdende mand. I 1952 fik han adskillige Oscars for cirkusfilmen The Greatest Show on Earth, der i dag er svær at forholde sig til. For kollegaen Stanley Kramer var der ingen tvivl om, at DeMille fik priserne, fordi han støttede Joseph McCarthy.
   Kollegaen William Wellman sagde: »I faglig henseende er hans film nok det værste, jeg har set i mit liv. Men de tjente en formue. Til dét var han dygtigere end vi andre.«


AL denne modstand skulle manes i jorden med filmen om Moses. Derfor den personlige introduktion, derfor den forhåndsindhentede blåstempling fra kristne og jødiske kirker. Og DeMille var måske en kedelig fætter, men De ti bud er faktisk en god film. Den bruger hele produktionsapparatet og dækker sig slet ikke ind.
   For instruktøren er der blot at runde af: »Vores hensigt var ikke at skabe en historie, men at genfortælle den guddommeligt inspirerede historie, der blev skabt for 3000 år siden. De fem Mosebøger. Historien tager tre timer og 39 minutter. Der vil være en pause. Tak for Deres opmærksomhed.«


DER er ingen pause i Exodus: Gods and Kings (2014), som »kun« varer to timer og 30 minutter. Der er heller ingen filmet fortale. Alligevel er det oplagt, at The Ten Commandments er modellen, og at Ridley Scott betragter sin moderne fortolkning som en forbedring.
   Scott er i mange henseender en Cecil B. DeMille for sin tid. Han er beundret for sin teknik, men heller ikke han bliver set som en åndfuld eller empatisk instruktør. Alien og Blade Runner er klassiske film, men succesen tilskrives andre faktorer.
   Også Scott er respekteret for sin evne til at sælge billetter. Han elsker at lave storfilm for mænd: White Squall, Black Rain, Hannibal, Black Hawk Down, American Gangster, Body of Lies. Ikke desto mindre var to af 90ernes feministiske tiltag, Thelma and Louise og G.I. Jane, instrueret af Ridley Scott.
   Han bliver stædigt ved med at bejle til de episke discipliner. Columbus-biografien 1492 var en fuser, men det var Scotts Gladiator, som genrejste sværd-og-sandal genren, og i korsfarerfilmen Kingdom of Heaven fik riddertiden et lige så anakronistisk boost. DeMille gav dette emne et skud i The Crusades (1935).
   Scott lavede sin Robin Hood i 2010. Efter Prometheus (2012), som var en skuffende prequel til Alien, er han nået til emnet, der definerer en mand i den episke genre. Exodus: Gods and Kings er hverken mere eller mindre end Anden Mosebog ifølge Ridley Scott.



SCOTT springer ind i fortællingen, da Moses (Christian Bale) og Ramses (Joel Edgerton) er voksne mænd. Ramses er arving til tronen efter Seti (John Turturro), en skrantende, alfaderlig Farao, som i virkeligheden er mere tryg ved den adopterede Moses, der fungerer som general og daglig leder af hoffets forretninger.
   Seti beslutter at angribe først, da en hær på 16.000 hittitiske soldater slår lejr ved Kadesh. Før slaget (som fandt sted i 1274 f.Kr., dvs. fem år inde i Ramses’ regeringstid) bliver det spået, at en stor leders liv vil blive reddet af mand, som selv bliver en leder. Selvsagt redder Moses Ramses, da det er.
   Moses erkender sin jødiske identitet under et besøg i Pithom, hvor statholderen Hegeb (Ben Mendelsohn) lever som en konge og frygter en opstand blandt de hebræiske slaver.
   Nun (Ben Kingsley) fortæller Moses om kurven, som Bithiah (Hiam Abbass) fandt i sivene. Næppe er Seti begravet, før Ramses’ mor, Tuya (Sigourney Weaver) og Hegeb orkestrerer en konfrontation, der mistænkeliggør Moses. Han tager afsked med sin søster, Mirjam (Tara Fitzgerald), og drager i landflygtighed.


