onsdag den 3. november 2021

Ridley Scott | Cormac McCarthy: The Counselor (2013)


VILJEN TIL DET FREMRAGENDE
Cormac McCarthys grænseværdier

Af BO GREEN JENSEN

KAN man købe sig til kvalitet? Kan hovedværker designes? Det kan de vel i princippet, hvis mange gode kræfter vil det samme, men filmhistorien er fuld af eksempler på det modsatte: overlæssede prestigeproduktioner, hvor stamtavlen snarere blev en forhindring: Cleopatra, Waterloo, Åndernes Hus.
   Ridley Scotts The Counselor har en bismag af bestilt udsøgthed, men det skorter ikke på viljen til det fremragende. Der er investeret stort, talent- såvel som budgetmæssigt, i den deterministiske thriller, som bygger på et originalmanuskript af Cormac McCarthy (1933-2023).
   Myldrebilledet følger en håndfuld farverige skæbner i det samme grænseland mellem USA og Mexico, hvor McCarthy har været i beundrede romaner som No Country for Old Men og den anderledes lyriske Border Trilogy.


I CENTRUM er Advokaten (Michael Fassbender), som på krukket vis aldrig får et fornavn, men bliver kaldt »Counselor« af de øvrige karakterer, som flitrer under mikroskopet.
   Advokaten er en pæn mand med anstændige værdier. Han har i hvert fald været det. Nu er han forelsket i den renfærdige Laura (Penelope Cruz), som han tidligt i filmen forærer en ring med en diamant på 3,9 karat. De har i øvrigt god sex af den ærlige slags, som på film er karakteriseret ved megen sund latter.
   Advokaten har tillagt sig kostbare vaner. Han vil derfor indgå en lukrativ narkohandel, bare for en enkelt gangs skyld. Hertil benytter han sig af kontakter som mellemmanden Westray (Brad Pitt), en filosofisk elegantier, og den flamboyante Reiner (Javier Bardem), der selv lever vildt over evne i huset, han deler med den løvindeagtige Malkina (Cameron Diaz). Hun holder leoparder som jagtdyr og inkarnerer ubønhørligheden i de magtfulde mexicanske karteller.


ADVOKATEN er en stråmand, der skal demonstrere McCarthys nihilistiske værdier. I første akt bliver fælden sat. Han køber diamanten hos en livsklog juveler i Amsterdam (Bruno Ganz), og han forbereder forretningen med Westray og Reiner, som begge beskriver den høje risikofaktor. Han er i dén grad advaret – og publikum er forberedt på de henrettelsesmetoder, som bliver anvendt længere henne i filmen.
   På ironisk vis er det ikke grådighed, men resterne af en integritet, som fælder amatøren. I sit juridiske virke er Advokaten beskikket forsvarer for Ruth (Rosie Perez), en kriminel mellemleder. Hun er mor til motorcyklisten, som i flere indklip fræser over grænsen med 330 km i timen. Heraf hans øgennavn »The Green Hornet«.


DEN grønne hveps er narkokurér, men det er farten, som har sendt ham i fængsel og gjort Mor bekymret. Her klapper fælden. Advokaten får Hvepsen løsladt, mens Malkinas soldater arrangerer hans død. Det skaber en forbindelse mellem amatøren og det selvregulerende kartelsystem. Det er, som når en krig begynder. Alliancer aktiveres. Man må dø eller dræbe, og maskineriet kan ikke standses. Først når røgen lægger sig, kan man se, hvem der er den sidste mand – eller kvinde – på banen.


FILMEN er fuld af preciøse detaljer og sætstykker, der isoleret set er fine, skønt de ligner litterære ornamenter. At filmen knirker og virker tung, skyldes snarere, at man forventer flere lag og dobbelte bunde. Det plejer der at være i surrealistisk voldsomme grænselandshistorier, hvor plottet bliver vredet og drejet på fantasifuld og overraskende vis. Scott og McCarthy forsøger sig med en art grum realisme. Det er det samme etisk afsvedne landskab, som McCarthy har skildret i sine bøger.
   Der er megen tung eksponering af baggrund. Som juveleren fører Bruno Ganz en lang monolog om taksering og håndtering af diamanter. Javier Bardem forklarer i detaljer, hvordan en bolito fungerer. Det er en mekanisk garotteringsanordning, som ikke kan fjernes, når den er lagt om ofrets hals og aktiveret. Kartellerne bruger den for effekten: tilskuerne bliver oversprøjtet med blod, når pulsåren gennemskæres. Det er klart, at fænomenet skal demonstreres på et senere tidspunkt.


DER er ingen Gud i grænselandet, og moralske kræfter er irrelevante. Det forklarer McCarthy udmærket. Til gengæld er kærligheden en modgift, både i den enkle version, som Advokaten og Laura realiserer, og i det farverige forhold mellem Reiner og Malkina. Ridley Scott er bare ikke stor i den romantiske form.
   Der er ofte en tør lune i dialogen. Michael Fassbender siger til Bruno Ganz, at han vil give sin udkårne en diamant, som hverken er for stor eller for lille. Den skal vise, at han sætter på hendes skønhed og skrøbelighed, men det må ikke være en prangende sten, som hun »er bange for at gå med«. »Åh,« smiler Ganz. »De skal se, hun er nok mere modig, end De tror.«


CORMAC McCarthy er på hjemmebane i grænselandet, men man savner den tragiske dimension, som neutraliserede blodbadet i No Country for Old Men. Brødrene Coen forstod stoffet bedre, og Advokat-skikkelsen er en ringe erstatning for Tommy Lee Jones’ afmægtige marshall. The Counselor er lavet af ikke helt unge mænd, og det mærkes. McCarthy er 80, Scott fire år yngre. Yngst er mesterfotografen Dariusz Wolski, 56, som også i denne film skaber blændende billeder.



The Counselor. Instr.: Ridley Scott. Manus: Cormac McCarthy. Foto: Dariusz Wolski. 111 min. USA 2013. Dansk premiere: 14.11.2013.


Fotos: Fox 2000 Pictures/ 20th Century Studios/ SF Film/ CineMaterial/ MovieStillsDB
Filmen streames på Blockbuster, DISNEY+,Google Play, iTunes, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy
Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 15.11.2013
kl.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar