torsdag den 4. november 2021

Ridley Scott: American Gangster (2007)


DER VAR ENGANG I HARLEM
Det store amerikanske gangsterdrama

Af BO GREEN JENSEN

HARLEM 1968. Efter 15 år som højre hånd for Ellsworth »Bumpy« Johnson, en alfaderlig gangster med borgmesterlignende status, overtager Frank Lucas territoriet. Den unge mand har planer med sit liv og sin forretning. Han har set og taget ved lære. Tidens handelsvare er heroin, der beslaglægges og videreforhandles af korrupte politifolk, som har aftaler med det kriminelle miljø. Man har vænnet sig til, at det bare er sådan.
   Lucas vil eliminere engrosledet. Vietnamkrigen eskalerer, og via en militær kontakt får han forbindelse med de primære fabrikanter i Thailand. Varen skibes hjem i kister, når døde soldater bliver fløjet tilbage. Inden længe er kvalitetsproduktet Blue Magic det eneste, stofmisbrugerne vil røre. Det er ufortyndet heroin, så rent at man kan ryge det. Markedet er i chok, mens Lucas markerer det afro-amerikanske initiativ i en branche, som hidtil har været kontrolleret af italienske mafiafamiler. Manden skaber sig magtfulde fjender.


DET samme gør Richie Roberts, som læser jura i sin fritid og er noget for tiden og stedet så sjældent som en ubestikkelig narkobetjent. Han bliver én gang for alle persona non grata, da han finder en million dollar i bagagerummet på en bil. Richie kunne stryge gevinsten og holde sin kæft. Det er, hvad kollegerne forventer, men han insisterer på at aflevere de sorte penge som bevismateriale. Fra da af er Richie og makkeren som spedalske.
   Imens gør Frank Lucas kometkarriere. Privat har manden stil og principper. Han arbejder på at uddanne sig, henter hele familien fra North Carolina til et nyindkøbt rigmandspalæ på Long Island og gifter sig med Miss Puerto Rico 1970 i en ceremoni, der markerer hans overgang fra etnisk gangster til amerikansk succeshistorie. Professionelt er han ubønhørlig, sætter ild til en angiver uden at blinke og likviderer en konkurrent på åben gade ved højlys dag.


FRANK vil have respekt og får den. Han ser ned på konkurrenternes Superfly-stil. Selv holder han en lav profil. Han har ingen straffeattest, og der går flere år, før politiet kan sætte et navn og et ansigt på manden. Det sker, da han mod bedre vidende tager en kostbar pels, en gave fra hustruen, på til bokseopgøret mellem Joe Frazier og Muhammad Ali. Han har bedre billetter end mafiahøvdingen Dominic Cattano (Armand Assante), der indgår en aftale med Lucas, skønt begge mænd åbent foragter hinanden.
   Det er naturligvis Richie Roberts, som gradvis får skovlen under Frank Lucas. Samtidig slutter krigen i Vietnam, og forsyningssikkerheden er truet. Roberts har fået sin egen interne afdeling, der nok skal bekæmpe narkohandlen, men fremfor alt luge ud i en politistyrke, hvor tre ud af fire officerer er korrupte. Statistikken omfatter afgjort kriminalløjtnant Trupo (Josh Brolin), der hader Roberts på samme måde, som Cattano ser ned på opkomlingen Lucas.



SOM det fremgår etablerer American Gangster en parallel struktur. Filmen sidestiller Lucas og Roberts som ligeværdige skæbner, resolutte outsidere med integritet, der ikke vil bøje nakken for nogen. Historien er autentisk og bygger på en artikel af journalisten Mark Jacobsen, som har ført lange samtaler med Frank Lucas. Roberts er derimod skabt til lejligheden, for symmetriens skyld, og virker da også i højere grad som en skrivebordskonstruktion.
   De to mænd spilles med fuld stjernestyrke af Denzel Washington og Russell Crowe. Hele filmen bygger op til den scene, hvor parterne endelig mødes. Da det sker, er det helt som i Michael Manns Heat (1995), hvor der på samme måde skabes forbindelse mellem gangsteren, spillet af Robert De Niro, og hans nemesis, spillet af Al Pacino. Der er mange udenværker i American Gangster, men filmen slutter tilfredsstillende og oven i købet retfærdigt.


LUCAS og Roberts er sider af den samme mønt. Narkohandlerens slægtninge irriteres af hans bedrevidende facon, kriminalbetjenten er forhadt af sine kolleger. Begge kæmper mod interti i systemet. Længe nægter Roberts’ overordnede at tage Lucas alvorligt, fordi sorte gangstere pr. definition er dummere end de italienske familier, der har drevet landets organiserede kriminalitet, siden uafhængighedserklæringen blev skrevet. Det kan derfor ikke undre, at de to mænd trykker hænder til slut, da ingen har mere at miste.



FILMEN er – som signaleret i titlen – et bravt forsøg på at modernisere det ærketypiske gangsterdrama, der i USA også er en familiehistorie. Englænderen Ridley Scott har muligvis ikke de fornødne forudsætninger for at genskabe 70ernes New York. Til gengæld har han stil og håndelag i spandevis. Den episke ambition er filmens store styrke, men bliver endelig også dens svaghed. Scott vil på én gang lave Scarface, The Godfather, The French Connection, Shaft, Prince of the City, Once Upon a Time in America, Goodfellas, Heat og The Sopranos.
   Det lykkes at strejfe et stykke af alle de nævnte modeller, men på målstregen savner filmen til gengæld sine egne markører. Den ville intet være uden Denzel Washington, der skaber og bærer American Gangster. I en særligt isnende scene knuser han sin fætters hoved med låget af et flygel. Ikke mange antihelte kan gøre dét og bevare vor billigelse.



DE bedste afsnit er logistiske sætstykker, som beskriver narkotrafikken. Rejsen op ad floden i Thailand; transporten ud af Vietnam; fabrikken i Harlem, hvor alle er nøgne, så ingen kan stjæle af varen.
   Fra Alien (1979), Blade Runner (1982) og Someone to Watch over Me (1987) til Thelma & Louise (1991), Black Hawk Down (1999), Gladiator (2000) og Kingdom of Heaven (2005) har Scott været alle genrer igennem. Senere i 2008 er der premiere på Irak-filmen Body of Lies. Til næste år venter en filmatisering af Cormac McCarthys Blood Meridian. Det bliver Sir Ridleys første western. Kun Spielberg har været så alsidig, kun Ford har været så stilren. I en alder af 70 år er Ridley Scott ved at være den kommercielle filmindustris sidste auteur.*

*) Body of Lies fik dansk premiere 28.11.2008. Filmatiseringen af Blood Meridian blev ikke til noget. Til gengæld skrev Cormac McCarthy originalmanuskriptet til grænselandsdramaet The Counselor, som Scott instruerede i 2013. Den film kan så betragtes som englænderens første western. Ridley Scott er født i 1937. Han fylder 84 år den 30. november 2021.



American Gangster. Instr.: Ridley Scott. Manus: Steven Zaillian. Foto: Harris Savides. 158 min. USA 2007. Dansk premiere: 04.01.2008.

Fotos: Universal Pictures/ UIP/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ Filmgrab
Filmen streames på Amazon Prime, Blockbuster, Google Play, iTunes, NETFLIX, Rakuten TV, SF Anytime.
Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 04.01.2008

Ingen kommentarer:

Send en kommentar