DEN skyldbevidste Ramses har givet Moses kongesværdet med. Det fungerer i filmen som staven i Bibelen. Gud giver sig ofte til kende for Moses. Han kommer da som englen Malak (Issac Andrews), en dreng med et voksent ansigt, der minder Moses om Geshom, sønnen som han har fået med Zipporah (Maria Velverde).
   Malak dikterer de ti bud, som Moishe personligt indgraverer, mens det hjemvendte folk gør Guldkalven festklar. Kun Moses kan se Malak. Det er muligt at opfatte ham som en hallucinerende mand. Der er dog aldrig tilløb til den moderne tvivl, som gjorde Darren Aronofskys Noah (2013, da. Noa) så kantet og interessant.
   Både Ramses og Moses har eftertænksomme øjeblikke. Da Ramses sidder i ruinerne og ser på resterne af sin hær, mumler han et ironisk »Ramses den Store«. Efter flugten forudser Moses de problemer, som vil opstå, når 400.000 udfriede slaver ikke længere er »et folk af stammer«, der kæmper for den samme sag.



FREMFOR alt er det effekternes film. I overflyvningsbilleder er Memfis et imponerende sted. Moses træner jøderne til partisankrig, men Herren bliver træt af at vente og vil se resultater. De ti plager, som tvinger Ramses i knæ, er overbevisende fremstillet. Kolossale krokodiller går til angreb, og blodet farver Nilen rød.
   Scott kan godt være følelsesfuld. Det er uventet bevægende at se den knækkede farao stå med sin balsamerede søn og hviske til drengen, at han var elsket. Manuskriptet har godt fat i brodermotivet, som altid er en faktor mellem Ramses og Moses. Scott har dedikeret filmen til sin bror, Tony Scott, der begik selvmord i 2012.
   Sætstykket er og bliver scenen, hvor Herren hjælper sit udvalgte folk. Han holder bølgerne tilbage, så Moses og hans folk kan passere. Så lader han havet styrte sammen over Faraos hær. Det var for denne spektakulære effekt, at man måtte og skulle se De ti bud i min barndom. Scott gør miraklet mørkere og langsommere. De druknede soldater ses nedefra.


DER er slående ligheder med handlingsgangen i The Prince of Egypt (da. Prinsen af Egypten), som i 1998 fortalte historien for hele familien. Faktisk kan animationsfilmen ses som et missing link mellem DeMille og Scott. Exodus har undertitlen Gods and Kings, så man ikke forveksler den med Otto Premingers 1960-klassiker om det moderne Israels fødsel.
   Det er næppe en ny version af fortællingen om Moses, de fleste drømmer om at få til jul. Den føjer heller ikke meget til vor forståelse af den jødisk-kristne mytologi, men det er unægtelig en effektfuld version, som man ser med indlevelse og interesse, når den nu er her.
   Jeg blev positivt overrasket af Exodus. Det er stadig »historien om frihedens fødsel«, som DeMille beskriver i sin prolog. Ridley Scott fortæller den værdigt og sagligt. Manden har altid haft film i sit blod.


The Ten Commandments (De ti bud). Instr.: Cecil B. DeMille. Manus: Æneas Mackenzie, Jesse Lasky Jr., Jack Gariss, Fredric M. Frank. Foto: Loyal Griggs. 220 min. USA 1956. Dansk premiere: 06.10.1959.

Exodus: Gods and Kings. Instr.: Ridley Scott. Manus: Adam Cooper, Bill Collage, Jeffrey Caine, Steven Zaillian. Foto: Dariusz Wolski. 150 min. UK-USA 2014. Dansk premiere: 25.12.2014.


Fotos: Chernin Entertainment/ Twentieth Century Fox (20th Century Studios)/ Motion Picture Associates/ Paramount Pictures/ CineMaterial/ Movie StillsDB
The Ten Commandments streames på Blockbuster og iTunes
Exodus: Gods and Kings streames på Blockbuster, DISNEY+, Google Play, iTunes, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy 
Artiklen stod i Weekendavisen Kultur 23.12.2014
kl.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar